Seneste Nyt

Fund ved søerne i København var granat - stammer formentligt fra Første Verdenskrig

  • En magnetfisker fandt en granat ved søerne i København tidligere i dag. (Foto: © Olafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix)
  • Afspærringen dækkede et mindre område af Dronning Louises Bro. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix)
  • Genstanden er blevet fundet af den samme magnetfisker, som for tre dage siden også fandt en granat i Sortedamssøen i København, skriver Ritzau. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Et mindre område ved Dronning Louises Bro på Nørrebro i København har i flere timer her til aften været afspærret, efter at en 19-årig magnetfisker havde fundet en genstand, som lignede en granat.

Magnetfiskeren har i flere dage hevet cykler, løbehjul, klapvogne og computere op af søen.

Politiet tilkaldte ammunitionsrydningstjenesten, som har fjernet genstanden under de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Vagtchef hos politiet Jonathan Wald siger til DR, at der ér tale om en mindre granat - formentligt fra Første Verdenskrig.

Nyheder

  1. Ny sag om uacceptabel opførsel på Herlufsholm undersøges

    En ny sag om uacceptabel adfærd blandt Herlufholms Skoles ældste elever bliver nu undersøgt. Det skriver Sjællandske Nyheder.

    Skolen skal være blevet kontaktet af forældre og elever i dagene efter en traditionsrig fugleskydning i slutningen af august, skriver Ritzau. Her lød det, at en lille gruppe elever fra 3.G havde udsat yngre elever for ubehagelige ting.

    - Vi accepterer ikke, at en lille gruppe elever tiltager sig privilegier på andre elevers bekostning, så sagen er nu blevet overdraget til politiet, siger skolens rektor, Gitte Nørgaard, til Sjællandske Nyheder.

    Fire elever skal være blevet sendt hjem, skriver lokalmediet.

    Politiet bekræfter til DR Nyheder, at de har fået en henvendelse fra Herlufsholm, som de undersøger. DR forsøger at få en kommentar fra rektor Gitte Nørgaard.

    Herlufsholm var i maj sidste år genstand for TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms Hemmeligheder', hvor tidligere elever fortalte om vold og krænkelser. Siden har skolen undskyldt over for tidligere elever.

  2. Ringvej lukket i Næstved efter lastbilbrand

    En lastbil står i brand i Næstved på omfartsvejen Ring Øst, og vejen vil være lukket de næste timer.

    Det oplyser politiet til P4 Trafik.

    Ring Øst er spærret mellem Rute 54 Køgevej og Stenlængegårdsvej.

    En forsigtig tidshorisont fra Politiet lyder, at Ring Øst først kan genåbnes omkring klokken 18.

    Det kan give udfordringer for bilister, der bevæger sig ud på vejene i eftermiddagens myldretid.

  3. 21-årig varetægtsfængslet for at smugle kilovis af ketamin

    En 21-årig mand fra Aarhus er blevet varetægtsfængslet i fire uger for indsmugling og videredistribution af mindst 15 kilo ketamin.

    - Til dagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus blev den 21-årige mand varetægtsfængslet i fire uger frem til fredag den 20. oktober. Kendelsen blev ikke kæret til landsretten, skriver det.

    Ketamin er et bedøvelsesmiddel, der ofte bruges til større dyr som for eksempel heste. Stoffet bliver også af nogle brugt som rusmiddel.

    I går blev en anden 21-årig mand sigtet for straffelovens narkotikabestemmelse for at have sendt seks kilo ketamin med Postnord til Canada.

  4. Hundredvis af kranier fra fredede aber taget i tolden i Paris

    De franske toldere i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris har haft travlt.

    De har beslaglagt hundredevis af kranier fra fredede abearter og andre dyr, som er blevet forsøgt sendt igennem luft havnen i flere sendinger. Det skriver nyhedsbureauet DPA ifølge Ritzau.

    De fleste sendinger kommer fra det afrikanske land Cameroun og skulle have været med fly videre til USA.

    Kranierne skulle ifølge toldvæsnet være blevet sendt til samlere og jagtklubber i USA. I visse kredse bruges kranierne ofte som gave.

    Ingen af sendingerne havde de nødvendige tilladelser, siger toldvæsnet i Paris ifølge Ritzau.

