Seneste nyt

Formand for sundhedsudvalg: Svært at forstå, at erfaringer efter dødsfald ikke blev delt

Overblik

  1. Formand for sundhedsudvalg: Svært at forstå, at erfaringer efter dødsfald ikke blev delt

    I 2014 døde 44-årige Henrik Winther fra København efter et fatalt forløb, hvor læger flere gange overså symptomer på, at han var blevet inficeret med kødædende bakterier.

    Henrik Winthers dødsfald fik Region Hovedstaden til at stramme op på procedurerne, så patienter for eksempel skal tilses fysisk af en læge, hvis de ringer til lægevagten med stærke og uforklarlige smerter.

    Men de nye procedurer blev ikke delt med resten af landet. Og det var ikke godt nok, siger formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach (R).

    - De instrukser skulle selvfølgelig have været delt med de andre regioner. Og det er noget af det, som er svært at forstå lige nu, siger hun og tilføjer:

    - Jeg må bare erkende, at det er ikke sket, og derfor er der bare brug for, at vi fremadrettet bliver bedre til det her.

    Efter Henrik Winthers dødsfald har sundhedspersonale i flere tilfælde overset symptomer på den alvorlige lidelse med alvorlige konsekvenser til følge, viser DR-dokumentaren 'De kødædende bakterier'.

  2. Flere smittet med ebolavirus i DR Congo

    Tre nye tilfælde af den frygtede ebolavirus er blevet opdaget i det afrikanske land DR Congo.

    Dermed er der i alt konstateret fem tilfælde de seneste ti dage, oplyser verdenssundhedsorganisationen WHO ifølge Reuters.

    Forleden døde en treårig dreng efter at være blevet smittet med ebola.

    Ifølge landets sundhedsmyndigheder kan de seneste virustilfælde formentlig spores tilbage til det massive ebolaudbrud i DR Congo, der varede fra 2018 til 2020. Her omkom 2.287 mennesker.

  3. Adele slår streamingrekord med ny single

    Den britiske musiker Adele er i gang med et comeback af dimensioner. I hvert fald at dømme ud fra streamingtallene på hendes spritnye single, 'Easy on Me'.

    Singlen, der udkom i fredags, har nemlig slået rekorden for flest streams på en enkelt dag på Spotify, skriver musiktjenesten på Twitter.

    Spotify har oplyst til Rolling Stone, at sangen er blevet lyttet 24 millioner gange det første døgn efter udgivelsen. Til sammenligning blev den tidligere rekordindehaver, 'Butter' med BTS, lyttet lidt over 11 millioner gange.

    'Easy on Me' er Adeles første udgivelse i seks år og forløberen for hendes kommende album, '30', som udkommer den 19. november.

  4. Usædvanlig skypumpe på fremfærd over cubansk kystby

    • Den hvirvlende skypumpe viste sig på himmelen lørdag eftermiddag lokal tid nær den cubanske kystby Cienfuegos. (Foto: ALVARO PEREZ SENRA © Ritzau Scanpix)
    • Skypumpen, der tonede frem på en grå himmel efter en dag med voldsom blæst i området, er i familie med tornadoen. Dog optræder skypumper typisk i mindre kraftige udgaver og opstår på anden vis end en tornado. (Foto: ALVARO PEREZ SENRA © Ritzau Scanpix)
    • Selvom skypumpen formentlig har jaget en skræk i livet på mange lokale, efterlod den ingen ødelæggelser i området. (Foto: ALVARO PEREZ SENRA © Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Indbyggerne i den cubanske kystby Cienfuegos spærrede formentlig øjnene op, da de i weekenden var vidne til en særpræget skympumpe, der viste sig på himmelen langs Cubas sydside.

    Skypumpen bliver af nyhedsbureauet Reuters betegnet som et sjældent forekommende vejrfænomen.

    Ikke desto mindre har lignende vejrfænomener vist sig på samme cubanske kyststrækning tre gange i løbet af de seneste fire måneder, skriver flere medier.

  5. Boligsalg taber fart efter stort corona-opsving

    Under coronapandemien var boligmarkedet glohedt, men de danske ejendomsmæglere har de seneste tre måneder oplevet en markant mindre købelyst.

    Det skriver Boligsiden baseret på nye handelstal.

    I løbet af juli, august og september har ejendomsmæglerne solgt 24.405 boliger i Danmark.

    Det er 23 procent færre end resultatet for andet kvartal 2021 og samtidig 28 procent lavere end i årets første tre måneder.

    Ser man på samme kvartal sidste år, er det et fald på knap 20 procent. Dog er der solgt omkring tre procent flere end i 2019, før pandemien satte fut i boligsalget.

  6. Myanmars militær vil løslade over 5.000 demonstranter

    Myanmars militærjunta, der overtog magten i landet ved et kup i februar, vil løslade over 5.000 fængslede demonstranter. Det siger juntaens chef, Min Aung Hlaing, mandag, skriver Ritzau.

    I alt vil 5.636 demonstranter blive sluppet fri i forbindelse med landets Thadinguyt-festival, der afholdes senere i oktober, lyder det.

    Demonstranter, der står til at blive løsladt, er blevet anholdt i forbindelse med militærkuppet 1. februar i år.

    Kuppet førte landet over til store protester, som militæret slog hårdt ned på. Over 1.100 civile er blevet dræbt i den forbindelse.

