Seneste nyt

Formodet flugtbilist varetægtsfængslet i fire uger

Overblik

  1. Formodet flugtbilist varetægtsfængslet i fire uger

    En 20-årig mand, der sigtes for at have påkørt en betjent i Aarhus, er varetægtsfængslet til 16. juli.

    Det har en dommer ved Retten i Aarhus afgjort.

    Men dommeren har fundet, at der er begrundet mistanke om, at det var den 20-årige mand, der førte bilen, som fredag torpederede en 31-årig betjent.

    Den sigtede blev anholdt i Brabrand kort før midnat natten til mandag efter en storstilet politijagt.

  2. 25 meter høj statue rejses til minde om ofrene for eksplosionen i Beirut

    (Foto: MOHAMED AZAKIR © Ritzau Scanpix)

    Ofrene for den store eksplosion i Beirut, der sidste sommer kostede flere hundrede menneskeliv og som sidenhen har ført til politisk uro i landet, mindes nu med en statue, skriver Reuters.

    Eksplosionen, der fandt sted ved havnen i Libanons hovedstad Beirut, skete med al sandsynlighed, da et lager med 2750 tons ammoniumnitat blev antændt og derefter sprang i luften.

    Sidenhen er de libanesiske myndigheder blevet heftigt kritiseret for at have overhørt advarsler om, at det ikke blev opbevaret sikkert.

    Statuen er 25 meter høj med navnet 'The Gesture', og den er placeret på havnen, hvor eksplosionen fandt sted den 4. august sidste år.

    • Solen går ned bag den store skulptur i Beirut her til aften. (Foto: MOHAMED AZAKIR © Ritzau Scanpix)
    • Den libanesiske arkitekt Nadim Karam er manden bag skulpturen. Han har ifølge ham selv skabt den som en hyldest til ofrene for eksplosionen sidste år. (Foto: MOHAMED AZAKIR © Ritzau Scanpix)
    • Skulpturen står på havnen, hvor eksplosionen fandt sted den 4. august 2020. Den kantede skikkelse er også sammensat af metal og andet materiale, der måtte give efter for den kraftige eksplosion. (Foto: MOHAMED AZAKIR © Ritzau Scanpix)
    1 / 3
  3. Amerikansk baseballspiller kan komme i eksklusiv OL-klub

    Kun fem personer i OL-historien har gjort det før.

    Den amerikanske baseballspiller Eddy Alvarez kan blive den næste i rækken til at vinde medaljer ved både sommer- og vinter-OL.

    Vinter-OL-medaljen har han allerede sikret sig. Det gjorde han i 2014, da han sammen med det amerikanske landshold vandt sølv i 5000 m stafet i hurtigløb på skøjter.

    Nu gælder det så en medalje ved legene i Tokyo, og der har han muligheden sammen med det amerikanske baseballhold, der er to sejre fra minimum sølv.

    Til New York Times fortæller han om det at være en del af den helt specielle klub.

    - Jeg siger ikke, at jeg er klodens største atlet, men at være en del af den elitegruppe er noget særligt. Bare at være en lille procentdel af det er vildt!

    Der er i alt 142 atleter, som har deltaget ved både sommer- og vinter-OL.

    Eddy Alvarez kan blive den sjette atlet til at vinde medaljer ved både vinter- og sommer-OL. (Foto: Jorge Silva © Ritzau Scanpix)
  4. USA melder klar til at give flere tusinde afghanere asyl

    Mens Taliban rykker frem og forsøger at tilkæmpe sig kontrollen over flere provinshovedstæder i Afghanistan efter flere vestlige landes tilbagetrækning, så udvider USA nu en ordning, der skal hjælpe civile afghanere ud af farezonen.

    USA's regering meddeler mandag aften dansk tid, at den udvider antallet af afghanere, der kan få et særligt flygtningevisum, skriver Reuters.

    Den første gruppe på lidt over 200 afghanere ankom med fly til en militærbase i Virginia i sidste uge.

    I de kommende uger ventes omkring 2500 flere afghanere at ankomme til USA. Det er tidligere tolke eller andre medarbejdere samt deres familier.

    Fælles for dem er, at de har arbejdet for den amerikanske regering, herunder militæret.

    Tiltaget sker desuden på dagen, hvor USA anklagede den militante talibanbevægelse for at have snesevis af civile liv på samvittigheden.

  5. Se billederne: Verdens største sandslot i Nordjylland

    Verdens største sandslot er opført på parkeringspladsen ved Skulpturparken i Blokhus i Nordjylland. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

    Skulpturparken i den nordjyske ferieby Blokhus trækker årligt mange turister til for at se på sandskulpturer.

    I år kan parken byde på intet mindre (eller større) end verdens største sandslot.

    Et hold på 16 internationale sandskulptører har forestået den unikke kunstneriske udformning, skriver Kulturparken Blokhus.

    • Med sine 21 meters højde og en kampvægt på 6.400 tons er det noget af et tilløbsstykke. Tusinder af gæster har besøgt parken over sommeren ifølge skulpturparken. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Rekorden er taget fra tyskerne, der i 2019 havde et sandslot på 17,66 meter. Det når således ikke dette slot til de sandede sokkeholdere. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Sandslottet har udover at trække mange mennesker til parken og byen også været dyrt. Tre og en halv millioner kroner lyder prisen på, som både Jammerbugt Kommune og erhvervsforeningen har været med til at betale. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Hver side er forskellig. Fra denne vinkel ses blandt andet Blokhus Sømærke i relief, der er et af byens vartegn, som man næppe kan overse, hvis man er på stranden og kigger op mod klitterne. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Detaljerne er utroligt mange, og derfor kan man studere slottet længe. Her ses både maritime motiver på slottets vægge, en klatrende på slottets tårne og i de små vinduer ses også personer. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  6. Grønlands sundhedsminister påtaler borgmesters forlomme i vaccinekø

    Det er blevet påtalt, at borgmesteren i den grønlandske kommune Sermersooq, hvor Nuuk ligger, sprang foran i vaccinekøen.

