Seneste nyt

Grand Teatret blandt verdens smukkeste

  • Grand Teatret blandt verdens smukkeste

    Biografen Grand Teatret i København er blevet kåret til en af verdens smukkeste biografer.

    Det er det britiske medie Time Out, som har lavet en top 50 over verdens smukkeste biografer, og Grand Teatret er med på listen som den eneste nordiske biograf.

    I toppen af listen er Tuschinski i Amsterdam og flagskibet Le Grand Rex i Paris, der som mange andre af de udvalgte biografer, inklusive Grand Teatret, er tegnet og opført efter inspiration fra art nouveau.

    Grand Teatret er tegnet af arkitekt Anton Rosen og blev opført i 1907 til 1910. Den markante rødstensbygning rummer også Palace Hotel på Rådhuspladsen.

    Biografens store sal blev oprindeligt bygget som koncertsal, men blev senere konverteret til biografsal.

    Grand Teatret er tegnet af arkitekt Anton Rosen og blev opført i 1907 til 1910. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

    Seneste Nyt

  • Der er registreret 916 nye smittetilfælde det seneste døgn

    Der er det seneste døgn konstateret 916 smittede med coronavirus, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

    Antallet af indlagte falder med syv til 166.

    Der er nul nye dødsfald.

  • Kronprins Frederik har fået første vaccinestik

    Kronprins Frederik har nu fået første stik med coronavaccine.

    Det fremgår af et billede, som kongehuset har offentliggjort på Instagram.

    - I dag har jeg fået mit første stik. Tak til alle jer, der hjælper os på vej mod en normal hverdag igen, lyder det i billedteksten.

  • Kontakttallet er beregnet til 1,1 - epidemien er i let stigning

    Kontakttallet er beregnet til 1,1 i denne uge. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

    Et kontakttal på 1,1 svarer til, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre. Det betyder altså, at epidemien vokser.

    Det er samme niveau som i sidste uge og betyder, at epidemien er i let stigning.

    Derfor er testmulighederne ekstra vigtige lige nu, skriver Heunicke i sit opslag.

    - DK er et godt sted pga. en massiv testkapacitet og effektive indsatser ved lokale smitteudbrud. Det er særligt vigtige værktøjer nu, hvor flere snart vender fysisk tilbage på arbejdspladsen.

  • Redningsplanen for flyselskabet Norwegian er nu godkendt

    Flyselskabet Norwegian er tæt på at have sin redning på plads.

    En stor redningsplan skal lette virksomheden for en stor del af dens gæld og samtidig tilføre omkring seks milliarder norske kroner.

    Redningsplanen blev i marts godkendt af en irsk domstol, og det samme blev den af en norsk domstol i april. Siden da er der ikke kommet nogen indvendinger eller appeller, dog derfor er planen betragtet som godkendt, skriver Ritzau.

    Dermed kan redningsprocessen være helt afsluttet 26. maj, oplyser Norwegian.

  • Gymnasie- og erhvervsskoleelever: Genåbningsaftale giver kun få ekstra dage tilbage i skolen

    Det kommer kun til at betyde et par få ekstra fysiske skoledage, at der med den nye genåbningsaftale åbnes for, at alle uddannelser kan få eleverne tilbage på fuld tid.

    Det siger Ingrid Kjærgaard, der er forkvinde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.

    - For et par uger siden havde det gjort en rigtig stor forskel for mange elever. Nu kommer det til at være et par få fysiske dage.

    Den sene tilbagevenden til skolebænken har påvirket den uddannelser, eleverne har fået. Det mener Julie Kølskov Madsen, som er formand for Erhvervsskolernes elevorganisation.

    - Desværre er skolerne blevet udskudt rigtig længe, og det kan tydeligt ses på den uddannelse, som folk har fået. Så det kommer bare for sent, siger hun.

    Lige nu har ikke-afgangselever på ungdoms- og voksenuddannelserne kun fysisk fremmøde hver anden uge. Med den nye aftale kan de komme tilbage på fuld tid fra på fredag.

  • Forskere: Danske ulve bliver dræbt af mennesker

    En del af de ulve, der på mystisk vis er forsvundet i Danmark, er blevet dræbt af mennesker.

    Det konkluderer professor Peter Sunde fra Aarhus Universitet nu sammen med andre forskere. Dødeligheden blandt unge danske ulve er nemlig på 46 procent - og altså meget højere end i andre lande.

    - Dødeligheden er ti gange så høj, som den burde være. Det kan vi ikke forklare naturligt, siger Peter Sunde.

    Og det efterlader ifølge Peter Sunde med én herskende teori om, hvad der er sket med ulvene.

    - Der er kun en plausibel forklaring tilbage: De bliver fældet og bortskaffet. Hvem der står bag, kan vi i sagens natur ikke sige noget om.

    I de seneste år er der forsvundet ni ulve fra Danmark.

    Ulvene her er helt sikkert ikke nogle af dem, der er blevet bortskaffet på mystisk vis. Disse er nemlig fotograferet i Københavns Zoo. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
  • Hvideruslands mest populære medie blokeret

    Her til morgen har myndigheder i Hviderusland ransaget og blokeret et af landets mest populære og uafhængige medier TUT.BY.

    Mediet er officielt anklaget for skatteunddragelse af omfattende karakter og chefredaktør Marina Zolotova er blevet anholdt.

