Seneste nyt

Forsker bag nyt redskab: 'Vi er meget langt fra at kunne prale med vild natur i Danmark'

Overblik

  1. I går kl. 07:32Sport
    22-årig dansker får NHL-debut
  1. Forsker bag nyt redskab: 'Vi er meget langt fra at kunne prale med vild natur i Danmark'

    I hvor høj grad har vi i Danmark givet naturen plads til at udfolde sig på dens egne betingelser?

    Det har en forskergruppe set nærmere på ved hjælp af data og vurderinger fra databaser og eksperter i biodiversitet, lovgivning og naturforvaltning.

    Seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet har sammen med en række kolleger brugt tre år på at udvikle redskabet Dansk Naturindikator, som nu er tilgængelig for alle.

    - Indikator-kortet demonstrerer, at vi er meget langt fra at kunne prale med vild natur i Danmark, udtaler han i en pressemeddelelse.

    Forskergruppen håber, at naturindikatoren vil blive brugt til at evaluere mange forskellige aktørers evner til at give plads til naturen i kommuner, Natura 2000-områder, private naturreservater og statslige naturnationalparker.

  2. Politikerdrab i Storbritannien betegnes som terror

    Nu bliver drabet på det britiske parlamentsmedlem David Amess betegnet som en terrorhandling.

    Sådan lyder meldingen natten til lørdag fra politiet i London.

    Efterforskningen af drabet styres derfor af politiets særlige antiterrorenhed.

    - Den foreløbige efterforskning har afsløret et muligt motiv knyttet til islamistisk ekstremisme, oplyser politiet i en meddelelse uden at give yderligere oplysninger.

    Den 69-årige David Amess, der var mangeårigt konservativt medlem af Underhuset, blev fredag angrebet under et vælgermøde i kirken Belfairs Methodist Church i byen Leigh-om-Sea.

    Amess døde efter at være blevet stukket flere gange med en kniv.

    Umiddelbart efter drabet blev en 25-årig mand anholdt på gerningsstedet.

    Flere britiske medier skriver, at den mistænkte mand er britisk statsborger med somaliske rødder.

  3. Islamisk Stat tager ansvaret for selvmordsangreb under fredagsbøn i Afghanistan

    Det var Islamisk Stat, der stod bag bombeangrebet mod den største af de shiitiske moskeer i den afghanske by Kandahar i dag.

    Det hævder terrorbevægelsen ifølge Reuters nu i en erklæring.

    Mindst 35 mennesker mistede livet, da flere selvmordsbombere udløste deres sprængladninger under fredagsbønnen.

    68 andre har modtaget behandling for deres kvæstelser, forlød det tidligere på dagen.

    Islamisk Stat tog ligeledes ansvaret for en tilsvarende bombe i sidste uge, der dræbte adskillige shiiter i den nordlige by Kunduz.

    Taliban-regeringen meddelte tidligere i dag, at sikkerhedsstyrker har fået ordrer om at finde de ansvarlige og straffe dem for deres forbrydelser.

  4. Anti-terrorpoliti i spidsen for efterforskningen af drabet på konservativ politiker

    Knivdrabet på den konsertive parlamentariker David Amess bliver efterforsket af britisk anti-terrorpoliti, der skal opklare, om der er tale om en terrorhandling.

    Blandt andet skal specialisterne undersøge, om den 25-årige mand, der er anholdt for drabet, har efterladt spor om sit motiv på elektroniske enheder som for eksempel mobiltelefon og computer.

    Det skriver BBC.

    Politiet i Essex, hvor drabet fandt sted, får desuden hjælp af London-politiet Scotland Yard og efterretningstjenesten MI5.

    Det formodede gerningsvåben er desuden fundet og i politiets besiddelse.

    David Amess blev stukket ned under et vælgermøde i en metodistkirke i Leigh-on-Sea i hans valgkreds Southend West.

  5. Britisk minister bestiller undersøgelse af parlamentsmedlemmers sikkerhed efter drabet på David Amess

    Indenrigsminister Priti Patel har bedt om at få iværksat en undersøgelse af de britiske parlamentarikeres sikkerhed efter knivdrabet på den konservative politiker David Amess.

    Samtlige politistyrker skal straks gå i gang med at evaluere deres sikkerhedsprocedurer, oplyser en talsmand for Priti Patel ifølge BBC.

    Hun gav tidligere på dagen udtryk for, at hun er knust over have mistet sin konservative kollega, som kun kaldte for en 'rar og trofast ven'.

    Davis Amess har siddet næsten fire årtier i det britiske parlament. Han blev i dag dræbt af knivstik under et vælgermøde i en kirke i sin valgkreds i Essex.

    En 25-årig mand er anholdt for drabet. Politiet mener ikke, at der var flere gerningspersoner.

  6. Specialstyrker omringer russisk fængsel efter fangeoprør

    Politiet har omringet et fængsel i det sydlige Kaukasus, hvor flere hundrede fanger skal have samlet sig i et oprør rettet mod fængslets ledelse.

    Det oplyser flere russiske nyhedbureauer, heriblandt Tass, ifølge Reuters.