    Ved kuppet blev landets de facto-leder, 76-årige Aung San Suu Kyi, væltet.

    Lederen af Myanmars militærjunta, Min Aung Hlaing, lover at løslade 5.636 demonstranter. (Foto: Stringer . © Ritzau Scanpix)
  7. Australien håber på at åbne for turister før jul i år

    I Australien er der nu håb om at kunne åbne landet igen for turister inden jul i år.

    Det sker, efter at 68 procent af befolkningen fra 16 år og opefter nu er færdigvaccineret mod coronavirus, og 85 procent har fået mindst et stik.

    Erhvervs- og turismeminister Dan Tehan siger, at Australien vil kunne åbne mere op, når man når 80 procent færdigvaccinerede.

    Australien har haft grænserne lukket under pandemien, men åbnede for nylig for indrejse af australiere i udlandet.

    - Jeg tror, at vi før jul kan se på at få turister, internationale studerende og arbejdskraft fra udlandet tilbage til Australien, siger en optimistisk minister ifølge Sky News.

  8. Mindst 20 mister livet i voldsomme oversvømmelser i Sydindien

    En ældre mand bliver båret gennem et oversvømmet område af redningsarbejdere i den sydlige indiske delstat Kerala. (Foto: P Arthasarkar Xinhua / eyevine © Xinhua News Agency / eyevine. All Rights Reserved.)

    Flere end 20 personer i det sydvestlige Indien er døde som følge af jordskred og oversvømmelser, der er blevet udløst af kraftige regnskyl. Flere af de omkomne er børn.

    Det skriver BBC.

    Ifølge myndighederne har beboerne i dele af kyststaten Kerala været afskåret fra omverdenen siden fredag, hvor regn fik floder til at flyde over deres bredder, og flere veje blev oversvømmet.

    Lokale redningsarbejdere er rykket ud for at søge efter overlevende i mudder og vragrester, mens militær har fløjet forsyninger til det berørte område.

    Det frygtes, at dødstallet vil vokse yderligere

  9. Hollandsk fragtskib stødt på grund ved Bornholm

    Et 88 meter langt hollandsk fragtskib er i nat stødt på grund nær Bornholm.

    Det oplyser Bornholms Politi.

    Skibet Beaumaiden, der er lastet med gødning, stødte på grund ved byen Sorthat-Muleby, der ligger ca. fem kilometer nord for Rønne.

    Der er ingen meldinger om skader på hverken skib eller besætning.

    Vagtchef ved Bornholms Politi fortæller dog, at der godt kan gå en del tid, før skibet er frit igen.

    - Det sidder okay godt fast, så det bliver ikke bare lige sådan slæbt fri, siger vagtchefen.

  10. Efterårsferien skudt i gang med klassisk vådt oktobervejr

    Har man haft håb om en solrig efterårsferie, må man skrue forventningerne ned og trække i sit lune overtøj.

    Vejret i dag bliver nemlig overskyet og vådt de fleste steder i landet med temperaturer mellem 10 og 14 grader ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Kun længst mod nord kan man få kig til solen først på dagen.

    Samme takter gør sig gældende resten af ugen. Således forudser DMI overskyet vejr med småbyger i morgen, mens onsdag ser ud til at blive ugens vådeste dag med særligt meget regn i Jylland.

    Torsdag og fredag bliver blæsende, men der klarer det til gengæld op med solskin.

  11. Elløbehjul kan igen lejes i København - men må ikke efterlades i Indre By

    Kommunen har nemlig indgået en aftale med flere udbydere af udlejningsløbehjul.

    Vilkårene er ret skrappe, så man undgår, at løbehjul ligger og flyder alle vegne.

    Løbehjulene kan kun samles op uden for store dele af Indre By og brokvartererne og må ikke efterlades i Indre By.

    Hvis løbehjulene bliver efterladt i de forbudte zoner uden at være udlejet, risikerer udbyderne en bøde på 338 kroner.

  12. Ny dansk kræftforskning kan fange tilbagefald med blodprøver

    I dag oplever omkring 50 procent af alle kræftpatienter et tilbagefald efter operation og kemoterapi.

    Men den gruppe kan med en simpel blodprøve i fremtiden findes meget hurtigere, fordi man ikke skal vente måneder eller år på, at scanninger viser, om kræften er tilbage eller ej.

    Det er en gruppe danske forskere kommet frem til i en række behandlingsforsøg, hvor de ved brug af blodprøver har kunnet afdække sygdommens omfang og udvikling i kroppen.

    Ifølge Kåre Andersson Gotschalck, overlæge på kirurgisk afdeling ved regionshospitalet i Horsens og klinisk lektor på Aarhus Universitet, kan resultaterne føre til et paradigmeskifte i behandlingen af kræftpatienter i det danske sundhedsvæsen.

    - Det her ændrer måden, vi ser kræft på. For patienterne kan det betyde, at vi kan lave en mere målrettet og effektiv behandling, siger han.

  13. Dropper krav om mundbind på fly i Skandinavien

    Fra i dag dropper flere flyselskaber mundbindet - blandt andet hos SAS og Norwegian, når man rejser indenrigs eller på tværs af de skandinaviske lande.

    Men selvom vi slipper for mundbindet i flykabinen på nogle flyvninger, skal vi indtil videre stadig have dem på i lufthavnen.