    En række journalister fra både TUT.BY og mindre medier er her til formiddag forsvundet, og deres kolleger formoder, at de er anholdt i en større operation.

    Præsident Aleksandr Lukasjenkos styre har løbende indskrænket pressefriheden siden sommerens protestvalg, men blokeringen af TUT.BY bliver af oppositionen kaldt for det største angreb mod frie medier i mere end 15 år.

  • Det er ikke forbudt at stjæle andres identitet på nettet - men det skal det være nu, mener et politisk flertal

    Regeringen og støttepartierne er enige om at gøre det ulovligt at stjæle andres identitet - ikke mindst på internettet. Det skriver Justitsministeriet ifølge Ritzau.

    Som reglerne er lige nu, er det kun ulovligt at udgive sig for at være en anden på nettet, hvis der er et økonomisk motiv bag.

    Men der er masser af sager, hvor folks identitet bliver stjålet til andre formål - og det er det, et politisk flertal nu vil gøre ulovligt.

    - At opleve at få sin identitet stjålet eller misbrugt - eksempelvis ved at der er oprettet en falsk profil på et socialt medie med ens navn og billede - er meget ubehageligt og krænkende for den person, det går ud over, skriver justitsminister Nick Hækkerup (S).

    Forslaget skal ifølge justitsministeren sørge for, at lovgivningen følger med den digitale kriminalitets udvikling.

  • SSI: Genåbning vil give mere smitte og flere lokale nedlukninger

    Nattens genåbningsaftale er "en stor udgave", lyder det fra Statens Serum Instituts direktør, Henrik Ullum.

    Han er dog ikke bekymret for, at det vil få smitten til at løbe løbsk, fordi vi står et godt sted med mange test og hurtige lokale nedlukninger.

    Men det vil føre til mere smitte, konstaterer han. Og med det også flere lokale nedlukninger, når smitten i et lokalområde stiger.

    - Vi har sagt, at den her genåbning har en høj risiko. I det ligger der en risiko for, at smitten stiger, og at vi derfor kommer til at bruge det meget effektive system med lokale nedlukninger i høj grad, siger han.

  • Sundhedsstyrelsen: Tidligere smittede og vaccinerede er immune i mindst otte måneder

    Sundhedsstyrelsen vurderer nu, at personer, der har været smittet med coronavirus, er immune i mindst otte måneder.

    Det samme gælder for personer, der er blevet vaccineret mod coronavirus. Det skriver styrelsen i en ny vurdering på sin hjemmeside.

    Ifølge vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst er der en forventning om, at effekten af vaccinerne måske kan vare endnu længere.

    I vurderingen står der, at de nye oplysninger nu skal arbejdes ind i reglerne om coronapas og testning, men der står ikke noget om, hvad det konkret kommer til at betyde.

    Lige nu gælder tidligere smitte som gyldigt coronapas i 180 dage - altså seks måneder.

  • Vejret byder på både sol og byger i dag

    Kronborg Slot. (Foto: Bettina Pedersen)

    Dagen starter skyet i det meste af landet, men det klarer senere op og giver lidt eller nogen sol.

    I løbet af eftermiddagen kan der opstå flere byger, der også kan have hagl og torden med. Det forventes dog ikke, at bygerne bliver så kraftige som mandagens byger, der især over Nordjylland næsten gav lokale skybrud.

    Temperaturen stiger til mellem 10 og 15 grader, og vinden er svag til frisk og blæser fra vest.

  • Partier vil stramme regler, så religiøse ledere kan straffes for sex med medlemmer af menigheden

    Det skal være strafbart for præster og andre religiøse ledere at misbruge den magt og tillid, deres embede giver dem. Det mener flere partier på Christiansborg.

    Som det er i dag, er der juridisk set ikke noget i vejen for, at for eksempel en frikirkepræst har et seksuelt forhold til et voksent medIem af sin menighed. I modsætning til læger og psykologer, der ifølge straffelovens paragraf 220 kan straffes med fængsel i op til et år, hvis de misbruger deres position til at have sex med en myndig patient eller klient.

    Venstres Preben Bang Henriksen og SF’s Karina Lorentzen vil derfor tage sagen op med justitsminister Nick Hækkerup.

    - Når man er leder af en religiøs menighed, så ligger der også en mulig magtrelation i forhold til kirkegængerne. Derfor synes jeg, der er en parallel til det ansvar, som læger og psykologer har i forhold til ikke at udnytte de relationer, de får til deres patienter, siger Karina Lorentzen.

    Også Dansk Folkeparti ønsker at stramme reglerne for religiøse ledere.

    25-årige Jasmine Sonde følte sig manipuleret til sex med sin frikirkepræst. Læs hendes historie her.

    Jasmine fortæller, at Felix Kalonda blev ved med at sige, at hun jo gerne ville, og at det "jo bare var ham" den aften på kontoret, hvor han første gang forgreb sig på hende. (Foto: Fra programmet © Deluca Film)
  • Idrætsorganisation jubler over nattens genåbningsaftale: 'Vi nærmer os en festdag. Intet mindre'

    Fra på fredag er der gode nyheder for alle landets godt to millioner sportsudøvere i de frivillige idrætsforeninger - for nu bliver der åbnet for alle dele af idrætslivet.