    Det siger Kirsten L. Fencker, der er naalakkersuisoq for sundhed, hvilket svarer til sundhedsminister, til mediet Sermitsiaq.

    - Naalakkersuisut har reageret og påtalt den tilsyneladende hændelse til Kommuneqarfik Sermersooq, straks der blev viden om den, skriver Kirsten L. Fencker ifølge Sermitsiaq.

    - Udbud af vaccinationer har været prioriteret i grupper, og der vil derfor gøres opmærksomhed på, at anden fremgangsmåde ikke accepteres. Situationen er uheldig, men kan desværre ikke omgøres, skriver hun.

    Læs mere om sagen her.

  7. OL-dagen i billeder: Få et overblik over dagens danske præstationer

    Herunder kan du se dagens danske resultater fra OL i Tokyo:

    1 / 9
  8. Nordsjælland henter tre point mod tamme sønderjyder

    Mandag aften vandt FC Nordsjælland 2-0 på udebane mod Sønderjyske i 3F Superligaen.

    Efter en forholdsvis jævnbyrdig første halvleg kunne FCN's Oliver Rose-Villadsen bringe sit hold foran kort inden pausen.

    De gode takter, som Nordsjælland viste i den sidste del af første halvleg, fortsatte i anden halvleg, hvor udeholdet var klart bedste hold på banen.

    Det kom der en scoring ud af efter 85 minutter, hvor Simon Adingra bragte FCN på 2-0 efter en stor forsvarsfejl i den sønderjyske defensiv.

    Det blev også slutresultatet, selvom FCN blev reduceret til 10 mand i dommerens overtid. Her fik Abu Francis vist det røde kort.

    FC Nordsjælland rykker med sejren op på fjerdepladsen i Superligaen.

    Du kan se et kort sammendrag af kampen i toppen af artiklen.

    Glade FCN-spillere kan tage tre point med hjem til Farum. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)
  9. Rusland: 24 russiske diplomater skal forlade USA

    24 russiske diplomater skal forlade USA senest om en måned, hvor deres visa udløber.

    Det oplyser Ruslands ambassadør i USA, Anatolij Antonov, i et interview i det amerikanske konservative tidsskrift National Interest.

    Antonov siger til magasinet, at arbejdsforholdene for diplomater under den nye Biden-administration ikke er blevet lettere, og at det er strammere visumregler i USA, der gør, at diplomaterne er nødt til at rejse ud.

    Diplomaternes visa udløber 3. september, oplyser Antonov.

    Men i det amerikanske udenrigsministerium afviser man den udlægning af forholdene.

    Ifølge talsmand Ned Price kan de russiske diplomater ansøge om at få forlænget deres visum, og han tilføjer, at ansøgningerne vil blive vurderet fra gang til gang.

    USA og Rusland har længe været på kant med hinanden, og i april udviste USA ti diplomater fra Rusland. Årsagen var formodede russiske hackerangreb og indblanding i politiske valg i USA.

  10. Køge Bugt Motorvejen igen åben i sydgående retning

    Køge Bugt Motorvejen er igen farbar i sydgående retning.

    Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

    Et trafikuheld med 10-15 biler havde ellers blokeret motorvejen ved afkørsel 29 nær Greve.

  11. SSI ser 'ingen sundhedsfaglig grund' til tredje stik til krydsvaccinerede

    Hvis du skal ud at rejse her til sommer, kan du komme i bekneb, hvis du tror din krydsvaccination tæller som en færdigvaccination.

    Det er selvom Statens Serum Institut (SSI) i dag har fremlagt forskningsresultater, der viser, at krydsvaccination beskytter lige så godt som to stik med Pfizer-vaccinen.

    Derfor er der heller ikke en sundhedsfaglig begrundelse for et tredje stik til de 150.000 danskere, der startede med at få en vaccine fra AstraZeneca og sidenhen måtte afslutte sit vaccinationsforløb med en vaccine fra Moderna eller Pfizer.

    - Derfor kan der jo godt være logistiske hensyn for de her personer, hvis krydsvaccination ikke er godkendt i andre lande. Det er i hvert fald ikke skadeligt at få en ekstra vaccine, siger Tyra Grove Krause, som er konstitueret faglig direktør i SSI til DR Nyheder.

    Et tredje stik er endnu ikke en del af det officielle vaccinationsprogram.

  12. Tyskland vil tilbyde ældre og sårbare et booster-stik

    Tyskland vil fra september tilbyde endnu et stik med en coronavaccine - et såkaldt booster-stik - til folk, der er færdigvaccinerede.

    Det gælder ældre og personer, der er i en risikogruppe med begyndelse fra den 1. september.

    Det oplyser det tyske sundhedsministerium, skriver Reuters.

    Årsagen er, at deltavarianten af coronavirus kan presse landet tilbage til at skulle indføre yderligere restriktioner.

    Det tyske sundhedsministeriet henviser desuden til "en reduceret eller hastigt aftagende immunreaktion" blandt de mest udsatte grupper, skriver blandt andet Deutsche Welle og avisen The New York Times.

    Samtidig er der også planer om at begynde vaccination af de 12-17-årige.

    Omkring 52 procent af den tyske befolkning er færdigvaccineret, og knap 62 procent har fået mindst et stik. I Danmark er tallene tilsvarende 55 procent og 72 procent.

    Det ekstra vaccinestik vil være med mRNA-vaccinen fra Pfizer/BioNTech, der også bliver brugt i det danske vaccinationsprogram.