    Det skyldes, at de danske lufthavne følger den europæiske luftfartssikkerhedsorganisation EASA's anbefalinger om at bære mundbind i lufthavnene.

  14. Kinas økonomi i opbremsning - bnp-vækst på laveste niveau i et år

    Den kinesiske økonomi har i årets tredje kvartal sænket farten.

    Således er stigningen i landets bruttonationalprodukt bremset op med en vækst på 4,9 procent - en stigning, der er på det laveste niveau i et år.

    Det beretter Kinas Nationale Statistikbureau ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Bnp-væksten i verdens næststørste økonomi er dermed lavere end i årets andet kvartal, hvor landets økonomi voksede med 7,9 procent.

    Den økonomiske opbremsning skyldes ifølge nyhedsbureauet blandt andet, at landet har været ramt af strømsvigt, sporadiske coronaudbrud og flaskehalse i forsyningskæderne.

  15. Engelske havestatuer viste sig at være fra det gamle Egypten

    To mindre statuer, der har haft opstilling i en have i Sudbury i England, har vist sig at være fra det gamle Egypten. Derfor har de to 'mini-sfinxer' også en værdi, der langt overstiger, hvad haveejerne for godt 15 år siden betalte for dem på en auktion.

    Nogle tusinde kroner var dengang prisen, mens statuerne på en auktion for nylig blev solgt for over halvanden million kroner.

    Auktionarius James Mander fortæller til BBC, at statuerne i salgskataloget var præsenteret som statuer fra det 19. århundrede, men at de anonyme købere altså var overbevist om, at de var fra det gamle Egypten.

  16. Hviderusland smider fransk ambassadør ud

    Den franske ambassadør i Hviderusland, Nicolas de Lacoste, har forladt landet, efter at de hviderussiske myndigheder havde bedt ham rejse inden 18. oktober.

    Det siger en talskvinde fra den franske ambassade, der dog samtidigt siger, at hviderusserne foreløbigt ikke har givet en officiel forklaring på, hvorfor ambassadøren ikke var velkommen i landet.

    Ifølge talskvinden skulle der komme flere oplysninger mandag.

    Lokale medier skriver, at Nicolas de Lacoste aldrig har mødtes med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, hvis valgsejr i 2020 Frankrig ikke anerkender.

  17. Tre døde efter helikopterulykke i Tyskland

    Tre personer har søndag eftermiddag mistet livet i en helikopterulykke i en skov nær byen Buchen i den tyske delstat Baden-Württemberg.

    Det oplyser tysk politi ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

    Der er dog ikke klarhed over, hvad der har forårsagede ulykken. Politiet mener, at de tre døde er en pilot og to passagerer.

  18. FCK må nøjes med uafgjort mod Sønderjyske

    FCK missede søndag aften muligheden for at hale ind på Superligaens førerhold, FC Midtjylland, da FCK måtte nøjes med 1-1 mod Sønderjyske.

    Jeppe Simonsen bragte sønderjyderne i front, da han opsnappede en løs bold i feltet og sparkede den resolut i kassen efter en halv times spil.

    Pep Biel fik bragt balance i regnskabet, da han udlignede efter 65 minutter.

    FCK fik en gylden mulighed for at nappe alle tre point, men Jonas Wind brændte det straffespark, FCK fik tilkendt med to minutter tilbage af kampen.

    Sønderjyske er næstsidst i Superligaen, mens FCK fortsat er på andenpladsen.

  19. Hollandsk stadiontribune kollapser under festende fans

    Der blev hoppet og danset, da den hollandske fodboldklub Vitesse søndag vandt 1-0 på udebane mod NEC Nijmegen.

    Men tribunen på Goffertstadion i Nijmegen, som de medrejsende Vitesse-fans stod på, kunne ikke klare hopperiet fra fansene, og endte med at styrte sammen.

    Ingen er meldt tilskadekommet.

    Borgmesteren i Nijmegen, Hubert Bruls, vil nu have igangsat en undersøgelse.

    - Jeg er meget chokeret over det, der skete. Heldigvis kom ingen til skade, så vidt vides. Jeg vil have en undersøgelse af, hvad der skete her hurtigst muligt, siger han til De Telegraaf.

    Det var en dansker, der sikrede Vitesse sejren. Nikolai Baden Frederiksen scorede kampens enlige mål efter et kvarters spil.

    Tribunen knækkede under vægten af de mange hoppende fans. (Foto: via www.imago-images.de © imago images/Pro Shots)
  20. Assad og Syriens opposition vil lave udkast til ny forfatning

    Det bliver de første forhandlinger siden januar. Men i de kommende dage vil repræsentanter for Syriens regering og for oppositionen i landet arbejde sammen om teksten til en ny forfatning.

    Sådan lyder det fra FN's særlige udsending til Syrien, Geir Pedersen. Det skriver ritzau.

    De forhandlinger, som blev indledt i FN's regi for to år siden, har hidtil ikke ført til håndgribelige resultater.

    Men Geir Pedersens foreløbige samtaler med de to sider har været "seriøse og ærlige", siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

    - Det nye i denne uge er, at vi vil gå i gang med udkast til en forfatningsmæssig reform i Syrien, siger han på et pressemøde i Genève søndag.

    Han understreger dog, at de forhandlinger i sig selv "ikke kan løse krisen i Syrien".

  21. Dansk bronze ved hold-VM i speedway

    Det danske hold tabte semifinalen mod Storbritannien i hold-VM i speedway.

