Seneste nyt
26. jan kl. 08:34

Forældre, der mister nyfødt barn, får særlige afsnit på hovedstadshospitaler

Mister man sit nyfødte barn, skal man ikke længere ligge på afdeling med en masse lykkelige og nybagte forældre.

I stedet får par, der står i den ubarmhjertige situation, særlige afsnit.

Det er planen på Herlev og Hvidovre Hospital, hvor 20 millioner kroner skal bruges på at modernisere hospitalernes fødeafdelinger.

Beløbet er afsat af politikerne i Region Hovedstadens forretningsudvalg, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Moderniseringerne skal være færdige allerede i foråret 2022.

Tidligere har DR beskrevet, hvordan flere par oplevede "helt horrible" forhold i forbindelse med, at de var indlagt på hospitalet som følge af et mistet barn.

Seneste nyt

  1. 8 min. siden

    Færre tog mellem Roskilde og København - normal drift forventes efter klokken 18

    Der kører fortsat kun ét tog i timen mellem København H og Roskilde. Det skyldes signalfejl ved Glostrup, oplyser DSBsin hjemmeside.

    Mellem Roskilde og Høje Taastrup indsættes der yderligere ét tog i timen fra klokken 15.30, så der er forbindelse til S-togene videre ind mod hovedstaden.

    - Banedanmark arbejder på at rette fejlen, en foreløbig forsigtig prognose siger, at vi tidligst kan køre normalt igen klokken 18, skriver DSB.

    Passagerer opfordres til at tjekke Rejseplanen inden afrejse og DSBs hjemmeside.

  2. 18 min. siden

    Dummebøder og tabascosovs i bagdelen: Par idømt syv års fængsel for grov mishandling af datingoffer

    En 37-årig mand og en 33-årig kvinde er i dag blevet idømt syv års fængsel hver ved retten i Herning for at have lokket en 31-årig mand i en datingfælde, der endte med grov mishandling og frihedsberøvelse. Det skriver Ritzau.

    Den 33-årige kvinde skulle ifølge domsskriftet have lokket ofret hjem til sig via en datingside, hvor den 37-årige mand sad klar til at hjælpe med mishandlingen.

    Her blev ofret blandt andet slået med et jernrør og fik smurt tabascosovs i bagdelen. Derudover blev han afkrævet dummebøder, som han måtte låne penge til af familie og venner.

    Mishandlingen og afpresningen stod på i cirka én måned sammenlagt.

    - Der er tale om en voldssag af en grovhed, man sjældent ser, hvilket de markante straffe også vidner om, udtaler senioranklager Søren Kløvborg i en pressemeddelelse fra politiet.

    Den 33-årige kvinde har anket dommen til Vestre Landsret, og den 37-årige mand overvejer lige nu, om han skal gøre det samme.

  3. 52 min. siden

    Venstre om kuldsejlede medieforhandlinger: Vi kunne have været med, hvis ikke regeringen kørte fagforeningsvognen foran sig

    Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har netop forladt forhandlingerne om et medieforlig i Kulturministeriet.

    Regeringen har i et udspil foreslået, at man stiller krav om, at medier, som vil have mediestøtte, skal leve op til de overenskomstlignende løn- og arbejdsvilkår, som er gældende på området.

    Det kan Venstre ikke være en del af, siger Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen.

    - Hvis man havde nøjedes med at køre mediepolitik, så tror jeg sådan set godt, vi kunne have været med, men fordi man kører sådan en fagforeningsvogn foran sig, så er det altså, at den bliver svær at sluge for os alle sammen, siger han.

    Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ærgerlig over, at det ikke lykkes at lave en bred politisk aftale, fortæller hun.

  4. I dag kl. 14:00

    'Farvel og tak. K, DF og V forlader medieforligsforhandlingerne'

    Det ser ud til, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) skal forberede sig på at indgå et smalt forlig med de røde partier om en ny medieaftale.

    Efter månedlange forhandlinger er oppositionspartierne Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti her til eftermiddag ude af forhandlingerne.

    Det skriver De Konservatives medieordfører, Birgitte Bergman, på Twitter.

    - Farvel og tak. K, DF og V forlader medieforligsforhandlingerne, skriver hun.

    - Nu har vi kæmpet med regeringen i fire måneder, men vi nægter at pålægge danskerne flere afgifter, give endnu flere penge til DR og skabe mere bureaukrati for danske medier. Nej tak herfra.

    Dansk Folkeparti vil heller ikke være med til at give DR flere penge, skriver partiets ordfører på området, Dennis Flydtkjær, på Twitter:

    - Kunne ikke leve med flere penge til DR, og at alle medier skal lave kønsselvangivelser, som skal opgøres på han, hun og andet køn. Den slags woke hører ikke hjemme i en medieaftale.

  5. I dag kl. 13:34

    PLO-formand i jubel over løfte om flere praktiserende læger

    Formand for de Praktiserende Lægers Organisation Jørgen Skadborg er meget positivt overrasket over den nye sundhedsreform.

    6,8 milliarder kroner.

    Det har regeringen netop meldt ud, at de vil bruge over de næste otte år på sundhedsområdet. Pengene skal blandt andet gå til at få flere praktiserende læger i yderområder, der i dag oplever lægemangel.

    - Det er utroligt visionært, og det peger i den rigtige retning, siger formanden for De Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg.

    I alt er der et mål om at have mindst 6.500 læger med speciale i almen medicin senest i 2035, hvilket svarer til en stigning på cirka 43 procent i forhold til i år.

  6. I dag kl. 13:19

    Slut med russisk naturgas til Finland

    Fra i morgen lukkes der for den russiske naturgastilførsel til Finland.

    Det har det russiske energiselskab Gazprom meddelt og det bekræfter Finlands statsejede gasleverandør Gasum.

    Det skyldes, at Finland har nægtet at betale for naturgassen i rubler – et krav russerne har stillet til samtlige af de europæiske lande, de eksporterer naturgas til.

