Seneste Nyt

Forsvarets hjemmesider er under cyberangreb

En lang række af forsvarsområdets hjemmesider er blevet lagt ned af et hackerangreb.

Angrebet omfatter blandt andet Forsvarsministeriet, Forsvaret selv samt Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed.

- Koncernens hjemmesider er under DDoS-angreb. Vi er i gang med at imødegå angrebene, siger Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der er ansvarlig for forsvarsområdets it-drift, til DR Nyheder.

Det er så vidt vides anden gang siden Ruslands angreb på Ukraine, at Forsvarsministeriets underlagte hjemmesider er blevet lagt ned af hackere.

Sidste gang var i december sidste år, hvor den pro-russiske hackergruppe NoName senere overfor DR Nyheder tog ansvaret for angrebet.

Nyheder

  1. Lægeforeningen: Regeringen bør lytte til Etisk Råd

    Det Etiske Råd har i dag sagt klart nej til at indføre aktiv dødshjælp i Danmark, og den vurdering er Lægeforeningen enig i.

    Derfor skal regeringen genoverveje, hvor fokus i diskussionen om en værdig død skal ligge, siger formand Camilla Rathcke.

    - Aktiv dødshjælp er en glidebane. Det, der starter med kun at være målrettet myndige døende patienter med fysiske smerter, udvider sig til personer med alvorlige handikap, børn og mennesker med psykiske smerter, siger hun i en pressemeddelelse.

    I stedet mener Lægeforeningen, at debatten om en værdig død skal dreje sig om, hvordan den bedste pleje, behandling og smertelindring ydes i et menneskes sidste levetid.

  2. En sag om påstået politivold sætter endnu engang fokus på iranske myndigheders behandling af kvinder.

  3. Danske Bank får påbud for mangelfulde kreditvurderinger

    Danske Bank har ikke gjort nok for at overholde loven, når den skal vurdere om en persons økonomi tillader et lån.

    Derfor har Finanstilsynet givet banken et påbud for overtrædelse af kreditaftaleloven, står der i en pressemeddelelse.

    Danske Bank har ikke i vid nok grad foretaget individuelle vurderinger.

    Det går især ud over studerende, hvis fremtidige rådighedsbeløb vurderes til at være "væsentligt unde,r hvad man sædvanligvis anser som nødvendigt for at kunne opretholde en beskeden levefod", står der i påbuddet.

    Hvis Danske Bank ikke efterlever påbuddet, må den ikke give nye lån. Senest den 26. oktober skal banken dokumentere overholdelsen af reglerne.

  4. Et panel sidder klar til at svare på spørgsmål i forbindelse med Det Etiske Råds vurdering af aktiv dødshjælp i Danmark.

  5. Syv personer sigtet for at planlægge 'adskillige' bandedrab

    Den Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i samarbejde med Københavns Politi anholdt syv personer i en sag om banderelaterede drabsforsøg.

    De syv mænd, der er mellem 24 og 36 år, er alle er sigtet for i begyndelsen af 2021 at have planlagt adskillige drab på flere medlemmer fra en anden bandegruppering blandt andet ved brug af bomber, skriver politiet.

    - Der er tale om en meget alvorlig sag med planlægning af adskillige drab og besiddelse af skydevåben og sprængstof af særlig farlig karakter, herunder fra en gruppe, som politiet vurderer som særdeles aktiv og voldsparate, siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen.

    De syv mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret klokken 13 med henblik på varetægtsfængsling.

  6. Hvis Danmark tillader aktiv dødshjælp, er det et direkte udtryk for, at nogle liv ikke er værd at leve. Det siger Etisk Råd.

  7. 26-årig kvinde fundet dræbt på Frederiksberg

    En 26-årig kvinde blev i aftes fundet dræbt i en lejlighed på Frederiksberg i København. I samme lejlighed fandt politiet en 29-årig mand, som formentlig har dræbt både kvinden og sig selv.

    Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    Begge personer var svært tilskadekomne af knivstik, da politiet kom frem til adressen klokken 22.45.

    Kvinden blev erklæret død på stedet, mens manden blev erklæret død klokken 23.45, efter han var blevet kørt på hospitalet. Ifølge politiet har de to haft en forudgående relation.