    I nat landede en genåbningsaftale nemlig, som et flertal af partierne i Folketinget blev enige om. Den betyder, at alt som udgangspunkt vil være åbne fra på fredag - bortset fra diskotekerne i nattelivet.

    Og den er idrætsforeningers hovedorganisation DGI svært tilfredse med.

    - Vi nærmer os en festdag. Intet mindre. Det siger DGI's landsformand, Charlotte Bach Thomassen.

    For selvom tingene ikke bliver, som de var før coronapandemien, så kommer vi tilbage til en ny normal, siger hun.

  • Udmelding fra valgobservatører efter snart fire måneder med uro i Myanmar: Der er ikke beviser for valgsvindel

    Der er ikke beviser for svindel ved valget i Myanmar i november sidste år. Det siger Uafhængige valgobservatører fra Det Asiatiske Netværk For Frie Valg.

    Aung San Suu Kyis parti Nationale Liga for Demokrati vandt valget, men den 1. februar overtog militærstyret magten i landet ved et kup - netop fordi det mener, at der var svindel ved valget.

    Over 800 personer er blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i Myanmar, siden militæret overtog magten i landet i februar.

    Det Asiatiske Netværk for Frie Valg havde udsendt observatører til over 400 valgsteder ved valget.

    Netværket siger ifølge BBC, at der var visse "uregelmæssigheder" ved måden, hvorpå valget blev afviklet, men gruppen mener, at dette skyldtes covid-19 pandemien på det tidspunkt. Det betød, at valget ikke var lige så frit og retfærdigt som valget i 2015.

  • Nu skal der skydes endnu flere sæler på Bornholm

    Regeringen hæver nu loftet over, hvor mange gråsæler der må nedlægges i Østersøen i de kommende år.

    Det nuværende loft er på 40 sæler om året, men frem til 2023 skal der nedlægges det dobbelte, oplyser miljøminister Lea Wermelin (S).

    Gråsælerne er en plage for de bornholmske fiskere, der i årevis har oplevet, at gråsælerne blandt andet smadrer deres net og inficerer fisk med sælorm, som gør fiskene underernæret.

    Men på grund af fredningsregler i EU såvel som i Danmark er der begrænsninger på, hvor mange sæler fiskerne må skyde.

    Der lever mellem 40-50.000 gråsæler i Østersøen.

    Rettelse kl 12.49: Det fremgik tidligere ved en fejl, at Lea Wermelin er fødevareminister, men dette er rettet til miljøminister.

  • Ny forskning kan hjælpe de 8.000 danskere, der lever med parkinson

    Indtil for ganske nyligt har man kun kunnet symptombehandle parkinsonpatienter. Men nu kan ny forskning fra Odense Universitetshospital være med til at hjælpe de over 8.000 parkinsonpatienter i Danmark.

    I forskningsprojektet har man behandlet parkinsonpatienter med impulser gennem en hjelm på hovedet.

    Man putter altså ikke noget ind i hjernen, men stimulerer hjernen til at gøre arbejdet selv. Og resultaterne af forskningen er indtil videre gode.

    Det fortæller Bente Rona Jensen, der blandt andre står bag studiet, og er professor på neurologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

    - Det har en positiv virkning. Vi finder, at vi kan øge bevægehastigheden hos parkinsonpatienter med 20 procent i gennemsnit.

    Her er hjelmen, der kan sende impulser gennem hjernen.
  • Organisation med 6000 læger i Tokyo har talt: Aflys OL

    Modstanden mod OL i Tokyo er stigende i den japanske befolkning, og nu opfordrer en lægeorganisation til en aflysning.

    Det drejer sig om foreningen af praktiserende læger i Tokyo, der repræsenterer omkring 6000 læger i Japans hovedstad.

    - Vi opfordrer kraftigt myndighederne til at overbevise IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.) om, at det er svært at afholde legene og få dem aflyst, skriver lægeorganisationen på sin hjemmeside.

    Med godt to måneder til OL kæmper Tokyo i øjeblikket med en opblussen af coronavirus blandt befolkningen, hvor blot 3,5 procent ifølge Reuters er vaccineret.

    En meningsmåling, der mandag blev offentliggjort i mediet Asahi Shimbun, viste, at mere end 80 procent af japanerne er imod en afholdelse af OL denne sommer. 43 procent af Japans befolkning ønsker en aflysning, mens 40 procent mener, at de i forvejen udsatte legene bør udsættes igen.

  • Borgmestre vil gøre det sværere at lukke kommuner

    Lige nu lukkes en kommune automatisk, hvis der er 250 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen.

    Men står det til borgmestrene i en række kommuner i hovedstadsområdet, skal reglerne for automatisk nedlukning ændres, så der skal endnu højere smittetal til, før kommuner bliver lukket.

    Benedikte Kiær (K), der er borgmester i Helsingør, siger:

    - Vi har kunnet se de sidste uger, at der ikke skal særligt meget til, før vi står overfor en nedlukning.

    - Man skal huske konsekvenserne ved en nedlukning. Det er jo eksempelvis folkeskoler, der så skal lukkes. Det er fatalt for børnene, der har behov for at komme i skole, men også for deres forældre. De skal pludselig få en hel del logistik til at gå op, siger hun.