    - Vi har dog nøje forberedt os på denne situation. Og givet at der ikke er afbrydelser på gasnetværket, så vil vi være i stand til at forsyne alle vores kunder med gas i de kommende måneder, oplyser Mika Wiljanen, administrerende direktør i Gasum via Ritzau.

    Gas står for cirka fem procent af energien i Finland.

    Helt præcist bliver Finland afskåret fra russisk gas klokken 07.00 lørdag morgen finsk tid.

  7. I dag kl. 12:42

    Finsk bryggeri lancerer Nato-øl

    Her er et billede af øllen med den øldrikkende ridder på etiketten. (Foto: Lehtikuva © Ritzau Scanpix)

    Et lille bryggeri i Finland har lanceret en Nato-øl for at markere det nordiske lands forsøg på at tilslutte sig militæralliancen.

    Olaf Brewings Otan-lager har en blå etiket med en øldrikkende middelalderridder på forsiden, hvis rustning er prydet med Natos kompas-logo.

    Otan er den franske forkortelse af Nato.

    Øllens navn er et ordspil, fordi den finske frase "Otan olutta" betyder "Jeg tager en øl".

  8. I dag kl. 12:17

    Kvinde sigtet for drab og drabsforsøg i plejehjemssag

    En midaldrende kvinde, der er anholdt i mørklagt plejehjemssag i Randers, er sigtet for et drab og tre drabsforsøg på ældre beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

    Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Den mistænkte kvinde er sigtet for bevidst have givet forkert og farlig medicin til de fire ofre.

    Kvinden blev efter en intensiv efterforskning anholdt 14. marts.

    Hidtil har politiet ikke villet oplyse sigtelserne.

    Politiet satte en efterforskning i gang efter en anmeldelse om mistænkelige indlæggelser på Randers Sygehus.

    Ifølge sigtelserne var det en medvirkende årsag til, at en ældre kvinde afgik ved døden, og at en anden ældre kvinde og to ældre mænd blev indlagt stærkt svækkede.

    Af en retsbog fremgår det, at kvinden nægter sig skyldig.

    Ifølge Retten i Randers er der på nuværende tidspunkt ikke begrundet mistanke om drab.

    Kvinden er derfor varetægtsfængslet for 'groft legemsangreb'.

  9. I dag kl. 12:15

    Hver femte ældre med demens får stadig kritiseret medicin

    Flere fagpersoner peger på alvorlige bivirkninger som blodpropper, hjerteforstyrrelser og endda død ved brug af antipsykotisk medicin.

    Men trods en national målsætning om at skære kraftigt ned indløste hver femte ældre borger med demens i løbet af 2021 mindst én recept netop det.

    Det svarer til cirka 7.800 personer.

    Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som er blevet offentliggjort fredag.

    - Siden det ikke er lykkedes at nedbringe brugen, så er der et stort stykke arbejde foran os, siger hun, Mette Keis Jepsen, der er afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, i en pressemeddelelse.

    Brugen af den antipsykotiske medicin blandt ældre har været stort set uændret siden 2014.

  10. I dag kl. 11:59

    Stærk thailænder giver Line Christophersen klø

    Det var en gedigen overraskelse, da den danske badmintonspiller, Line Christophersen, i går spillede sig i kvartfinalen ved Thailand Open.

    Her måtte damesinglespilleren dog sande, at hun fredag formiddag mødte sit match i form af hjemmebanehelten Ratchanok Intanon. Nederlaget på 8-21 og 8-21 efterlod ikke just mange håb om en dansk semifinaleplads i det blot 25 minutter lange opgør.

    22-årige Christophersen er nummer 22 i verden og nåede på sin vej til kvartfinalen blandt andet at slå verdens tredjebedste An Se Young fra Sydkorea.

    Dagens banekvinde, Ratchanok Intanon, ligger nummer otte på verdensranglisten og møder nu nummer to på listen i form af Tzu Ying Tai fra Taiwan i semifinalen.

    Dermed er der blot dansk islæt tilbage i herredoublen ved Thailand Open, hvor Kim Astrup og Anders Skaarup senere fredag spiller kvartfinale. Tidligere er både Anders Antonsen og Mia Blichfeldt røget ud, mens Viktor Axelsen måtte trække sig med en skade efter sin sejre i første runde.

  11. I dag kl. 11:48

    Knap 12.000 boligejere skal nu betale markant højere rente

    Renterne er på himmelfart, og det begynder nu at kunne mærkes for tusindvis af boligejere med variable lån.

    Fredag har Totalkredit nemlig fastsat nye rentesatser for godt 12.000 danske boligejere, der skal have en ny rente på deres rentetilpasningslån.

    Og det står klart, at boligejerne kan se frem til at betale væsentligt mere, end de er vant til, når de nye renter træder i kraft 1. juli.

    Helt konkret skal boligejere med et F5-lån betale 720 kroner mere om måneden før skat for hver million kroner, de skylder.

    Boligejere med et F3-lån kommer til at betale 790 kroner mere om måneden per million før skat. Efter skat er det henholdsvis 400 og 420 kroner om måneden per million.

  12. I dag kl. 11:31

    'Lille prut' og 'fin lille aftale': Aftalepartier vil ikke affyre konfettirør over den nye sundhedsreform

    Imens begejstringen for den nye sundhedsreform stråler ud af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som kalder den for en ”historisk aftale”, har flere af aftalepartierne svært ved at få armene helt op i vejret.

    - Løser denne aftale alle udfordringer i det danske sundhedsvæsen fremadrettet? Nej. Det gør den bestemt ikke. Det er en fin lille aftale. Det er et skridt i den rigtige retning, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

    Hos Enhedslisten tager sundhedsordfører Peder Hvelplund yderligere gas ud af ballonen.

    - Når jeg ser på aftalen, må jeg nok også konstatere, at det her er en lille prut, som ikke løser de enorme udfordringer, vi står med i sundhedsvæsnet, siger ordføreren på pressemødet.

  13. I dag kl. 10:57

    To er anholdt for at dræbe 22-årig kvinde i Kolding

    En 22-årig kvinde er død, efter at hun torsdag blev fundet hårdt kvæstet på en adresse på Violvej i Kolding.