    De pårørende er underrettet og har fået tilbudt krisehjælp.

    Dagen igennem vil nærpolitiet på Frederiksberg være til stede, hvor borgere kan henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen eller er bekymrede.

  8. To ud af tre, der har siddet i fængsel, begår ny kriminalitet inden for to år

    Der er stor sandsynlighed for, at personer, der har siddet i fængsel, har problemer med at overholde loven, når de kommer ud igen.

    Tal fra Danmarks Statistik viser, at 66 procent af de personer, der har afsonet en fængselsstraf, begår ny kriminalitet, inden der er gået to år.

    Mindre markant er tilbagefaldet, når man ser på personer, der har fået en betinget fængselsstraf og samfundstjeneste. Her registreres 42 procent for at begå ny kriminalitet inden for to år.

    Opgørelsen kommer på et tidspunkt, hvor der har været kritik af overbelægning i landets fængsler.

  9. Russisk journalist protesterede mod krigen på nationalt TV: Nu er hun idømt 8,5 års fængsel

    De russiske seere fik et chok, da journalisten Marina Ovsjannikova i marts 2022, få uger efter den russiske invasion af Ukraine, braste ind i en nyhedsudsendelse på russisk stats-tv med et skilt med teksten "Nej til krig. De lyver for jer. Russere imod krigen".

    Nu, cirka halvandet år senere, har en russisk domstol idømt hende 8,5 års fængsel for "bevidst at sprede falsk information om de russiske styrker". Det skriver Reuters.

    Sidste år blev hun også idømt en straf for hendes tv-protest. Dengang slap hun dog med en bøde for "at miskreditere hæren".

    Ovsjannikova blev denne gang dømt absentia, da hun for et år siden flygtede med sin datter fra husarresten i Rusland til et ukendt europæisk land ifølge hendes advokat.

    Hun har også flere gange fordømt invasionen på sociale medier.

    Se, hvordan Marina Ovsyannikova protesterede på live TV herunder.

  10. Kongepyton er løs i Viborg

    En kongepyton fandt vej ud af en akvariemesse i Overlund Hallen i Viborg i weekenden.

    Det fremgår af et opslag på hallens Facebookside.

    - Slangen er, som mange andre slanger ofte er, ganske harmløs. Desuden bider den ualmindeligt sjældent, står der i opslaget.

    Der har været en eftersøgning i gang både søndag og mandag, men slangen er endnu ikke fundet.

    Det var ved optællingen af de udstillede slanger på messen, at det gik op for arrangørerne, at kongepytonen manglede.

    Slangen har ifølge opslaget aldrig bidt et menneske og lever af små gnavere på størrelse med "en ung rotte".

  11. U-vending: Cavendish bliver i sadlen og jagter den vilde Tour-rekord

    Det var helt slut, da Mark Cavendish styrtede og udgik i årets Tour de France. Nu har han rejst sig. (Foto: © THOMAS SAMSON, Ritzau Scanpix)

    En af verdens mest vindende cykelryttere bliver i sadlen.

    Britiske Mark Cavendish havde ellers annonceret sit karriestop, men har netop offentliggjort en ny aftale med Astana.

    Det oplyser holdet i en video på det sociale medie X.

    Mark Cavendish er dermed igen i spil til at snuppe rekorden for flest etapesejre i Tour de France. En rekord, han lige nu deler med legendariske Eddy Merckx.

    Rekorden var også målet, da han stillede op ved dette års Tour de France, og han var undervejs meget tæt på, inden han udgik grådkvalt efter et styrt på 8. etape.

    Det fremgår ikke, hvor lang en aftale Cavendish har lavet med det kazakiske hold. De skriver blot: Det er alligevel ikke slut. Men briten giver selv en antydning på det spørgsmål i videoen.

    - Jeg har talt med mine børn og spurgt: "Hvad skal far gøre?" De sagde: "Bliv ved." Så nu er vi her. Bare et år mere, siger Mark Cavendish i videoen.

