Den republikanske profil og formand for Repræsentanternes Hus i USA, Kevin McCarthy, vil have undersøgt, om statslige midler bruges til "at undergrave demokratiet ved at gribe ind i valgkampen med politisk motiverede retsforfølgelser".
Det skriver han på Twitter, efter den tidligere præsident Donald Trump i dag har fortalt, at han regner med at blive anholdt i næste uge.
- Så er vi i gang igen. Skandaløst magtmisbrug fra en yderligtgående anklager, som lader voldskriminelle gå fri, mens han søger politisk hævn mod præsident Trump, skriver McCarthy.
Hans udtalelse er formentlig rettet mod distriktsanklageren i New York, Alvin Bragg, der er ved at efterforske Trump, som er mistænkt i en sag om udbetaling til den tidligere pornoskuespiller Stormy Daniels på 130.000 dollar for ikke at sige noget om en påstået affære mellem dem, dengang Trump stillede op som præsident i 2016 og vandt valget.
Distriktsanklageren i New York har ingen kommentarer til Trumps udmelding.