    Dermed bliver det til en bronzemedalje for danskerne.

    Leon Madsen og Mikkel Michelsen tabte i semifinalen til den britiske duo Dan Bewley og Robert Lambert. Det er anden gang i træk, at det danske speedwayhold vinder VM-bronze.

    Danskerne havde været forrygende kørende hele dagen i Manchester, hvor VM blev afholdt, og vandt alle seks indledende heats.

    Briterne nappede guldmedaljen, da de slog Polen i finalen.

  22. Pylonfod på 12.000 ton trukket ud i Storstrømmen

    Fakta om pylonfundamentet Vægt - 12.000 tons Længde - 42 meter Højde - 22,7 meter Bredde - 34 meter Primære materialer - 4500 m3 armeret beton Placering - Fundamentet skal stå på 18,9 meters dybde

    Det kræver den helt rigtige timing, når man skal sejle et 12.000 tons tungt fundament til en bro ud i Storstrømmen.

    Den komplekse opgave kræver 2½ døgn med roligt vejr, men i dag kunne processen så begynde for Vejdirektoratet og entreprenøren SBJV.

    - Vi har ventet en god uges tid på dette moment, så det var godt endelig at se prammen forlade kajen og begynde rejsen mod det sted fundamentet skal sænkes, siger projektchef i Vejdirektoratet Niels Gottlieb.

    - Mandskabet arbejder under uhyre stor koncentration, fordi både vind og vejr påvirker processen, men går det som planen ser ud nu, vil fundamentet blive gjort fri af prammen mandag, og tirsdag kan vi så afslutte sænkningen, siger Niels Gottlieb.

    Storstrømsbroen bliver fire kilometer lang og bliver Danmarks tredjestørste efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Den forventes klar til biltrafik i 2024 og jernbanetrafik i 2026.

    Det bliver også muligt at gå og cykle over broen.

  23. Brøndby-comeback mod Vejle: Cappis og Uhre får vendt 0 point til optur

    Brøndby IF fik vendt 1-2 til en 3-2-sejr over Vejle i Superligaen på to scoringer i slutfasen.

    Vejle Boldklub var ellers på vej mod klubbens første sejr i denne Superliga-sæson.

    Lukas Engel headede gæsterne fra Vejle foran 2-1 mod Brøndby IF efter en lille times spil.

    Men en scoring i det 82. minut af Mikael Uhre og en scoring af Christian Cappis i det 85. minut fik vendt kampen på hovedet.

    Brøndby klatrer dermed op på en foreløbig sjetteplads i ligaen med 15 point efter 12 kampe, mens Vejle forbliver på ligaens 12.- og sidsteplads med to point efter 12 kampe.

  24. Bill Clinton er udskrevet

    Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, der i tirsdags blev indlagt på UCI Medical Center i delstaten Californien på grund af en infektion, er blevet udskrevet.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Bill Clinton var præsident i USA i perioden fra 1993 til 2001.

  25. Randers sejrer i Odense efter flot comeback

    Randers vandt søndag 2-1 over OB, da de to hold mødtes i Odense.

    Det var ellers OB, der fik den bedste start på kampen. En velspillende Mads Frøkjær bragte fynboerne foran efter 18 minutters spil.

    Derfra stod der dog Randers på det meste, og med scoringer fra Stephen Odey og Vito Hammershøy-Mistrati, hvor sidstnævnte også misbrugte et straffespark, blev kampen vendt til Randers' fordel.

    Med sejren indtager Randers fjerdepladsen i Superligaen, mens OB er på sjettepladsen.

  26. FCM-comeback efter nordsjællandsk drømmestart

    Trods en skidt start formåede FC Midtjylland at klemme sig på 2-2 og få uafgjort med hjem fra Farum. (Foto: Martin Sylvest © Ritzau Scanpix)

    De valgte at dele pointene, FC Nordsjælland og FC Midtjylland, da holdene søndag mødtes i Superligaen og spillede 2-2 på Right to Dream Park i Farum.

    Tingene så dog ud til at gå hjemmeholdets vej, da først 19-årige Simon Adingra og siden den tidligere FCM-spiller, Mads Thychosen, sendte FCN foran 2-0 på 30 minutter.

    Den umiddelbare kurs mod tre sikre nordsjællandske point havde gæsterne - og især cheftræner Bo Henriksen - imidlertid noget at indvende imod. Fra bænken foretog Henriksen derfor tre udskiftninger i pausen.

    Det skabte fornyet energi og efter blot tre minutter af anden halvleg faldt første reducering, da Junior Brumado gjorde det til 1-2. Senere fandt angriberen Victor Lind vej til netmaskerne og udlignede til slutresultatet 2-2.

    Det betyder, at FC Midtjylland har 28 point efter 12 kampe og fører 3F Superligaen med fire point ned til FCK, som senere søndag gæster Sønderjyske.

    FCN fik sat en prop i efter fem nederlag på stribe og har nu 14 point på en foreløbig syvendeplads.

  27. Ekspert om 90 til 120 indlagte på få døgn: 'Det her er, hvad vi skulle forvente'

    120 patienter indlagt med corona - for tre dage siden var det 30 færre.

    Det lyder voldsomt, og tallet er også med til at indikere, at der er en begyndende epidemi i Danmark, vurderer Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi på Roskilde Universitet.

    Han hæfter sig ved, at smittetallet også er steget den seneste måned.

