Forældre til syge børn på Rigshospitalets Juliane Marie Center vil fremover få mindre psykologhjælp, end de gør i dag.
På grund af Region Hovedstadens stramme budgetaftale for næste år skal centret sammenlagt spare 30 millioner kroner, og 3,3 millioner af dem er nu fundet ved at fyre seks psykologer.
Psykologer der støtter og hjælper forældre til blandt andet kræftsyge børn og børn med sjældne sygdomme.
Men det er nødvendigt at prioritere læger og sygeplejersker, siger centerleder Merete Lang, som også er en del af hospitalsledelsen.
- Det er ikke et udtryk for, at psykologerne ikke er vigtige eller gør et fremragende stykke arbejde, men det er simpelthen i den svære prioritering, det er, når vi skal spare så mange penge, siger hun.
I dag kan forældrene få længere psykologforløb, men fremover vil de kun få tilbudt psykologhjælp, når deres barn bliver akut indlagt, eller hvis barnet er døende.
Men det er slet ikke nok, mener en af de seks berørte psykologer Pernille Brodtkorb.
- Det er meget få patienter, der faktisk har et akut forløb, så en meget stor del af forældrene til de syge børn, der kommer på Juliane Marie Centret vil ikke få noget hjælp, siger hun.