Forsvaret opgiver at komme helt i mål til tiden med flere dele af forsvarsforliget. Det siger forsvarschef Flemming Lentfer til DR Nyheder.
Det betyder blandt andet, at forligets kronjuvel - en topmoderne og kampklar brigade på 4.000 soldater - ikke når at blive helt færdig før 2024, som det ellers var planen.
- Vi vil være rigtig langt med brigaden i 2024. Men der vil også være udeståender, som ikke er på plads inden da, siger Flemming Lentfer, der nu forventer, at styrken er klar i 2026 eller 2027.
Ifølge forsvarschefen er det blandt andet forligets opbygning, hvor de største beløb bliver udbetalt til sidst, der har voldt besvær.
- Hvis man vil købe, bygge eller bestille noget og der skal falde en udbetaling, så skal der være nogle penge, der passer ind i den cyklus.
Det nuværende forsvarsforlig blev indgået i 2018 og gælder til 2023.