    - Noget af det, vi ser nu, med en uge til ti dages forsinkelse, er en stigning i indlæggelser, fordi epidemien vokser. En del af indlæggelserne er blandt yngre, og de bliver sjældent meget syge, siger han til ritzau.

    - Det her er, hvad vi skulle forvente, når vi har lukket op og får en epidemi hos de yngre og først og fremmest de uvaccinerede.

    Der er bestemt ikke noget, der peger mod et indgreb fra myndighederne igen, understreger han.

  28. Efter flere forsøg bliver kæmpe fundament til den nye Storstrømsbro sejlet ud

    Efter flere forsøg lykkedes det endelig for byggeledelsen bag den nye Storstrømsbro tidligt i morges.

    For efter godt en uges ventetid var vind- og strømforhold på plads til at kunne sejle det 22 meter høje og 12.000 tons tunge fundament til brotårnet ud.

    Broen skal forbinde Sjælland og Falster. Den bliver blandt andet anlagt, fordi den nuværende bro har en begrænset kapacitet til at kunne afvikle togtrafikken.

    Se videoen fra da elementet lagde fra land:

  29. 591 nye coronatilfælde det seneste døgn

    591 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn.

    I går var tallet 753.

    Der er nu 120 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er ti flere end i går. Af de indlagte er 15 på intensiv afdeling, og 11 af dem får hjælp af en respirator.

    Fem personer er døde med corona det seneste døgn.

    Dagens smittetal er baseret på 50.937 PCR-test. Det svarer til, at 1,16 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  30. Pave Frans fordømmer angreb i Norge, Afghanistan og England

    Paven vinker til den fremmødte forsamling på Peterspladsen i Rom. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Ritzau Scanpix)

    Under den ugentlige velsignelse på Peterpladsen i Rom fordømte pave Frans de hændelser, der i ugens løb har ramt Afghanistan, England og vores nordiske naboland Norge.

    Det skriver Reuters.

    - Jeg udtrykker min nærhed til ofrenes familier, og jeg beder om at voldens vej opgives, for det er altid et tab, et nederlag for alle. Lad os huske på, at vold skaber vold, sagde han

    Mindst 41 mennesker blev fredag dræbt i et selvmordsangreb i en moské i Kandahar, Afghanistan. Et angreb, Islamisk Stat har påtaget sig skylden for.

    David Amess fra Storbritanniens konservative parti blev dræbt et angreb i Leigh-on-Sea, øst for London, under et møde med vælgere i en kirke.

    Peterspladsen i Rom var fyldt med mennesker, der ville høre pave Frans' ord. (Foto: ALBERTO PIZZOLI © Ritzau Scanpix)
  31. Præst ved mindegudstjeneste i Kongsberg: 'Vi står sammen i fortvivlelsen'

    Ved en stor gudstjeneste mindes nordmændene de fem personer, der onsdag blev dræbt i den norske by Kongsberg.

    - Vi står sammen i fortvivlelsen, og hvad det har kostet. Vi står også sammen mod de destruktive kræfter, vi har oplevet her, siger sognepræst i Kongsberg Roar Tønnesen ved mindegudstjenesten.

    Til stede ved gudstjenesten i Kongsberg Kirke er blandt andet det norske kronprinspar og landets justits- og beredskabsminister Emilie Enger Mehl fra Senterpartiet.

    - Uden smerte læges sorg desværre ikke, og det er den tunge vej, som mange af dem, der stod ofrene nærmest, må gå.

    - Vi må hjælpe hinanden med at hele sorgerne, det er vores alles opgave.

  32. CDU-lederen Laschet trækker sig som ministerpræsident i delstat

    Armin Laschet vil have fornyelse i CDU-partiet og ønsker ny ledelse. Det siger han på en kongres for partiets ungdomsorganistation.

    Samtidig trækker han sig fra sin post som ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen. Det har dog hele tiden været planen.

    I disse dage sidder socialdemokraterne, SPD, i forhandlingslokaler med De Grønne og De Frie Demokrater om en regeringsdannelse. Det peger derfor i retningen af, at SPD's leder, Olaf Scholz, bliver ny forbundskansler i Tyskland.

    CDU-partiet står til at miste magten. Som forbundskanslerkandidaten påtager Laschet sig skylden for, at de kristelige demokrater fik et historisk dårligt valg og tabte regeringsmagten efter 16 år med Angela Merkel.

    CDU fik 24,1 procent af stemmerne ved valget, mens SPD under ledelse af Olaf Scholz blev det største parti med 25,7 procent.

  33. To kvinder arresteret i forbindelse med olympisk arrangement

    En af aktivisterne viste det tibetanske flag i forbindelse med, at den olympiske ild skal tændes i Athen. (Foto: ELIAS MARCOU © Ritzau Scanpix)

    I dag bliver den olympiske ild tændt og overrakt til den kommende vinter-OL værtsby, Beijing. Det sker i Akropolis i Athen, men det er en ceremoni, der har mødt uro allerede inden starten.

    To kvindelige aktivister fra USA med en baggrund fra henholdsvis Tibet og Hongkong er nemlig blevet anholdt, efter de kom med flere bannere til ceremonien, hvor de viste deres utilfredshed med, at Beijing er værtsby.

    Med sig havde de både et tibetansk flag og et banner, hvor der stod 'Free Hong Kong Revolution'.