    Det oplyser Sydøstjyllands Politi, skriver Ritzau.

    Kvinden blev fundet med alvorlige skader på overkroppen, og hun døde torsdag eftermiddag på sygehuset.

    En 30-årig mand og en 29-årig kvinde fra Kolding, der var til stede, da kvinden blev fundet, blev anholdt kort efter politiets ankomst til adressen.

    Politiet oplyser, at omstændigheder ved dødsfaldet gør, at de begge sigtes for drab. De fremstillesi dag klokken 11 i Retten i Kolding, hvor en dommer skal vurdere, om de skal varetægtsfængsles.

    Det er politiets opfattelse, at den afdøde og de to anholdte kendte hinanden i forvejen.

    De pårørende til den 22-årige kvinde er underrettet.

  14. I dag kl. 10:40

    Donbas-regionen er totalsmadret: 'Det er et helvede der, og det er ikke en overdrivelse'

    Den østlige ukrainske region Donbas er fortsat genstand for nogle af de hårdeste kampe, der har været, siden Rusland invaderede Ukraine.

    I sin vanlige tale til pressen i nat erklærede den ukrainske præsident Zelensky blandt andet, at Donbas-regionen er blevet ”fladmast”, og at de østlige egne af den er blevet til et ”helvede”.

    - Donbas er totalt destrueret. Alt dette kan umuligt retfærdiggøres med militære argumenter fra russerne, sagde Zelensky blandt andet ifølge Reuters og britiske BBC.

    - Dette er et overlagt og kriminelt forsøg på at dræbe så mange ukrainere som muligt.

    De sidste 24 timer er 13 civile desuden blevet dræbt af russisk artilleri i naboregionen Lugansk ifølge en lokal ukrainsk militærleder.

  15. I dag kl. 10:21

    Mange togaflysninger mellem Roskilde og København: Tidshorisonten er ukendt

    Lige nu er der mange togaflysninger mellem Roskilde og Københavns Hovedbanegård, og der er lige nu ikke nogen tidshorisont for, hvornår problemerne er løst.

    Det melder DR P4 Trafik.

    Det skyldes en signalfejl, og Banedanmark melder, de arbejder på at finde fejlen. Det er muligvis et kabel, der er revet over.

    Følg opdateringer i togdriften på P4 Trafiks regionale profil på Twitter eller på DSB's hjemmeside.

  16. I dag kl. 10:09

    Meningsmåling: Bedste måling for ja-siden i valgkampen

    Flere vælgere vil nu stemme "ja" til at afskaffe forsvarsforbeholdet end på noget tidligere tidspunkt i de seneste måneders valgkamp.

    Det viser en ny måling foretaget af Epinion for DR og Altinget.

    Her svarer 42 procent af de adspurgte, at de vil stemme "ja" til at afskaffe forsvarsforbeholdet, mens 28 procent svarer, at de vil stemme "nej".

    22 procent er stadigvæk i tvivl om deres stemme.

  17. I dag kl. 09:58

    Grønlændernes fysiske vaner skal undersøges i historisk stort omfang

    Hver sjette voksen i Grønland kommer til at modtage en besked i e-Boks-indbakken i løbet af de kommende par dage med et spørgeskema om deres motions- og bevægelsesvaner.

    Undersøgelsen er blevet søsat af Grønlands Idrætsforbund i samarbejde med forskere fra Syddansk Universitet.

    - Selvom der tidligere er gennemført gode undersøgelser af både befolkningens sundhedsprofil og af deres idrætsvaner, ved vi stadig for lidt i dag, fortæller Bjørn Søvsø Jensen, porteføljeleder i Grønlands Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

    - Denne undersøgelse vil give os et mere nuanceret og detaljeret billede af de mekanismer, der er i spil, når vi vælger at være mere eller mindre aktive. Samt hvordan den måde, vores hverdag er bygget op, har betydning for hvor aktive, vi er.

  18. I dag kl. 09:41

    Norsk politi: Tre personer såret efter knivstikkeri nær Oslo

    Tre personer er blevet såret, én af dem alvorligt, efter et knivstikkeri i Norge. Det oplyser norsk politi.

    Ifølge myndighederne er den mistænkte gerningsmand pågrebet.

    - Vi kan bekræfte, at der er en familiereltation mellem gerningspersonen og én af de sårede, siger politiinspektør Odd Skei Kostveit i en pressemeddelelse ifølge mediet Verdens Gang.

    Politiet forklarer, at der er tale om en familie fra Syrien og at gerningspersonen og én af de sårede var gift.

    Knivstikkeriet skete i området Numedal i nærheden af hovedstaden Oslo. To af de sårede, deriblandt den alvorligt sårede, er blevet fløjet med akutlægehelikopter til et sygehus.

    Opdateret 11.35 med nye oplysninger fra norsk politi.

  19. I dag kl. 09:37

    Regeringen og Folketingets partier har indgået bred aftale: Vil oprette op til 25 nærhospitaler

    Sundhedsminister Magnus Heunicke holder doorstep sammen med aftalepartierne. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterer lige nu en aftale indgået med en lang række aftalepartier, der blandt andet skal omstille sundhedsvæsenet til at kunne håndtere det stigende antal ældre og kronisk syge.

    - I alt er aftalen en investering på 6,8 milliarder kroner ekstra over næste otte år, siger Magnus Heunicke (S).

    I aftalen indgår oprettelsen af op til 25 nærhospitaler, et mål om flere praktiserende læger og en bedre sammenhæng mellem sygehuse, kommuner og praktiserende læger.

    - Vi får også etableret kvalitetsplaner for kronikere, så kommunerne bliver bundet op på at levere høj kvalitet i at hjælpe kroniske patienter.

    Aftalen definerer et nærhospital som et sted, hvor borgere kan få ambulant behandling af hospitalslæger og andet sundhedspersonale. Der vil ikke være sengepladser på nærhospitalerne.