    I perioden maj til december 2022 overbragte myndighederne i Frankrig flere end 700 beslaglagte abekranier og kranier fra andre dyr til det naturhistoriske museum i byen Aix-en-Provence, lyder det.

  5. To danskere skal ud i en direkte dyst om guldet, når EM i speedway skal afgøres fredag aften.

  6. Anklagere vil tiltale Marine Le Pen for at have misbrugt EU-midler

    Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen og 23 andre bør retsforfølges for misbrug af EU-midler. Det mener den franske anklagemyndighed ifølge Reuters.

    Anklageren i Paris begyndte efterforskningen i december 2016 med det formål at fastslå, om Le Pens parti havde brugt penge, der skulle bruges på europaparlamentariske assistenter, på i stedet at betale personale, der arbejdede for partiet.

    Dengang hed partiet Front National. Det er siden skiftet navn til National Samling.

    EU-politikere får penge til at dække udgifter som eksempelvis assistenter, men det er ikke meningen, at de skal bruges på udgifter i partiet.

    National Samling afviser alle anklager, oplyser partiet i en udtalelse til Reuters.

    Ifølge anklagemyndigheden kan Le Pen potentielt blandt andet stå over for en 10 år lang fængselsstraf, skriver Reuters.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  7. København får varslingssystem til at advare borgere om høj luftforurening

    Selvom luften bliver renere i København, er den stadig så forurenet, at politikerne nu har besluttet at lave et varslingssystem.

    Idéen er, at personer med blandt andet luftvejssygdomme fremover kan få et varsel, når luften i København er så forurenet, at det kan påvirke deres helbred.

    - Hvert tiende dødsfald i København kan tilskrives luftforurening. Det er vi nødt til at beskytte københavnerne mod, siger kommunens sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF).

    Hvordan systemet helt konkret skal fungere, ved politikerne ikke endnu, men det bliver formentlig på telefonen. Selvom det glæder 27-årige Katrine Østerby, der lider af astma, så håber hun, at politikerne også vil gøre noget ved det egentlige problem.

    - Jeg er en ung studerende i god form, der gør mange af de rigtige ting, så jeg føler, der også burde være plads til mig i København – og at det er luftforureningen, vi skal have styr på, og ikke mig, der skal flytte ud, siger hun.

    Varslingssystemet skal efter planen være færdigt i slutningen af 2024.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  8. Flere personer bliver afhørt efter en eksplosion i et rækkehus i Odense.

  9. Rådgiver i Holstebro Kommune frygter for borgernes retssikkerhed: 'Bliver syltet'

    Kommunens egen borgerrådgiver skriver i sin årlige rapport, at der er grund til bekymring for borgernes retssikkerhed - særligt på grund af lange ventetider.

    Signe Bach kender alt til de lange ventetider. Hun går hjemme for at passe sin 13-årige datter.

    Fra hun søgte om tabt arbejdsfortjeneste, til Holstebro Kommune bekræftede ansøgningen, gik der 10 måneder.

    - Det er jo helt absurd. Kommunen har en maksimal sagsbehandlingstid på 12 uger, og så bliver jeg i den grad bare syltet, siger hun.

    Direktør for Børn og Unge, Helle Støve, forklarer problemerne med et højt sygefravær og stor medarbejderudskiftning. Og det er punkter, hvor de allerede ser en forbedring, siger hun.

  10. Xi: Syrien og Kina indgår et strategisk partnerskab

    Den syriske præsident, Bashar al-Assad, er i Kina, hvor han i dag mødes med den kinesiske leder, Xi Jinping.

    I den forbindelse har Xi Jinping ifølge AP sagt, at de to ledere snart vil annoncere et strategisk partnerskab.

    - I lyset af den ustabile og usikre internationale situation er Kina villige til at samarbejde med Syrien for fast at støtte hinanden. Og i fællesskab beskytte international retfærdighed, sagde Xi i et videoklip, der er lagt ud online af det statslige tv-selskab CCTV, skriver AP.

    Det er første gang i næsten 20 år, at Assad besøger Kina. Han skal overvære åbningsceremonien for De Asiatiske Lege, der afholdes i Hangzhou.

  11. 38-årig mand mistænkt for narkosmugling er blevet udleveret til Danmark

    En koordineret aktion mellem National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og spansk politi er ført til anholdelse af en 38-årig mand i Spanien.

    Han blev udleveret til Danmark og formelt anholdt i går, skriver NSK.

