Googles moderselskab, Alphabet, vil nu lancere en såkaldt chatrobot.
'Bard' er navnet på tjenesten, der den næste tid skal gennem feedback fra udvalgte brugere, før den i en af de kommende uger officielt bliver tilgængelig.
Det skriver Google og Alphabets administrerende direktør, Sundar Pichai, i et blogindlæg.
Meningen er, at brugere eksempelvis skal kunne stille 'Bard' spørgsmål, som den ifølge virksomheden selv vil svare troværdigt på.
Googles nye tiltag minder om den omdiskuterede ChatGPT, der har fået både ros og kritik for sine evner til at svare på komplekse spørgsmål.
- Bard trækker på information fra nettet for at give friske svar af høj kvalitet. Den kan være et udløb for kreativitet og en affyringsrampe for nysgerrighed, der hjælper dig med at forklare nye opdagelser, skriver direktøren blandt andet i sit blogindlæg.