    - Nu er det tid til, at det internationale samfund og alle samvittighedsfulde personer tager stilling og boykotter Beijing 2022. Alt mindre end det vil være en tilslutning til folkedrab og Kinas regime, siger den 18-årige tibetanske student Tsela Zoksang ifølge AP.

    Vinter-OL i Beijing starter den 4. februar næste år og varer indtil den 20. februar.

  34. Otte mister livet efter voldsomme oversvømmelser i Indien

    En mand redder sin hund fra de voldsomme oversvømmelser i Indien. (Foto: APPU S. NARAYANAN © Ritzau Scanpix)

    Otte er døde og mindst 12 personer er forsvundet i den indiske stat Kerala, efter et voldsomt regnvejr har skabt kæmpe oversvømmelser.

    Frygten er, at dødstallet kan stige, mens redningsoperationen udvikler sig. Det skriver AP.

    Regnen startede lørdag, og myndighederne i området meddeler, at nedbøren er stilnet af, hvilket giver bedre mulighed for at udføre redningsaktioner.

    Det er ikke første gang, at Kerala oplever en voldsom oversvømmelse. I 2018 var den katastrofal, da 223 personer mistede livet, mens flere end 100.000 blev drevet fra hus og hjem.

    Det er specielt distrikterne Kottayam og Idukki, der er hårdt ramt af oversvømmelserne. (Foto: APPU S. NARAYANAN © Ritzau Scanpix)
  35. Norsk kronprinspar deltager i mindegudstjeneste for de dræbte i Kongsberg

    Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit deltager i en mindegudstjeneste i Kongsberg Kirke søndag formiddag.

    Derudover deltager den norske justits- og beredskabsminister, Emilie Enger Mehl fra Senterpartiet, i gudstjenesten, der ledes af sognepræst Roar Tønnesen.

    Gudstjenesten starter klokken 11 og efterfølges af et arrangement på rådhuset i Kongsberg, hvor kronprinsparret også deltager.

  36. Bidens store klimaplan i fare på grund af stridigheder i hans eget parti

    Joe Manchin er ikke bange for at være en sten i skoen på sin partifælde i Det Hvide Hus. Den moderate demokratiske senator har før gjort klart, at hans førsteprioritet er hans hjemstat, og at han ikke nødvendigvis vil stemme for Joe Bidens politikker. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Der er klima-uenighed internt i det demokratiske parti i USA forud for det vigtige klimatopmøde COP26, der starter ved udgangen af oktober.

    Den demokratiske præsident Joe Biden har fremlagt en stort anlagt plan, men blandt andre den demokratiske senator Joe Manchin skaber uro.

    Det skriver New York Times og Washington Post.

    Kampen handler om et forslag om, at man kan belønne forsyningsselskaber, der øger deres produktion af grøn energi med fire procent hvert år, mens man straffer dem, der ikke gør det. Forslaget er en del af en stor økonomisk plan, der har til formål at fremme Bidens bredere økonomiske vision.

    Men nogle stater, herunder Joe Manchins egen hjemstat, West Virginia, er stærkt afhængige af kul.

    Denne interne kamp har bragt Bidens løfte om at halvere drivhusgas-udledningerne i 2030 i fare.

  37. Skuespillerinde og filminstruktør lander på jorden efter optagelser i rummet - se videoen

    Når den russiske film 'Challenge' kommer på det store lærred, så bliver det med helt unikke optagelser. Den russiske skuespillerinde Julia Peresild og russiske filminstruktør Klim Sjipenko er nemlig i dag landet på jorden efter 12 dage i rummet.

    Filmen handler om en kirurg, som bliver sendt til Den Internationale Rumstation for at redde en kosmonaut.

    Det var med hjælp fra kosmonaut Oleg Novitskij, at fartøjet landede i Kasakhstan i morges lokal tid.

    - Nedstigningsfartøjet fra det bemandede rumfartøj Soyuz MS-18 står oprejst og sikkert. Besætningen har det godt, skriver det russiske rumagentur, Roscosmos, på Twitter.

    Se video fra landingen her:

  38. Ny undersøgelse vækker bekymring om populære e-cigaretter

    Mange ser e-cigaretten som et mindre skadeligt - eller endda uskadeligt - alternativ til rygning. Men forskere, myndigheder og foreninger som Kræftens Bekæmpelse er bekymrede for e- cigaretterne.

    Og nu viser en ny undersøgelse fra John Hopkins University i USA, at der er op mod 2.000 ukendte kemiske forbindelser samt flere velkendte, som mistænkes for at skade helbredet, i væskerne fra e-cigaretter.

    - Det er et virkelig stort antal stoffer, vi ikke kender effekterne af. Når så mange kemiske forbindelser er til stede i samme væske, kan det være en farlig cocktail, siger Charlotta Pisinger, som er forskningsoverlæge på Rigshospitalet og professor i tobaksforebyggelse.

    De fire mærker, som er blevet undersøgt, er Juul, Mi-Salt, Blu og Vuse. Sidstnævnte er den eneste, som kan købes i Danmark.

  39. Efterårsgråt og byger: 'Solen kommer du til at kigge langt efter i dag'

    Det er en skyet affære, Danmark står op til her til morgen.

    Efteråret er for alvor over os, og dagen i dag bliver skyet med få byger, men en front bringer mere regn med sig fra sydvest, når vi kommer til eftermiddagen, så overvej at tage regntøjet med, hvis du skal på nyde efterårsferien udendørs.

