Seneste nyt

Forskere advarer mod at lade sig forhåndsteste før juleferien

  • Forskere advarer mod at lade sig forhåndsteste før juleferien

    Flere forskere og læger, der til daglig beskæftiger sig med coronavirus, advarer mod at lade sig forhåndsteste forud for juleferien.

    - De her "tryghedstest" giver en falsk tryghed, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk biologi og epidemiforsker ved Roskilde Universitet.

    - Risikoen for, at du er smittet, når du når frem til bedsteforældrene, er næsten lige så stor, hvis du har været testet, som hvis du ikke har været testet, konstaterer han.

    Ifølge Viggo Andreasen er den mest optimale strategi til at beskytte familiens ældre at gå i isolation så meget som muligt fire–fem dage, før man skal mødes med dem.

    Seneste Nyt

  • Pokalfinalen er begyndt

    Klokken 15 blev bolden trillet for første gang i årets fodboldpokalfinale for herrer.

    Sønderjyske møder Randers i pokalturneringens sidste kamp, der spilles i Aarhus.

    Du kan se kampen direkte på DR1 eller ved at følge linket her.

    Herunder kan du se de to holds startopstillinger.

  • Knap en halv million er blevet lyntestet det seneste døgn - og der er travlt op til Kristi himmelfart

    Der er det seneste døgn foretaget 473.057 lyntest - udover de 213.899 gennemførte PCR-test.

    Det viser tallene fra Statens Serum Institut. Det er en stigning på cirka 30.000 lyntest i forhold til dagen før.

    Her op til Kristi himmelfartsferien er der da også ekstra travlt på landets lyntestcentre.

    Hos Carelink, der driver centrene i Region Syddanmark, har der været travlt fra morgenstunden.

    En lyntest bliver foretaget med en podning i hvert næsebor. En PCR-test foretages i svælget. Her ses en lyntest blive udført- (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    - De første par timer har vi oplevet omkring ti procent mere trafik end på de travleste dage. Så der er tryk på derude, siger direktør Brian Rosenberg til Ritzau.

    Også hos Falck, som har opgaven i Region Nordjylland, Midtjylland og Sjælland, var der travlt op til Kristi himmelfartsdag med rekordhøje knap 150.000 lyntest i går.

    Hvis man testet positiv via en lyntest, opfordres man til at få få lavet en PCR-test - og først hvis denne også er positiv, tæller den positive test med i dagens smittetal.

  • Siden i går er 27.138 danskere blevet færdigvaccineret mod covid-19

    Siden i går har 53.281 danskere fået et stik med coronavaccine, heraf har 26.143 fået det første stik, mens antallet af færdigvaccinerede siden i går er steget med 27.138 personer.

    I alt er 956.338 danskere færdigvaccinerede - det svarer til 16,4 procent af befolkningen.

    Derudover har 1.587.022 påbegyndt vaccinationen mod corona. Det svarer til 27,19 procent af befolkningen.

  • Dagens coronatal: Der er registreret 1.355 nye smittetilfælde herhjemme

    Der er det seneste døgn registreret 1.355 coronasmittede herhjemme. Det er 109 flere end i går.

    De nye smittede er fundet blandt 213.899 PCR-test, hvilket betyder, at den såkaldte positivprocent ligger på 0,63.

    Det viser de nyeste tal fra Statens Serum Institut (SS).

    Her fremgår det også, at der har været nye 0 dødsfald.

    Antallet af indlagte falder med fire - og der er i alt 154 indlagte på de danske hospitaler. 36 personer ligger på intensiv, mens 22 må få hjælp af en respirator.

  • Vanvidsbilist får konfiskeret bilen - kørte 161 km/t, hvor man må 80

    Nordjyllands Politi stoppede i går aftes en 30-årig mand, der kørte mindst 161 km/t på en strækning på omfartsvejen ved Gandrup, hvor man ellers maks. må køre 80 km/t.

    Det oplyser politiet på Twitter.

    Manden overhalede politiet, som fik ham stoppet. Hans bil er nu beslaglagt, og den 30-årige mand fra Aalborg er sigtet for vanvidskørsel.

  • Champions League-finale flyttes til Portugal

    Champions League-finalen i fodbold mellem Manchester City og Chelsea bliver flyttet fra Istanbul i Tyrkiet til Porto i Portugal på grund af coronarestriktioner.

    Det oplyser det europæiske fodboldforbund Uefa.

    Da Tyrkiet er på Storbritanniens røde rejseliste, ville ingen af de to klubbers fans have mulighed for at rejse fra England for at se kampen. Derfor skal finalen mellem de to engelske storhold nu i stedet spilles på Estadio do Dragão i Porto.

    - Fans har gennemgået mere end 12 måneder uden mulighed for at se deres hold live, og Champions League-finalen er klubfodboldens højdepunkt.

    - At frarøve disse tilhængere chancen for at se kampen på stedet var ikke en mulighed, og jeg er glad for, at vi har fundet dette kompromis, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin i en pressemeddelelse.

    På det portugisiske stadion vil 6000 tilhængere fra hvert hold få adgang til at tilskuerlægterne.

    Champions League-finalen mellem Manchester City og Chelsea spilles d. 29 maj.

