Grønland reserverer PCR-test til dem, der er alvorligt syge eller skal rejse
I Grønland ændrer man sin teststrategi, så færre fremover skal have PCR-test.
De skal i stedet primært bruges til dem, der er alvorligt syge eller skal bruge et testresultat som rejsedokumentation.
Alle, der får foretaget en positiv antigentest eller kviktest, skal derfor gå direkte i isolation og følge de gældende regler. Det fortalte Mimi Karlsen, der er minister for sociale anliggender, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, på et pressemøde i går, skriver Ritzau.
Det er den stigende smitte i det grønlandske samfund, der har forårsaget ændringen i teststrategien, forklarer hun.
De seneste to døgn er der blevet registreret 479 nye smittede i Grønland, og den seneste tid er der indført en række nye restriktioner.