    Fængslet ligger ved byen Vladikavkaz, hvor specialstyrker angiveligt er ved at gøre klar til at storme bygningen.

    Der er meldinger om både 200 og 600 deltagende fanger i oprøret.

  7. Kongresbetjent tiltalt for at hjælpe stormløber med at slette spor på Facebook

    En af de politibetjente, der har til opgave at passe på USA's folkevalgte, er blevet tiltalt for at hjælpe en af de personer, der stormede Kongressen i Washington 6. januar.

    Ifølge CNN er den pågældende kongresbetjent tiltalt for at skrive en privat besked på Facebook til en af stormløberne, der havde postet selfier og videoer.

    - Jeg er en kongresbetjent, der er enig i dit politiske ståsted.

    - Fjern den del om at være inde i bygningen, de er i øjeblikket i gang med at efterforske, og alle der var i bygningen vil blive sigtet. Passer blot på dig, skrev betjenten.

    Den pågældende betjent, som har arbejdet i Kongressen i 25 år, er suspenderet.

  8. Kommuneskatterne stiger med omtrent 122 millioner kroner næste år

    Landets kommuner har nu vedtaget deres budgetter og skatter for 2022.

    Kommunernes indberetninger viser, at ti kommuner hæver skatten næste år, mens seks andre kommuner sænker den.

    En foreløbig opgørelse viser, at de kommunale skatter samlet set vil stige med omtrent 122 millioner kroner næste år.

    Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

    Regeringen vil søge opbakning til at nedsætte den statslige bundskat svarende til de højere kommunale skatter, så den samlede skat for borgerne ikke stiger.

  9. Kina sender astronauter afsted til seks måneders ophold på rumstation

    Raketten med Shenzhou-13-rumfartøjet og de tre taikonauter blev affyret fra Gobi-ørkenen. (Foto: Carlos Garcia Rawlins © Ritzau Scanpix)

    Kort efter midnat lokal tid er tre kinesiske astronauter blevet sendt ud i rummet fra Jiuquan-centret i Gobi-ørkenen i Indre Mongoliet.

    Det skriver CNN.

    Ombord på rumfartøjet Shenzhou-13 skal de tre astronauter nå frem til Kinas nye rumstration Tiangong omtrent seks timer efter opsendelsen.

    Den kinesiske astronauter Ye Guangfu (tv.), Wang Yaping og Zhai Zhigang skal arbejde på den kinesiske rumstation, der ventes at være helt færdig i december 2022. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

    Her skal de bo og arbejde i de næste 183 dage, omtrent seks måneder, hvilket er Kinas hidtil længste mission.

    Astronauterne fra Kina, der også kaldes taikonauter, skal både gennemføre rumvandringer og forskellige test af rumstationen.

    Det er den anden bemandede mission efter opførelsen af rumstationen, som Kina forventer fuldt bemandet og operationel i december 2022.

    I sidste måned afsluttede tre andre taikonauter et ophold på tre måneder.

  10. Boris Johnson om drabet på konservativ parlamentariker: 'Vi har mistet en elsket ven og kollega'

    Den britiske premierminister kommenterer nu drabet på Sir David Amess, der blev stukket ned under et vælgermøde i Leigh-on-Sea tidligere i dag.

    - Vi har mistet en elsket ven og kollega.

    - David var en mand med en tro på sit land og dets fremtid. Vi har mistet en fremragende tjener af offentligheden, lyder det fra Boris Johnson ifølge Reuters.

    Sir David Amess, der har siddet i det britiske parlament siden 1983 for Det Konservative Parti, blev dræbt under et vælgermøde i sin valgkreds Southend West.

    Vælgermødet fandt sted i Belfairs metodistkirke, hvor gerningsmanden gik til angreb.

    På trods af akut behandling på stedet stod Sir David Amess' liv ikke til at redde.

    En 25-årig mand er blevet anholdt af politiet i Essex for knivdrabet.

    Meldingen fra politiet tidligere i dag var, at der ikke var andre mistænkte.

  11. USA åbner for færdigvaccinerede turister 8. november

    Nu sættes der snart et punktum for mere end halvandet år med strenge amerikanske indrejserestriktioner på grund af coronapandemien.

    Den 8. november bliver det nemlig igen muligt for udenlandske rejsende at besøge USA, såfremt de er færdigvaccinerede mod coronavirus.

    Det oplyser Det Hvide Hus fredag.

    USA har tidligere meddelt, at landet i løbet af november vil åbne op for indrejse igen, men nu er der altså sat en dato for genåbningen.

  12. Danmark er igen kåret som verdens bedste retsstat

    Hvis man af forskellige årsager kommer i berøring med retsvæsenet, så er Danmark bestemt ikke det værste sted at komme det.

    Det er faktisk det bedste.

    Sådan lyder konklusionen i årets rapport fra World Justice Program, der altså placerer Danmark som nummer ét blandt 139 lande, når det gælder retssikkerhedsgarantier.

    Det skriver Danmarks Domstole i en pressemeddelelse.

    Danmark indtager førstepladsen for sjette år i streg.

    I år efterfølges førstepladsen af Norge, Finland, Sverige og Tyskland, mens Venezuela, Cambodja, og Den Demokratiske Republik Congo scorer lavest.