  • Israel indsætter ekstra grænsepoliti for at dæmme op for uroligheder mellem jøder og arabere

    Israelske arabere samler sig ved en moské under sammenstød med jøder i byen Lod i det centrale Israel. Arabiske uromagere satte ild til biler, en restaurant og en synagoge i de værste lokale uroligheder i årevis i Israel. (Foto: HEIDI LEVINE)

    Israel har hasteindkaldt ekstra grænsepoliti, som skal dæmme op for de uroligheder, der er opstaet mellem jødiske israelere og arabiske israelere flere steder i Israel.

    Onsdag blev 374 anholdt flere steder i landet, skriver Jerusalem Post.

    Urolighederne og gadekampene fandt blandt andet sted i Akko, Haifa, Lod, Tiberias samt Tel Aviv-forstaden Bat Jam.

    Jøder bliver tilbageholdt af israelsk politi i Lod. Der var omfattende sammenstød mellem jøder og arabere i byen i går. (Foto: HEIDI LEVINE)
  • Dansk kajak-håb går kold: Misser næstsidste OL-chance

    Kajakroeren René Holten Poulsen missede her til morgen en gylden mulighed for at kvalificere sig til OL.

    Den 32-årige dansker, der vandt OL-sølv tilbage i 2008, blev nemlig nummer fem i torsdagens kvalifikationsfinale i 1000 meter enerkajak. Og da der kun var to OL-billetter på højkant ved stævnet i Ungarn, var femtepladsen altså ikke nok for danskeren.

    Det så ellers i perioder godt ud for den danske kajakroer. I kvalifikationsfinalen lå han nemlig på andenpladsen ved 500-metermærket. Men hen mod slutningen mistede han fart, og så overhalede konkurrenterne ham.

    Sidste skud i bøssen for René Holten Poulsens OL-chancer er næste uge i Rusland. Her er der en enkelt OL-billet i spil.

  • Dødstal stiger efter luftangreb i Gaza

    Siden urolighederne mellem Hamas og Israel begyndte i mandags har adskillige mennesker mistet livet.

    Fra de Hamasstyrede sundhedsmyndigheder i Gaza lyder meldingen nu, at 83 personer, herunder 17 mindreårige, har mistet livet i luftangreb fra det israelske militær. Det skriver The Times of Israel.

    Her ses en bygning ramt i Gaza. Ifølge Israel er det lykkedes militæret at dræbe flere Hamas-terrorister. Men der er også meldinger om civile dræbte og sårede. (Foto: MAHMUD HAMS © Scanpix)

    Samtidig skulle 487 være blevet såret.

    Fra israelsk side er antallet af dræbte i Hamas' mange raketangreb oppe på syv personer.

  • Cykelstjerne genoptager karrieren og sigter efter OL

    Tilbage i januar annoncerede den tidligere Giro d'Italia-vinder Tom Dumoulin, at han havde mistet lysten til cykelsporten. Derfor ville han tage en pause på ubestemt tid.

    Men den pause ser nu ud til at være slut. Hans hold, Jumbo-Visma, skriver nemlig på sin hjemmeside, at den hollandske cykelstjerne kommer til at deltage i etapeløbet Schweiz Rundt, som køres mellem 6. og 13. juni.

    - Jumbo-Visma-rytteren har taget beslutningen sammen med holdet, eftersom han på det seneste har fundet glæden ved cykling igen, skriver holdet på sin hjemmeside.

    Udover det scweiziske løb stiler Dumoulin også efter at komme med til OL i Tokyo.

    Løbet i Schweiz bliver hollænderens første siden sidste års Vuelta a España, hvor han udgik efter 7. etape.

  • Flyselskaber aflyser flyvninger til Tel Aviv - andre fly omdirigeres til feriebyen Eilat

    Luftfartsselskabet British Airways har aflyst sine flyvninger til og fra Tel Aviv i Israel.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det tilslutter sig en række af andre selskaber, der har indstillet sine flyvninger på grund af palæstinensernes raketangreb mod Israel og Israels luftangreb i Gaza.

    De fly, der er planlagt til at lande i Tel Aviv, omdirigeres fra i dag til feriebyen Eilat på den sydligste spids i Israel, oplyser de israelske myndigheder.

  • Tv-stationer betaler 41 milliarder kroner for tre års Premier League

    Pengene vil også i de kommende år vælte ind i fodboldklubberne i den engelske Premier League.

    En ny tv-aftale frem til 2025 er på plads mellem ligaen og de nuværende rettighedshavere - Sky, BT og Amazon.

    Den indbringer Premier League 4,8 milliarder pund, omkring 41 milliarder kroner, skriver The Guardian.

  • To bjergbestigere døde på Mount Everest

    En schweizisk og en amerikansk bjergbestiger er omkommet på Mount Everest. Det er denne klatresæsons første dødsfald på verdens højeste bjerg.

    Det oplyser ekspeditionsarrangørerne ifølge AP.

    Den schweiziske klatrer nåede toppen, men kom i vanskeligheder under sin nedstigning. Der blev sendt hjælp op til ham med mad og ilt, men forgæves.

