Første spadestik til Lynetteholm er taget trods protester

I dag er det første spadestik til den kunstige ø Lynetteholm i Københavns Havn blevet taget.
Det sker trods massive protester over, at der derved flyttes to millioner kubikmeter slam fra havbunden i København til Køge Bugt.
I weekenden var der en protestsejlads, og i dag forsøgte en demonstrant at forhindre ceremonien, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) og Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), satte spaderne i jorden.
En miljøvurdering har slået fast, at det kun vil medføre begrænsede skader på miljøet at dumpe slammet ud for Køge Bugt - i et område mellem Sverige og Danmark.
Rapporten er fra flere sider dog blevet kritiseret for ikke at vise det fulde billede af konsekvenserne ved byggeriet.