  12. Rasmus Højlund høster store roser, efter han scorede to gange for Manchester United mod Galatasaray tirsdag aften.

  13. Slut med krudt før nytår: Regeringen vil ændre fyrværkerilov

    Det kan være fristende at sætte ild til et lille heksehyl eller bare lige fyre en enkelt raket af til julefrokosten den 27. december.

    Men det må man formentlig snart ikke mere.

    Fremover skal det nemlig kun være lovligt for privatpersoner at fyre fyrværkeri af den 31. december og 1. januar.

    - Nytåret er for mange en festdag, men det er også en dag, hvor rigtig mange bliver påvirket af fyrværkeriet, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) til Politiken og henviser blandt andet til kæledyr og krigsveteraner.

    Bødestraffen for affyring og salg af fyrværkeri uden for de tilladte perioder skal også skærpes ifølge regeringen.

  14. Græs kan afhjælpe landbrugets problemer med klima og vandmiljø

    Græsmarker i stedet for korn kan være en løsning på landbrugets udfordringer med klima og vandmiljø, fordi græs begrænser udslip af næringsstoffer og klimagasser.

    Nu viser tre års forsøg blandt andet på Ausumgaard mellem Holstebro og Struer, at man kan udvinde protein fra græsset.

    På den måde kan landmændene tjene penge på produktionen.

    På Ausumgård er de nu så langt, at de producerer protein til foder, som man sælger til danske husdyr.

    Grovvareselskabet Vestjyllands Andel er med i demonstrationsanlægget på Ausumgaard, og de gode erfaringer har fået selskabet til at forberede yderligere fem anlæg, fortæller direktør Steen Bitsch.

  15. Virksomhed skal betale millionbøde for at efterlade rumskrald

    Den amerikanske regering har for første gang udstedt en bøde til selskabet Dish Network for at efterlade rumskrot i kredsløb om Jorden, skriver BBC.

    Virksomheden skal betale i omegnen af en million kroner for ikke at flytte en gammel satellit langt nok væk fra de satellitter, der er i brug. Det udgør nemlig en risiko for kollisioner.

    Selskabet har erkendt dets ansvar og har indgået en aftale med den Føderale Kommunikationskommission (FCC), som har udstedt bøden.

    I august fastslog en rapport fra Det Europæiske Rumagentur, at det vrimler med rester fra satellitter og raketter i rummet, som vi mennesker har efterladt.

    FCC ser bøden som et gennembrud, der forhåbentlig kan få indflydelse på andre satellitoperatører.

    DR's nyhedspodcast 'Tiden' talte i går med astrofysiker og rumekspert på DTU Space Christina Ayoe Toldbo om netop rumskrald. Det kan du høre her.

  16. Tørke og hedebølge har medført dårlig høst af alt fra ris til kakao.

  17. SAS-aktien styrtdykker

    Omkring klokken 9.15 her til morgen faldt SAS-aktien med mere end 90 procent og har nu en værdi på 0,02 kroner.

    Det skriver Ritzau.

    I går sagde bestyrelsesformand for flyselskabet, Carsten Dilling, at aktien på et tidspunkt bliver værdiløs, fordi luftfartsselskabet skal afnoteres på børserne i København, Stockholm og Oslo.

    Afnoteringen har været et krav fra de nye investorer, der blev præsenteret i aftes, og den vil ifølge TV 2 ramme omkring 255.000 aktionærer.

  18. FOA skal vælge ny forbundsformand

    Når fagforbundet FOA holder ordinær kongres den 20.-23. november, skal de delegerede stemme om posten som forbundsformand.

    Den nuværende formand, Mona Striib, udfordres af Diana Jensen fra afdelingen LFS i København, der også stiller op.

    Det er FOA's 581 delegerede, der skal stemme om, hvem der fremadrettet skal stå i spidsen for forbundet.

    Mona Striib har været forbundsformand siden april 2018.

  19. Fem såret efter skyderi på universitet i Baltimore

    Fem personer mellem 18 og 22 år er blevet såret efter en skudepisode på Morgan State University i den amerikanske storby Baltimore natten til onsdag dansk tid.

    Fire af de tilskadekomne var studerende, og alle er uden for livsfare.