  13. Norsk efterretningstjeneste har kendt til gerningsmand bag dødeligt bueangreb siden 2015

    Fem blev dræbt og tre såret, da en 37-årig mand med dansk statsborgerskab onsdag aften angreb folk med bue og pil og andre ukendte våben i den norske by Kongsberg.

    Det norske politis efterretningstjeneste (PST) blev dog advaret om den nu drabssigtede mand allerede tilbage i 2015, skriver NRK.

    I 2017 gennemførte det lokale politi en såkaldt "bekymringssamtale" med manden, få dage efter at han havde lagt en bekymrende video på nettet.

    Året efter advarede PST det norske sundhedsvæsen, da efterretningstjenesten vurderede, at manden ikke var drevet af religion eller ideologi, men at han i stedet var alvorligt psykisk syg, skriver NRK.

    Tidligere i dag meddelte det norske politi på et pressemøde, at den hidtidige efterforskning også primært peger i retning af psykisk sygdom som motiv.

  14. Rigsrevisionen skal regne på prisen for bankpakkerne under finanskrisen

    Tabte staten penge eller tjente den på at lade Nationalbanken udstede en 30-årig statsobligation for 90 milliarder kroner i 2008.

    Det er et af de regnestykker, som Rigsrevisionen nu skal se nærmere på.

    Det meddeler Statsrevisorerne ifølge ritzau.

    Formålet dengang var at få pensionskasserne til at sælge udenlandske værdipapirer til fordel for den danske statsobligation, hvorved valuta blev frigivet til bankerne, der ikke kunne betale afdrag på udenlandske lån.

    Men spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderne reddede bankerne - eller om bankerne har betalt prisen - deler stadig vandene på tværs af folketingssalen.

  15. Britisk parlamentsmedlem dræbt af knivstik under møde i valgkreds

    David Amess blev stukket ned under et vælgermøde i Belfairs metodistkirke i Leigh-on-Sea. En 25-årig mand er anholdt for drab. (Foto: Andrew Couldridge © Ritzau Scanpix)

    Det britiske parlamentsmedlem David Amess er død efter at være blevet stukket ned under et møde i sin valgkreds.

    Den konservative politiker modtog akut behandling på stedet, men hans liv stod desværre ikke til at redde, oplyser politiet til flere britiske medier.

    Ifølge Sky News blev 69-årige David Amess stukket flere gange i en kirke i byen Leigh-on-Sea i Essex omkring 60 kilometer øst for London.

    Politiet i Essex oplyser, at de har anholdt en 25-årig mand for drab - der bliver ikke ledt efter flere mistænkte.

    David Amess har siddet i det britiske parlament siden 1983.

    David Amess blev opstillet i valgkredsen Southend West i Essex i 1997. (Foto: RICHARD TOWNSHEND © Ritzau Scanpix)
  16. Kvinde død efter eksplosion i Göteborg for nylig

    En kvinde, som blev behandlet på hospitalet efter eksplosionen i Annedal i Göteborg 28. september, er død.

    Det oplyser svensk politi ifølge flere medier, heriblandt SVT.

    Dermed er der tale om en efterforskning, som også omfatter drab.

    Den mistænkte 55-årige gerningsmand blev for halvanden uge siden fundet død i vandet nær en bro i det centrale Göteborg.

    Ifølge politiet er der ikke noget, der taler for, at den mistænktes død er forvoldt af en anden person.

    16 personer blev kørt på sygehuset efter eksplosionen i boligområdet Annedal tidligt om morgenen 28. september. De fleste blev behandlet for lettere røgforgiftning.

  17. Norsk politi ændrer kurs: Sygdom kan være motiv for angreb

    På et pressemøde i Kongsberg har det norske politi her til eftermiddag fortalt yderligere om gerningsmanden bag angrebet, der endte med at koste fem personer livet.

    De kom blandt andet ind på, hvad der kunne være motivet bag angrebet fra den 37-årige gerningsmand med dansk statsborgerskab. Tidligere har politiet peget på terror som en mulighed, men det har ændret sig.

    - Vi arbejder ud fra flere hypoteser. Blandet andet sindet, hævn, impuls, jihad, sygdom og provokation. Den hypotese, som er styrket mest de første dage, er, at baggrunden er sygdom, siger politiinspektør Per Thomas Omholt

    Gerningsmanden erkender de faktiske forhold, men han mener samtidig ikke, at han har begået noget strafbart, fortæller politiet på pressemødet.

    I dag blev han varetægtsfængslet i fire uger.

  18. Britisk parlamentsmedlem stukket ned under møde i valgkreds

    Det britiske parlamentsmedlem David Amess er blevet stukket ned under et møde i sin valgkreds.

    Det oplyser David Amess' kontor ifølge Reuters.

    Ifølge Sky News er David Amess blevet stukket flere gange. Hans tilstand er indtil videre ukendt.

    Angrebet fandt ifølge mediet sted i en kirke i byen Leigh-on-Sea i Essex øst for London.

    Politiet i Essex skriver på Twitter, at de er blevet kaldt ud til et knivstikkeri i Leigh-on-Sea, hvor de har anholdt én person, og ikke leder efter flere mistænkte.

