Efter et cyberangreb i weekenden har et hospital i Versailles været nødsaget til at aflyse operationer og flytte patienter, oplyser det franske sundhedsministerium ifølge Ritzau.
Ifølge den franske sundhedsminister, François Braun, har cyberangrebet medført en "total reorganisering af hospitalet", og man har desuden indkaldt ekstra personale til intensivafdelingen for at overvåge skærme, som ikke længere er koblet til hospitalets netværk.
Det oplyses ikke, hvem der mistænkes for at stå bag angrebet.
Anklagemyndigheden i Paris har indledt en undersøgelse af hackerangrebet og forsøg på afpresning.
I august blev hospitalet Corbeil-Essonnes i udkanten af Paris også ramt af et cyberangreb samt et krav på ti millioner dollars - svarende til omkring 70 millioner kroner. Kravet blev senere nedjusteret til en til to millioner dollars. Det varede flere uger, før hospitalet var tilbage i normal drift.