    Mount Everest er ikke nem at bestige. Sidste år blev der på grund corona lukket for besøgende på bjerget, men fra Nepals side blev der tidligere i år åbnet for udlændinge igen. Fra Kinasiden får kun kinesere tilladelse til at bestige bjerget i år. Billedet her er fra januar sidste år. (Foto: MONIKA DEUPALA © Scanpix)

    Amerikaneren døde i den højestbeliggende lejr på South Col, hvor han blev ført hen, efter at han måtte opgive at komme videre fra Hillery Step, som er det sværeste sted på den sydgående rute, da han blev ramt af udmattelse og sneblindhed.

    Hvornår de to lig bliver ført ned af bjerget, vides endnu ikke.

  • Politiet uddeler flere bøder efter stort biltræf i Aarhus

    Politiet har uddelt flere bøder i forbindelse med et større biltræf i Aarhus i aftes og i nat.

    Over 200 personer fordelt på omkring 100 biler deltog.

    - De har en interesse for biler og for at køre anderledes, end færdselsloven altid giver mulighed for, og det kan vi ikke have, siger vagtchef, Flemming Lau, Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

  • Nu laver rådne mink strøm til danskerne: 'Det lugter af husholdningsaffald, som det plejer'

    Der har været spænding hos Maabjergværket i Holstebro - for vil de rådne, opgravede mink kunne brænde ligeså godt som alt andet affald? Og vil det stinke så meget, at borgerne i området ikke vil kunne holde det ud?

    Indtil videre går det, som det skal, fortæller værkets bestyrelsesformand Niels Ulrik Nielsen.

    Bestyrelsesformand Niels Ulrik Nielsen er tilfreds med, hvordan afbrændingen går indtil videre. Når affaldet er brændt, skal slaggeren undersøges yderligere, inden det fx bliver brugt til veje. I baggrunden ses mink blandet med alm. affald. (Foto: Frederik Orry Jensen DR)

    - Det går fint indtil videre. Det bliver blandet med husholdningsaffaldet. Vi vidste ikke på forhånd, hvilke problemer minkene ville give, men de indgår i driften nu her. De skal blive til varme til hr. og fru Jensen og strøm til nettet, siger Niels Ulrik Nielsen.

    Og med hensyn til eventuelle lugtgener er der intet udover det sædvanlige.

    - Nu har vi stået nede i forhallen tidligere - og der fornemmer man overhovedet ikke minkene, men det lugter af husholdningsaffald, som det plejer, lyder konklusionen.

    I dag skal der brændes 30 ton mink på værket.

    Se hele interviewet om afbrændingen af minkene her:

  • En grå dyne over hele landet på Kristi Himmelfartsdag

    Kristi himmelfartsdag starter med en grå dyne over hele landet, oplyser DMI.

    I løbet af dagen kommer der perioder med lidt regn, men også nogen sol mod øst.

    Især Bornholm kan forvente en del sol i løbet af eftermiddagen.

    Temperaturen vil ligge mellem 10 og 15 grader.

  • Borgmester i Hørsholm kræver genåbning: Smitten er under kontrol

    Borgmester i Hørsholm, landets eneste nedlukkede kommune, siger, at smitten nu er kommet under kontrol.

    Derfor har han skrevet direkte til erhvervsministeren og Styrelsen for Patientsikkerhed for at få Hørsholm Kommune genåbnet med det samme, skriver TV2 Lorry.

    Borgmester Morten Slotved siger, at smitten er under kontrol på det gymnasium, hvor smitten først bredte sig. Og at der ingen smitte er i erhvervslivet.

    Kommunen kan først lukke op, når der i syv dage har været færre end 250 smittede per 100.000 indbyggere.

    Onsdag lød tallet i kommunen på 223.

  • Civile i voldsomme sammenstød under uro i Israel: 'Der er ikke styr på situationen'

    Efter flere dage med raket- og flyangreb mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse ved Gazastriben, meldes der nu også om voldelige sammenstød mellem jødiske og arabiske israelere i Israel.

    - Det har fundet sted tidligere også, men ikke i det her omfang - når der er krig mellem Israel og Hamas sætter det følelserne i kog blandt israelske jøder og israelske arabere - i den her omgang er det særligt grimt. Vi ser parterne lynche og vandalisere hinanden i gaderne, siger Allan Sørensen, der er mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad og befinder sig i Jerusalem.

    - Der er skud i gaderne, og de israelske myndigheder har ikke styr på situationen. Der har for eksempel været udgangsforbud i en by tæt på lufthavnen, men det blev ikke overholdt, og sammenstødene fortsatte hele natten, fortæller Allan Sørensen.

    På videoen her ser man civile palæstinensere støde sammen med Israels politi/militær i Ramallah:

  • Opgravningen af mink i Nørre Felding er i gang

    De første mink er ved at blive brændt på forbrændingsanlæg i Holstebro. (© DR)

    De første spadestik til prøveopgravningen ved minkgraven i Nørre Felding ved Holstebro er blevet taget tidlig torsdag morgen.

    Minkene er blevet fragtet til et forbrændingsanlæg i Holstebro, hvor de nu bliver brændt.

    Tusinder af døde mink skal flyttes over Kristi Himmelfartsferien og køres til 13 forbrændingsanlæg fordelt over hele landet.

    Der skal også graves mink op i Kølvrå ved Karup.

    I alt ligger der 13 tusind tons døde mink i de to grave.