    David Amess er medlem af Det Konservative Parti.

  19. Politiet går ind i sag om kostskole efter klager fra tidligere elever

    Syd- og Sønderjyllands Politi indleder nu en nærmere undersøgelse af sagen om mulige strafbare forhold på den tidligere Gravenshoved Kostskole, det oplyses i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune.

    Gravenshoved Kostskole lå i Sønderjylland og eksisterede i 1964-1991 som et kostskoletilbyd drevet af Nordjyllands Amt og Aalborg Kommune.

    I pressemeddelelsen oplyses, at der er en beskrivelse af flere forhold, som kan være strafbare, og derfor har kommunen lavet en anmeldelse til politiet.

    Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer alle, der har viden i sagen til at kontakte dem.

  20. 700 er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn

    700 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går.

    Tre personer er døde.

    Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i sin seneste opgørelse.

    Antallet af indlæggelser stiger med 15 personer, så der nu er i alt 105 indlagte.

    14 personer er indlagt på intensiv, heraf er ti i respirator.

    Dagens smittetal er baseret på 60.338 PCR-test, hvilket giver en positivprocent på 1,16.

    Der er samtidig foretaget 20.575 hurtigtest de sidste 24 timer. Positive prøvesvar herfra indgår dog ikke i smittetallene, fordi der er usikkerhed om svarene.

    Gårsdagens smittetal var 767.

  21. Kinas centralbank maner til ro trods ejendomsgigant i knæ

    Risikoen for, at ejendomsgiganten Evergrandes finansielle krise vil smitte meget af på resten af den kinesiske økonomi, er meget lille. Det er meldingen fra den kinesiske centralbank.

    Zou Lan, der er chef for finansielle markeder hos den kinesiske centralbank, mener, at situationen med Evergrande er under kontrol, skriver Reuters.

    Evergrande er Kinas næststørste ejendomsselskab. Det kæmper med en samlet gæld til en værdi på over 1900 milliarder kroner. Frygten har været, at et kollaps af Evergrande ville tage mange andre virksomheder med i faldet.

    - I de seneste år har virksomheden været ledet dårligt og har ikke været i stand til at operere forsigtigt i overensstemmelse med ændringer i markedssituationen, siger Zou Lan ifølge Reuters.

  22. Fødevarestyrelsen vil teste kød og mælk fra giftige marker

    Hvis det giftige stof PFOS bliver fundet på marker og andre arealer, hvor der bliver produceret fødevarer, vil Fødevarestyrelsen nu til at teste, om det i sidste ende er i kød, fisk, mælk, foder og afgrøder.

    Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, skriver Ritzau.

    De seneste måneder har der været en del snak om, at giftstoffet PFOS er endt i maven hos forbrugere, som har spist kød fra forurenet jord.

    Tidligere i år viste en kortlægning fra Miljøstyrelsen og fra Forsvaret, at knap 200 grunde har været anvendt til brandslukningsøvelser. Og det er under de øvelser, at det giftige stof PFOS som blev brugt i brandskum, kan være endt i åer og marker.

  23. Tre tyske partier vil nu forhandle målrettet om en Trafiklys-regering

    Partiledelserne i tre tyske partier vil gerne indlede målrettede forhandlinger om at danne en såkaldt Trafiklys-regering, der har fået navn efter partiernes farver: De røde socialdemokrater i SPD, de gule liberale i FDP og De Grønne.

    Det fortæller partiernes toppolitikere på et fælles pressemøde, hvor de anbefaler at indlede formelle koalitionsforhandlinger.

    - Vi er overbeviste om, at vi kan indgå en ambitiøs og bæredygtig koalitionsaftale, lyder det i et fælles forhandlingsdokument, som partierne er nået til enighed om.

    I weekenden skal beslutningen godkendes på en lille partikongres hos De Grønne og i et særligt udvalg i FDP, før koalitionsforhandlingerne officielt kan indledes i næste uge.

    Det er socialdemokraten Olaf Scholz, der bliver kansler, hvis forhandlingerne bærer frugt.

  24. Norden vil have værtskabet for kvinde-EM i 2025

    I fire år har de nordiske fodboldforbund samarbejdet tæt om at lave et stærkt, fælles bud på et stort mesterskab. Nu har Danmark, Finland, Norge og Sverige beslutte at byde på EM-værtskabet i 2025 med støtte fra Færøerne og Island.

    Det fortæller DBU-formand, Jesper Møller, i en pressemeddelelse, efter at han fredag deltog i et møde med formændene for de nordiske fodboldforbund.

    - Alle de nordiske fodboldforbund har de seneste par år undersøgt mulighederne for stadions, værtsbyer, base camps og andre faciliteter for at danne sig det fulde billede af, hvordan man udvikler det bedst mulige værtskab for EM 2025.

    UEFA’s eksekutivkomite annoncerer i december 2022, hvem der får værtskabet til EM 2025.

    De nordiske fodboldforbund afventer desuden yderligere information om en potentiel budproces på værtskabet for VM for kvinder i 2027.