  13. Varmerekord målt i Østgrønland: Masser af sol, rolige vindforhold og langt over 20 grader

    Over 20 plusgrader er måske ikke det, man normalt forbinder med Grønland, men ikke desto mindre, har det været virkelighed i forrige uge.

    Her målte en målestation opsat af Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) intet mindre end 23,4 grader celcius torsdag.

    Og det er rekord, skriver DMI.

    Forklaringen på de høje temperaturer skyldes et højtryk, der nogle dage lå stille over området, samt masser af sol og rolige vindforhold.

    Og så er målerens placering heller ikke helt uvæsentlig. Den er nemlig omkrandset af høje fjelde, der kan holde på varmen.

    Den forhenværende rekord for måleren Nerlerit Inaat, som lyder på 22 grader, har stået siden 13. august 2004.

    Middeltemperaturen for området i juli måned er normalt seks grader. Her er solen oppe det meste af døgnet, så der kun er en begrænset temperaturforskel på dag og nat.

  14. USA og Storbritannien anklager Taliban for massakre

    Hævndrab fra den militante talibanbevægelses side har kostet snesevis af civile liv i Afghanistan.

    Sådan lyder anklagerne fra både USA's og Storbritanniens ambassader i landet

    - I Spin Boldak i Kandahar har Taliban massakreret snesevis af civile i hævndrab, lyder anklagerne fra de to ambassader på Twitter.

    De opfordrer til, at drabene efterforskes, så Talibans krigere eller kommandanter kan stilles til ansvar.

    - Hvis man ikke kan kontrollere sine krigere nu, har man ikke noget at gøre i en regering senere, lyder det videre i et tweet.

    Den Uafhængige Afghanske Menneskerettighedskommission skriver, at den har identificeret mindst 40 civile, der er blevet dræbt af Taliban i de seneste to uger, skriver Ritzau.

  15. Motorvej spærret: Større færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen

    Der er sket et større færdselsuheld på Køge Bugt Motorvejen efter afkørsel 29 i sydgående retning.

    Motorvejen er spærret i begge retninger, og politiet er på stedet.

    10-15 biler er impliceret i ulykken.

    Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

  16. Efter signalfejl: Tog på tværs af landet forsinkes til og med tirsdag

    Signalfejlen ved Slagelse, der siden i morges har skabt udfordringer for pendlere og andre passagerer, der skal på tværs af landet, kommer til at give udfordringer resten af dagen og tirsdag med.

    Der vil i den periode køre færre tog mellem landsdelene, oplyser DSB.

    DSB oplyser på Twitter, at der både i dag og i morgen ikke vil køre langdistancetog, de såkaldte IC-tog, til og fra Esbjerg.

    Det betyder, at andre tog vil skulle stoppe ved flere stationer.

    De hurtigere ICL-tog, der normalt standser få steder, standser nu i Ringsted og Middelfart. IC-tog mellem København og Aarhus eller Aalborg standser ekstra i Langeskov.

    Pladsbilletkrav er desuden indtil videre suspenderet, oplyser DSB.

  17. Viktor Axelsen vinder OL-guld efter magtdemonstration i finalen

    For første gang siden 1996 og for anden gang i historien har vi en dansk olympisk mester i badminton.

    Viktor Axelsen spillede sublimt, da han for kort tid siden slog kinesiske Chen Long i to sæt.

    Viktor Axelsen vandt første sæt 21-15 efter badminton på højeste niveau af begge spillere.

    I andet sæt trak Axelsen fra Chen Long halvvejs, og det viste sig at blive afgørende, da han endte med at vinde sættet 21-12. Den anden OL-guldmedalje til Danmark ved disse olympiske lege.

  18. Dansk studie viser god beskyttelse ved blanding af vacciner

    Der kan opnås en god beskyttelse mod coronavirus, hvis man kombinerer en første dosis af AstraZeneca-vaccinen med en anden dosis fra enten Pfizer- eller Moderna.

    Studiet viser, at fra 14 dage efter andet stik reduceres risikoen for smitte med coronavirus med 88 procent sammenlignet med uvaccinerede personer.

    Tidligere har et dansk studie påvist, at to Pfizer-doser giver en beskyttelse på 90 procent, oplyser SSI.

    Omkring 150.000 danskere fik først AstraZeneca og derefter tilbud om anden vaccinedose med enten Pfizer/BioNTech eller Moderna, efter at der opstod bekymringer om bivirkninger ved AstraZeneca.

  19. Sara Slott styrter i karrierens sidste løb

    Potentielt karrierens sidste løb.

    Det var menuen for Sara Slott Petersen i semifinalen i 400 meter hæk: En OL-finaleplads eller karrierestop.

    Vanvittige forhold med tung regn gjorde løbet fuldstændig uforudsigeligt på den spejlglatte bane.

    Kravet for en finaleplads var en placering som nummer et eller to i semifinalen eller en hurtig nok tid til at blive en af de to, der kvalificerer sig til finalen ad den vej.

    Det startede godt for Sara Slott Petersen, der var med i topstriden. Men så ramte hun en af de sidste hække og styrtede rundt i den sidste kurve.

    Dermed sluttede karrieren på hjerteskærende vis for Sara Slott Petersen.

  20. 785 nye coronasmittede det seneste døgn

    785 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. En person er død.

    Dagens smittetal er baseret på 56.639 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,4 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 54 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er tre færre end i går.

  21. OL-historiens første trans-atlet røg ud efter tre kiksede løft

    Laurel Hubbard stillede op i kvindernes +87 kilo-klasse. Nu er hun ude. (Foto: Michael Reynolds © Ritzau Scanpix)

    Laurel Hubbard var den første transkønnede atlet i de olympiske leges historie, og hun gik ind til vægtløftningskonkurrencen under stor opmærksomhed.