  • Indien registrerer igen over 4.100 coronadøde på et døgn

    Indien har i løbet af de seneste 24 timer registreret 362.727 nye smittetilfælde og yderligere 4.120 coronarelaterede dødsfald.

    Det viser tal fra sundhedsministeriet, skriver Ritzau.

    I alt har Indien registreret over 23,7 millioner smittetilfælde under pandemien.

    I går registrerede de indiske sundhedsmyndigheder 4.205 dødsfald knyttet til covid-19. Det var det højeste antal døde på et enkelt døgn under pandemien i landet.

  • Studie: Blanding af to forskellige coronavacciner tyder på flere bivirkninger

    Personer, som får to vaccinedoser fra forskellige producenter, ser ud til at få flere bivirkninger end dem, som får begge doser fra den samme producent.

    Det viser de foreløbige resultater fra et britisk studie offentliggjort i tidsskriftet The Lancet. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    Com–Voc–studiet blev iværksat i Storbritannien i februar og har set nærmere på bivirkninger blandt en gruppe personer, der først fik AstraZeneca–vaccinen og derefter vaccinen fra Pfizer og BioNTech, samt en gruppe med den omvendte kombination.

    Bivirkningerne omfatter kulderystelser, træthed, hovedpine og feber, skriver Ritzau.

  • Aarhusianske barer lokker: Køb en coronatest og en drink for 149 kroner

    En vatpind i snuden og en drink i hånden. I dén rækkefølge og med cirka 20 minutters mellemrum.

    Sådan lyder et nyt tilbud i det aarhusianske barmiljø ved Åen og i Skolegade.

    Ifølge Århus Stiftstidende er en række gå i byen-steder og restauranter gået sammen om at lave et testcenter i samarbejde med et privat firma, fordi de oplever for mange kunder, der bliver væk fra bordbestillinger eller dropper byturen på grund af for lange køer til de eksisterende teststeder.

    Ideen om et testcenter blev født tirsdag, og onsdag slog man dørene op i Bar Smils lokaler. En test koster 149 kroner.

  • Tesla suspenderer bitcoin af hensyn til miljøet

    Tesla vil ikke længere godtage kryptovalutaen bitcoin som betaling for selskabets elektriske biler.

    Det skyldes hensyn til miljøet, forklarer Teslas topchef, Elon Musk, i et tweet.

    - Vi er bekymrede for den hurtigt voksende brug af fossile brændstoffer til bitcoin-udvinding og transaktioner. Især kulkraft, som har de værste udslip af alle brændstoffer, skriver han.

    Han understreger, at kryptovalutaen på mange måder er en god idé.

    - Vi mener, at den har en lovende fremtid. Men det kan ikke ske på bekostning af miljøet, skriver han.

  • Sirener i den nordlige del af Israel advarer om raketangreb - imens fortsætter Israel sine luftangreb mod Gaza

    I det nordlige Israel er befolkningen i nat blevet advaret om risiko for raketangreb fra Gaza.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    De omkring 1500 raketter, der ifølge den israelske hær er affyret fra Gaza under de seneste dages konflikt, har primært været rettet mod den sydlige del af Israel, oplyser hæren.

    Affyringen af omkring 350 raketter er mislykkedes, mens hundredvis af andre er blevet skudt ned af Israels antiraketværn.

    Israel fortsætter samtidig luftangreb mod mål i Gaza. En talsmand for det israelske militær siger, at over 600 Hamas-mål er blevet ramt i Gaza.

    Flere ledere fra Hamas-bevægelsen, som står på EU's terrorliste, er blevet dræbt i de israelske angreb.

    I Gaza er mindst 67 personer blevet dræbt i løbet af de seneste dage, mens israelske myndigheder har meldt om syv dræbte i Israel.

  • Amerikansk rørledning kører igen, efter den var ramt af hackerangreb

    USA's største rørledning - den 9.000 kilometer lange Colonial Pipeline - kører igen, efter et stort hackerangreb i sidste uge havde lammet den.

    Det skriver NBC News.

    Hackerangrebet var det største angreb mod amerikansk energi-infrastruktur nogensinde.

    Ifølge Colonial Pipeline vil det dog tage flere dage, før rørledningen er oppe og køre som normalt.

    378 millioner liter olie bliver hver eneste dag transporteret op ad den amerikanske østkyst fra Houston i Texas og op til storbyen New York via Colonial Pipeline.

  • USA kræver stop for Kinas undertrykkelse af uighurer

    - I Xinjiang-provinsen bliver folk tortureret.

    Sådan lød det fra USA's FN-ambassadør, Linda Thomas-Greenfield, på et møde om det muslimske mindretal uighurerne, der bor i den kinesiske provins Xinjiang.

    Thomas-Greenfield vakte kinesisk vrede, da hun brugte ordet folkedrab om den måde, Kina behandler dette mindretal.

    - Vi vil blive ved med at støtte og råbe op om det, indtil Kinas regering stopper sine forbrydelser mod menneskeheden og folkedrabet på uighurerne og andre mindretal i Xinjiang, lyder det fra USA's FN-ambassadør.

    Menneskeretsgrupper vurderer, at op mod en million uighurer er spærret inde i såkaldte genopdragelseslejre i provinsen.