    Rettelse: Der har tidligere stået i denne artikel, at Helsingørs borgmester hedder Henriette Kiær. Det gør hun ikke. Hun hedder Benedikte Kiær, som det nu fremgår af artiklen.

  • Godt nyt til alle fodboldfans: Genåbningsaftale åbner for storskærmsfester i København til EM

    Der har længe været stor usikkerhed om, hvorvidt storskærmsarrangementer i forbindelse med EM i fodbold kan gennemføres på grund af de nuværende forsamlingsrestriktioner.

    Den politiske aftale, der natten til tirsdag blev indgået mellem regeringen og en række partier, åbner dog mulighed for, at danskerne kan samles om storskærme for at se fodbold.

    De ni aftalepartier er nået til enighed om at lempe en række forsamlings-restriktioner, der ellers er planlagt til 1. juli, før tid, når det gælder fanzone-arrangementer i København.

    Det betyder, at sektioneringskravet for stående publikum ved udendørs-arrangementer i hovedstaden hæves til 500. Samtidig lempes arealkravet til to kvadratmeter. Det betyder, at der skal være afsat minimum to kvadratmeter til hver person, der gæster de mulige fanzone-fester under EM.

    I genåbningsaftalen nævner partierne specifikt fanzone-arrangementer i København, men ikke arrangementer i resten af landet.

  • Ikea tilbagekalder krus, tallerkener og skåle

    Det er blandt andet disse skåle, der tilbagekaldes.

    Ikea tilbagekalder nu en række tallerkener, skåle og krus med navnene HEROISK og TALRIKA.

    Det skyldes, at der er en risiko for, at de kan gå i stykker og give forbrændinger, hvis de bruges sammen med "varmt indhold", skriver Ikea i en pressemeddelelse.

    Ikea opfordrer alle til at stoppe med at bruge produkterne. Har man købt dem, kan de returneres i Ikea uden fremvisning af en kvittering.

    Det er også disse tallerkener, der kaldes tilbage.
  • Ekspert: USA drømmer nok om flere amerikanske tropper i Grønland

    Da USA's udenrigsminister, Antony Blinken, i går besøgte Danmark, var det særligt på grund af forholdene i Arktis. Og der har Danmark en stor betydning på grund af Grønland.

    Netop Grønland er en vigtig brik for USA rent sikkerhedspolitisk, lyder det fra Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

    - Antony Blinkens drømmescenarie er, at man får markeret klart, at man har fokus på Arktis, og hvis andre ikke respekterer det, så er man klar til at komme med et modsvar. Det kan være politisk, handelsmæssigt eller militært.

    - Så en del af Blinkens drømmescenarie vil nok være, at der gives grønt lys til flere amerikanske tropper i Grønland, fortæller Flemming Splidsboel.

  • Dødsdømte i delstat skal vælge mellem skydning eller elektrisk stol

    Vil du helst dø i den elektriske stol – eller henrettes ved skud af en henrettelsespeloton?

    Det er det valg, som dødsdømte i den amerikanske delstat South Carolina står overfor, efter delstatens guvernør, Henry McMaster, har underskrevet en ny lov, der gør det muligt for delstaten at genoptage henrettelser efter mere end 10 års ufrivillig pause. Det skriver Ritzau.

    Den lange pause er forårsaget af en akut mangel på de stoffer, der indgår i de dødelige indsprøjtninger.

    Dødsdømte har tidligere haft valgmuligheden mellem den elektriske stol og dødelig indsprøjtning, men de manglende stoffer har gjort, at dødsdømte har kunnet udsætte deres henrettelse på ubestemt tid ved at vælge indsprøjtningen.

  • Indien har nu registreret 25 millioner corona-smittede

    Indiens samlede antal registrerede coronasmittede steg i dag til 25 millioner. Det sker, efter landet i går kunne registrere over 260.000 nye smittetilfælde.

    Indien bliver dermed det andet land i verden, udover USA, der har passeret denne milepæl, siden pandemiens indtog for mere end et år siden. Knap 280.000 indere har mistet livet med coronavirus.

    Landet har oplevet en voldsom stigning i smitten siden midten af april, hvilket overrumplede det indiske sygehusvæsen og mange steder medførte en akut mangel på sengepladser og ilt. Den nuværende bølge nåede sit højdepunkt i starten af maj med over 400.000 daglige smittede.

  • Biden opfordrer til våbenhvile mellem Israel og Hamas

    Den amerikanske præsident har i nat givet udtryk for sin støtte til en våbenhvile mellem Israel og palæstinensiske militante under en telefonsamtale med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

    Samtidig opfordrede præsidenten Netanyahu til at gøre alt i sin magt for at beskytte uskyldige civile. Det oplyser Det Hvide Hus ifølge Reuters.

    Det sker, efter USA i går for tredje gang på en uge blokerede for en fælles udtalelse fra FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrer til et stop for volden.

    Mindst 212 er indtil videre blevet dræbt i Gaza, heriblandt 61 børn, mens 10, heriblandt 2 børn, har mistet livet i Israel.

  • Snart gælder coronapasset allerede to uger efter første stik

    Som en del af den genåbningsaftale, der blev forhandlet på plads i nat, har man besluttet, at reglerne for, hvad der gælder som gyldigt coronapas, bliver lempet.

    Det kommer til at betyde, at man allerede 14 dage efter første stik med en vaccine kan bruge vaccinationen som dokumentation i coronapasset.