  25. Alle danskere bliver tilbudt et tredje vaccinestik

    Alle danskere får nu tilbudt et tredje vaccinestik mod corona - et såkaldt boosterstik. Sådan lyder meldingen fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    - Vi har en plan for udrulningen af det tredje vaccinestik, og den er, at danskerne bliver inviteret seks måneder og 14 dage efter, at de har fået andet stik.

    På plejehjem og blandt særligt sårbare borgere, er man allerede i fuld gang med at give endnu et skud vaccine. Her begyndte man at give tredje stik i starten af september.

    Men nu kan resten af os altså også se frem til at skulle lægge overarm til et tredje stik. Meldingen er, at man i de kommende måneder vil vaccinere omkring halvanden millioner borgere med et tredje stik.

  26. Gerningsmanden i Kongsberg er varetægtsfængslet

    Som ventet er den 37-årige gerningsmand fra den norske by Kongsberg blevet varetægtsfængslet i fire uger. Det var også anklagerens ønske.

    Allerede på forhånd har gerningsmanden kendt sig skyldig i de fem drab på henholdsvis fire kvinder og en mand.

    Han skal sidde i fuld isolation de to første uger af varetægtsfængslingen. Derudover er der både besøgs- og medieforbud.

  27. Mindst 16 dræbt ved nyt moské-angreb i Afghanistan

    Igen i dag endte beslutningen om at tage til fredagsbøn fatalt for en række afghanere.

    Mindst 16 personer meldes nemlig dræbt ved en eksplosion i en shiitisk moské i den afghanske by Kandahar, mens 32 er såret, skriver BBC.

    Mediet beretter, at årsagen til eksplosionen endnu er ukendt, men der formodes at være tale om et selvmordsangreb.

    Det var tilfældet ved det angreb, der sidste fredag ramte byen Kunduz, hvor mindst 50 personer blev slået ihjel. Også her var der tale om en moské, der benyttes af landets shiamuslimske mindretal. Dengang tog den sunnimuslimske terrororganisation Islamisk Stat skylden for angrebet.

    I skrivende stund har ingen taget ansvaret for dagens angreb.

  28. Norsk politi overvejer at melde sig selv til specialeenhed efter Kongsberg-drab

    Situationen med de fem drab i den norske by Kongsberg har skabt lidt fokus på politiets indsats. Det er nemlig bekræftet, at de allerede var tilkaldt før, at drabene var blevet begået af den 37-årige gerningsmand.

    Derfor overvejer de også at melde sig selv til en specialeenhed. Det siger politichefen Ole Bredrup Sæverud til dagbladet VG.

    - Der kan være grund til at efterforske politiets ageren, da de fem drab øjensynligt skete, da politiet var blevet tilkaldt, forklarer han.

    Første gang det norske politi var i nærheden af gerningsmanden, lykkedes det ham at flygte. Det var først en halv time senere, at politiet igen fik kontakt til ham.

  29. Australsk premierminister går imod stat om coronaregler

    Kort var glæden nok for de internationale rejsende, som havde håbet på at kunne besøge Australien igen.

    Efter at delstatsleder for New South Wale Dominic Perrottet i dag meldte ud, at man ville ophæve 14-dages karantænekrav for alle indrejsende, valgte landets permierminister Scott Morrison kort efter at gå imod delstatslederen.

    Det betyder, at lempelsen af rejsereglerne kun gælder for australske statsborgere. Det skriver BBC.

    - Vi åbner endnu ikke op for alle, der vil tilbage til Australien, siger Scott Morrison.

    Det var nyhedsbureauet AP, der ellers tidligere i dag kunne fortælle de gode nyheder om, at internationale rejsende kunne booke turen til Sydney. Men det er efterfølgende blevet rettet til at premierministeren.

  30. Minkbranchens støvede maskiner venter på statens opkøb

    Maskinerne hos virksomhederne Jasopels i Bording og Minkpapir ved Holstebro står ubrugte hen i tomme lagerhaller.

    Men de bliver stadigvæk passet, mens de venter på at staten opkøber dem. Det har dog fået lange udsigter, fordi forbuddet mod minkavl i Danmark er forlænget til januar 2023. Derfor er statens opkøb også udsat.

    Så nu er de virksomheder, der leverer udstyr og maskiner til minkbranchen, gået helt i stå - her et lille år efter nedlukningen af al minkavl.

    Og hos Jasopels kan direktør, Casper Spanner, heller ikke eksportere maskinerne.

    - For de udenlandske avlere venter bare på, at de danske avlere og staten snart skal sælge ud af deres udstyr – til lav pris. Så løbet er kørt.

  31. Alle partier vil udvide Minkkommission: Politiets ulovlige actioncard skal undersøges

    Alle partier vil nu have undersøgt, hvordan det kunne ske, at politiet ringede rundt til landets minkavlere med beskeden om, at deres raske mink skulle aflives, selvom der ikke var lovhjemmel til det.

    - Det bedrøvelige er jo, at man ikke kan finde ud af, hvem der besluttede at sætte politiet ind. Derfor anbefaler advokaterne, at det undersøges yderligere, siger gruppeformand for Venstre Karsten Lauritzen.

    - Der er enighed blandt alle partier om at udvide kommissoriet i Minkkommission, der nu skal se på actioncard for at få vendt hver en sten, siger han.