    - Efter et tæt og godt samarbejde mellem de spanske og danske myndigheder er en dansk mand, som vi mistænker for at have spillet en afgørende rolle i et internationalt organiseret kriminelt netværk, nu blevet udleveret, siger ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard.

    Manden skal være en del af et organiseret kriminelt netværk og er sigtet for i forening med en 29-årig mand, der blev anholdt den 30. august, at have indsmuglet store mængder narkotika til Danmark og derved overtrådt straffelovens paragraf 191.

  12. Lastet med tonsvis af hvede: Flere fragtskibe på vej til og fra Ukraine

    Opdatering: I rubrikken og brødteksten stod der tidligere, at skibet var 'læsset' med korn. Det er nu rettet til den korrekte term 'lastet'.

    Tidligere i dag bekræftede den ukrainske infrastrukturminister, Oleksandr Kubrakov, at to skibe havde forladt Ukraine og sat kursen mod Egypten, lastet med hvede.

    Et af dem er fragtbåden Aroyat, som er lastet med korn i tonsvis, og som forlod havnebyen Tjornomorsk i dag.

    Sammen med det andet skib Resilient Africa ankom Aroyat til Ukraine i lørdags, hvor det siden er blevet lastet med hvede, som skal fragtes til Egypten og Israel. Det var første gang, siden Rusland trak sig ud af en international kornaftale, at skibe ankom til Tjornomorsk via en ny rute.

    Nu siger ministeren, at tre nye fragtskibe er på vej til havnebyerne Tjornomorsk og Pivdennji ved Sortehavet for at blive lastet med "tonsvis af landbrugsvarer og jern". Det skriver Reuters.

    Ifølge ministeren skal skibene derefter til Kina, Egypten og Spanien.

  13. Ombudsmanden har modtaget en række klager over vurderingerne.

  14. Medicinstuderende får ikke tilbudt bolig under klinikophold i Herning - risikerer op mod fire timers daglig rejsetid

    Mindst 60 medicinstuderende fra Aarhus risikerer at skulle bruge tre-fire timer om dagen på offentlig transport, når de skal i fem ugers klinikophold på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning.

    Modsat mange andre hospitaler stiller hospitalet i Gødstrup nemlig ikke en bolig til rådighed for alle de studerende.

    Det gør hverdagen besværlig for blandt andre Sara Villanueva Dalbøl, der skal i klinikophold til november:

    - Jeg synes, det er uretfærdigt og en forskelsbehandling. Det gør også, at jeg får et negativt syn på hospitalet, og det får måske indflydelse på, om jeg vil vælge at arbejde der i fremtiden, siger hun.

    Regionshospitalet Gødstrup har tilbudt de studerende, der står uden bolig, at de kan leje sig ind på et hotel i nærheden med 25 procents rabat.

    Konstitueret hospitalsdirektør, Henning Voss, forstår godt frustrationen og håber, at der kan findes en løsning på udfordringerne.

  15. Center for Cybersikkerhed: Opdater dine Apple-enheder

    Center for Cybersikkerhed (CFCS) anbefaler, at man opdaterer sine Apple-enheder. Det skriver de på X, det tidligere Twitter.

    Situationscentret ved CFCS er blevet bekendt med tre aktivt udnyttede sårbarheder i iOS, iPadOS og macOS.

    Sårbarhederne kan give mulighed for at kompromittere enheder gennem for eksempel ondsindede hjemmesider, skriver de.

    Centeret henviser til at finde mere information her.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  16. 18 tiltalt for større slagsmål i Glostrup før fodboldkamp

    Et større slagsmål på Glostrup Station i maj har ført til tiltale af 18 personer. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

    Slagsmålet udspillede sig dagen før en kamp mellem Brøndby IF og FC København.

    Der blev delt videoer på X efter slagsmålet, hvor man blandt andet ser en ældre dame blive væltet omkuld.

    - Der blev slået, sparket og kastet med romerlys midt på en fyldt togperron midt imellem andre mennesker. Dem, der har deltaget, står efter min opfattelse alle til en fængselsstraf, siger specialanklager Henrik Uhl Pedersen i pressemeddelelsen.

    I et samarbejde mellem Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi er det lykkes at identificere de 18 tiltalte.

    13 af de tiltalte er før straffet for ligeartet kriminalitet som vold, hærværk eller grov forstyrrelse af den offentlige orden, skriver politiet. Alle 18 nægter sig skyldige.