    Men den newzealandske vægtløfter kommer ikke videre. Hun kiksede sine tre løft og er nu ude af legene.

    Det skabte stor debat, da det stod klart, at Laurel Hubbard skulle deltage i OL, for det er ikke fair, at transkvinder deltager på lige fod med biologiske kvinder, lød kritikken.

    Til gengæld har kinesiske Li Wenwen gang i en fænomenal opvisning, hvor hun sætter konkurrenterne til vægs. Du kan følge med på DRTV.

  22. Polen tilbyder humanitært visum til hviderussisk OL-sprinter

    Kristina Timanovskaya fra Hviderusland er havnet i noget af et stormvejr.

    Men nu er hun blevet tilbudt et humanitært visum i Polen.

    Det meddeler Polens udenrigsminister ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Efter en kontrovers med det hviderussiske atletikforbund, som hun kritiserede i en video på Instagram, er hun blevet beordret til at vende hjem til Hviderusland.

    Det har hun dog nægtet, fordi hun frygter for sin sikkerhed.

  23. Vestjysk pride sætter fokus på arbejdsmiljø for LGBT+-personer

    Trivsel på arbejdspladsen for LGBT+-personer er første punkt på dagsordenen under dialog og kulturugen ved West Coast Pride, som løber af stablen i Ringkøbing i denne uge.

    Ifølge Fagforbundet Dansk Metal er emnet relevant.

    For ifølge forbundets ligestillingskonsulent Kristine Esrom Raunkjær har forbundet medlemmer, som tilhører en seksuel-minoritet, og som har det svært på jobbet.

    - De ikke har samme mulighed som heteroseksuelle kolleger for at kunne tale på en stille og rolig måde om, hvad de lavede i weekenden med deres partner, fordi der kan være negative reaktioner – eller man er nervøs for, at der vil være det, forklarer hun.

  24. Dødstal efter oversvømmelser i Kina stiger til 302

    Dødstallet efter omfattende oversvømmelser i det centrale Kina i sidste måned er blevet opjusteret til 302, oplyser lokale embedsmænd.

    Millionbyen Zhengzhou i provinsen Henan fik i løbet af tre dage, hvad der svarede til et helt års regn.

    Også byen Weihui i den nordlige del af provinsen blev hårdt ramt.

    50 personer fortsat er savnet i regionen.

    Der er tale om en dramatisk opjustering i antallet af døde. I dagene efter de tropiske regnskyl hed det, at 25 var omkommet, skriver Ritzau.

  25. Brøndby får svær lodtrækning i jagten på Champions League-gruppespil

    RB Salzburg venter i den afgørende kvalifikationsrunde for Brøndby i kampen om en plads i Champions League-gruppespillet.

    Det står klart efter lodtrækningen mandag.

    Den første kamp spilles på Salzburgs hjemmebane i Østrig 17. eller 18. august, mens der er returkamp en uge senere i Brøndby. Danske Rasmus Nissen Kristensen spiller for det østrigske hold.

    RB Salzburg har deltaget i Champions League-gruppespillet de seneste to sæsoner.

  26. Nu må alle igen møde fysisk på job: Der er åbent for fuldt fremmøde på arbejdspladserne

    Hvis du savner kollegaer - og mere trængsel ved kaffemaskinen - så er det i dag, at du kan komme 100 procent tilbage på arbejdspladsen.

    Myndighedernes anbefalinger om at begrænse fysisk fremmøde ophører nemlig. Indtil nu har anbefalingen fra myndighederne lydt på 50 procent fremmøde.

    En, som er klar til at møde fysisk op på kontoret, er Mikkel Hostrup, der er vandløbsmedarbejder i Frederikshavn Kommune.

    - Det glæder jeg mig rigtig meget til. At vi skal til at snakke sammen uden først at ringe op via Skype eller telefon, siger han.

    Andre har dog nydt, at der har været mulighed for at arbejde hjemme. I Vejen Kommune står de derfor klar til at skabe et anderledes arbejdsliv for deres ansatte.

    - Ledelsen er bestemt åben over for ønsker om hjemmearbejde, lyder det fra kommunaldirektør Ole Slot.

  27. FC Midtjylland hårdt ramt af coronavirus før CL-opgør

    Coronavirus har ramt fodboldklubben FC Midtjylland på et yderst uheldigt tidspunkt - nemlig dagen før CL-opgøret mod hollandske PSV Eindhoven.

    På klubbens hjemmeside beskrives det, hvordan yderligere tre spillere i truppen er testet positive. Det drejer sig om profilerne Pione Sisto og Henrik Dalsgaard - og talentet Nicolas Madsen.

    Forleden blev Mikael Anderson testet positiv.

    - Vi må desværre sande, at vi har fået smitte internt i klubben, og vi skærper derfor protokollerne og iværksætter yderligere tiltag. Det er afgørende, at vi ud fra menneskelige hensyn får brudt smittekæderne, og det vil vi gøre alt hvad vi kan for, udtaler sportschef Svend Graversen.

    Som følge af de positive test har FC Midtjylland besluttet at udskyde afrejsen til Eindhoven fra i dag til i morgen. Spillerne vil nu også blive testet dagligt - mod tidligere tre gange om ugen.

    FC Midtjyllands Pione Sisto er testet positiv for coronavirus. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
  28. 10.207 er indlagt med covid-19 i Florida: Deltavarianten, air-con og turister er en farlig cocktail

    10.207 coronapatienter er nu indlagt på hospitaler i den amerikanske delstat Florida, og det er det højeste antal siden coronapandemiens begyndelse.

    Det oplyser de amerikanske sundhedsmyndigheder ifølge ABC News.