  • Arsenal besejrer Chelsea efter komisk mål

    En mislykket tilbagelægning blev til et komisk mål, da Arsenal onsdag aften slog Chelsea med 1-0 på udebane i Premier League.

    Emile Smith Rowe udnyttede den kiksede tilbagelægning til at score kampens enlige mål.

    Chelsea var voldsomt tæt på at udligne kort før tid. De blåklædte ramte således overliggeren to gange, men sejren gik til Arsenal.

    Sejren sender Arsenal op på ottendepladsen, hvorfra klubben nu har ét point op til ærkerivalen Tottenham på den syvendeplads, der giver en plads i den nye europæiske turnering Europa Conference League.

    Arsenal har samtidig to point op til Liverpool på sjettepladsen og tre point op til West Ham på femtepladsen.

    Chelsea missede muligheden for at tage afstand til netop West Ham, som stadig kan nå at få fingre i den Champions League-billet, Chelsea lige nu er i besiddelse af på fjerdepladsen.

    Chelsea var uden en skadet Andreas Christensen i onsdagens opgør.

    /ritzau/

  • Biden om kampene i Gaza: 'Mine forventning og mit håb er, at det snart slutter'

    USA's præsident Joe Biden har i dag talt i telefon med Israels premierminister Benjamin Netanyahu om konflikten i Gaza-striben.

    Og Biden er optimistisk:

    - Mine forventninger og mit håb er, at det her vil slutte så hurtigt som muligt, men Israel har ret til at forsvare sig, sagde Biden ifølge Reuters til reportere ved Det Hvide Hus.

    I løbet af i dag har Hamas endnu engang sendt utallige raketter afsted mod Israel, som omvendt har bombet adskillige områder i Gaza.

    Flere ledere fra Hamas-bevægelsen, som står på EU's terrorliste, er blevet dræbt i forbindelse med dagens israelske luftangreb mod Gazastriben.

  • Herning-Ikast tager første stik i gyser-semifinale

    Herning-Ikast vandt onsdag aften en højdramatisk og intens første semifinale mod Viborg.

    35-32 endte kampen i Herning-Ikasts favør, der dermed tager første stik i semifinaleduellen, inden der er returopgør i Viborg på lørdag.

    Kampen bølgede frem og tilbage, og selvom Viborg både i første og anden halvleg bragte sig foran med tre-fire mål, kom Herning-Ikast tilbage og endte med at sikre sig sejren med en stærk slutspurt.

    I den anden semifinale mødes Odense Håndbold og Team Esbjerg, hvor førstnævnte tirsdag tog sejren i den første semifinale.

  • Ekspertgruppe bakker op om brugen af Pfizer/BioNTech til amerikanske børn og unge

    USA ser ud til at begynde at vaccinere unge fra 12 til 15 år mod covid–19, efter at en ekspertgruppe i dag har støttet planen. Det skriver Reuters.

    Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, godkendte mandag, at vaccinen fra Pfizer/BioNTech kan gives til børn helt ned til 12 år.

    Og i dag har en ekspertgruppe, der rådgiver det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), så bakket op om brugen.

    Nogle stater som Georgia, Delaware og Arkansas begyndte allerede i går at tilbyde vaccinen til de unge.

  • Dødvande i forhandlingerne mellem sygeplejersker og arbejdsgivere

    De har siddet overfor hinanden i ti timer i dag, men der er fortsat ingen aftale mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner. Derfor er parterne nu gået hver til sit.

    Det skriver Dansk Sygeplejeråd i en pressemeddelelse.

    - Jeg kan sige, at der er svære forhandlinger, som tager lang tid. Men vi holder fast i, at vi forsøger at opnå en aftale, før tiden løber ud, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen i pressemeddelelsen.

    Forhandlingerne bliver genoptaget mandag.

    En strejke kan 21. maj bryde ud blandt landets sygeplejersker, der har stemt nej til en ny overenskomst.

  • Jay-Z, Foo Fighters og Tina Turner er blandt dem, der er optaget i Rock & Roll Hall of Fame

    Rapperen Jay-Z er blandt dem, der er blevet optaget i Rock & Roll Hall of Fame. (Foto: Mike Segar © Scanpix)

    Jay-Z, Foo Fighters, Tina Turner, The Go-Go's, Carole King og Todd Rundgren er blevet optaget i Rock & Roll Hall of Fame. Det skriver NBC News.

    For at komme i spil til listen skal der være gået 25 år fra kunstnerenes første udgivelse. Og så skal man have lavet musik, "hvis originalitet, påvirkning og indflydelse har forandret rock & roll".

    Tre af navnene har dog været på listen tidligere. Foo Fighters' forsanger, Dave Grohl, kom med i 2014 som en tredjedel af Nirvana. Singer-songwriter Carole King fik plads i 1990 for sit samarbejde med Gerry Goffin, mens Tina Turner i 1991 kom med for samarbejdet med sin mand Ike Turner.

  • Norge dropper vaccinen fra AstraZeneca

    Statsminister i Norge, Erna Solberg, (Foto: Gorm Kallestad © Scanpix)

    Mandag anbefalede en ekspertgruppe nedsat af den norske regering, at vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson blev taget ud af det norske vaccinationsprogram.