    Politiet hørte første gang skud klokken 21.25 tirsdag lokal tid, og der er på nuværende tidspunkt ikke identificeret eller pågrebet nogen gerningspersoner.

    - Man formoder, at der var tre gerningspersoner, der skød ind i mængden, skriver byrådsmedlem i Baltimore Ryan Dorsey på det sociale medie X.

  20. LA-formand Alex Vanopslagh vil fremme en ansvarlig brug af eksempelvis kokain.

  21. Julelysene vender tilbage i de største nordjyske byer

    Under sidste års energikrise valgte mange indkøbscentre og handelsstandsforeninger at droppe julelysene.

    Men i år er julelysene med sikkerhed tilbage i tre af Nordjyllands største byer: Aalborg, Hjørring og Frederikshavn.

    Også Aalborg Storcenter pillede al udendørs julebelysning ned sidste år. Men i år skal det op igen, også selvom Energistyrelsen stadig opfordrer til at spare.

    - Det faktiske forbrug er næsten ingenting, fordi alt vores julelys er LED. Der skal være råd til en hyggelig jul i år med masser af lys, siger han.

  22. England vil forbyde mobiltelefoner i skolerne

    Det skal høre fortiden til, at engelske skoleelever hiver deres telefoner frem i frikvartererne.

    I hvert fald hvis det står til det britiske undervisningsministerium, der ifølge en pressemeddelse vil vejlede skoler og støtte skoleledere i at forbyde brug af telefoner i skoletiden.

    Formålet er at "håndtere forstyrrende adfærd og onlinemobning og samtidig øge opmærksomheden i undervisningen", lyder det i meddelelsen.

    Hvis skolerne ikke implementerer den nye vejledning, vil regeringen overveje at lovgive på området, så vejledningen bliver lovpligtig, fremgår det.

    Med det vejledende forbud lægger England sig på linje med Frankrig, Italien og Portugal.

  23. Antallet af boliger til salg stiger

    Nye tal fra Boligsiden viser, at antallet af boliger, der er til salg, er steget den seneste måned.

    Ved indgangen til oktober er der 33.356 villaer og rækkehuse til salg fordelt over hele landet.

    Det er fire procent flere end for en måned siden, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

    Udbuddet af ejerlejligheder er steget med 9,1 procent den seneste måned. Stigningen er størst i Region Hovedstaden.

    I alt er der 7.588 ejerlejligheder til salg. Af dem ligger 1.938 i Københavns Kommune, der alene har oplevet en stigning på 19 procent den sidste måned.

  24. Ud med taxiloven, ind med privatkørsel mod betaling på danske øer

    Intet krav om hverken taxameter, sædeføler eller chaufførkort.

    Med et nyt lovforslag vil regeringen gøre det muligt for privatpersoner at køre med passagerer mod betaling på småøerne, hvor der ellers ikke er taxier.

    - Nu fjerner jeg simpelthen taxiloven på langt de fleste øer, så de lokale får mulighed for at løse de kørselsbehov, der er, og så de får mulighed for at tage betaling for det.

    - Det giver ikke mening, at der er krav om sædeføler og kørselscentral på de små øer - kravene fører bare til, at behovene ikke bliver dækket, siger transportminister Thomas Danielsen (V) i pressemeddelelsen.

    Bliver lovforslaget vedtaget, gælder de nye regler fra årsskiftet.

  25. Familieretshuset har tidligere fået kritik for at dele hemmelige adresser, men det er ikke den eneste type fejl, som myndigheden begår.

  26. Onsdag bliver regnfuld

    I den første del af dagen vil der være både sol og byger på himlen, men i eftermiddag bliver det regnvejr. Her er det Holstebro. Foto: Ole Rauff

    Der har været en stribe af byger over landet allerede, men der er også plads til sol mellem skyerne.

    Det blandede vejr fortsætter de næste timer, inden vi i eftermiddag har et regnvejr, der trækker ind fra vest.

    Det vil hovedsageligt give regn i Nord- og Midtjylland, men i de sene aften- og nattetimer vil det give regn til det meste af landet.

    Dagen igennem er vinden jævn til hård fra vest, ved Vestkysten op til hård kuling.

