Juli og august måned stod på alt andet end afslapning i solen på flere græske ferieøer.
Turister blev fanget i flammehav, og naturen blev på et splitsekund omdannet til pindebrænde, da temperaturerne passerede 40 grader.
Men ifølge Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, bør man se på de muligheder, som de stigende temperaturer medfører.
- Klimaforandringer er en mulighed for at udvide turistsæsonen, siger han i et interview med erhvervsmediet Bloomberg.
Uanset hvad man gør, er klimaforandringerne ifølge Mitsotakis en realitet, hvorfor man først og fremmest skal arbejde på at tilpasse sig.
- Det er meget klart, at vi skal fokusere på kortsigtet tilpasning, sagde premierministeren.
Grækenland planlægger at fordoble sine budgetreserver for at dække naturkatastrofer, som er forbundet med klimaændringer. Pengene skal blandt andet komme fra luksushoteller, da myndighederne har planer om at øge en afgift på indkvarteringer.