  20. I dag kl. 09:14

    Kommune vil forhindre druk på sidste skoledag: 'Jeg frygter, at vi får dannet en snigekultur'

    I dag er det mange steder sidste skoledag for folkeskolens ældste klasser, der nu får læseferie inden årets eksamener. En dag fyldt med masser af traditioner

    I Aarhus har sidste skoledag i mange år været ensbetydende med en større drukfest i Mindeparken.

    Men i år bliver festen procentfri.

    Kommunen kører nemlig eleverne i busser til en festivalplads i Brabrand, hvor der er planlagt en alkoholfri festival med musikoptrædener.

    Det sker, efter der de senere år har været problemer med fulde unge. Det møder dog kritik.

    - Jeg frygter, at vi får dannet en snigekultur, hvor det ender med en krig om, at hvis vi ikke må have alkohol med, så gør vi det alligevel, siger formanden for Danske Skoleelever, Mille Borgen Mikkelsen.

  21. I dag kl. 09:12

    Tilliden til vores egen og til Danmarks økonomi er historisk lav

    Vi er for alvor blevet pessimister, når vi kigger på vores privatøkonomi og på Danmarks økonomiske situation. Det viser tal fra Danmarks Statistiks forbrugertillidsindeks.

    Indekset bliver udregnet på baggrund af en rundspørge til et repræsentativt udsnit af danskere, der bliver spurgt ind til deres syn på deres egen og på Danmarks økonomiske situation.

    I maj måned ligger indekset så på minus 22,4, hvilket er det laveste niveau nogensinde i den periode, man har lavet opgørelsen. Det har man gjort siden 1974.

    Det er især de stigende priser på fødevarer og energi, der får os til at tage de negative økonomibriller på.

  22. I dag kl. 08:47

    Mercedes fra 1955 er solgt for over en milliard kroner

    En Mercedes Benz 300 SLR Uhlenhaut-Coupe, som der kun er bygget to af, er solgt på en auktion for over én milliard kroner. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    En privat samler har haft kræmmerpungen ude af foret og smidt små 135 millioner euro - lidt over én milliard kroner - på bordet for at få fingrene i en ganske særlig bil.

    En sjælden Mercedes-Benz-model fra 1955 blev således tidligere i maj solgt på en auktion for 135 millioner euro.

    Det gør angiveligt køretøjet til den dyreste bil, der nogensinde er solgt, oplyser RM Sotheby's - der har specialiseret sig i auktioner med klassiske biler - skriver Ritzau.

    Konkret er der tale om Mercedes-Benz 300 SLR Uhlenhaut Coupe.

    Det er ifølge RM Sotheby's én af to prototyper, som Mercedes' afdeling for racerbiler lavede for 67 år siden og navngav efter bilens skaber, chefingeniør Rudolf Uhlenhaut.

    • Bilen i profil. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    • Et lille kig på bilens interiør. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    • Bilerne med vingerne slået ud. (Foto: - © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  23. I dag kl. 08:38

    Beskæftigelseskurven fortsætter opad

    Antallet af lønmodtagere er igen steget – alene mellem februar og marts blev arbejdsmarkedet 16.000 personer rigere, viser tal fra Danmarks Statistik ifølge Ritzau.

    Det er især hotel- og restaurationsbranchen og kultur- og fritidsområdet, der står for at trække tallet op. Tilsammen står de for cirka 7.400 af de nyligt beskæftigede mellem februar og marts.

    Det er dermed 14. måned i streg, at beskæftigelseskurven peger i den positive retning.

    Det samlede antal af beskæftigede består nu af 2.947.000, når man korrigerer for sæsonudsving.

  24. I dag kl. 08:10

    Første retssag om manddrab med bredt anvendt Tesla autopilot-system i USA

    Rettelse: Vi har før skrevet, at retssagen omhandler en selvkørende bil. Dette er ikke korrekt, da bilen altid skal have en fører bag rattet, som skal kunne gribe ind. Det er derfor rettet til autopilot, som er en mere passende beskrivelse af bilens funktion.

    En 27-årig californisk mand skal i retten for at have kørt to mennesker ihjel med sin Tesla Model S på autopilot tilbage i 2019.

    Det er netop blevet fastlagt af en dommer fra Los Angeles, ifølge nyhedsbureauet AP.

    Ofrene døde, efter den 27-åriges bil kørte over for rødt og bragede ind i deres bil med 119 kilometer i timen.

    Sagen bliver landets første grove straffesag, der omhandler det hyppigt anvendte Tesla autopilot-system, og den har vakt en del opmærksomhed hos Tesla selv, som har foretaget grundige undersøgelser af den involverede bil i forbindelse med sagen.

    Ifølge den amerikanske elbilsgigant har føreren af bilen altid det fulde ansvar for kørslen, selv når bilen betjenes af autopilot-funktionen.

  25. I dag kl. 07:59

    Tilsyn overvejer indgreb mod 30-årige afdragsfrie lån

    Finanstilsynet overvejer at foretage indgreb mod lån med 30 års afdragsfrihed.

    Det siger direktøren i Finanstilsynet, Jesper Berg, ifølge Børsen i en tale til Lokale Pengeinstitutters årsmøde.

    Det er blandt andet stigende renter, muligheden for faldende boligpriser og en såkaldt musefælde, der bekymrer.

    - Jeg er bange for, at nogle boligejere kan blive sat fra hus og hjem, siger han.

    Lån, hvor man i 30 år ikke betaler afdrag - men kun renter og bidrag - kræver, at man kan stille med 40 procent af ejendommens samlede værdi. Dermed må man maksimalt låne 60 procent af boligens værdi.

    Men lånene er indrettet med en såkaldt musefælde. Bankerne kan kræve afdrag, hvis boligpriserne pludselig falder så meget, at lånet udgør 75 procent af boligens værdi.

    Det er ifølge Jesper Berg ikke utænkeligt. Han siger, at der godt kan ske et "prisfald på 20-25-30 procent", skriver Børsen.