    Temperaturen topper de fleste steder på 14-15 grader, på Sydhavsøerne dog op til 17 grader.

  27. Statsministeren opfordrer til, at forældre skriver mindre til lærerne.

  28. Ærøfærgerne forlænger indstilling af sejlads

    Færgen Skjoldnæs får forlænget sit værftsophold med en uge, efter at færgen tidligere påsejlede en mole.

    Det betyder, at al sejlads er aflyst mellem Søby og Faaborg samt mellem Søby og Fynshav til og med den 15. oktober.

    Det skriver Ærøfærgerne på sin hjemmeside.

    Det fremgår, at der i stedet indsættes ekstraruter på nogle afgange.

  29. Stort oprydningsarbejde venter efter skybrud i Østjylland

    Ovenpå gårsdagens kraftige regnvejr og skybrud i Østjylland forventer Falck at skulle bruge resten af ugen på at udbedre vandskader.

    Det fortæller lederen af vagtcentralen hos Falck Assistancecenter, Robin Henriksen, her til morgen.

    - Vi bøvler stadigvæk på med alle vandskaderne. Vores underleverandører kører ud til kunderne igen her til morgen, siger han.

    Størstedelen af sagerne handler om vand i kældre.

    Ifølge DMI var skybruddet, der blandt andet ramte Østjylland i går, det største, der nogensinde er registreret målt på areal. 11 procent af landet blev ramt af skybrud, og det er ikke set før, siden DMI begyndte at overvåge skybrud i 2011.

  30. Nato: Vestlige lande er ved at løbe tør for ammunition

    Vestlige lande har snart ikke mere ammunition at give til Ukraine.

    Sådan lød det i går fra formanden for Natos militærkomité, Rob Bauer, da han talte ved en sikkerhedskonference i Polen.

    Det skriver BBC.

    - Man kan se bunden i tønden med ammunition. Regeringerne og producenterne i de vestlige lande er nødt til at øge produktionen markant. For vi skal bruge større mængder, sagde han.

    Bekymringen blev bakket op af Storbritanniens minister for landets bevæbnede styrker, James Heappey, der også talte ved konferencen.

    - Lagrene begynder at se mere tomme ud. Hvis dette tidspunkt, hvor der er krig i Europa, ikke er det rette til at bruge to procent af BNP på forsvaret (et af Natos krav til medlemslandene, red.), hvornår så? spurgte han retorisk.

  31. Faste pladser og billeder af pædagoger giver ro og fred i børnehaver

    Det giver ro, struktur og bedre børnefællesskaber at bruge en særlig pædagogik udviklet til børn med autisme i en helt almindelig børnehave.

    Det er konklusionen i Osted Børnehus i Lejre Kommune.

    Her møder børnene ind til faste pladser og billeder på en tavle af de pædagoger, der er på arbejde. Metoderne stammer fra Nest-pædagogikken, som oprindeligt er udviklet til børn med autisme, fordi de har glæde af, at der er særlig fokus på ro og struktur.

    Det lyder simpelt, men effekten har været enorm, fortæller lederen af børnehuset, Anne Mette Hvas.

    - Der er meget mere ro på end tidligere og det giver stærkere børnefællesskaber, fordi børnene får øjnene op for hinanden, siger hun.

    Osted Børnehus er en af flere daginstitutioner, som har afprøvet Nest-pædagogikken siden sommeren 2022. Forsøget bliver nu udrullet til flere børnehaver og vuggestuer i Lejre Kommune i løbet af efteråret.

  32. Norges regering vil give forsvarsbudgettet en milliardindsprøjtning

    Den norske regering vil øge landets forsvarsbudget med 15 milliarder norske kroner i 2024, svarende til over 9,7 milliarder danske kroner.

    Det siger statsminister Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet til den norske avis VG.

    - Vi lever i en skæbnetid i Europa. Ruslands angrebskrig i Europa er en meget alvorlig ændring af vores sikkerhedspolitiske omstændigheder, lyder det fra statsministeren.

    Pengene skal både gå til at styrke Norges eget forsvar og til fortsat at bidrage med militær støtte til Ukraines forsvarskamp.

