Globalt vaccineprogram har leveret en milliard coronadoser
En milliard corona-vaccinedoser.
Så mange er nu blevet leveret via det internationale vaccinesamarbejde COVAX, der skal sikre vacciner til verdens lav- og mellemindkomstlande.
Det oplyser organisationen Gavi, som er ansvarlig for vaccinationsprogrammet sammen med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Koalitionen for innovationer inden for beredskab mod epidemier (CEPI).
Selvom milepælen på en milliard vaccinedoser er nået, er der stadig stor ulighed i adgangen til coronavaccinerne på verdensplan, skriver Reuters.
De seneste data fra WHO viser således, at 67 procent af befolkningen i de rigere lande er blevet fuldt vaccineret, mens kun fem procent af befolkningen i de fattigere lande er fuldt vaccineret.
Over 40 procent af verdens befolkning har endnu ikke modtaget den første dosis, skriver Reuters.