    Tidligere var vaccinationen først gældende 14 dage efter andet stik med en vaccine.

    Der står ikke i aftalen, hvornår den nye regel for coronapasset kommer til at gælde. Det bliver op til sundhedsmyndighederne at fastlægge, hvordan det helt konkret kommer til at blive.

  • Ny aftale om genåbning åbner for alt bortset fra nattelivet

    Den genåbningsaftale, som et flertal af partierne i Folketinget i nat blev enige om, betyder, at alle lokaler og steder som udgangspunkt vil være åbne fra på fredag. Bortset fra diskotekerne i nattelivet.

    Ellers åbner alle idræts- og fritidsaktiviteter, der ikke var åbne før - og det samme gælder for indendørs facitiliteter i eksempelvis forlystelsesparker og zoologiske haver. Det betyder også, at svømmehallerne igen må åbne saunaerne, og at musikskolerne igen må åbne for sangundervisning, også for voksne.

    Samtidig bliver der åbnet for fuldt fremmøde på både ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

    Der vil dog stadig gælde en række restriktioner om både afstand og coronapas mange steder.

  • Nu kan flere sige farvel til hjemmekontoret

    Fra på fredag kan flere ansatte i den offentlige sektor igen sige hej til kollegerne, uden det skal foregå over en videoforbindelse.

    Et flertal af Folketingets partier er med den nye genåbningsaftale blevet enige om gradvist at sende de, der arbejder hjemme, tilbage på kontoret.

    Det kommer til at ske i tre faser. Den første på fredag den 21. maj, hvor 20 procent kan vende tilbage.

    Fra 1. august er det ifølge aftaleteksten planen, at 100 procent skal tilbage til fysisk fremmøde.

    Alle partier pånær Nye Borgerlige er med i genåbningsaftalen.

  • Ny aftale på plads om udfasning af mundbind og coronapas

    Der bliver ikke pillet helt så meget ved coronapasset, som flere partier ellers har ønsket.

    Det er facit efter aftenens politiske forhandlinger om en ny genåbning af Danmark.

    Flere partier i Folketinget havde ellers ytret ønske om en kørekortsmodel, så man kun skal vise coronapasset ved stikprøvekontroller.

    Det bliver dog kun til noget på biblioteker og i idrætslivet.

    Men coronapasset lever på lånt tid. Efter planen skal passet udfases - ifølge justitsminister Nick Hækkerup, kan det muligvis ske efter sommerferien

    Mundbind skal også udfases. Når alle over 16 år er blevet tilbudt en vaccine, er det ikke længere et krav at bære munbind, når der skal handles eller køres med offentlig transport.

  • Præsidentparret Biden har offentliggjort deres skattebillet

    Den amerikanske præsident Joe Biden har offentliggjort, hvor meget han og hans kone Jill Biden betaler i skat. I en officiel udmelding fra Det Hvide Hus fortæller Biden, at parret har haft en bruttoindkomst på 607.336 dollars i 2020, og de har betalt 157.414 dollars i føderal indkomstskat.

    Det svarer til henholdsvis 3,7 millioner kroner og 964.000 kroner.

    Vicepræsident Kamala Harris og hendes mand har også offentliggjort deres skatteoplysninger. De har en betydeligt større fælles indkomst: 1,695.225 dollars og en indkomstskat på 621.893 dollars - svarende til henholdsvis 10,4 millioner kroner og 3,8 millioner.

    Åbenheden omkring skatteoplysningerne står i stærk kontrast til Bidens forgænger i embedet, Donald Trump.

  • Voldsom cyklon hærger flere indiske delstater

    Cyklonen Tauktae har ramt den indiske vestkyst med vindstød på op til 185 kilometer i timer. Mindst 12 mennesker er foreløbigt blevet dræbt, og 150.000 er blevet evakueret. Det skriver BBC.

    Det sker på et tidspunkt, hvor landet i forvejen er hårdt ramt påp grund af en voldsom bølge af coronasmitte, som har lagt landets sundhedsvæsen ned.

    Det er den værste cyklon, der har ramt regionen siden 1998.

    • Cyklonen Tauktae har ramt området i og omkring storbyen Mumbai. Her er det en politibetjent, der hjælper en chauffør med at krydse, hvor vandet går dem til livet. (Foto: Str © Scanpix)
    • En bilist forsøger at pløje sig gennem vandmasserne i Mumbai. (Foto: Str © Scanpix)
    • Inderne har hårdt brug for vaccinerne mod covid-19, men her er vaccinationscentret blevet ramt af cyklonen Tauktae. (Foto: Str © Scanpix)
    • Cyklonen river træerne op med rode. (Foto: Str © Scanpix)
    • Det går ud over både mennesker og biler, når cyklonen Tauktae rammer Indiens vestkyst. (Foto: Str © Scanpix)
    • Cyklonen Tauktae har ramt flere stater på den indiske vestkyst, her er det storbyen Mumbai, der er blevet oversvømmet. (Foto: Str © Scanpix)
    1 / 6
  • Tidligere Tøsedrengene-musiker er død

    Musiker, sangskriver og producer Michael Bruun er død, 70 år gammel. Det bekræfter hans familie over for Ekstra Bladet i en fælles udtalelse:

    - Vi er utroligt kede af tabet af vores far, som vil blive dybt savnet. Han var en kærlig far og en stor inspiration for os alle. Vi er taknemmelige for vores tid sammen, og at han nåede at forme et tæt bånd med sine to børnebørn, som både morfar og farfar, siger Michael Bruuns tre børn, Jonas, William og Amalie, der også er kendt som sangerinden Myrkyr.