    Milliardindsprøjtningen bringer også Norge tættere på at leve op til Natos målsætning om at bruge to procent af BNP på forsvar i 2026.

  33. Et stort flertal af danskerne er for, men Lægeforeningen mener, at aktiv dødshjælp vil være en glidebane.

  34. 750 unge har opsøgt ny sex-rådgivning i Varde og Esbjerg

    Spørgsmål og bekymringer om abort, seksualitet og kønssygdomme kan være svære at tale med sin familielæge om, når man er ung.

    Derfor har unge i Esbjerg og Varde Kommuner nu i et år kunnet møde op hos to særlige klinikker for blandt andet at få anonym rådgivning om netop det.

    Og dét har de unge taget godt imod.

    Der har være over 750 henvendelser fra unge det seneste år, viser tal fra de to klinikker.

    Tilbuddet er til unge mellem 12 og 25 år. Udover rådgivning har de unge også haft mulighed for at blive testet for kønssygdomme og få udleveret gratis prævention.

    Tilbuddet er et projekt, som i første omgang løber frem til udgangen af 2024 og er delvist drevet af puljepenge fra Sundhedsstyrelsen.

    Derefter skal Varde og Esbjerg Kommuner beslutte, om de selv vil drive tilbuddene videre på egen hånd.

  35. Skud i Uppsala i Sverige i nat

    En bolig i Nyby-distriktet i Uppsala i Sverige er blevet beskudt i nat.

    - Ingen er kommet til skade, siger Joar Källman, befalingsmand ved politiet.

    Politiet modtog en melding om skud klokken 3 i nat og arbejder stadig på stedet, skriver SVT.

    Der er indledt en foreløbig efterforskning af drabsforsøg.

  36. Amerikansk lovgivning er nu sat på pause, siger DR's USA-korrespondent.

  37. Turister skal betale 'turist-skat' for at se kendt attraktion i Japan

    Den røde helligdom i baggrunden. (Foto: © Naoya Azuma, Associated Press)

    Fra på søndag bliver det en lille smule dyrere for turister at se den kendte Itsukushima-helligdom i Japan. For hvis du vil besøge øen, hvor helligdommen ligger, skal du betale cirka fem kroner ekstra i turist-skat.

    Øen og byen, hvor helligdommen ligger, har nemlig haft problemer med, at der kommer for mange turister i forhold til øens og byens størrelse.

    Derfor skal skatten bruges på blandt andet flere offentlige toiletter, vedligeholdelse af bygningerne omkring helligdommen og initiativer, der skal fremme mere miljøvenlig turisme.

    - Vi føler et behov for at skabe et mere gæstfrit miljø for turisterne, samtidig med at vi sikrer indbyggernes levebrød. Det håber vi, at turisterne vil hjælpe os med, siger Shunji Mukai, der arbejder for byplanlægningsafdelingen i byen, hvor helligdommen ligger.

    Helligdommen, der er på Unescos Verdensarvsliste, er en del af et større kompleks, der er cirka 1.400 år gammelt.

  38. Flere personer ramt af skud på universitet i Baltimore

    Natten til onsdag har der været et skyderi ved universitet Morgan State University, der ligger i den amerikanske storby Baltimore i delstaten Maryland.

    Politiet i Baltimore skriver på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, at man ikke længere betragter skyderiet som "værende i gang".

    Ifølge talsmanden for politiet i Baltimore er der mindst fire sårede af skud. Det skriver det amerikanske medie CBS. Det vides ikke, hvor alvorligt de er kommet til skade, eller hvad gerningsmandens/gerningsmændenes tilstand er.

    Politiet siger, at alle stadig skal blive i dækning, og at der inden længe vil være en pressekonference.

    De tilføjer, at de råder både familiemedlemmer til studerende på universitet og andre civile om at holde sig fra området.

  39. EU-rådsformand: Ukraine kan blive medlem af EU i 2030

    - Ukraine kan blive medlem af EU i 2030, hvis begge parter gør deres hjemmearbejde.

    Sådan siger Charles Michel nu i et interview med tyske Spiegel.

