Lokationen for det første ukrainske skib med korn, der har forladt landet siden den russiske invasion, er i øjeblikket ukendt.
Det oplyser den ukrainske ambassade i Libanon mandag til nyhedsbureauet AP.
Skibet ved navn "Razoni", der er lastet med 26.000 ton majs, som skal bruges til hønsefoder, skulle til Libanon, men køberen afviste at modtage lasten, fordi det kom meget senere end aftalt. Siden er lasten blevet solgt og købt flere gange.
Skibets sporingsenhed har ikke været tændt de seneste tre dage. Den sidst kendte lokation er ud for kysten af Cypern.
"Razoni" forlod havnen i Odesa i Ukraine d. 1. august og sejler under sierraleonsk flag.
Skibet lagde til i havnen i Mersin i Tyrkiet d.11. august, og da det sejlede afsted igen, var det ifølge nyhedsbureauet Reuters uden at have tændt for dets sporingsenhed.
Reuters skrev søndag, at skibet ifølge to kilder i shippingbranchen er på vej mod den syriske havn Tartous.
Ukraine har tidligere beskyldt Syrien for at importere mindst 150.000 ton korn, som Ukraine mener var plyndret fra lagre efter Ruslands invasion. Rusland har afvist, at det har stjålet korn.
I juni stoppede Ukraine sine diplomatiske forbindelser til Syrien, fordi Syrien anerkendte de to regioner Luhansk og Donetsks uafhængighed.