  26. I dag kl. 07:27

    Fredag giver flest skyer, men de drypper først i aften

    Der vil være flest skyer i starten af dagen, men i eftermiddag er der mulighed for at nyde solen. (Foto: Maria brinks Arianfar)

    Oven på to dage, hvor temperaturen har nået over 25 grader, tager vi et dyk ned fredag.

    Vinden er gået i vest med en let til jævn styrke, og det giver os temperaturer, der ligger mellem 15 og 19 grader. Langs Vestkysten dog køligere, mellem 12 og 15 grader.

    Solchancerne er beskedne i starten af dagen, men efter middag klarer det op. I aften og nattetimerne trækker et regnvejr ind over os.

  27. I dag kl. 07:19

    Regeringen vil gøre havn til 'militært knudepunkt' for Nato

    Regeringen vil sætte gang i arbejdet med at udbygge Esbjerg Havn, så den kan fungere som knudepunkt for at fragte militære styrker fra USA og andre allierede til Østersøområdet og Baltikum.

    Esbjerg Havns beliggenhed nær lufthavn, jernbane og flere store kaserner fremhæves som en af årsagerne til, at Esbjerg er i militærkikkerten.

    - Ruslands forfærdelige angreb på Ukraine gør det helt klart, at Danmark skal leve op til forventningen om, at vi kan yde værtsnationsstøtte for allierede, der gerne vil igennem Danmark, lyder det fra forsvarsminister Morten Bødskov i meddelelsen.

  28. I dag kl. 07:13

    Udenrigsminister Jeppe Kofod til møde i Europarådet om russiske overgreb på civilbefolkningen i Ukraine

    Det er på baggrund af de mange oplysninger om henrettelser, tortur og andre alvorlige overgreb på den ukrainske civilbefolkning, at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i dag mødes med de andre udenrigsministre i Europarådet.

    I løbet af de kommende dage skal ministrene nemlig drøfte, hvordan Europarådet kan være med til at indsamle beviser på de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted i Ukraine.

    Tidligere på ugen udgav menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch en rapport, hvor der blev beskrevet massive overgreb på den ukrainske civilbefolkning.

    - Det er forfærdelig dokumentation af den død og ødelæggelse, som Rusland har trukket gennem Ukraine med deres alvorlige, uprovokerede angrebskrig, siger Jeppe Kofod til Ritzau.

    - Rapporten dokumenterer jo sort på hvidt drab på civile og summariske henrettelser.

    Det er første gang, siden Rusland blev udelukket, at Europarådet skal samles igen.

  29. I dag kl. 07:00

    Oklahoma vil forbyde aborter fra første graviditetsdag

    I USA har politikerne i delstaten Oklahoma vedtaget en lov, der vil forbyde næsten alle aborter. Det skriver New York Times.

    Ifølge avisen er der tale om den mest vidtgående abortlov i USA, hvis den republikanske guvernør Kevin Stitt som forventet underskriver den. Sker det, vil loven træde i kraft med omgående virkning.

    Den nye lov vil forbyde aborter fra første graviditetsdag. Der er undtagelser i tilfælde af voldtægt og incest, men kun hvis de kriminelle overgreb er anmeldt til politiet.

    Hvis en mors helbred er i fare, såfremt graviditeten ikke afbrydes, vil det også være tilladt af få en abort.

    Loven er vedtaget med forventning om, at den amerikanske højesteret vil omgøre en afgørelse fra 1973, der sikrer amerikanske kvinder ret til abort.

  30. I dag kl. 06:40

    Sundhedsministeriet inviterer til doorstep om sundhedsreform

    Der er blevet indgået en bred politisk delaftale på sundhedsområdet, der præsenteres her til formiddag.

    Det skriver Sundhedsministeriet i en kort pressemeddelelse.

    Ministeriet peger selv på, at aftalen skaber et "sammenhængende, nært og stærkt sundhedsvæsen".

    ved doorsteppet er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sammen med repræsentanter fra de resterende aftalepartier til stede.

    Det finder sted 09.30 og kan følges på DRTV og her på dr.dk.

  31. I dag kl. 06:05

    Nordkoreansk statsmedie opfordrer coronasmittede borgere til at gurgle saltvand og drikke varm ingefær-te

    Det er hverken vacciner eller antivirale lægemidler, der bliver taget i brug for at bekæmpe en omfattende coronasmitte i Nordkorea. Dem har styret i Pyongyang nemlig afvist at modtage.

    I stedet opfordrer den statsstyret avis Rodong Simnun til, at coronasmittede nordkoreanere tager hjemmelavet midler i brug. Det skriver BBC.

    Det drejer sig blandt andet om at gurgle saltvand og drikke varm ingefær- eller kaprifolie-te for at bekæmpe symptomerne.

    Statsmediet Rodong Simnum skulle ifølge BBC også have rapporteret, at der var tusind tons salt på vej mod Pyongyang, som skulle bruges til at lave en ”antiseptisk opløsning”.

  32. I dag kl. 05:35

    Hviderusland køber russiske missilsystemer

    Som en trofast væbner har den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko stået ved Rusland og Vladimir Putins side lige siden invasionen af Ukraine gik i gang.

    Og støtten ophæves ikke lige foreløbigt, for nu har præsident Lukasjenko meldt ud, at den hviderussiske hær bliver forstærket med russiske Iskander og S-400 missiler. Det fortæller han til det statslige nyhedsbureau Belta ifølge Wall Street Journal.

    Der er tale om kortrækkende ballistiske missiler samt jord-til-luft-missiler.

    Indtil videre har der ikke været væbnede hviderussiske styrker indsat i Ukraine, og G7 landene, som tæller Storbritannien, Canada, Tyskland, Frankrig, Italien, Japan, USA og EU har tidligere på ugen opfordret Hviderusland til at tage afstand fra Ruslands invasion i Ukraine.

  33. I går kl. 23:32

    Russisk forretningsmand vil opkøbe McDonald's' 850 russiske filialer, og drive dem under et nyt navn

    McDonald's er færdig med at lange Big Macs over disken i Rusland.