    Onsdag meddeler Norges statsminister, Erna Solberg, at man dropper vaccinen fra AstraZeneca permanent, mens brugen af Johnson & Johnson foreløbigt er sat på pause.

    Vaccinen fra Johnson & Johnson vil dog potentielt kunne tilbydes til de, der ønsker at modtage den udenfor massevaccinationsprogrammet. Intet konkret er dog på plads, siger Erna Solberg.

    Ekspertudvalgets anbefalinger skete på baggrund af de sjældne, men alvorlige blodpropper og et faldende antal blodplader, der er konstateret ved brug af de to vacciner.

    pressemødet kom det også frem, at Norge rykker de unge mellem 18 og 24 år frem i vaccinekalenderen.

  • Ellen DeGeneres' populære talkshow stopper efter 17 år: Jeg trænger til udfordringer

    Ellen DeGeneres har haft mange prominente gæster. Her er det USA's tidligere præsident Barack Obama i 2016. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

    Den amerikanske talkshow-vært Ellen DeGeneres har gennem 17 år interviewet nogle af verdens største berømtheder i sit show 'The Ellen DeGeneres Show'.

    Men snart er det slut.

    - Når du er en kreativ person, så trænger du konstant til at blive udfordret - og uanset hvor godt og sjovt showet er, så er det ikke udfordrende mere, siger DeGeneres til Hollywood Reporter.

    Showet, der har vundet 64 af de prestigefulde Emmy-priser, slutter dog først i 2022, efter den 16. sæson er slut.

  • Topfolk fra Radio24syv vil gøre fiktiv og satirisk radiostation til virkelighed

    Tidligere programchefer på Radio24syv, Mikael Bertelsen og Mads Brügger, er klar på nye radioeventyr. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

    Måske kender du 'Undskyld vi roder', der i knap et år, har været en af landets mest populære podcasts.

    I podcasten følger man tilblivelsen af den fiktive radiostation R8dio, hvis medarbejdere mildt sagt fremstår ekstremt uprofessionelle.

    Men nu lader det til, at R8dio bliver til virkelighed, skriver finans.dk. I hvert fald er nogle af de mest fremtrædende folk fra hedengangne Radio24syv blevet medejere af det nystiftede selskab R8dio ApS. Det drejer sig om de tidligere programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen samt Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der stod bag en af kanalens mest populære programmer, 'Den Korte Radioavis'.

    Selskabet R8dio ApS skal "producere og levere radio og podcast", som der ifølge finans.dk står i cvr-registeret.

  • Uefa bekræfter mulig flytning af Champions League-finalen

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) bekræfter på Twitter, at Champions League-finalen måske alligevel ikke skal spilles på Atatürk Stadium i Istanbul, som det ellers har været planlagt.

    Uefa skriver, at der snarest vil komme en melding om, hvor finalen skal spilles.

    Tvivlen om finalens spillested er opstået efter Tyrkiet er blevet nedlukket på nationalt plan på grund af coronapandemien, og Storbritannien har forbudt rejser til netop Tyrkiet.

    Oprindeligt skulle sidste års finale have været spillet på Atatürk Stadium i Istanbul, men det blev udskudt med et år på grund af coronapandemien.

    Chelsea og Manchester City er de to finalehold.

  • Bøn til foreningsliv i Holstebro: Luk ned, inden det sker automatisk

    Holstebro er en af de kommuner, der i øjeblikket har så høje smittetal, at kommunen er i fare for automatisk nedlukning.

    For at forhindre det, har kommunens økonomiudvalg en bøn til foreningslivet: Luk ned i 14 dage for at få bugt med smittetallene.

    Det skriver Holstebro Kommune i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at smitten særligt er stigende blandt børn og unge.

    Kommunens økonomiudvalg opfordrer derfor til, at foreningslivet, hvor bobler blandes, og hvor man ikke altid kan overholde afstandskrav, aflyser alle deres aktiviteter.

    Håbet er, at man kan undgå at lukke skoler, uddannelsessteder, butikker, serveringssteder, frisører og så videre, hvis foreningslivet lukker i 14 dage.

  • Hamas: Flere af vores ledere dræbt i israelsk angreb

    Ifølge Hamas har flere af dets ledere mistet livet i de israelske luftangreb. Det skriver nyhedsbureauret AFP.

    Samtidigt oplyser Israels militær, at 16 medlemmer af den militante palæstinensiske bevægelse er dræbt i et luftangreb onsdag.

    Gazas sundhedsministerium melder om mindst 53 dræbte, siden volden for alvor eskalerede mandag. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har seks personer mistet livet i Israel.

  • Efter skarp kritik af Trump: Nu bliver Liz Cheney fjernet fra ledende post

    Liz Cheney har været i modvind efter sin hårde tale om Donald Trump. (Foto: Kevin Dietsch © Scanpix)

    Det er ikke faldet i god jord i det republikanske parti i USA, at Liz Cheney har rettet skarp kritik mod den tidligere præsident Donald Trump.

    Liz Cheney, der er datter af den tidligere vicepræsident Dick Cheney, er i dag blevet fjernet fra ledelsen i partiet, men inden da nåede hun at tale dunder for sine partikolleger i nat.

    Det skriver Reuters.