    Michael Bruun var blandt andet kendt som medlem af 80'er-grupperne Tøsedrengene og Ray-Dee-Ohh. Derudover var han producer for bands som TV-2, Gnags og Rocazino, ligesom han også var manden bag knapperne, da fodboldhittet "Re-Sepp-ten" kom i boksen forud for VM i Mexico i 1986.

  • Kun få kommuner bliver klar til ny affaldsordning

    De nye regler for affaldssortering, hvor vi skal sortere vores affald i 10 forskellige fraktioner, bliver tilsyneladende dyrere end først forventet. Og kun ni ud af landets 98 kommuner ser ud til at kunne overholde tidsfristen på 1. juli i år for den nye ordning.

    Ifølge Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn og formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg, vil den nye ordning i gennemsnit vil koste 500 kroner om året per husstand, mens Miljøministeriet i et skriftligt svar til avisen fastslår, at merudgiften kan holdes på 55 kroner per husstand.

  • Cordsen: Coronapas og hjemsendte ansatte er på forhandlingsbordet

    Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) forhandler i disse timer med partierne om næste fase i genåbningen.

    Ifølge DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen er coronapasset og de hjemsendte offentlige ansatte blandt emnerne.

    Venstre vil blandt andet erstatte coronapasset med et "kørekort", hvor det bliver op til den enkelte borger selv at have vacciner eller test i orden. Men det kan blive svært at få igennem, vurderer Cordsen.

    - Jeg tror ikke, at de partier, der vil have denne her rene kørekortsmodel, kommer helt igennem med det, for der er stor skepsis hos sundhedsmyndighederne. De synes, at coronapasset er et godt middel, siger hun.

    Sundhedsmyndighederne har også fremlagt et forslag, hvor 20 procent af de offentlige ansatte, der er blevet hjemsendt, kan vende tilbage allerede på fredag. Resten skal så kunne vende tilbage efter sommeren, lyder udspillet.

    - Det er også noget af det, som er på bordet i aften, og som partierne forventes på et eller andet tidspunkt sent i aften eller i nat at komme ud med en aftale om, siger Christine Cordsen.

  • Mindst 2.700 migranter strømmer ind i spansk enklave

    Mindst 2.700 migranter har ifølge AFP krydset grænsen fra Marokko ind til den spanske enklave Ceuta. Det er et rekordhøjgt antal, og omkring 1.000 af dem er børn. Ifølge Reuters er der tale om marokkanske statsborgere.

    Migranterne kom til enklaven til fods ved lavvande eller svømmede til Ceuta fra nærtliggende marokkanske strande.

    Spansk politi hjælper en migrant op i en gummibåd i vandet ud for Ceuta. (Foto: ANTONIO SEMPERE © Scanpix)
  • Ølhaverne åbner igen for verdens mest ølglade nation

    Med 188,6 liter øl per indbygger hvert er tjekkerne suverænt verdens mest ølglade nation. I dag kunne de tørstige tjekker igen omsider hæve de store glas til en skål i landets ølhaver. Det skete efter fem måneders lockdown på grund af corona-smitte, hvor Tjekkiet på et tispunkt var et af verdens værst ramte lande.

    Åbningen af udendørs servering ses som et vigtigt skridt i retning af genåbning og neddrosling af coronarestriktionerne. Det skyldes ikke mest et effektivt vaccineprogram, hvor der indtil nu er blevet fordelt 4,1 millioner doser blandt de 10,7 millioner indbyggere.

    Endelig kunne tjekkerne igen slå glassene mod hinanden - her i det traditionsrige U Fleku-restaurant og bryggeri i det centrale Prag. (Foto: MARTIN DIVISEK © Scanpix)
  • Sønderjyske lægger sig lunt i svinget i kampen om europæisk play-off

    Sønderjyske slog mandag aften allerede nedrykkede Lyngby med 2-0.

    Dermed kravler Sønderjyske op på førstepladsen i nedrykningsspillet. Netop førstepladsen giver adgang til en play-off-kamp om europæisk fodbold i næste sæson.

    Rilwan Hassan og Haji Wright stod med scoringer i hver sin halvleg for Sønderjyske-sejren.

    Sønderjyske er et enkelt point foran AaB, der er på andenpladsen i nedrykningsspillet. Der resterer to spillerunder.

  • Højesteret baner vejen for første kvindelige leder i Samoa

    Den lille Stillehavs-nation Samoa er nu meget tæt på, at man for første gang skal regeres af en kvinde. Det sker efter, at den polynesiske østats højeste domstol ifølge AP har genindsat resultatet af april måneds valg.

    Nu ser det ud til, at 64-årige Fiame Nami Mata'afa kan blive ny premierminister for de knap 200.000 indbyggere, efter at retten har besluttet, at valgresultatet står ved magt, og at der ikke skal udskrives nyvalg. Hun står nu til at afløse Tuilaepa Sailele Malielegaoi, der har siddet på posten som premierminister de sidste 22 år, og som ifølge Fiame har brugrt alle midler, både lovlige og ulovlige, for at forhindre, at hendes parti kunne få deres retmæssige pladser i parlamentet og danne regering.