    Den russiske forretningsmand Aleksander Govor har planer om at købe fastfoodkædens 850 filialer i Rusland, skriver BBC.

    Govor driver allerede 25 af kædens restauranter i Sibirien, og han vil altså påtage sig ansvaret for samtlige russiske McDonald's-restauranter samt de cirka 62.000 medarbejdere.

    Men restauranterne skal drives under et nyt brand.

    Kort efter at McDonald's i begyndelsen af marts midlertidigt indstillede sine aktiviteter i Rusland, blev der indgivet en patentansøgning for en restaurantkæde under navnet "Onkel Vanya".

    McDonalds vil ikke sige, hvor meget de sælger kæden for til Govor, men har advaret sine investorer om, at salget vil koste dem mere end én milliard dollar.

  34. I går kl. 22:47

    Vandrer i Norge fundet i live efter fald på flere hundrede meter

    En vandrer i nordnorske Troms er fløjet til hospitalet efter at være faldet flere hundrede meter fra et bjerg efter et jordskred.

    Det oplyser den lokale politikreds torsdag aften på Twitter.

    - En person er hentet op fra bjerget efter et jordskred på toppen af bjerget. Det anslås, at vandreren faldt flere hundrede meter, skriver politiet.

    Vedkommende er fløjet med helikopter til Universitetshospitalet i Nordnorge. Ifølge redningsleder Jakob Karlsen i Hovedredningscentralen trak personen vejret, da den pågældende blev fragtet til hospitalet.

    Det siger han til avisen VG og uddyber, at den tilskadekomnes tilstand er alvorlig, men at han vil ikke kommentere yderligere.

    Ifølge NTB var vandreren en del af en rundvisning arrangeret for to. Hovedredningscentralen har en helikopter i luften for at hente den sidste vandrer, som meldte ulykken.

  35. I går kl. 22:20

    Storebæltsbroen er igen åben for trafik

    Siden klokken 21 har Storebæltsbroen været lukket for al biltrafik på grund af vejarbejde.

    Broen er her til aften igen åben for trafikanter, der skal krydse øerne. Det oplyser Sund & Bælt på Twitter.

    På broens hjemmeside lyder det desuden, at der indtil klokken 06.00 fredag morgen vil være dobbeltrettet trafik over broen. Det samme vil der være fredag i tidsrummet 21.00 til lørdag morgen klokken 06.00.

    Brolukningen har været planlagt i forvejen, oplyser Sund og Bælt. Det sker for at kunne lave en række vedligeholdelser af broen.

  36. I går kl. 21:54

    For første gang dimitterer klasse fra Politiskolen, hvor der er en overvægt af kvinder

    Det er aldrig sket før. I hvert fald ikke i Politiskolens historie.

    På onsdag dimitterer en klasse med 22 studerende fra Politiskolen i Brøndby, og over halvdelen af dimittenterne er kvinder, skriver DANSK POLITI.

    - Jeg må indrømme, at jeg først tænkte: "Åh, nej, bliver det nu en hønsegård med en masse pigefnidder og klikedannelser?". Men den bekymring er da heldigvis gjort godt og grundigt til skamme, siger klasselærer Grethe Bach Pedersen.

    I 2018 udgjorde kvinderne 24,4 procent af det samlede optag, og frem til 2021 er andelen vokset til 31,2 procent. Men der er stadig lang vej til en ligelig fordeling af mænd og kvinder i klasseværelserne.

  37. I går kl. 21:03

    USA's senat godkender hjælpepakke på 280 milliarder kroner til Ukraine

    Senatet i USA har med et stort flertal stemt for en hjælpepakke på næsten 40 milliarder dollar til Ukraine.

    Det svarer til omkring 280 milliarder kroner, som skal gå til både militær, økonomisk og humanitær hjælp.

    Seks milliarder dollar er øremærket til indkøb af pansrede militærkøretøjer og luftforsvarssystemer.

    Knap ni milliarder dollar er afsat til at hjælpe Ukraine med såkaldt "fortsat regeringsførelse", herunder humanitær hjælp, skriver Ritzau.

    Præsident Biden har i flere uger presset på for at få den nye hjælpepakke på plads.

  38. I går kl. 20:43

    Statsminister Mette Frederiksen lancerer ugentlig podcast

    - I morgen udgiver jeg første afsnit i min nye podcast, ”Statsministeren Spørger”. Og jeg håber, at I vil lytte med.

    "Statsministeren Spørger"bliver en ugentlig podcast, hvor Frederiksen inviterer en ny gæst ind til en samtale om et emne, der interesserer begge parter.

    - Ideen er, at der skal være tid til en ærlig snak om de dilemmaer, verden unægteligt rummer. Plads til at være enige, men også uenige, står der i opslaget.

    I morgen udkommer det første afsnit, hvor Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, er inviteret ind som gæst.

    Her skal de to tale om Vesten før og efter krigen i Ukraine.

    - Og vi når også omkring klimakrisen, Indien og Europa, tilføjes det i opslaget.

    Det fremgår hverken hvor eller hvornår podcast-afsnittet kan høres i morgen, men ifølge Socialdemokratiet vil podcasten kunne findes der, hvor man plejer at finde sine podcasts.

  39. I går kl. 20:26

    Twitter går til kamp mod misinformation om krigen i Ukraine

    Væbnet med advarselsblink og algoritmer vil Twitter gå til kamp mod misinformation i krigen i Ukraine.

    Mere konkret vil det sociale medie begynde at tilføje advarsler ved vildlende indhold, når det omhandler krigen. Det skriver Reuters.

    De nye advarselsmeddelelser vil advare brugerne om, at et tweet har overtrådt Twitters regler. Tweetet får lov til at blive, og brugere kan fortsat se samt kommentere på opslaget, men det kan ikke videredeles.

    Tilgangen kunne være "en mere effektiv måde at gribe ind på for at forebyge skade, mens forsat bevare og beskytte det frie ord på Twitter," sagde Yoel Roth, chef for sikkerhed og integritet hos Twitter, under et opkald med journalister.