  17. Mand tiltalt for at videresælge cirka 500.000 login-oplysninger til onlinetjenester

    Politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har rejst tiltale mod en 29-årig mand fra Odense.

    Han er tiltalt for i flere tilfælde at have videresolgt lister med i alt cirka 500.000 lækkede login-oplysninger til forskellige onlinetjenester, herunder flere streamingtjenester.

    Derudover er han tiltalt for at have oprettet en salgsfunktion på en hjemmeside, hvor køberne enkeltvis kunne købe sig til en eksisterende brugers login-oplysninger til specifikke tjenester, som eksempelvis TV 2 Play, skriver NSK i en pressemeddelelse.

    Det er sket, uden at brugerne vidste noget om det.

    NSK vil nedlægge påstand om fængselsstraf i sagen.

  18. Fredag aften skal det danske landshold stå ansigt til ansigt med Tyskland. Kampen kan følges på DR1, DRTV og Liga på P4.

  19. Danmark er "europamester i lav inflation", siger økonom. På et år steg forbrugerpriser med 2,3 procent.

  20. Aserbajdsjan åbner for amnesti til soldater, der lægger våbnene

    Hvis de armenske soldater i den konfliktfyldte region Nagorno-Karabakh lægger deres våben, er Aserbajdsjan åbne for at give amnesti.

    - Det gælder selv for tidligere militærpersoner og kombattanter, hvis man kan kalde dem det. Selv for dem forestiller vi os amnesti eller noget lignende, lyder det fra Hikmet Hajiyev, der er rådgiver for Aserbajdsjans præsident, til nyhedsbureauet Reuters.

    Torsdag lød budskabet fra etniske armeniere i området, at de havde brug for sikkerhedsgarantier, inden de lagde våbnene, skriver Ritzau.

    Der har i flere dage været uro i Nagorno-Karabakh. Området ligger inde i Aserbajdsjan og er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan. Men beboerne er primært armeniere, og gennem flere årtier har det fungeret som en selvstændig region støttet af Armenien.

  21. Aarhus sender priserne for parkering i vejret for at nå klimamål

    Det bliver markant dyrere at være bilejer i Aarhus.

    Som et led i Aarhus Kommunes nye budgetaftale stiger prisen for beboerparkering fra 500 kroner årligt til 2.500 kroner.

    Ejer man en eller flere biler derudover, så lyder prisen på 3.750 kroner årligt.

    Stigningen på 400 procent skyldes ifølge borgmester Jacob Bundsgaard (S) blandt andet, at Aarhus Kommune sigter mod at være CO2-neutral i 2030:

    - Det er for at skabe et incitament til at få skiftet diesel- og benzinbil ud med en elbil, eller at man i højere grad bruger offentlig transport og cykel, siger han.

    Desuden afskaffes den gratis parkering i to timer på udvalgte strækninger og veje.

    Samtidig indføres dog gratis parkering om søndagen og gratis parkering i p-huse i aftentimerne.

  22. Politi flere steder i Odense efter sprængning

    Fyns Politi er til stede flere steder rundt om i Odense, efter en sprængning fandt sted klokken 01.56 i nat ved Bredagerløkken.

    Det skriver politikredsen på det sociale medie X, tidligere Twitter.

    Her foretages indledende undersøgelser, og politiet patruljerer for at skabe tryghed, lyder det.

    Det er kun få dage siden, at politiet i nærheden af Bredagerløkken undersøgte en hændelse, hvor der blev skudt efter en bil, skriver Ritzau.

    Politiet leder fortsat efter to mænd efter skyderiet, der skete tirsdag eftermiddag omkring Svovlhatten og Vokshatten. Det mistænkes for at være banderelateret.

    Politiet melder ikke noget om, hvorvidt nattens sprængning og skyderiet har noget med hinanden at gøre.

  23. Mistanke om flere overgreb på skole i Nordsjælland

    En 27-årig mand og tidligere medarbejder på Søholmskolen i Rudersdal Kommune sidder lige nu varetægtsfængslet, mistænkt for voldtægt af en pige under 15 år samt vidnetrusler.

    Ifølge borgmester Ann Sofie Orth (K) er der mistanke om flere overgreb begået på elever på Søholmskolen. Det fortæller hun til P4 København.

