Et selskab kan ikke hævde én ting i en reklame, når der står i papirerne, at de kan gøre det præcis modsatte.
Det må forsikringsselskabet Alka sande, og de bliver nu straffet med en bøde på 16,9 millioner kroner for at vildlede forbrugerne med en reklamefilm om bilforsikring.
I filmen, der blev vist på tv og på YouTube tilbage i 2016 og 2017, lød det "Hvis du får en skade, sætter vi ikke prisen op".
Men i forsikringsbestemmelserne kunne man blandt andet læse, at selskabet kunne hæve prisen på forsikringen i tilfælde af en skade, og at en skade medførte en forhøjelse af forsikringens selvrisiko.
Derfor mener Højesteret, at Alka har overtrådt markedsføringsloven.
Byretten kom frem til samme resultat, mens landsretten frifandt forsikringsselskabet.
Frifindelsen skyldtes blandt andet, at Alka i perioden ikke havde gennemført en prisstigning efter en skade.