    Udover advarslen vil Twitter begrænse, hvor langt et opslag, som er afkræftet af humanitære grupper eller andre troværdige kilder, kan komme ud i Twitter-sfæren.

  40. I går kl. 20:03

    Skadet Clara Tauson trækker sig fra French Open

    En skade i ryggen driller den danske tennisspiller. (Foto: JAMES GOURLEY © Ritzau Scanpix)

    Den danske tennisstjerne Clara Tauson bøvler med en skade i ryggen og melder afbud til grand slam-turneringen French Open.

    Det fortæller hendes far, Søren Tauson, i et interview med Ekstra Bladet.

    - Vi har erkendt, at det ikke er muligt at komme i en forsvarlig forfatning, og derfor er det blevet til et afbud, siger han.

    I begyndelsen af maj trak Clara Tauson sig fra en turnering i Rom på grund af rygproblemer.

    På herresiden lærte Holger Rune sin kommende modstander at kende i den franske turnering, som begynder den 22. maj.

    Han skal møde canadieren Denis Shapovalov i første runde, der rangerer som nummer 15 på verdensranglisten.

  41. I går kl. 19:59

    EBU bekræfter: Seks lande snød med stemmer til Eurovision

    35 europæiske lande - ekslusiv de fem lande, der automatisk går videre, forsøger hvert år at kvalificere sig til europamesterskaberne i popmusik - sangkonkurrencen Eurovision Song Contest.

    Under sidste uges finale meldte EBU ud, at man mistænkte, at der havde været snyd involveret i den anden semifinale, der fandt sted om torsdagen.

    I en pressemeddelelse oplyser EBU, at seks lande i forening forsøgte at snyde sig til en bedre placering i årets Eurovision.

    Ifølge EBU valgte fagjuryerne i Aserbajdsjan, Georgien, Montenegro, Polen, Rumænien og San Marino alle at stemme på hinanden. På denne måde havde fire af landene de fem andre i deres top fem, mens de to sidste havde de andre i deres top seks og syv.

    Snyderiet blev opdaget, da fem af disse seks lande ikke lå i top otte hos de 15 andre lande, der kunne stemme i den semifinale. Fire af de seks svindlere lå endda blandt de seks dårligst placerede lande hos konkurrenterne.

    EBU valgte derfor, i overensstemmelse med Eurovision-reglerne, at fjerne de uregelmæssige stemmer og erstatte dem med point, der var udregnet på baggrund af resultater fra andre lande med enslydende stemmemønstre.

    På denne baggrund var det kun Rumænien og Polen af de seks lande, der gik videre til finalen.

    Rettelse: Det fremgik i en tidligere version, at det var Aserbajdsjan og Polen, der gik videre. Det er rettet til Rumænien og Polen. Vi beklager fejlen.

  42. I går kl. 19:52

    Danmarks ishockeyherrer taber tæt VM-dyst til Tyskland

    Kvartfinalehåbet er slet ikke ude for det danske ishockeylandshold, men nåleøjet er blevet noget mindre efter et 0-1-nederlag til Tyskland ved VM i Finland.

    I en spændende, men temmelig låst kamp blev det afgørende, at tyskerne var bedre i overtal og undertal. Danmarks offensive spil haltede igen, som det har gjort siden målfesten i premierekampen mod Kasakhstan.

    Tyskland har nu slået både Danmark og Slovakiet og tager givetvis en plads i kvartfinalerne sammen med Schweiz og Canada.

    Det er langtfra umuligt, men der er hårdt brug for mere aggressivitet foran modstandernes mål i kampen om en af de fire kvartfinalepladser fra gruppen. Danskerne skal kæmpe om avancement med slovakkerne og måske Frankrig, som venter lørdag middag.

    /ritzau/

  43. I går kl. 19:48

    Filmkomponisten bag 'Blade Runner' og 'Chariots of Fire' er død

    Vangelis' største hit var nok titelmelodien til filmen 'Chariots of Fire' (Viljen til Sejr). (Foto: Simela Pantzartzi © Ritzau Scanpix)

    Den græske elektrokomponist Evánghelos Odysséas - også kendt som Vangelis - er død i en alder af 79 år.

    Det skriver Reuters på baggrund af det græske nyhedsbureau Athens News Agency.

    Han døde sent tirsdag aften, oplyser hans advokat ifølge Reuters uden at uddybe dødsårsagen.

    Vangelis komponerede soundtracket til flere film, heriblandt 'Blade Runner' og 'Chariots of Fire' ('Viljen til Sejr') fra 1981.

    Han vandt en Oscar for Bedste Soundtrack for 'Chariots of Fire'.

    Hans musikalske karriere startede i 1968 med bandet Aphrodite's Child. Bandet blev opløst i 1978, hvorefter Vangelis gik solo som komponist, skriver Ritzau.

  44. I går kl. 18:33

    Kvindelige tv-værter i Afghanistan skal dække deres ansigter, beordrer Taliban

    For snart to uger siden beordrede den militante, islamistiske gruppe Taliban, at afghanske kvinder skulle være dækket fra top til tå, når de bevægede sig ud i offentligheden.

    Og det strenge tiltag gælder også de kvindelige værter på landets tv-kanaler.

    Det skriver BBC.

    - De lægger indirekte pres på os, for at få os af skærmen, fortalte en kvindelig afghansk journalist, der arbejder for en lokal tv-station i Kabul, som BBC har talt med.

    - Hvordan skal jeg læse nyhederne op med min mund tildækket? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg skal arbejde, jeg skal forsørge min familie.

    Burkakravet er blot det seneste tiltag, der har indskrænket kvinders rettigheder.

    For eksempel er mange kvinder og piger blevet udelukket fra at gå i skole.

    Afghanske skolepiger kan ifølge den fungerende indenrigsminister Sirajuddin Haqqani snart vende tilbage på skolebænken, men kun de af dem, der ikke har ytret sig kritisk overfor Talebanstyret.