    - Vi har at gøre med mistanke om flere overgreb på børn på skolen. Der skal fortsat afvikles børnesamtaler. Og det vil være med til at afdække, om der er yderligere overgreb eller hændelser, der skal politianmeldes, siger hun.

    Rudersdal Kommune besluttede i går at oprette en hotline for forældre og har bedt et advokatfirma om at igangsætte en undersøgelse. Kommunen har også bedt Kammeradvokaten om hjælp til at undersøge, om der er sket ledelsessvigt i forbindelse med sagen.

    I dag er der mandet op med flere voksne på skolen, ligesom der er psykologbistand og kriseberedskab sat op til både børn, voksne, forældre og medarbejdere. Det gælder også over weekenden.

    Du kan få de seneste nyheder hos DRTV Live.

  24. Både unge og taxachauffører mener, at det er problem, at holdepladser er blevet flyttet og sløjfet.

  25. Der er 77 ugers ventetid på første ADHD-samtale: Men Region Nordjylland afviser forslag om familieterapi

    Nordjylland har den længste ventetid i landet på den første samtale til undersøgelse for ADHD i børnepsykiatrien.

    Lige nu er den på 77 uger.

    Men på grund af den hårdt pressede økonomi har politikerne i Region Nordjylland afvist flere budgetforslag, der skulle forbedre forholdene for familierne og nedbringe de rekordlange ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien.

    Blandt andet familieterapi til familier med børn, der venter på udredning for ADHD og autisme.

    Ditte Nørager fra Hjortdal, nordøst for Fjerritslev, er skuffet.

    Hendes datter på 13 år ventede i et år på at blive udredt for ADHD, og imens kunne familien godt have brugt vejledning til at håndtere den pressede hverdag med et barn i mistrivsel.

    - Vi famler jo lidt i blinde, og bliver nogle gange noget udfordret og kan 'bide hovedet af hinanden', fortæller hun.

  26. Særlige parkeringspladser til hjemmeplejen er en succes: Fjerner stress

    Ansatte i hjemmeplejen har travlt, og tiden skal bruges med de ældre – ikke på at lede efter en ledig parkeringsplads.

    Derfor har Odense Kommune siden februar eksperimenteret med at lave særlige parkeringspladser til hjemmeplejen. Og nu er der politisk opbakning til at lave endnu flere end de foreløbige ni pladser.

    Sosu-assistent Nicholas Duelund er glad for projektet.

    - Det har været med til at fjerne noget af stressen og bekymringerne oppe i mit hoved, siger han.

    Parkeringspladserne ligger på Odense Kommunes egne arealer, men transportministeren har godkendt, at de særlige pladser også kan oprettes på offentlig vej.

    Flere større danske byer arbejder i de her år sammen om at finde den bedste måde at løse parkeringsproblemerne for hjemmeplejen.

  27. Skud på pub i Sverige - to personer dræbt

    Opdatering klokken 9:19 med information om, at de to, der tidligere var i livsfare, er afgået ved døden. Citat fra politiet er tilføjet.

    Der blev affyret skud på en pub i den svenske by Sandviken i går aftes, hvor flere personer kom til skade. Det skriver svenske SVT.

    To af dem er siden afgået ved døden.

    Området blev spærret, og politiet siger til SVT, at de i løbet af aftenen og natten har taget de første efterforskningsskridt.

    - Vi formoder, at det er én person, der var målet. De tre andre, der er blevet ramt, skal have været på stedet, siger Magnus Jansson Klarin, pressetalsmand for politiet. Politiet efterforsker hændelsen som to drabssager.

    Ingen er endnu anholdt som mistænkt for skyderiet.

  28. Trods ihærdig kampagne for nye kostråd, køber forbrugerne i dag færre bælgfrugter end før rådet om 100 gram om dagen blev indført for to år siden.

  29. Ordning, der skal få flere udlændinge i arbejde, forlænges

    Regeringen og arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at udvide den såkaldte IGU-ordning, der skal give flere flygtninge og familiesammenførte mulighed for at komme i arbejde.

    Ordningen forlænges, så den løber indtil 2028, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet og FH i en pressemeddelelse.

    IGU-ordningen har eksisteret siden 2016 og er et toårigt ansættelsesforhold mellem en virksomhed og en udlænding, der omfatter en kombination af sprogundervisning, uddannelse og arbejde.

    Aftaleparterne vil udvide ordningen, så flere kan benytte sig af den.

