Det russiske militære pres på Ukraine har fået ukrainerne til at bede om hjælp. Men danske missiler dur ikke.
Derfor sender Danmark ikke 400 Stinger-missiler, som ikke længere benyttes af det danske forsvar, til Ukraine.
- Det er for gammelt. Der er en årsag til, at det ligger på lager. Det kan vi ikke sende afsted, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) onsdag morgen efter en orientering til ham og partierne bag forsvarsforliget fra forsvarschef Flemming Lentfer.
Som følge af Ruslands militære pres på Ukraine og efter anbefaling fra Forsvarskommandoen, besluttede regeringen tirsdag at skærpe Forsvarets beredskab.