Fransk vovehals er druknet i forsøget på at krydse Atlanterhavet i robåd

Jean-Jaques Savin var tilsyneladende ikke en mand, der lod sig mærke af sin alder.
Ved nytår indledte den 75-årige franskmand et forsøg på at krydse Atlanterhavet i en robåd, men desværre endte eventyret med at koste ham livet.
Portugals kystvagt fandt fredag Jean-Jacques Savins robåd med bunden i vejret ud for øgruppen Azorerne, skriver Ritzau.
I dag lykkedes det så portugisiske dykkere at lokalisere den franske eventyrer, der lå død i kahytten på den lille båd.
I 2019 krydsede Jean-Jaques Savin Atlanterhavet i en tøndeformet kapsel, som blev drevet frem udelukkende af havstrømme.