    - IGU har vist sig at være en god indgang til arbejdsmarkedet for flygtninge, mens det også hjælper virksomhederne i den nuværende situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft, siger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) i pressemeddelelsen.

  30. Den ukrainske præsident besøgte flere vigtige politikere i den amerikanske hovedstad.

  31. Bandelederen 'den kurdiske ræv' står over for mulig udlevering til Sverige

    Udleveringen af en internationalt efterlyst bandeleder kan muligvis være et skridt tættere på i Sverige.

    Den svenske bandeleder Rawa Majid står nemlig til potentielt at miste sit tyrkiske statsborgerskab på grund af en igangværende juridisk proces om dokumentforfalskning, skriver det svenske medie SVT ifølge Ritzau.

    Den "kurdiske ræv", som han kaldes, er leder af det kriminelle netværk Foxtrot, som er forbundet med en række højt profilerede drab i Sverige, som er plaget af omfattende bandekriminalitet.

    Rawa Majid er opvokset i Sverige, men fik statsborgerskab i Tyrkiet efter at have foretaget en række investeringer i landet og har derfor været beskyttet mod udlevering til Sverige.

  32. Den danske golfspiller Emily Pedersen er med på et europæiske hold, som fredag tager hul på Solheim Cup-turneringen, hvor Europa møder USA.

  33. Mens blandt andre FOA og HK er stærkt imod skattelettelser, mener Dansk Metal, at det godt kunne give mening.

  34. 9/11-fange erklæret uegnet til retssag - har fået PTSD efter angivelig tortur af CIA

    En fange på den amerikanske Guantanamo-base på Cuba er blevet erklæret uegnet til at gå igennem en retssag.

    Det skyldes, at han har fået PTSD efter angiveligt at være blevet udsat for tortur af det amerikanske efterretningsvæsen CIA, skriver Ritzau og AFP.

    Ifølge dommeren er 51-årige bin al-Shibh for psykisk skadet til at kunne forsvare sig selv i retssagen.

    Manden stod over for en mulig dødsdom for sin rolle i terrorangrebet den 11. september 2001, hvor fly fløj ind i tvillingetårnene i New York og forsvarsministeriet The Pentagon i Washington D.C.

    Efter planen skulle bin al-Shibh have været på anklagebænken i dag sammen med Khalid Sheikh Mohammed, der menes at være hjernen bag 9/11, samt tre andre, skriver Ritzau. De andres høring vil fortsætte efter planen.

    Rettelse: Tidligere stod der, at Guantanamo-basen lå i USA. Den ligger på Cuba.

  35. Fredag starter med regn, men senere kigger solen forbi

    De sidste dele af det regnvejr, der trak ind over landet fra sydvest i går, hænger stadig over os i morgen- og formiddagstimerne.

    I løbet af dagen vil det dog forsvinde mod nordøst. Derfra kommer der opklaring med lidt eller nogen sol.

    Der kan i halen på regnvejret også komme byger.

    Temperaturen stiger til mellem 15 og 18 grader, og vinden er markant mere rolig, end hvad vi ellers har oplevet i løbet af ugen. Den bliver svag til jævn fra vest og sydvest, i Nordjylland nordvest.

  36. Danmarks grønne troværdighed står over for et "ordentligt hak i tuden", lyder det SF, K og R.

  37. Stor sejr for indfødte folks rettigheder i Brasilien

    De indfødte folk i Brasilien fik i nat en stor juridisk sejr.

    Seks ud af 11 dommere i den brasilianske Højesteret har nemlig afvist et forsøg på at begrænse et indfødt folks ret til at bo på deres oprindelige jord.

    Beslutningen er blevet fejret af indfødte folk i flere brasilianske byer. Ifølge eksperter kan dommen danne præcedens for massevis af lignende sager, hvor indfødte folk gør krav på at få deres land tilbage.

    • Xokleng-folket, andre indfødte folk og aktivister fulgte domsafsigelsen på TV. (Foto: © Gustavo Moreno, Associated Press)
    • Da dommen gik i deres retning, var der jubel og glædestårer. (Foto: © Andre Borges, Ritzau Scanpix)
    • Dommen kan danne præcedens for en lang række lignende sager. (Foto: © Ueslei Marcelino, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Retssagen handlede om Xokleng-folket, der i dag tæller omkring 2.300 mennesker i det sydlige Brasilien, som i 2009 blev fordrevet fra deres lande af Santa Catarinas Miljøinstitut, da områderne var en del af et naturreservat.