    Og Michel er ikke en hr. hvem-som-helst. Han er formand for Det Europæiske Råd, som er det EU-organ, hvor medlemslandenes regeringsledere og formanden for EU-Kommissionen mødes og diskuterer stort og småt.

    Siden Ruslands invasion har Ukraine udtrykt ønske om at komme med i EU, men beskeden har været, at Ukraine stadig har en del punkter, de skal opfylde, før det kan komme på tale.

    Mandag var alle udenrigsministre fra EU-landene på besøg i Kiev, og her sagde Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, efterfølgende, at parterne var enige om at arbejde hurtigst muligt for at få Ukraine med i EU.

  40. Dommer vil have Trump til at slette opslag på Truth Social

    Donald Trump bruger lige nu en del af sin tid i en retssal i New York, hvor han er anklaget for bedrageri.

    På retssagens anden dag gav dommer Arthur Engoron Trump en såkaldt "gag order", der betyder, at Trump skal slette et opslag på sit sociale medie Truth Social.

    Ordren kom, fordi Trump få timer tidligere havde lagt et billede ud på sit sociale medie, Truth Social.

    Billedet viser af en af de medarbejdere i retten, der står sammen med den demokratiske formand for Senatet, Chuck Schumer, ved en tidligere lejlighed. I Trumps medfølgende billedtekst, stod, at det mødet var respektløs.

    Men det ville dommeren ikke finde sig i og sagde i retten til Trump:

    - Personlige angreb på medlemmer af mit domstolspersonale er uacceptable, ikke passende, og jeg vil ikke tolerere dem.

    Og dommer Engoron advarede samtidig Trump om, at det vil have seriøse konsekvenser, hvis han ikke følge ordren.

    Retssagen forventes at fortsætte indtil 22. december.

  41. Ukrainske turister blandt ofrene i busulykke ved Venedig

    Redningsfolk forsøger at få passagerne ud af bussen, efter den kørte udover en motorvejbro nær Venedig. (Foto: © Uncredited, Associated Press)

    En bus fyldt med turister forulykkede i aftes tæt på den italienske by Venedig, da den kørte ud over en motorvejsbro.

    21 personer meldes omkommet, men 18 skulle være kommet til skade, af dem er fire i kritisk tilstand, siger Renato Boraso, en repræsentant for det italienske bystyre, ifølge nyhedsbureauet AP.

    Boraso bekræfter også, at nogle ofrene er ukrainske turister, der var på vej på til en campingplads.

    Venedigs borgmester Luigi Brugnaro har på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, skrevet, at ulykken er apokalyptisk.

  42. Københavnerne tabte med 2-1 i Champions League-opgøret.

  43. Republikanerne i USA har væltet Kevin McCarthy som formand for Repræsentanternes Hus. Det er aldrig sket før.

  44. Jacob Bruun Larsen blev matchvinder med sit første Premier League-mål

    Jacob Bruun Larsen jubler efter sit mål til 2-1. (Foto: © Peter Cziborra, Ritzau Scanpix)

    Den danske offensivspiller Jacob Bruun Larsen scorede tirsdag aften sit første mål i Premier League.

    Det var endda et meget flot mål, og så var det matchvindermålet, der sikrede hans klub, Burnley, en udesejr på 2-1 mod Luton i den bedste engelske fodboldrække.

    Luton havde et minut forinden udlignet til 1-1, da Bruun Larsen trak ind mod feltet fra højre side af banen, og fra en position lige uden for feltet krøllede han bolden ind i modsatte målhjørne med sit venstreben.

    Bruun Larsen var blevet skiftet ind efter 75 minutter og blev den helt store helt ved at sikre Burnley sæsonens første ligasejr.

    Holdet har nu fire point ligesom Luton. Burnley ligger lige under stregen på grund af den svageste målscore.

    /ritzau/

  45. SAS er reddet, mens småsparerne står tilbage som kampens helt store tabere.

  46. GOG rejste sig med sejr over Skanderborg AGF efter stort nederlag i weekenden

    GOGs Nicolai Pedersen blev delt topscorer med syv mål. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

    De danske mestre fra GOG har fået en fremragende start på Champions League, mens det har været svingende i den hjemlige liga.