    Sådan lyder prognosen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    - Solen kommer du til at kigge langt efter i dag. Skyer i forskellige grå nuancer iblandet lidt regn hist og her, skriver DMI på Twitter.

    Mellem 10 og 12 grader med svag til jævn vind fra vest.

  40. Michael Laudrup hyldes på sociale medier for sin rørende tale

    - Det er med blandede følelser, at jeg står her. På den ene side er jeg fantastisk stolt over at have fået prisen, og folk der har stemt på mig. På den anden side synes jeg ikke, at man kan lave det her til en konkurrence, indledte Michael Laudrup sin tale. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

    Det var en tydeligt bevæget Michael Laudrup, der indtog scenen med sin takketale, efter han blev kåret som det største sportsnavn i 125 år ved Danmarks Idrætsforbunds store jubilæumsshow i DR's Koncertsal.

    Og fodboldikonets tale har fået mange danskere til tasterne for at rose den.

    Eminent, fantastisk og flot er bare nogle af de ord, der går igen i kommentar efter kommentar på de sociale medier.

    Se talen i videoen herunder:

  41. Der er færre lokallister på valgkortet til kommunalvalget

    Der bliver længere mellem lokallisterne på landets valgkort til kommunalvalget i november.

    I år er der 159 forskellige kommunale lister, hvor der i flere tilfælde kun er én enkelt kandidat. I 2017 var der 180 lokallister, og i 2013 var tallet 202.

    - De mangler tit en organisation bag sig. Og så er de store partier gode til at tage enkeltsager op i kommunerne og tage stilling lokalt uden af tage hensyn til, hvad moderpartiet mener. Og det presser lokallisterne, at Venstre, Socialdemokratiet eller Konservative godt kan være lidt lokalliste-agtige, siger kommunalforsker Ulrik Kjær.

  42. Op mod 17 amerikanske missionærer og familiemedlemmer er bortført i Haiti

    En bande har lørdag bortført op mod 17 amerikanske missionærer og deres familiemedlemmer i Haitis hovedstad, Port-au-Prince. Det oplyser myndigheder i Haiti ifølge New York Times.

    Gruppen var på vej mod lufthavnen i en bus for at sende kolleger afsted, da de blev bortført.

    En talskvinde i Udenrigsministeriet i USA udtaler til Reuters, at man ser nærmere på situationen.

    AFP skriver, at de bortførte personer, hvor der også er børn, bliver tilbageholdt af en bevæbnet gruppe af kriminelle.

    Kidnapninger har været et kæmpe problem i Haiti i 2021 og specielt siden juli, hvor antallet er stedet med næsten 300 procent.

  43. Tysk politi anholder 76 under rydning ved besat hus i Berlin

    Politiet trængte fredag ind i området omkring huset på 137 Köpenicker Straße i Berlin, i går kunne tysk politi så berette om antallet af anholdte og tilskadekomne. (Foto: Paul Zinken © Ritzau Scanpix)

    Sammenstød mellem aktivister og politi i Tysklands hovedstad, Berlin, resulterede i går i 76 anholdelser

    Det oplyser tysk politi ifølge flere tyske medier.

    Balladen startede, da politiet ryddede lejren og baggården ved det besatte hus Köpi, der ligger på adressen 137 Köpenicker Straße.

    46 betjente kom til skade under sammenstødene.

    Köpi-huset har været besat siden 1990 og har blandt andet fungeret som et autonomt kulturhus i lighed med det nedrevne Ungdomshuset på Jagtvej i København.

    Sigtelserne mod de mange anholdte omfatter blandt andet overtrædelse af den offentlige orden, overfald på betjente, forsøg på farlig legemsbeskadigelse samt beskadigelse af ejendom.

    Rydningen første til demonstrationer i gaderne omkring Köpi-huset, som det kan ses i videoen herunder.

    Rettelse: Tidligere fremgik det, at hele huset blev ryddet, men der var kun tale om lejren ved huset.

  44. Løkke vil skære i SU'en og gøre boligsalggevinster skattepligtige

    Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen løfter i en bog, der udkommer mandag, lidt af sløret for, hvad hans nye parti, Moderaterne, har af konkrete visioner.

    Løkke skriver blandt andet i sin bog, at boligsalggevinster skal gøres skattepligtige, mens han også ønsker at skære i SU'en.

    Derudover ønsker Løkke blandt andet at udvide undervisningspligten fra 10 til 12 år.

  45. Michael Laudrup er kåret som den største af de største sportsstjerner

    Michael Laudrup blev lørdag kåret som det største danske sportsnavn i de seneste 125 år.

    Det blev han ved Danmarks Idrætsforbunds store 125 års jubilæumsshow i DR's Koncertsal.

    - Det er med blandede følelser, at jeg står her. På den ene side er jeg fantastisk stolt over at have fået prisen. På den anden side synes jeg ikke, at man kan lave det her til en konkurrence, siger Michael Laudrup og fortsætter.

    - Vi snakker 125 års forskellige epoker. Vi har en masse sportsfolk, der ikke er her mere. Vi har nogle, som jeg kan huske tilbage på, da jeg var dreng.

    Du kan se Michael Laudrups tale i klippet her.

    Michael Laudrup anses generelt som Danmarks største fodboldspiller nogensinde med blandt andet 104 kampe på landsholdet.