    Begrundelsen var, at Xokleng-folket på det tidspunkt ikke kunne bevise, at de havde ret til at bo der.

    Men der er historiske beviser for, at de tilbage i det 19. århundrede på brutal vis blev fordrevet fra deres lande, skriver BBC. Derfor appellerede de beslutningen og tog sagen hele vejen til Højesteret.

  38. Zelenskyj besøger Canada

    I de sidste dage har Ukraines præsident været på besøg i New York og Washington, men Zelenskyj er ikke klar til at forlade Nordamerika.

    For han har taget turen til Canada, hvor han skal holde tale i det canadiske parlament Ottawa og også mødes med landets premierminister Justin Trudeau.

    Det oplyser den canadiske premierminister på sin hjemmeside.

    Canada er et af de lande i verden, der har bidraget med flest våben og penge til Ukraine.

  39. Politikerne i Aarhus har lagt budgettet for 2024

    29 ud af 31 medlemmer af Aarhus Byråd har natten mellem torsdag og fredag indgået en aftale om, hvordan kommunen skal bruges næste år.

    Blandt andet er der afsat flere penge til udsatte unge, børn med særlige behov, og der er også sat lidt flere penge af til byens ældre. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er glad for den nye budgetaftale.

    - Jeg er meget tilfreds med, at et meget bredt flertal i byrådet har landet en aftale, der sikrer fortsat høj velfærd over for de grupper, der har allermest behov, socialt udsatte, hjemløse, ældre og ikke mindst børn i risiko for mistrivsel.

    - Det er her, vi som kommune og byråd har en bunden opgave, så vi er nødt til at omprioritere på andre områder, udtaler borgmester (S) Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

    Til de fodboldinteresserede har politikerne også valgt at bruge 30 mio. kroner på at forbedre Vejlby Stadion. Det skal først fungerer som et midlertidig stadion for AGF's herrehold i Superligaen og senere blive hjemmebane for AGF's bedste kvindehold.

  40. Biden sender ny våbenpakke til 2,3 milliarder kroner til Ukraine

    Ukraines præsident Zelenskyj har brugt sin torsdag på at besøge Washington D.C, hvor han blandt andet er mødtes med USA's præsident Joe Biden.

    Og Zelenskyj kommer ikke til at tage tomhændet hjem, for Biden har fortalt, at han er klar til at sende endnu en våbenpakke til Ukraine.

    Denne gang er der tale om en våbenpakke til 325 millioner dollars eller cirka 2,3 milliarder kroner.

    - I dag godkendte jeg den næste pakke af amerikansk sikkerhedshjælp til Ukraine, herunder mere artilleri, mere ammunition, flere panserværnsvåben, og i næste uge vil de første amerikanske Abrams-kampvogne blive leveret til Ukraine," sagde Biden.

    Biden fortalte også, at våbenpakken vil indeholde mere luftforsvar.

    - Vi fokuserede også på at styrke Ukraines luftforsvarskapaciteter for at beskytte den kritiske infrastruktur, der giver varme og lys under årets koldeste og mørkeste dage, fortalte han.

    Zelenskyj takkede for de frugtbare samtaler og samarbejdet med de amerikanske politikere og sagde, at den nye våbenpakke er lige det, Ukraine har brug for nu.

  41. USA giver over 800 millioner til Myanmar og Bangladesh

    USA vil donere yderligere 116 millioner dollar - over 811 millioner kroner - i humanitær støtte til Myanmar, Bangladesh og de omkringliggende regioner.

    Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Rohingyaerne er et muslimsk folk, der er et mindretal i Myanmar.

  42. Californien sagsøger organisationer for forkert information om abortpiller

    Staten Californien sagsøger to anti-abort organisationer for at fortælle patienter, at den kan hjælpe med at omvende effekten af abortpillen mifepristone.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Misinformation er potentielt farlig og i strid med loven, lyder det fra staten.

    - Dem, der kæmper med den svære beslutning om at få en abort, fortjener støtte og troværdig vejledning - ikke løgne og misinformation, siger advokat Rob Bonta.

    Ifølge Reuters skal søgsmålet stoppe virksomhederne i at reklamere for praksissen, ikke i at udføre den.

    Én af organisationerne, Heartbeat International, siger i en erklæring, at kvinder, der har taget en abortpille, "fortjener retten til at prøve at redde deres graviditet".