    Sidste år lød det fra Mette Frederiksen på et pressemøde den 4. november, at alle mink skulle aflives, fordi de udgjorde en risiko for folkesundheden.

    Efterfølgende blev politiet sat til at ringe rundt til minkavlerne med et såkaldt actioncard, de skulle tale ud fra. Her lød det, at hvis minkavleren nægtede at aflive sine dyr, så ville myndighederne komme og gøre det.

    Men den besked var ikke lovlig, for der var ikke hjemmel til at aflive raske mink.

    Kommissionen er allerede nu i gang med at undersøge, hvad der skete i dagene omkring, at regeringen traf den vidtgående beslutning om at aflive alle mink. Den skal være færdig med sit arbejde til foråret.

  32. Norsk politi: Intet tyder på, at angrebet var planlagt

    Der er intet, der tyder på, at det var planlagt, da den 37-årige dansker angreb flere mennesker i Kongsberg onsdag aften, hvor fem mennesker mistede livet.

    Det siger politiadvokat Ann Iren Svane Mathiassen til norsk TV2 ifølge Ritzau.

    - Der er ingen grund til at tro, at dette er planlagt. Der er heller ingenting, som tyder på, at det var en situation i butikken, som udløste det, siger hun.

    Norsk politi holder pressekonference klokken 14.30, hvor de vil orientere om status i sagen vedrørende Kongsberg-drabene, skriver det norske medie VG.

  33. Danmark sender corona-hjælp til Rumænien

    Rumænien kæmper med store udfordringer med corona-smitte i landet, og derfor rækker Danmark nu ud til landet med hjælp. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    Danmark donerer medicinsk udstyr til landet til behandling af patienter med coronavirus. Man sender 15 mobile respiratorer og 8 iltkoncentratorer.

    Det er en hjælp, som de rumænske myndigheder har bekræftet, at de gerne vil tage imod.

    Danmark købte i juni over en million Pfizer-vacciner af Rumænien, hvilket gjorde, at det danske vaccineprogram kunne fremrykkes.

  34. Rekordhøje benzinpriser rammer Danmark

    Skal bilen tankes inden efterårsferien, skal man have den store pung frem. For med en literpris på over 14 kroner slår benzinpriserne rekord.

    Hos Q8 står prisen fredag morgen i 14,19 kroner for en liter 95-benzin, mens prisen hos OK er 14,09 kroner. Det fremgår af tankstationernes hjemmesider, skriver Ritzau.

    Det er de højeste priser nogensinde ifølge en opgørelse fra Drivkraft Danmark, der er brancheorganisation for de danske tankstationer.

    - Det er ret voldsomt, hvad vi ser i øjeblikket. For en gennemsnitlig bilist er det en ekstraregning på omkring 3000 kroner om året, siger cheføkonom hos Sydbank Søren V. Kristensen til Ritzau.

    Benzinpriserne afgøres blandt andet af stigende oliepriser.

    Rettelse: De nuværende benzinpriser er rekordhøje målt i kroner og ører. Men korrigerer man for inflation, så var priserne relativt set højere i august og september 2012.

  35. Tour de France-tilskuer får fire måneders fængsel for at forårsage styrt

    Den kvindelige Tour de France-tilskuer, der forårsagede et stort styrt med et papskilt under sommerens udgave af verdens største cykelløb, har fået sin straf.

    Den unavngivne kvinde er blevet idømt fire måneders betinget fængsel, skriver den engelske avis, The Independent.

    Styrtet skete, da tilskueren lænede sig indover vejen og holdt et skilt ud mod en forbikørende kameramotorcykel for at få dens opmærksomhed. Det hurtige cykelfelt bragede dernæst lige ind i skiltet, og flere ryttere måtte udgå som følge af styrtet.

  36. Kenyansk seriemorder slået ihjel af lokale

    Den kenyanske mand, der onsdag undslap fra fængslet, og som har tilstået at have dræbt 14 drenge, er blevet slået i hjel.

    Det oplyser politiet i Kenya ifølge BBC.

    Manden blev fundet og dræbt af en gruppe lokale i en landsby i det vestlige Kenya. Det sker efter, at de kenyanske myndigheder igangsatte en massiv menneskejagt for at finde manden.

    Han tilstod i juli at have bedøvet og dræbt unge drenge. I nogle tilfælde skulle han have drukket ofrenes blod.

  37. Video: Se halloween-glade elefanter smadre græskar

    Elefanterne i Oregon Zoo i Portland i USA elsker bare, når det bliver halloween-sæson. De nyder nemlig deres faste tradition, hvor de får græskar, som de kan smadre og spise.

    I år foregik det uden gæster, der kunne se på, på grund af corona-restriktionerne, men elefanterne så ud til at have det sjovt alligevel.

    Selvom der var tale om flere kæmpegræskar med en vægt på over 50 kilo, så var de ikke for store for elefanterne til at smadre. Se det lige her:

  38. Ingen Landin eller Hansen i håndboldherrernes landsholdstrup

    Hverken Mikkel Hansen eller Niklas Landin er med i den trup, som håndboldlandsholdets landstræner, Nikolaj Jacobsen, har udtaget til det kommende Golden League-stævne i Norge.