    Det er den meget smitsomme deltavariant, som er hovedårsagen til det høje antal indlæggelser. Den har gode forhold og bliver spredt i de mange airkonditionerede rum, når folk søger indendørs for varmen.

    Desuden er turistsæsonen på sit højeste i Florida, hvor mange unge rejser til solskinsstaten med over 21 millioner indbyggere.

    Eksperter advarer da også om, at situationen kan blive kritisk, hvis antallet af indlæggelser bliver ved med at stige.

    - Hvis det, vi ser nu i Florida, ikke får alle til at tage dette alvorligt, så ved jeg ikke, hvad der vil, siger Ali Mokdad, professor på University of Washingtons institut for sundhedsdata, til Bloomberg.com.

  29. Sygeplejersker udvider strejke endnu en gang: Yderligere 315 sygeplejerske udtages

    For fjerde gang udvider Dansk Sygeplejeråd (DSR) sin igangværende strejke.

    Yderligere 315 sygeplejersker vil gå i strejke fra 31. august, oplyser Dansk Sygeplejeråd, der er fagforening for mange af landets sygeplejersker, i en pressemeddelelse.

    - Så længe arbejdsgivere og politikere bliver ved med at stikke hovedet i busken, har vi ikke andre muligheder end at stramme skruen, lyder det fra Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd.

    De seneste tre uger er der blevet udtaget henholdsvis 702, 225 og 215 sygeplejersker.

    Dertil kommer de cirka 5.000 sygeplejersker, der har været udtaget til strejke siden konfliktens start.

    Den seneste udvidelse omfatter sygeplejersker i kommunerne, og det kommer især til at ramme borgere i overgangen fra sygehus til kommune.

  30. Borgerservice fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Tjekkiet

    Udenrigsministeriets Borgerservice ændrer rejsevejledningen og fraråder nu alle ikke-nødvendige rejser til Tjekkiet.

    Det skyldes, at Tjekkiet kategoriserer Danmark som et rødt land og har strammet indrejsereglerne for danskere.

    Der kræves nu både negativ test og selvisolation, når man rejser ind i Tjekkiet.

    Desuden skal man udfylde en formular med en række oplysninger om sig selv og ens nyere rejsehistorik. Formularen udfyldes på hjemmesiden plf.uzis.cz.

    Kravet om karantæne gælder dog ikke, hvis der er gået mindst 14 dage efter færdigvaccination.

  31. Det danske banelandshold kører sig videre i suveræn stil: Sætter olympisk rekord

    Det danske banecyklingslandshold er i en klasse for sig.

    I dagens indledende kvalifikation i 4000 meter holdforfølgelse smadrede de konkurrenterne.

    Det danske hold med Lasse Norman, Frederik Rodenberg, Niklas Larsen og Rasmus Lund Pedersen var suverænt de hurtigste og slog tilmed den olympiske rekord i tiden 3:45:014.

    Det er en forbedring af den olympiske rekord med over fem sekunder, mens det er et halvt sekund langsommere end den verdensrekord, danskerne satte ved VM i Berlin i fjor.

    Danskerne er videre til semifinalen, hvor modstanderen bliver Storbritannien. Det er tirsdag morgen klokken 9.22.

    Det ottende hold, Australien, gennemførte ikke i første omgang, da en af rytterne styrtede, og australierne omstartede senere.

    Det blev til femtebedste tid for Australien.

  32. Simone Biles melder sig klar til OL-finale efter fire afbud

    Den amerikanske megastjerne i gymnastik Simone Biles stiller op i kvindernes finale i bom.

    Det fremgår af startlisten på OL's officielle informationskanal.

    Det Amerikanske Gymnastikforbund, USA Gymnastics, deler også nyheden på Twitter.

    - Vi er så glade for at kunne bekræfte, at vi i morgen stiller op med to amerikanske deltagere i finalen i bomkonkurrencen - Suni Lee og Simone Biles!! Vi kan ikke vente med at se jer begge i aktion.

    Biles har ellers trukket sig fra flere konkurrencer ved legene i Tokyo for at fokusere på sit mentale helbred.

    Finalen i bom er tirsdag klokken 10:50 dansk tid.

    Hvis du allerede nu vil se gymnastik, så er der gang i gymnastikken på DR1 lige nu. Herrernes finale i ringe er netop slut, og om lidt går kvindernes finale i gulv i gang.

  33. Polen og Tjekkiet vil tilbyde humanitært visum til hviderussisk sprinter

    Både Polen og Tjekkiet har tilbudt den hviderussiske OL-atlet Krystsina Tsimanouskaya et "humanitært visum", så hun kan søge om asyl og dermed undgå at vende tilbage til sit hjemland, Hviderusland - eller Belarus.

    Det skriver Reuters.

    Det sker, efter den 24-årige sprinter i går nægtede at borde et fly til Hviderusland i Tokyos lufthavn, efter hun ifølge sit eget udsagn var blevet tvunget til at forlade OL af sit trænerteam.

    Forud havde Tsimanouskaya kritiseret trænerne på Instagram, blandt andet for at sætte hende på det hviderussiske 4 x 400 meterhold uden at fortælle hende om det først.

    Også Frankrig har meldt sig på banen med en melding om, at "Europa vil være beæret" over at give atleten politisk asyl.

    Krystsina Tsimanouskaya er ifølge Reuters nu i sikkerhed i de japanske myndigheders varetægt.