    I aften fik fynboerne dog en tiltrængt sejr, da de besejrede Skanderborg AGF med 32-27.

    Lørdag tabte GOG med hele ti mål til Aalborg, men den lussing var ikke til at se, da Nicolai Pedersen førte an med syv scoringer og sikrede sejren, der aldrig var i fare.

    De to point bragte fynboerne op på en femteplads i tabellen.

    I tirsdag aftens resterende kampe vandt Bjerringbro/Silkeborg med 35-33 over Ribe Esbjerg, Fredericia besejrede Ringsted med 33-36, mens Nordsjælland vandt bundopgøret med Sønderjyske med 32-30.

  47. Mindst 20 er omkommet, efter bus kørte ud over motorvejsbro nær Venedig

    • Ulykken skete kort før klokken 20. (Foto: © MARCO SABADIN, Ritzau Scanpix)
    • Vognen kørte af vejen og faldt med tæt på en jernbanelinje i bydelen Mestre, som er forbundet med Venedig af en bro, rapporterer italienske nyhedsbureauer ifølge Reuters. (Foto: © MARCO SABADIN, Ritzau Scanpix)
    1 / 2

    Mindst 20 personer er omkommet, efter en bus er faldet ned fra en motorvejsbro nær Venedig.

    Det siger Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro til den italienske avis La Repubblica.

    - En kæmpe tragedie ramte vores samfund i aften. Jeg erklærede straks byen for at være i sorg, til minde om de talrige ofre, der var på den faldne bus. En apokalyptisk scene, der er ingen ord, skriver han på X, det tidligere Twitter ifølge avisen.

    Bussen fløj cirka 10 meter og brød efterfølgende i brand. Der er endnu ikke meldinger om, hvordan og hvorfor ulykken skete.

    Italiens premierminister Giorgia Melone udtrykker sine dybeste kondolencer på både egne og regeringens vegne, skriver La Repubblica.

  48. Statsminister Mette Frederiksen har lagt mærke til en tendens, hvor flere taler åbent om det fede i ikke at gå på arbejde.

  49. Sammenslutning vil rejse milliarder til at beskytte verdens koralrev

    Det er ikke kun herhjemme, at havmiljøet i den grad har brug for en hjælpende hånd.

    Derfor er sammenslutningen Det Internationale Koralrevsinitiativ tirsdag blevet enige om at rejse et beløb svarende til 85 milliarder kroner, der skal gå til at beskytte og genetablere koralrev verden over.

    Det Internationale Koralrevsinitiativ består blandt andet af 45 nationer, som tilsammen råder over 75 procent af verdens koralrev.

    Med projektet ønsker sammenslutningen blandt andet, at mængden af beskyttede koralrev skal fordobles samt at sikre koralrev verden over bedre beskyttelse mod forurening og destruktivt overfiskeri.

    Koralrev verden over lider desuden også under de stigende havtemperaturer, som får korallerne til at udskille de farverige alger, der forsyner korallerne med næringstoffer og giver dem deres eksotiske udseende.

    Når det sker, mister korallerne sine farver, hvilket kaldes "blegning".

  50. Politiet dropper alle anklager mod tidligere Hummel-direktør

    Alle anklager mod tidligere Hummel-direktør Søren Schriver, som for næsten syv år siden blev bortvist efter mistanke om svindel, er frafaldet.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra Søren Schriver og hans advokat Mikkel Nielsen ifølge Ritzau.

    - Det er naturligvis forstemmende, at min klient har måtte vente i syv år på, at anklagemyndigheden nu når til den konklusion, at der ikke er hold i sagen, lyder det fra advokaten i pressemeddelelsen.

    Efter Søren Schriver i 2017 blev bortvist fra sin stilling gennem 20 år, blev han politianmeldt. Ifølge anmeldelsen havde han forsøgt at få en tyrkisk samarbejdspartner til at betale ham penge uden om Hummel.

    Siden truede han selv med at stævne Hummel for uberettiget fyring. En sag, han siden opgav.

    I 2021 blev der rejst tiltale mod den forhenværende direktør. Men sagen kom aldrig for retten, skriver Ritzau.

Mere fra dr.dk