  • Partiet Frie Grønne runder 10.000 vælgererklæringer

    Partiet Frie Grønne har rundet 10.000 indsamlede vælgererklæringer.

    Frie Grønne er dermed godt på vej til at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg, hvor der kræves mindst 20.182 vælgererklæringer.

    Frie Grønne består blandt andet af de tidligere Alternativet-medlemmer Sikandar Siddique, Uffe Elbæk, Susanne Zimmer og Niko Grünfeld.

  • Sommerhusudlejere mister kunder efter nye rejsevejledninger

    Fredag kom der nye rejsevedledninger fra Udenrigsministeriet, der lægger op til, at danskerne igen kan rejse udenlands i sommerferien - i hvert fald så længe vi holder os inden for EU.

    Det har ført til weekend med aktivitet hos sommerhusudlejningskontorerne. Med modsat tidligere på året er det folk, som gerne vil af med deres allerede bookede ferier.

    - Det er vi selvfølgelig kede af. Men det er nok forventeligt, når rejsevejledningen er blevet ændret, og danskerne nu kan booke deres sommerferie sydover, siger Kim Holmsted, administrerende direktør i Dancenter, til Ritzau, efter han i løbet af weekenden har fået 'nogle hundrede' afbookninger.

    Han håber i stedet på, at udenlandske turister vil fylde sommerhusene i de tomme uger, selvom reglerne lige nu er forholdsvis restriktive med krav om test og ti dages isolation, når de kommer til Danamark.

  • 'Mine' på sønderjysk strand var bare en betonklods

    Forsvarets bomberyddere har i dag været på arbejde på Anslet Strand, hvor to kvinder var stødt på en gammel mine. Den ene af kvinderne trådte sågar på minen, der dog ikke gik af.

    Og det er der en helt naturlig grund til.

    'Minen' viste sig nemlig at være en helt og aldeles ufarlig betonklods. Den er nu blevet fjernet fra stranden.

    Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

  • Højgravid vandt DM i bordtennis

    BTK Vibys damehold i bordtennis vandt i weekenden DM-guld. Med på holdet var Pernille Agerholm, der er gravid i syvende måned.

    Graviditeten er gået helt efter planen og med råd og vejledning fra jordemødrene, havde højgravide Agerholm fået grønt lys til at stille op for BTK Viby i DM-finalen.

  • Mere end 9 ud af 10 registrerede døde kan kobles til corona

    Langt størstedelen af de mennesker, der er registreret “døde med corona”, er egentligt døde af selve sygdommen eller følgerne af den.

    Sådan lyder vurderingen fra overlæge og lektor Reimar W. Thomsen fra Aarhus Universitet.

    Han har set flere tusind, anonymiserede dødsattester igennem, som DR Nyheder har fået aktindsigt i hos Sundhedsdatastyrelsen.

    - Min reaktion er, hold da op. Det er et meget tydeligt billede. Det er godt nok få patienter, hvor covid-19 ikke kan antages at have spillet en rolle. De er forsvindende få. Billedet er faktisk meget mere klart, end jeg havde regnet med, siger han

  • Smedefirma får bøde efter dødsulykke i kæmpeskulptur

    Det koster smedevirksomheden Flias A/S 120.000 kroner at have overtrådt arbejdsmiljøloven i forbindelse med den ulykke, der kostede en 46-årig mand livet, da han den 23. marts i år skulle udføre en reparation i en skorsten på den kæmpemæssige skulptur Elia i Herning.

    Reparatøren blev hejst ned i i søjlen i en såkaldt bådsmandsstol, og den er ikke godkendt til personløft. Derfor blev virksomheden gjort ansvarlig for ulykken og tildelt en bøde.

    Det oplyser specialanklager Ulrik Panduro til Herning Folkeblad.

    Sagen er behandlet af Midt- og Vestjyllands Politi på baggrund af en redegørelse fra Arbejdstilsynet.

    Den afdøde mand blev 23. marts hejst ned i skorstenen for at skifte lys på kunstinstallationen. Da hans kollegaer ikke kunne komme i kontakt med den 46-årige, blev den farefulde opgave i stedet en redningsaktion. Da det sent om aftenen lykkedes at få manden fri, var han død af sine kvæstelser.

    En 46-årig reparatør blev dræbt i en ulykke, da han skulle skifte en pære i en af skorstenene i kæmpeskulpturen Elia i Herning. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Scanpix)
  • SSI's vurderer før forhandlinger: Det vil lempelser betyde for smitten

    Folketingets partier forhandler her til aften om lempelser af corona-restriktionerne. Med sig har de fået en frisk vurdering fra Statens Serum Institut (SSI).

    Her fremgår det, at epidemien "har ændret karakter", da hovedparten i de udsatte målgrupper er vaccineret. Smitten stiger således ikke blandt personer over 60 år.

    Smittestigningen er størst blandt de yngre, og størst er stigningen blandt de 15-19 årige med en incidens på 263 pr. 100.000 i uge 18.