    Krystsina Tsimanouskaya søgte i går hjælp hos politibetjente i Tokyos lufthavn, efter hendes trænerteam ifølge atletens udsagn havde forsøgt at tage hende med hjem til Hviderusland mod hendes vilje. (Foto: ALEKSANDRA SZMIGIEL © Ritzau Scanpix)
  34. Se billederne: I nat er et sæt pandatvillinger kommet til verden

    • Huan Huan betyder 'glad' på kinesisk, og glad ser hun også ud. Her ses hun med sine tvillingeunger i deres indhegning, efter at hun fødte i Beauval Zoo i Saint-Aignan-sur-Cher. (Foto: Guillaume Souvant © Ritzau Scanpix)
    • Pandeungerne er ikke ret store. Faktisk vejer de kun 219 og 149 gram, og så er de helt lyserøde Det kan måske være svært at forestille sig, at de en dag kommer til at veje på den anden side af 70 kilo og kommer til at have en tæt sort og hvid pels. (Foto: Guillaume Souvant © Ritzau Scanpix)
    • Huan Huans fødsel blev nøje overvåget af to dyrlæger, der kom fra Kina, oplyser direktør i Zoo-Parc de Beauval. Pandahunnen har ægløsning en enkelt gang om året og er her kun forplantningsdygtig i 2-3 dage. Drægtighed 3-5½ måned. (Foto: Guillaume Souvant © Ritzau Scanpix)
    • Kina betragter pandaer som en national skat, men har også lånt dem til andre lande som en del af en diplomatisk strategi. Derfor er det også Kina, der navngiver ungerne. (Foto: Guillaume Souvant © Ritzau Scanpix)
    • I 2017 fik pandaparret Huan Huan og Yuan Zi en unge, som blev navngivet Yuan Meng. Yuan Meng er vokset til at veje over 100 kilo, og skal i løbet af i år sendes til Kina, hvor omkring 1.800 pandaer lever i det fri, mens yderligere 500 er i fangenskab. (Foto: Guillaume Souvant © Ritzau Scanpix)
    1 / 5

    Mens resten af verden det seneste halvandet års tid har undgået fysisk kontakt, så har det været lige omvendt i et pandaanlæg i en zoologisk have nær Paris.

    Og det har båret frugt, for i nat blev pandaparret Huan Huan og Yuan Zi forældre til et sæt tvillinger.

    Ungerne kommer til at vente lidt på et navn.

    Mor Huan Huan er udlånt til Frankrig af Kina, og det er Peng Liyuan, som er hustru til Kinas præsident, Xi Jinping, som får lov til at navngive tvillingerne, oplyser Rodolphe Delord, som er direktør for Zoo-Parc de Beauval i Saint-Aignan syd for Paris.

  35. Homofobiske kommentarer kostede rapperen DaBaby jobbet hos amerikansk festival

    DaBaby optræder i Los Angeles tidligere på sommeren. Nu får hans homofobiske kommentarer ham blacklistet flere steder. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske hitrapper DaBaby mærker nu for alvor konsekvenserne af de homofobiske kommentarer, han fyrede af fra scenen ved en koncert for nylig.

    Oprindeligt skulle han nemlig have spillet ved den store amerikanske festival Lollapalooza, som fandt sted i den netop overståede weekend, men de droppede ham - netop på grund af kommentarerne. Det skriver Variety.

    På Twitter skrev Lollapalooza i går at:

    - Lollapalooza blev grundlagt på en baggrund af diversitet, inklusivitet, respekt og kærlighed. Med det i tankerne vil DaBaby ikke længere optræde i Grant Park i aften.

    DaBaby blev også skrottet fra en velgørenhedskoncert i sidste uge på grund af sine udtalelser.

  36. Danskere kan nu rejse til England uden at skulle i gå i isolation - men Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser

    Færdigvaccinerede danskere kan nu tage på en smuttur til England uden at skulle gå i isolation i 10 dage.

    England slår nemlig dørene op, efter at landet i store træk har haft lukket grænserne siden coronapandemien begyndte.

    Det danske udenrigsministerium fraråder dog stadig alle rejser til hele Storbritannien - undtagen Wales, hvor det kun er ikke-nødvendige rejser, der frarådes.

    - Det, at England åbner for færdigvaccinerede turister, får desværre ingen betydning for vores rejsevejledning. Så det betyder ikke, at danske turister kan rejse til England i morgen, siger Frej Jackson, som er fungerende chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, til Ritzau.

    Det skyldes, at der efter sundhedsmyndighedernes vurdering stadig er for høj coronasmitte i England.

    Desuden skal man gå i karantæne, når man kommer hjem til Danmark.

    Udenrigsministeriets rejsevejledninger er ikke lov, men anbefalinger.

  37. Hun har skrevet sig ind i historien: I dag skal OL's første transkønnede atlet i aktion

    Laurel Hubbard skal i aktion i dag klokken 12:50. Du kan se med på DRTV. (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

    Hun skal i aktion i kvindernes 87-kilo kategori i vægtløftning.

    Siden 2015 har den olympiske komité, IOC, tilladt transkønnede at stille op i kvindernes konkurrence, så længe de kunne bevise, at deres testosteronniveau lå under et vist niveau.

    Alligevel har det skabt debat og diskussion, om det er sportsligt fair, at det tillades.

    Personer født som mænd har en fordel i forhold til personer født som kvinder, når det gælder fysisk udfoldelse. Blandt andet fordi de har en lavere fedtprocent, større muskelmasse og en højere hæmatokritværdi.

    Finalen i kvindernes 87-kilo kategori kan ses direkte på DRTV kl. 12.50.

  38. Sommervejret bliver en kedelig affære i dag

    Vejrmæssigt er der ikke meget at råbe hurra for i dag.

    Vejret varierer ikke meget hen gennem døgnet, og ingen markante vejrskift er på vej.

    - Det bliver 16 til 20 grader og enkelte steder kan det snige sig op over 21 grader, siger vagthavende meteorolog hos DMI Mette Zhang.

    Danmark ligger i øjeblikket i en blæsende og kold strømning fra vest. Det er en vejrtype, der giver mange skyer og ind i mellem en byge.

