Genialt eller usmageligt? Bitcoin-milliardær skaber kaos med pengeregn i København

Flere hundrede mennesker stod klar i håbet om at kunne fylde lommerne med glitrende pengesedler foran Niklas Nikolajsens nye bar i Klosterstræde i hjertet af København.
Bitcoin-milliardæren havde nemlig annonceret, at han ville få det til at regne med penge. Bogstavelig talt.
Planen var, at han ville kaste i alt 100.000 kroner i halvtredskronesedler ud i Københavns gader.
Og det regnede da også for en kort stund. Men omkring klokken 16.00 valgte milliardæren at stoppe reklamestuntet, fordi der var for meget tumult.
En beslutning, som politiet forinden havde rådet ham til at tage, hvis folks sikkerhed kom i fare.
- Marketingsmæssigt har det været en rigtig god idé, men det er ikke sikkerhedsmæssigt forsvarligt at kaste penge ned i en menneskemængde, udtaler Nikolajsen til B.T. og tilføjer, at han håber på at fortsætte senere.