Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) er til stede i denne uge ved Sdr. Hygum nær Rødding for at lede efter mulige bomber fra Anden Verdenskrig.
Det indebærer, at en mindre sø skal tømmes delvist for vand, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Indsatsen skyldes en henvendelse fra en borger, som mener, at han under krigen så to bomber blive gravet ned i det område.
- Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste EOD afsøgte midt i januar to områder på markerne uden for Sdr. Hygum for at afdække, om der er bomber i jorden. EOD fandt ingen. I denne uge fortsætter afsøgningen på yderligere et område, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Hvis EOD ikke finder noget i søen, beslutter man efterfølgende, om der skal afsøges flere steder.