Folketinget: Indkaldelsen af forkert barselsvikar får ikke betydning for afstemninger

Det kommer ikke til at få bagudrettede konsekvenser, at Folketinget ved en fejl er kommet til at indkalde det forkerte medlem som stedfortræder for socialdemokraten Tanja Larsson, der er på barsel.
Det oplyser Lennart Damsbo-Andersen (S), der er formand for Udvalg til Valgs Prøvelse, til DR.
- Den juridiske afdeling i Folketinget har oplyst, at det ikke har nogen konsekvens, fordi Folketinget har godkendt vedkommende (Alexander Grandt, red.), siger han.
Det bliver nummer to på suppleantlisten i Sydjyllands Storkreds, der i stedet skal have mandatet. Det er Theis Kylling Hommeltoft, der får sin første periode i Folketinget.
Han har netop fået det officielle opkald om, at han er blevet tilbudt posten som stedfortræder i Folketinget og har takket ja.
- Et eller andet sted er det en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det er det, siger han og tilføjer:
- Hjemmefronten har også sagt god for det.
Theis Kylling Hommeltoft er folketingskandidat i Aabenraa-kredsen i Sydjyllands Storkreds.