    - At forholde sig tavs og ignorere løgnen gør, at løgneren opmuntres. Jeg kommer ikke til at sidde stille og se på, mens andre leder vores parti i en retning, hvor man ser stort på landets love og slår sig sammen med den tidligere præsident og hans korstog for at underminere vores demokrati, lød det blandt andet natten til onsdag i dundertalen i Repræsentanternes Hus, der altså nu har fået konsekvenser for Liz Cheney.

    Cheney har haft en rolle som en art gruppeformand i partiet.

    Liz Cheney har ikke bare afvist Donald Trumps påstånde om valgfusk ved præsidentvalget, men stemte også for en rigsretssag mod Trump, da hun mener, at han var med til at opildne til angrebet på Kongressen den 6. januar i år.

  • Søren Brostrøm glæder sig: Nu bliver de 55-59-årige inviteret til vaccine

    I denne uge dumper der en invitation til coronavaccine ind hos de 55-59-årige.

    Og det glæder Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der selv hører til denne aldersgruppe:

    - Jeg ser frem til, at det bliver min tur til at blive vaccineret, udtaler han i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, der gør status over vaccinationsudrulningen i Danmark.

    Her fremgår det også, at mindst 92 procent af borgerne over 70 år har sagt ja til til vaccinen.

    Men for at få endnu flere vaccineret sender Sundhedsstyrelsen påmindelsesbreve ud til alle dem, der er blevet inviteret til vaccination, men endnu ikke har booket tid.

  • Næsten en million danskere er færdigvaccineret

    Helt præcist regnes 929.200 danskere for at være færdigvaccineret.

    Det viser onsdagens opgørelse fra Statens Serum Institut.

    Derudover har lidt over hver fjerde af os fået det første vaccinestik mod covid-19.

    Herunder kan du se Ritzaus overblik over, hvordan vaccinationerne fordeler sig regionalt:

    * Region Hovedstaden

    Færdigvaccinerede: 293.383 (15,8%).

    * Region Midtjylland

    Færdigvaccinerede: 204.404 (15,3%).

    * Region Nordjylland

    Færdigvaccinerede: 95.485 (16,2%).

    * Region Sjælland

    Færdigvaccinerede: 151.371 (18,0%).

    * Region Syddanmark

    Færdigvaccinerede: 184.559 (15,1%).

  • Tivoli udskyder 'Fredagsrock' på ubestemt tid

    Hvis du bor i København eller omegn, ved du sikkert også, at Tivoli hver sommer blænder op for 'Fredagsrock', hvor forskellige prominente kunstnere fredag efter fredag sommersæsonen igennem spiller på Plænen i den københavnske forlystelsespark.

    Men det er slut nu. I hvert fald indtil videre.

    'Fredagsrock' udsættes nemlig på ubestemt tid på grund af coronarestriktionerne, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

    I stedet lancerer man et nyt fredags-musikkoncept, hvor der optrædes tre forskellige steder i haven i mindre formater. Det koncept får navnet 'Havefest'.

    Foreløbig skal Christopher, Peter Sommer, Drew Sycamore, Faustix, Søs Fenger og Hans Phillip spille til 'Havefest', som der er premiere på den 21. maj.

  • Uefa åbner sag mod Super League-trio

    Udbryderlysten kan få konsekvenser.

    Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har åbnet en disciplinærsag mod Juventus, Real Madrid og FC Barcelona, der skal undersøge, om klubberne forbrød sig mod reglerne i forsøget på at oprette en europæisk superliga, Super League.

    Det skriver AFP.

    De tre klubber er de sidste tilbageværende af de oprindelige 12 klubber bag initiativet, som stadig mener, at ligaen er en god idé og ikke har forkastet projektet.

    De ni forhenværende Super League-klubber har accepteret at betale en bøde til Uefa.

    De har også forpligtet sig til at give et beløb på over 100 millioner kroner til børne-, ungdoms- og græsrodsfodbold rundt om i Europa.

  • 1.246 personer nye smittede: Positivprocenten er 0,55

    1.246 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Ingen personer er døde.

    Det er det højest antal smittede siden januar, men tallet skal ses i lyset af, at der er foretaget mange test. Positivprocenten ligger i tråd med de seneste dage.

    Dagens smittetal er baseret på 226.660 pcr-test. Det svarer til, at 0,55 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 158 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er syv færre end i går. Af de indlagte er 29 på intensiv afdeling og 19 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 1.560.879 personer, hvilket svarer til 26,7 procent af befolkningen. 929.200 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 15,9 procent af befolkningen.

  • Globale protester i solidaritet med palæstinenserne

    De mange drab på palæstinensere i Gaza under muslimernes hellige måned, Ramadan, har blandt andet ført til globale protester i går. Her ses Palæstina-supportere på Times Square i New York. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

    I mange storbyer verden over har der i går været store protester imod Israels angreb på Gaza, hvor mindst 43 palæstinensere nu meldes dræbt.

    Palæstina-støtter i protestmarch igennem Times Square i New York i går efter en protest foran den israelske ambassade. (Foto: Eduardo Muñoz © Scanpix)

    Palæstina-støtter er dog også gået på gaderne for at protestere imod angrebene på Al-Aqsa moskéen i Jerusalem og for at vise solidaritet med de palæstinensere, som i stort omfang bliver fordrevet fra deres huse på Vestbredden.