    Smitten er steget mest hos de unge. Kilde: SSI

    SSI vurderer også effekten af diverse lempelser. Her mener SSI, at genåbning af udendørs markeder vil udgøre en middel til høj risiko. Det samme gør sig gældende, hvis forsamlingsforbuddet indendørs hæves fra 25 til 50.

    Til gengæld er der kun middel risiko, hvis musikfestivaler, koncerter, idrætsstævner og spejderlejre genåbnes med maks. 2.000 deltagere med krav om coronapas, vurderer SSI.

  • Se billederne: Kongelige hilsner til undersåtterne på Norges nationaldag

    • Selvom der er begrænsninger i forhold til, hvordan nordmændene kan fejre deres nationaldag i dag, var kongefamilien med kong Harald i spidsen alligevel på plads på balkonen med udsigt til Slotspladsen. (Foto: LISE ASERUD / POOL © Scanpix)
    • Glade jenter fra Grünerløkka skolekorps har optrådt i Birkelunden i Oslo. (Foto: Berit Roald © Scanpix)
    • Mens kongefamilien indtog deres pladser på balkonen, trak garden op nedenfor på Slotspladsen. (Foto: LISE ASERUD / POOL © Scanpix)
    • Selvom der er coronabegrænsninger, så gik Lade skolekorps stadig i optog gennem Trondheim. (Foto: Gorm Kallestad © Scanpix)
    • Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit trodsede regnen og kom ud til folket for at fejre 17. maj - her på Gullhella bo- og omsorgssenter. (Foto: TERJE PEDERSEN © Scanpix)
    • Andreas Andresen Haukeland, er under navnet TIX Norges bud på sejren ved Eurovision. Fra morgenstunden blev der både sunget og svinget med flaget fra hans hotelbalkon i Rotterdam. (Foto: heiko junge © Scanpix)
    • Kun de færreste børn var med i optogene på grund af coronarestriktioner - men man kan jo godt lufte nationaldragten og svinge med flaget alligevel. (Foto: Gorm Kallestad © Scanpix)
    1 / 7
  • Sagan hurtigst på 10. etape i Giroen

    Den slovakiske cykelstjerne Peter Sagan satte konkurrenterne til vægs i spurten og vandt 10. etape i Giro d'Italia mandag eftermiddag.

    Det skete efter en dag, hvor boraholdet havde arbejdet hårdt for at sikre, at Peter Sagan som minimum havde muligheden for at sprinte sig til en plads øverst på podiet.

    Missionen lykkedes, og Peter Sagan tager samtidig pointtrøjen. Fernando Gaviria (UAE) og Davide Cimolai (Israel Start-Up Nation) måtte nøjes med henholdsvis anden- og tredjepladsen på mandagens etape.

    Dermed snuppede Peter Sagan sin største sejr i 2021. Tidligere på året kom han først over stregen på 1. etape af Romandiet Rundt og på 6. etape af Catalonien Rundt.

    Egan Bernal er fortsat i løbets førertrøje.

    /ritzau/

  • Bomberyddere på vej: Kvinde trådte på gammel mine på strand i Sønderjylland

    Sydjyllands Politi oplyser på Twitter, at Forsvarets bomberyddere er på vej til Anslet Strand, hvor en gammel mine er dukket op.

    Tidligere i dag kunne JydskeVestkysten fortælle, at minen blev spottet for et par dage siden, hvor en kvinde en aften trådte på minen, der ligger i vandkanten ved Anslet Strand Camping.

    Kvindens veninde, der var med på gåturen, troede dog ikke, at der var tale om en mine, men i dag gik veninden så tilbage og kunne konstatere, at det altså var en gammel mine. Derefter kontaktede hun politiet.

  • Sogn på Frederiksberg tæt på nedlukning

    Godthåb Sogn på Frederiksberg er i farezonen for at blive lukket ned. Aktuelt er der der registreret et indicidenstal på 376, og grænsen for nedlukning går ved 500 smittede per 100.000 indbyggere.

    Derudover skal positivprocenten være over 2,5.

    Derfor er Frederikberg Kommune ved at forberede sig på en nedlukning af sognet.

    Det fortæller Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen i en opdatering på Facebook, hvor han samtidig opfordrer alle til at overholde restriktionerne, holde afstand og lade sig teste.

    - Det er helt afgørende for, at vi ikke skal til at lukke dele af byen ned, skriver Aggesen.

  • Erhvervslivet i Hørsholm må i morgen åbne igen efter en uges coronanedlukning

    Det betyder, at for eksempel butikker, centre, forlystelsesparker, restauranter, frisører og køreskoler kan åbne igen efter en uges nedlukning.

    I syv dage i træk har den såkaldte testkorrigede incidens ligget under 250 smittede pr. 100.000 indbyggere, og derfor ophæves nedlukningen.

    For høje smittetal var årsag til, at dele af erhvervslivet 9. maj blev lukket ned i kommunen.

  • 836 nye smittede i Danmark - positivprocenten er 0,60

    836 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. En person er død.

    Dagens smittetal er baseret på 138.779 pcr-test. Det svarer til, at 0,60 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 173 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er ni flere end i går. Af de indlagte er 29 på intensiv afdeling og 18 er i respirator.

    Der er indtil videre vaccineret 1.662.452 personer, hvilket svarer til 28,4 procent af befolkningen. 1.040.386 personer er færdigvaccinerede, hvilket er 17,8 procent af befolkningen.

Mere fra dr.dk