Frankrig knokler sig tilbage og gør Danmark selskab i EM-semifinalen
Det danske håndboldlandshold gik for første gang ved EM-slutrunden fra banen uden en sejr.
I et opgør, som Danmark førte fra første fløjt, slog et hårdt kæmpende fransk mandskab til sidst tilbage og vandt 30-29.
Med halvandet minut tilbage af kampen steg franske Dika Mem til vejrs, passerede Niklas Landin i det danske mål og bragte for første gang Frankrig foran.
Danmark gik til pause foran med fem mål, men mod slutningen gik gassen af ballonen for de danske spillere.
Resultatet betyder, at Frankrig tager førstepladsen i mellemrunden foran Danmark. Derfor møder Danmark i fredagens semifinale Spanien. I den anden semifinale tørner Frankrig og Sverige sammen.