    Til gengæld er Rasmus Lauge tilbage på landsholdet efter en længere skade.

    Til Golden League-stævnet, der spilles mellem d. 4. og 7- november, møder Dannmark det norske, franske og hollandske landshold.

    Du kan se hele landsholdets trup til stævnet lige her.

  39. 40.000 laks stikker af fra norske fiskere

    Situationen kaldes den værste flugtsituation nogensinde i fiskebranchen. Omkring 39.000 laks stak i august af fra fiskeopdrætsanlægget i Trøndelag, og det har startet en intens jagt. Det skriver NRK.

    De mange laks har nemlig spredt sig, og derfor har man valgt at udvide området for at få genfanget så mange af de undslupne laks som muligt.

    Indtil videre har man genfanget 13.251 laks med en samlet vægt på omkring 60.000 kilo. Det er fire gange så mange, som man normalt kommer op på i området på et år.

    De opdrættede laks har pådraget sig mange skader på grund af lakselus.

  40. Verdens største vindmølle skal stå i Thy

    Verdens højeste og kraftigste vindmølle er på vej til det nationale testcenter i Østerild i Thy.

    Vestas står bag prototypen, som kommer til at rage 280 meter op og have en energiproduktion på 80 gigawatt-timer om året.

    Den forventes opsat i 2022.

    Peter Hjuler Jensen fra DTU Vindenergi bekræfter over for DR Midt & Vest, at der er tale om en verdensrekord.

    - Den er den største, jeg har kendskab til, konstaterer han og tilføjer, at vindmøllekapløbet jo går så stærkt, at Vestas kan nå at blive overhalet indenom.

    - Men jeg er stolt over, at Danmark stadig er i front på de største vindmøller, siger Peter Hjuler Jensen.

    Vestas skriver i en meddelelse, at selskabet bruger prototypen i Østerild til at indsamle data for i sidste ende at have vindmøllen klar til serieproduktion i 2024.

  41. Australsk stat ophæver karantænekrav for tilrejsende efter 106 dages nedlukning

    Så er der gode nyheder for rejsende til Australien.

    Delstaten New South Wales, hvor Sidney ligger, dropper nu karantænekrav for internationale rejsende. Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Så er man færdigvaccineret og testet negativ for covid-19, inden man flyver til Sydney, slipper man altså for 14 dage i karantæne. Det meldte delstatsleder Dominic Perrottet ud tidligere i dag.

    De nye regler kommer til at gælde fra den 1. november.

    Udmeldingen kommer fire dage efter at delstaten droppede restriktionerne efter 106 dages nedlukning.

    - Vi kan ikke leve i et lukket kongerige. Vi er nødt til at åbne op. Det er en stor beslutning, men det er rigtigt at få New South Wales forbundet med omverden igen, siger delstatslederen.

  42. Covid-19 som arbejdsskade har rundet 10.000 anmeldelser

    De seneste tal for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring viser, at mere end 10.000 har anmeldt coronavirus som en arbejdsskade. Helt præcist 10.150. Det skriver Ritzau.

    Mere end halvdelen af anmeldelserne kommer fra ansatte i sundhedssektoren. Her er der primært tale om medarbejdere på hospitaler og plejehjem.

    Der er også mange anmeldelser fra ansatte på skoler, slagterier og i politiet.

    72 procent af anmeldelserne er fra kvinder.

  43. 37-årig gerningsmand overdraget til sundhedsvæsenet

    Den tiltalte gerningsmand for angrebet i Kongsberg onsdag er nu i hænderne på det norske sundhedsvæsen.

    Det siger politiets advokat Anne Irén Svane Mathiassen til det norske medie VG fredag morgen.

    Ifølge Anne Irén Svane Mathiassen skyldes det en vurdering af hans sundhedssituation. Torsdag kom det frem, at man vil overveje, om gerningsmanden var ved sine fulde fem, da han udførte drabene.

    Den 37-årige vil blive varetægtsfængslet uden deltagelse klokken 9 fredag morgen.

  44. Indien åbner for turister for første gang i 19 måneder

    Taj Mahal er et af de mest populære turistmål i Indien. (Foto: PAWAN SHARMA © Ritzau Scanpix)

    Fra i dag vil det være muligt at komme ind i Indien igen. Det er første gang, at udenlandske turister kan komme til landet siden marts 2020, hvor premierminister Narendra Modi lukkede landet ned.

    Siden dengang er der ikke blevet delt visum ud til turister, men fra i dag er det nu muligt for charterturister. Det skriver BBC. Den 15. november vil det også gælde for alle andre turister.

    Beslutningen om at åbne for turister kommer efter en periode, hvor smittetallet i landet har været faldende, og mere end 70 procent af befolkningen har fået mindst et enkelt vaccinestik.

    Der er dog stadig en frygt for, at de store turistattraktioner såsom Taj Mahaj kan blive en superspreder, hvis der kommer for mange turister, og derfor opfordrer man til at bruge sin fornuft.

  45. 22-årig dansker får NHL-debut

    Indtil i nat havde blot 14 danskere betrådt isen i verdens største ishockeyliga, NHL.