  43. Astronomer finder kulstof på månen 'Europa': Kan være et godt sted for liv

    Europa er Jupiters fjerdestørste måne med en radius på 1.569 kilometer. (Foto: © handout, Scanpix Denmark)

    Er der liv i rummet?

    Det spørgsmål er man måske kommet tættere på at kunne få svar på.

    For astronomer har ved hjælp af data fra NASA fundet kulstof på Jupiters måne Europas isede overflade.

    Og det kan være afgørende for, om liv kan trives på Europa, skriver NASA.

    Vi må dog vente lidt med at få endegyldigt svar på, om der er liv derude.

    - Vi ved endnu ikke, om der faktisk er liv i Europas hav, siger Christopher Glein, geokemiker ved Southwest Research Institute i Texas til The Guardian.

    - Men den nye opdagelse får det til at tyde på, at Europas hav kunne være et godt bud på at være vært for eksisterende liv. Det miljø er spændende ud fra astrobiologiens perspektiv.

  44. Danske Emil Nielsen var i hopla i Barcelona-buret mod Magdeburg i torsdagens Champions Leauge-kamp.

  45. Sveriges regering indrømmer, at man risikerer at misse flere klimamål

    Sverige kommer til at misse flere klimamål både på nationalt plan og på EU-plan.

    Sådan lød det fra den svenske regering på et pressemøde i går, hvor finanslovsforslaget for næste år blev fremlagt, skriver SVT.

    Forslaget betyder blandt andet, at målet om at reducere CO2-udledningen med 63 procent i 2030 i forhold til 1990 højst sandsynligt ikke kommer til at ske. Sådan lyder den svenske regerings egen vurdering.

    Finansminister Elisabeth Svantesson blev til pressemødet spurgt, om regeringen helt dropper sine klimamål.

    - Vi kommer tilbage med en klimahandlingsplan, og så må vi se på, hvad vi skal gøre, og hvordan det skal se ud. Målene ligger fast, svarede hun Elisabeth Svantesson.

    Regeringen siger, at udledningen af drivhusgasser forventes at stige i 2024 og 2025 for derefter at falde.

  46. Zelenskyj trykker hånd med Biden i Det Hvide Hus

    • Joe Biden og hans kone Jill Biden tager imod Zelenskyj ved Det Hvide Hus. (Foto: © Jim WATSON, Ritzau Scanpix)
    • Efter modtagelsen gik turen til det Ovale Værelse, hvor snakken mellem de to ledere fortsatte. (Foto: © Evan Vucci, Associated Press)
    • Zelenskyjs kone, Olena, er også med på besøget i Washington. (Foto: © Michael Reynolds, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Volodomyr Zelenskyjs besøg i Washington har også ført den ukrainske præsident en tur omkring Det Hvide Hus.

    Det er anden gang, at Joe Biden tager imod Zelenskyj her. Første gang var i december sidste år.

    Forud for mødet udtalte Zelenskyj, at han så frem til at diskutere Ukraines militære behov og luftforsvar med den amerikanske præsident.

    Det forventes, at Volodymyr Zelenskyj klokken 23.00 dansk tid vil holde en tale for et særligt udvalg i den amerikanske kongres.

  47. En "frygtelig sag" om en tidligere medarbejder på en skole i Rudersdal Kommune har fået kommunen til at handle.

  48. Polske embedsmænd skulle angiveligt have tjent styrtende med penge på at udstede visa til blandt andet afrikanere og asiater, der ville til Polen.

  49. Indien øremærker hver tredje plads i parlamentet til kvinder

    Det krævede 11 timers debat, men Indien har nu vedtaget en lov, der øremærker en tredjedel af pladserne i parlamentet og delstatsregeringerne til kvinder.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Lovforslaget blev første gang introduceret - og lagt ned igen - i 1996.

    Premierminister Narendra Modis regering fremsatte forslaget igen i denne uge. I går blev det vedtaget i underhuset, og i dag har overhuset så også stemt det igennem, skriver Reuters.

    Indiens vicepræsident, Jagdeep Dhankhar, udtaler, at godkendelsen af lovforslaget er et "historisk øjeblik".

    I dag er 104 ud af Indiens 788 parlamentsmedlemmer kvinder. Det svarer til lidt over 13 procent.

Mere fra dr.dk