    Også i London gik tusindvis på gaden for at protestere i solidaritet med palæstinenserne. (Foto: Toby Melville © Scanpix)

    Missil-udvekslingen har også ført til mindst seks dræbte israelere.

    Udvekslingen kommer efter måneder med forstærkede spændinger, fordi mange palæstinensiske familier er blevet tvunget ud af deres boliger af israelske bosættere i området Sheikh Jarrah i Øst Jerusalem.

    I Sydafrikas hovedstad, Cape Town, gik demonstranter også på gaden i går for at vise solidaritet med palæstinenserne. (Foto: RODGER BOSCH © Scanpix)

    FN fordømmer løbende Israels drab på palæstinenserne, og FN har også erklæret de israelske bosættelser på Vestbredden for ulovlige.

  • Statsrevisorerne retter skarp kritik af Fødevareministeriet for mangel på tilsyn med EU-midler

    Statsrevisorerne retter en skarp kritik af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn med de EU-midler, der er blevet givet til danske landmænd.

    Også Landbrugsstyrelsen modtager kritik for at have lavet fejlagtige juridiske vurderinger i en række sager. Kritikken er den næsthøjeste kritik, som statsrevisorerne kan tildele.

    Sagen omhandler midler udbetalt i perioden fra 2014 til 2019.

    Helt konkret har der manglet kontrol, sådan at en landmand har kunne opsplitte sin landbrugsbedrift i flere virksomheder og derved kunne søge om økonomisk støtte flere gange, selvom der var tale om samme landbrug.

    Opdateres...

  • Forsvaret sender F-16-fly på vingerne for at undersøge uidentificerede fly over Østersøen

    Hvis der kom nogle ordentlige brag over Fyn og det sydlige Sjælland, var det højst sandsynlig Forsvarets F-16-fly, der er sendt på vingerne mod Østersøen. Der kom så meget fart på, at de brød lydmuren.

    Her skal de møde nogle uidentificerede fly, skriver Forsvaret på Twitter.

    - F-16 fra Forsvaret har brudt lydmuren over Fyn og det sydlige Sjælland. Flyene er på vej til Østersøen for at møde uidentificerede fly over internationalt farvand, lyder det.

    Det sker mellem 30 og 40 gange om året, at danske militærfly må afsted for at "hilse" på andre landes fly - for eksempel på foranledning fra Nato. Senest var det i april i år, hvor der var tale om russiske bombefly.

  • Ny uvildig task force skal undersøge branden på Scandinavian Star

    Et flertal i Folketinget har besluttet at nedsætte en ny task force, der endnu engang skal kigge på omstændighederne ved branden på færgen Scandinavian Star.

    Det oplyser Justitsministeriet.

    Der bliver tale om en uvildig undersøgelse, som mere specifikt skal undersøge reder-, ejer- og forsikringsforholdene omkring branden, der kostede 159 personer livet i 1990.

    - Viser der sig et grundlag for, at politiet iværksætter yderligere efterforskning af mordbranden, vil den kunne foregå parallelt med task forcens undersøgelse, skriver Justitsministeriet.

    Det forventes, at task forcen vil være færdig med sin undersøgelse om halvandet år, men hvert halve år, skal der aflægges rapport.

  • Kovending i appelsag: Håndboldklub beholder alligevel ligaplads

    Håndboldens appelinstans har givet TMS Ringsted medhold i en sag om uberettet nedrykning, og dermed beholder klubben sin plads i ligaen.

    Det skriver DHF.

    TMS Ringsted rykkede ud af herreligaen, men straks efter grundspillets afslutning indgik Skanderborg og Århus et samarbejde, hvorefter Århus begærede sig konkurs.

    Begge hold sluttede over Ringsted i ligaen.

    Det sjællandske hold mente dog, at reglerne omkring konkursen og tidspunktet for den gjorde, at TMS Ringsted skulle forblive i ligaen.

    I første omgang valgte disciplinærinstansen at idømme Århus og Skanderborg en bøde og ikke lade det påvirke tabellen, men efterfølgende har appelinstansen omstødt dommen.

    Kendelsen får betydning for ligaen, der udvides fra 14 til 15 hold i næste sæson. Samtidig skal der i næste sæson findes to direkte nedrykkere, siger formand i DHF, Per Bertelsen.

  • Vestager taber stor EU-skattesag mod Amazon

    Det er ikke blevet bevist, at den amerikanske nethandelgigant Amazon er blevet begunstiget med ulovlig statsstøtte i Luxembourg, hvor den har sit europæiske hovedkvarter.

    Det har EU-domstolen her til formiddag slået fast. For fire år siden lød det ellers fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager (R), at den amerikanske nethandelsgigant gennem en årrække havde modtaget ulovlig statsstøtte i Luxembourg.

    - Medlemslande kan ikke give selektive skattefordele til multinationale grupper, som ikke er gives til andre, konkluderede Margrethe Vestager dengang.

    Hun krævede efterfølgende, at Amazon skulle betale knap 1,9 milliarder kroner plus renter tilbage i skat. Men den afgørelse er nu blevet annulleret, lyder det i en pressemeddelelse fra EU-domstolen.

    Sidste år tabte den danske EU-kommissær en lignende højprofileret skattesag mod Apple.

Mere fra dr.dk