For første gang nogensinde overstiger antallet af fordrevne personer 100 millioner
- 100 millioner er et voldsomt tal - slående og alarmerende. Det er en rekord, der aldrig burde være sat.
Sådan lyder Filippo Grandis kommentar til antallet af fordrevne på verdensplan. Han er FN's højkommissær for flygtninge.
- Dette bør være en brat påmindelse om, at man skal løse og forhindre destruktive konflikter, stoppe forfølgelse og adressere de underliggende årsager til, at uskyldige mennesker flygter fra deres hjem, siger han.
Det er især konflikter i Etiopien, Myanmar, Burkina Faso, Nigeria, Afghanistan og Den Demokratiske Republik Congo, som har sendt folk på flugt. Og så har krigen i Ukraine fået tallet endnu mere i vejret.
De 100 millioner fordrevne tæller flygtninge, asylansøgere og de mere end 50 millioner mennesker, der er internt fordrevne, skriver Ritzau.