  45. I går kl. 18:02

    Italiensk cykelrytter vinder Giro-spurt på 12. etape

    Cykelstjernen Mathieu van der Poel var en del af torsdagens store udbrud i Giro d'Italia, men det var holdkammeraten på Alpecin-Fenix Stefano Oldani, der snuppede sejren på 12. etape.

    Triumfen var italienerens første i den professionelle karriere.

    Oldani, der forinden var kørt væk med Lorenzo Rota (Wanty) og Gijs Leemreize (Jumbo-Visma), vandt spurten op ad bakke mellem de tre.

    Rota og Leemreize kørte i mål på de efterfølgende placeringer.

    Også Magnus Cort (EF) havde fundet vej til etapens store udbrud, men han måtte tage til takke med en rolle som statist.

    Ingen af favoritterne gjorde væsen af sig i feltet, som trillede over målstregen ni minutter efter de forreste.

    Førertrøjen sidder derfor fortsat på Treks Juan Pedro Lopez, der har 12 sekunder ned til Richard Carapaz (Ineos) og João Almeida (UAE Emirates).

    /ritzau/

  46. I går kl. 18:00

    Biden om svensk og finsk ansøgning: Det bliver et stærkere Nato

    USA's præsident Biden flankeres af den finske præsident Sauli Niinisto og Sveriges statsminister, Magdalena Andersson. (Foto: EVELYN HOCKSTEIN © Ritzau Scanpix)

    Det bliver et stærkere Nato, når Sverige og Finland bliver en del af af forsvarsalliancen.

    Det sagde USA's præsident, Joe Biden, efter at have taget imod Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, og Finlands præsident, Sauli Niinistö, i Det Hvide Hus.

    - Finske og svenske tropper har allerede tjent skulder ved skulder med Nato-styrker i Kosovo, Afghanistan og Irak, sagde Biden.

    - De opfylder alle Natos krav – og mere til, lød det fra den amerikanske præsident.

  47. I går kl. 17:59

    Fifa udtager tre kvindelige dommere til VM i Qatar

    Stephanie Frappart bliver en af de første kvindelige VM-dommere (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

    VM i Qatar, der løber af stablen i november og december, bliver det første verdensmesterskab, hvor kvinder er med til at styre løjerne.

    Tre kvindelige dommere og tre assistenter er udtaget til slutrunden, oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) i en pressemeddelelse.

    Stephanie Frappart fra Frankrig, Salima Mukansanga fra Rwanda og Yoshimi Yamashita fra Japan får ansvaret for at fløjte inde på banen, mens brasilianske Neuza Back, mexicanske Karen Diaz Medina og amerikanske Kathryn Nesbitt er med som assistenter.

    - De fortjener at være med ved VM, for de præsterer konstant på et rigtig højt niveau, og det er en vigtig faktor for os, siger formanden for Fifas dommerkomité, Pierluigi Collina, i meddelelsen.

    - Som altid har vi kigget efter "kvalitet først", og kampdommerne repræsenterer det højeste dommerniveau i verden, siger han.

    Samlet set er 36 af verdens bedste dommere blevet valgt til VM-slutrunden i Qatar. 69 assistenter og 24 videodommere tager også turen til ørkenstaten.

    Ingen nordiske - og dermed heller ingen danske - dommere er udtaget til VM, der begynder 21. november.

    /ritzau/

  48. I går kl. 17:44

    Knap tyve procent af de vilde biarter er i fare for at uddø

    Sur, sur, sur, lille bi omkring.

    Eller måske ikke alligevel. For det står mildest talt skidt til for de danske bier.

    56 ud af knap 300 vilde biarter er i fare for at uddø, viser en optælling fra Verdensnaturfonden, der er lavet i anledning af Biens Dag i morgen.

    Forklaringen er blandt andet, at landbrug og byområder har overtaget mange af biernes naturlige levesteder.

    - Bierne trives i rigt blomstrende arealer i juli og august. Samtidig er mange af bierne knyttede til nogle helt specielle plantearter og redesteder, som de har mistet, forklarer Rasmus Ejrnæs, seniorforsker ved institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

    35 af biarterne kategoriseres som truede eller kritisk truede. 21 arter er sårbare, og 19 vilde biarter i Danmark er allerede uddøde.

  49. I går kl. 17:25

    Holger Rune overvinder krampe og franskmand og spiller sig i semifinale

    Holger Rune vinder i tre sæt over franskmanden Manuel Guinard og avancerer til semifinalerne i ATP-turneringen i Lyon. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

    Modvinden var massiv for Holger Rune, men den danske tennisspiller formåede alligevel at vinde torsdagens kvartfinale mod franskmanden Manuel Guinard i Lyon.

    Trods tydelige smerter og et hjemmepublikum, der bakkede taktfast op om verdens nummer 158, vandt Rune 3-6, 6-3, 6-4.

    Danskeren kunne stort set ikke bevæge sig, da han lukkede kampen efter 2 timer og 18 minutter. Guinard formåede ikke at udnytte Runes skavanker, og dermed blev danskeren for anden gang på en måned klar til en ATP-semifinale.

    For at komme i finalen skal danskeren slå vinderen af kampen mellem Cameron Norrie og Sebastián Báez, der mødes senere torsdag.

    Den 19-årige Holger Rune er oppe som nummer 40 på verdensranglisten, efter at han for nylig vandt sin første større ATP-turnering i München.

    /ritzau/

  50. I går kl. 17:24

    Bavarian Nordic-aktien stiger næsten 30 procent efter aftale om abekoppevaccine

    Den danske medicinalvirksomhed Bavarian Nordic havde en forrygende dag på Børsen.

    Aktien steg med 29,4 procent, efter at selskabet i går meldte ud, at man havde indgået en aftale med et unavngivent europæisk land om levering af koppevaccinen Imvanex.

    Nordamerika og flere europæiske lande har de seneste dage meldt om flere tilfælde af sygdommen abekopper.

    Og Imvanex er den eneste vaccine mod abekopper, der er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder.

    Samlet set var der dog ikke meget at råbe hurra for på det danske aktiemarked. Det toneangivende C25-indeks faldt 1,2 procent.

Mere fra dr.dk