    Men natten til fredag kunne endnu en dansker skøjte ud på isen til sin første NHL-kamp.

    22-årige Jonas Røndbjerg kom nemlig natten til fredag på banen for Las Vegas Knights i udekampen mod Los Angelas Kings, og dermed blev han den 15. dansker i verdens største ishockeyliga.

    Danskeren fik 8 minutter og 36 sekunder på isen, men blev ikke noteret for hverken mål eller assist.

    Resultatmæssigt blev det dog ikke til nogen stor debut, da Las Vegas og Jonas Røndbjerg tabte opgøret med 2-6.

  46. Libanons premierminister: Fredag er sorgens dag

    Seks personer blev dræbt, mens 32 blev såret efter et skyderi torsdag i Libanons hovedstad Beirut. Som følge af dette er fredag sorgens dag, siger landets premierminister, Najib Mikati. Det skriver BBC.

    Det dødelige angreb skete i forbindelse med en demonstration med flere hundrede deltagere, som var arrangeret af de militante shiamuslimske bevægelser Hizbollah og Amal.

    De vil have afsat den dommer, Tarek Bitar, der er sat til at undersøge omstændighederne omkring den enorme eksplosion, der rystede Beirut i august sidste år, hvor mere end 200 mennesker mistede livet.

    Kampene menes at have været mellem Shiamuslimske og kristne militser.

  47. Det varme tøj skal på til Skolernes Motionsdag

    Det bliver nok med vådt hår og røde kinder, når omkring 650.000 elever over hele landet i dag skal ud af klasselokalet og have frisk luft og motion på den årlige motionsdag.

    Dagen begynder skyet med regn, inden en opklaring breder sig, som dagen skrider frem. Til tider kan det også blive blæsende, siger den vagthavende meteorolog Mette Zhang ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fredag morgen. Det skriver Ritzau.

    - Man skal nok tage godt med tøj på, når man skal ud og løbe, for det bliver ret blæsende, siger meteorologen.

    Og bøgerne kan blive i tasken et stykke tid endnu, for skolernes motionsdag ligger altid fredag op til efterårsferien, som for de fleste elever begynder i dag.

  48. Fredag starter grå og våd, men slutter flot

    Man skal bevare optimismen, når man kigger på vejret fredag, for selvom vi igen starter med grå skyer og regn de i de sydlige og centrale dele af landet, så venter der en flot eftermiddag.

    Det er en opklaring, der kommer fra vest i løbet af formiddagen, som breder sig til resten af landet og giver os tørvejr og nogen eller en del sol.

    Temperaturen ligger mellem 10 og 13 grader, men det føles køligere, da vi har en let til hård vind fra sydvest- og nordvestlig retning. Ved kysterne er der endnu større styrke på vinden, hvor man kan opleve op til kuling-styrke.

  49. Omvalg kan komme på tale i Berlin efter uregelmæssigheder

    Det kan blive nødvendigt med omvalg i to valgkredse i Berlin efter lokalvalget i september.

    Ifølge lederen af valgmyndigheden i den tyske hovedstad, Petra Michaelis, kan uregelmæssigheder nemlig have haft indflydelse på valgresultatet, skriver Ritzau.

    Petra Michaelis har derfor indgivet en klage til Berlins forfatningsdomstol. Uregelmæssighederne er blevet registreret ved 207 af byens 2257 valgsteder.

    - Det er et tal, der burde chokere og gøre os sure, siger Petra Michaelis, der tilføjer, at valget for det meste var forløbet uden problemer ellers.

    Klagen kan føre til omvalg i to af kredsene, hvor resultatet var meget tæt.

  50. Weekenderne vil byde på mest trafik i efterårsferien

    Vil man gerne undgå så meget trafik som muligt i efterårsferien, så kan man med fordel forsøge at rejse udenfor weekenderne.

    Sådan lyder det fra Vejdirektoratet og DSB op til efterårsferien, der begynder i dag og varer til søndag 24. oktober.

    Vejdirektoratet forventer, at der i dag kan opstå tæt trafik omkring indfaldsvejene til de større byer og på den vestlige del af Fynske Motorvej, skriver Ritzau.

    I morgen lørdag bliver den største rejsedag i efterårsferien, forudser Vejdirektoratet.

    - Her er det særligt E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart, E45 omkring Kolding samt ruterne mod de større sommerhusområder, som kan opleve tæt trafik, lyder det til Ritzau.

  51. Bill Clinton er blevet indlagt på hospitalet

    Bill Clinton, der er tidligere præsident i USA, er blevet indlagt på et hospital i Californien med en infektion. Det oplyser Clintons talsmand, Angel Ureña, på Twitter.

    - Tirsdag aften blev tidligere præsident Bill Clinton indlagt på UCI Medical Center for at modtage behandling for en ikke-covid-relateret infektion.

    Det er uvist, hvilken infektion der er tale om. Det bliver dog oplyst, at han er i bedring og ved godt mod.

    Bill Clinton har af flere omgange oplevet problemer med sit hjerte, men der skulle ikke være en sammenhæng med dette og den aktuelle indlæggelse.

    Han var præsident i USA i perioden fra 1993 til 2001.

Mere fra dr.dk