    Der er dog lidt at se frem til.

    - Fra onsdag begynder det at se lidt mere sommerligt ud.

    Det er ikke umuligt, at der også kommer til at lidt falde regn.

    - Prognoserne svinger, når vi kigger så langt frem, men vi kan ikke udelukke, at der også kommer til at falde lidt regn sidst på ugen.

  39. Poul Madsen lancerer nyheds-podcast: 'Der manglede en podcast, som på en halv time satte dagen på plads'

    Poul Madsen fotograferet i sit tidligere job hos Ekstra Bladet. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix Denmark)

    Tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen lancerer i dag en ny podcast hos podcast-tjenesten Podimo.

    I 'På forsiden med Poul Madsen' vil Madsen alle hverdage klokken 15 samle op på dagens vigtigste nyheder og sammen med to skiftende gæster give et nyt perspektiv på nyhederne.

    - Jeg har altid syntes, der manglede en podcast, som på en halv time satte dagen på plads, fordi det er svært at få tid til at følge med i nyhedsstrømmen hele tiden. Derfor var jeg ellevild, da jeg selv fik tilbuddet om at lave sådan en podcast. Og jeg lover, at den bliver både informativ og sjov, siger Poul Madsen i et skriftligt citat til DR.

  40. Alle sejladser udsat til tirsdag

    Dagens sejladser er udsat til tirsdag.

    Det skriver Ritzau.

    Udsættelsen skyldes manglende vind.

    Den danske 49'er FX med med Ida Marie Baad og Marie Thusgaard og 49'eren med Jonas Warrer og Jakob Precht skal dermed først sejle medaljesejlads tirsdag.

    Jonas Warrer og Jakob Precht ligger nummer fem inden medaljesejladsen og har stadig mulighed for at tage en dansk medalje.

    Ida Marie Baad og Marie Thusgaard har ikke mulighed for at sejle metal hjem til Danmark.

  41. Togforsinkelser mandag: Alle tog over Storebæltsbroen bliver ramt

    Pendlere, der vender tilbage til job fra sommerferie, og øvrige rejsende vil mandag opleve forsinkelser på tog gennem Slagelse og på tværs af landet.

    - Alle tog over broen (red. Storebæltsbroen) bliver forsinket. Hvis man for eksempel rejser fra København til Odense, vil ens rejse blive forsinket, oplyste DSB til DR i morges.

    Forsinkelsen skyldes færre tog på grund af fejl på signalerne ved Slagelse.

    Ifølge DSB vil signalerne fra på onsdag virke normalt igen. Derfor må mange rejsende væbne sig med tålmodighed mandag og tirsdag.

    Alle lyntog mellem København og Odense har været aflyst, men de genoptages i dag fra klokken 13.32.

    Intercitytog til og fra Esbjerg aflyses resten af dagen. Rejsende må i stedet benytte regionaltog fra Fredericia.

    Som følge heraf er pladsbilletkravet suspenderet frem til klokken 17 mandag, oplyser DSB.

    DSB har indsat togbusser, der kører mellem Københavns Hovedbanegård og Odense i begge retninger.

    Det er uvist, hvornår signalerne kommer til at virke normalt igen, men Banedanmark forventer, at problemet bliver løst i løbet af denne uge.

    - Banedanmark arbejder på højtryk for at få rettet fejlene. Tidshorisonten er på nuværende tidspunkt medio denne uge, siger projektdirektør i Banedanmark, Klaus Studstrup Jørgensen, til Ritzau.

  42. Norges statsminister frygter ny bølge af afghanske flygtninge

    Norges statsminister, Erna Solberg, er bekymret for, at udviklingen i Afghanistan kan få mange til at flygte til Europa og Norge.

    - Vi ved, at den type uro, vi nu ser, kan udløse nye flygtningestrømme, siger Erna Solberg ifølge Ritzau.

    Taliban har indledt en offensiv i Afghanistan, efter at USA og dets allierede i foråret meddelte, at de ville trække deres soldater ud af landet.

    Hun understreger, at det er Afghanistans nabolande, der i første omgang kan komme til at skulle tage sig af afghanere, som ønsker at komme væk fra det krigshærgede land.

    Men Solberg mener også, at det kan blive et problem i Europa.

    - Nu er det jo sådan, at der bor afghanere i mange europæiske lande. Også i Norge. Og det er tit sådan, at man søger mod steder, hvor man i forvejen har venner og familie.

  43. I dag begynder retssagen mod Morten Messerschmidt

    Var der sommergruppemøde hos Dansk Folkeparti (DF) eller konference for det europæiske parti Meld i Skagen i august 2015?

    Det er et af de centrale spørgsmål i den såkaldte Meld-sag mod Morten Messerschmidt, der begynder i dag ved Retten i Lyngby.

    Sagen handler om mulig svindel med EU-støttekroner i Meld, som Morten Messerschmidt har været formand for. Gennem mere end fem år har EU's antisvindelenhed OLAF og siden SØIK (Bagmandspolitiet) efterforsket sagen.

    Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk, og bagmandspolitiet går efter en fængselsdom. Han nægter sig skyldig.

    Der forventes dom fredag den 13. august.

  44. Børnelæger vil have erklæret svær overvægt hos børn som kronisk sygdom

    Svær overvægt blandt børn og unge skal anerkendes som en kronisk sygdom.

    Det mener Dansk Pædiatrisk Selskab, som er den faglige sammenslutning af danske børnelæger.

    Ifølge børnelægerne er svær overvægt en af de største trusler mod danske børn og unges sundhed - og derfor bør de danske sundhedsmyndigheder anerkende det som en kronisk sygdom, fortæller formand for udvalget vedrørende overvægt i Dansk Pædiatrisk Selskab, Cilius Esmann:

    - Det vil være med til at fremme den sunde vægt, forebygge svær overvægt og dens følgesygdomme samt bekæmpe den sociale stigmatisering af svær overvægt i samfundet.

    Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har allerede defineret svær overvægt som en kronisk sygdom.

  45. Skovbrande tager til på Rhodos: Danske turister kontaktes af rejseselskaber

    En voldsom skovbrand på den græske ferieø Rhodos har nu fået flere danske rejsebureauer til at tage kontakt til danske feriegæster på øen.

    Det bekræfter rejsebureauerne TUI og Spies overfor B.T.

    Det sker, efter at en brand søndag brød ud på øen. Branden medførte evakueringer af både turister og indbyggere og har også forårsaget strømafbrydelser og mangel på vand på store dele af øen, skriver B.T.

    Der er dog fortsat ingen problemer med at komme hjem til Danmark, oplyser rejsebureauerne. Mere end 2.500 danske feriegæster fra TUI og Spies opholder sig lige nu på Rhodos.

    • Billederne her er taget på Rhodos nær Faliraki, cirka 17 kilometer fra en af de byer, der er blevet evakueret. Her kan man se de fly, der henter vand til at slukke skovbranden med. (Foto: Esben Tiedemann © (Privatfoto))
    • Flyene flyver i pendulfart mellem stranden i Faliraki og skovbranden, fortæller Esben Tiedemann, som har sendt billederne ind til dr.dk fra Rhodos. (Foto: Esben Ørum Tiedemann © (Privatfoto))
    1 / 2
  46. Dansk kajakmakkerpar er ude af OL

    Heller ikke i opsamlingsheatet kunne Bolette Nyvang Iversen og Julie Frølund Funch i K2 - 500 meter sikre sig en plads i semfinalen.

    Kajakmakkerparret blev nummer fem ud af seks kajakker, hvor der var semifinalepladser til de fire bedste.

    Danskerne sluttede tidligere på dagen sidst i deres indledende heat, men fik en ekstra chance for at kvalificere sig til semifialerne i denne morgens opsamlingsheat, men her blev det altså så blot til en femteplads.

    Du kan se et udpluk af danskernes kvartfinale i videoen herunder:

  47. Dansk kajakmakkerpar sat til vægs

    Det danske kajakmakkerpar Bolette Nyvang Iversen og Julie Frølund Funch i K2 500 meter kunne ikke stille det store op i deres indledende heat, hvor de blev distanceret af samtlige konkurrenter.

    Dermed skal Iversen og Funch ud i en opsamlingskvartfinale.

    Danskerne kom ind i tiden 1 minut og 52,730 sekunder, næsten ti sekunder efter vinderne fra Ungarn, der sammen med Hviderusland på andenpladsen er klar til semifinalerne.

    Du kan se video af danskernes heat lige her:

  48. Vild slutspurt: Hollandsk løber styrter, men overhaler alligevel hele banden

    Den hollandske 1.500 meter-løber Sifan Hassan havde egentlig tænkt sig at spare lidt på kræfterne, da hun i dag løb indledende heat.

    På sidste omgang blev hun dog involveret i et styrt og så måtte hun på arbejde.

    Den vanskelige situation blev dog løst på fornem vis, da hun distancerede samtlige konkurrenter, blev nummer et og dermed er klar til semfinalerne.

    Du kan se video af slutspurten lige her:

  49. Dansk medaljehåb kvalificerer sig til semifinale

    Den regerende europamester, kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen fra Maribo, er klar til semifinalerne i K1 - 200 meter efter i dagens første indledende heat.

    Danskeren fik godt fat i vand og lagde sig tidligt foran og kørte den stensikkert hjem fra spids.

    Emma Aastrand Jørgensen kom ind i tiden 41,572 sekunder med lidt over et halvt sekund ned til nummer to, italienske Francesca Genzo.

    De to første i hvert heat kvalificerer sig direkte til semifinalerne, der afvikles i morgen, mens de øvrige skal sejle kvartfinaler senere i dag.

    Du kan se danskerens heat i videoen herunder:

  50. Både Pfizer og Moderna hæver prisen på deres coronavacciner

    Det kan pludselig blive noget dyrere at købe coronavacciner ind for EU.

    De to mRNA-vacciner, der er godkendt til at blive brugt i det danske vaccinationsprogram, stiger nemlig i pris.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    En Pfizer-vaccine kostede før omkring 115 danske kroner, men nu koster den 145 kroner.

    Tilsvarende stiger et skud med Moderna-vaccinen fra omkring 160 danske kroner til 179 kroner.

    Europakommissionen skrev tirsdag, at EU er på vej til at nå et mål om fuld vaccination af mindst 70 procent af den voksne befolkning inden udgangen af sommeren.

  51. Ekspert forventer ikke ny nedlukning i USA trods delta-udbrud

    USA vil formentlig ikke blive tvunget til at lukke samfundet ned igen - selv hvis landet oplever en stigning i antal nye coronatilfælde på grund af deltavarianten.

    Det siger præsident Joe Bidens førende rådgiver på området, smitteekspert Anthony Fauci.

    Knap seks ud af ti amerikanere over 12 år er fuldt vaccinerede nu.

    - Jeg tror, at vi har en tilstrækkelig høj procentdel af folk her i landet, siger Fauci med henvisning til andelen af vaccinerede, i programmet 'This Week' på tv-stationen ABC News.

    - Ikke nok til at knuse udbruddet. Men jeg vil tro, at det er nok, til at vi ikke kommer i den situation, vi befandt os i sidste vinter.

    Antallet af nye smittetilfælde i USA er næsten fordoblet i løbet af de seneste ti dage, skriver Reuters.

Mere fra dr.dk