    Han havde som klubspiller sin storhedstid i den spanske klub FC Barcelona, som han fire år i træk var med til at gøre til spansk mester.

    I 1992 var han med til at sikre Barcelona klubbens første sejr i Europa Cuppen for mesterhold.

  46. Rigmand dømt for mord tidligere på ugen: Nu er han i respirator

    Robert Durst blev torsdag idømt livstidstraf for mordet på vennen Susan Berman, som Durst fra kort afstand skød i baghovedet i hendes hjem i 2000. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Rigmanden Robert Durst, der tidligere på ugen blev idømt livstid for et mord begået for over 20 år siden, er blevet lagt i respirator.

    Den 78-årige morder er blevet smittet med coronavirus. Det siger hans advokat Dick DeGuerin til amerikanske NBC.

    - Han er blevet testet positiv for covid-19, han er indlagt på hospitalet og er lagt i respirator. Han så forfærdelig ud i torsdags. Jeg har aldrig set ham værre. Han havde svært ved at trække vejret, han havde svært ved at tale, siger DeGuerin.

    Robert Durst blev verdenskendt, da han i HBO-dokumentaren 'The Jinx' tilsyneladende talte over sig og erkendte sin skyld i flere mord.

  47. Jesper Bank er blandt de 125 største sportsstjerner: 'Jeg havde lidt glemt, at jeg var en del af det her fine selskab'

    I aften kårer Danmarks Idrætsforbund det største navn af dem alle.

    Danmark har fostret mange store sportsnavne, og i forbindelse med at Danmarks Idrætsforbund i år fejrer sit 125-års jubilæum, udpegede de i juni de 125 største navne siden 1896.

    En af atleterne på listen er Jesper Bank.

    - Da jeg fik besked på, at jeg var blandt de 125, blev jeg glad og pavestolt - og faktisk også rørt, fortæller han under showet og fortsætter.

    - Jeg havde lidt glemt, at jeg var en del af det her fine selskab.

    Jesper Bank vandt ved OL i Barcelona i 1992 guld i Soling sammen med gasterne Steen Secher og Jesper Seier, og ved OL i 2000 i Sydney gentog han triumfen - denne gang med Henrik Blakskjær og Thomas Jacobsen som gaster. Det blev til bronze i samme bådklasse ved OL i 1988. Jesper Bank er desuden flerfoldig verdens- og europamester i forskellige bådklasser.

  48. Lavaflod ødelægger 1.817 bygninger på spansk ø

    FILE PHOTO: Lava flows down behind houses in Los Llanos as the Cumbre Vieja volcano continues to erupt on the Canary Island of La Palma, as seen from Tajuya, Spain, October 13, 2021. REUTERS/Sergio Perez/File Photo (Foto: Sergio perez © Ritzau Scanpix)

    Omkring fire uger efter et vulkanudbrud på øen La Palma strømmer den glohede lava stadig ud. Og den brændende lava har ødelagt i alt 1.817 bygninger siden.

    Det viser en opgørelse lørdag ifølge den spanske tv-station RTVE, skriver ritzau.

    Dermed er der føjet yderligere 269 bygninger til listen, siden den seneste optælling af ødelæggelser blev foretaget.

    Desuden er der siden midnat registreret 40 mindre jordskælv i øens undergrund. Det kraftigste af dem havde en beregnet styrke på 4,6 og lå på 37 kilometers dybde.

    - Jordskælvene tyder på, at udbruddet fortsætter, siger seismolog Eduardo Suarez fra det spanske Nationale Geografiske Institut.

    Der er dog ikke umiddelbart planlagt flere evakueringer, meddeler RTVE.

  49. Antallet af RS-smittede falder

    For fjerde uge i træk er der færre RS-smittede end ugen før.

    848 personer blev i sidste uge konstateret smittet. Ugen før var det 1002.

    Tallet er dog stadig tre til fire gange højere end normalt ifølge Statens Serum Institut.

    Virusset giver milde forkølelseslignende symptomer, men kan især hos spædbørn give alvorlig sygdom.

  50. Russerne vil ikke lade sig vaccinere: Runder 1.000 coronadødsfald på ét døgn

    For første gang under coronaepidemien har Rusland registrereret over 1.000 coronarelaterede dødsfald på ét døgn.

    - Med en situationen, hvor smitten stiger, er det vigtigt at blive ved med at forklare folk, at de bliver nødt til at blive vaccineret, siger Dmitry Peskov, en talsmand for den russiske regering, ifølge BBC.

    - Det er virkelig uansvarligt ikke at blive vaccineret. Det koster liv, siger han.

    Blot en tredjedel af befolkningen i Rusland har fået et stik med coronavaccine. Over 220.000 russere har mistet livet efter smitte med coronavirus.

  51. De danske badmintonherrer misser finalen i Thomas Cup

    De danske badmintonherrer taber semifinalen i Thomas Cup, VM for herrelandshold, med 1-3 til Indonesien.

    De misser derfor finalen og må nøjes med bronze i turneringen, der afholdes på hjemmebane i Aarhus.

    Det startede ellers godt i dagens første opgør, hvor det blev til en sikker sejr til Viktor Axelsen.

    Derefter blev det til nederlag til doublen Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen, singlespilleren Anders Antonsen og doublen Mathias Christiansen og Frederik Søgaard.

    Indonesien skal møde Kina i finalen, der spilles søndag.

Mere fra dr.dk