Seneste nyt

Haas melder ud: Grosjean er i bedring og forventes udskrevet i morgen

  • Haas melder ud: Grosjean er i bedring og forventes udskrevet i morgen

    Formel 1-køreren Romain Grosjean er i bedring efter gårsdagens voldsomme ulykke, hvor hans bil flækkede i to og gik i brand.

    Det oplyser hans team, Haas, i en udtalelse.

    På nærmest mirakuløs vis overlevede Grosjean ulykken og blev efterfølgende indlagt med småskader og forbrændinger på sine hænder.

    - Behandlingen af de forbrændinger, Grosjean fik på begge sine hænder, går godt, og det er forventet, at han vil blive udskrevet fra hospitalet tirsdag den 1. december, skriver Haas.

    Grosjean kom selv ud af sin brændende bil. (Foto: Bryn Lennon © Scanpix)

    Grosjean er holdkammerat med danske Kevin Magnussen.

    Seneste Nyt

  • SSI bekræfter, at Danmark får færre Pfizer-vacciner i kommende uger

    Også Statens Serum Institut har fået meldingen fra Pfizer om, at man får færre coronavacciner fra Pfizer de næste uger.

    - Vi er i løbende dialog med Pfizer om, hvad det konkret kommer til at betyde for leveringerne til Danmark, men vi forventer, at det vil medføre, at vi i den kommemde tid kan vaccinere færre end først antage, siger direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum i en pressemeddelelse.

  • Statsministeren vil presse på for, at EU-landene får sat mere skub på produktionen af corona-vacciner

    EU-landene har brug for alle de coronavacciner, de overhovedet kan få, og derfor bør medlemslandene og Europa-Kommissionen presse endnu mere på for at øge produktionen – eksempelvis gennem yderligere økonomisk støtte eller ved at få flere virksomheder til at hjælpe til.

    Det skriver statsminister Mette Frederiksen (S) til Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, inden næste uges corona-topmøde.

    Ifølge statsministeren bør medlemslandene også overveje at købe alle de vacciner, som er blevet bestilt.

    - EU skal fortsat ses som en yderst attraktiv handelspartner. Doser, der er i overskud, kan enten bliver doneret væk eller solgt, skriver hun.

  • Hæder til DR ved Billed-Bladets tv-guld

    DR’s dokumentar ’Scandinavian Star’ vinder dette års tv-guld i dokumentarkategorien ved Billed-Bladets tv-guld.

    Serien i seks afsnit, der kan ses på DRTV, handler om den tragiske brand, der i 1990 kostede flere mennesker livet på passagerskibet Scandinavian Star.

    - Dokumentaren er fremragende tilrettelagt. Den bærer præg af at være gennemresearchet, og der er åbenlyst tale om et meget omhyggeligt manuskriptarbejde, som i samklang med en begavet og medrivende klipning og fremragende grafik sikrer et afbalanceret forhold mellem vidneudsagnene og det kæmpemæssige supplerende arkivmateriale.

  • Danmark sikrer sig yderligere 2,6 millioner vaccinedoser

    Danmark har sikret sig yderligere 2,6 millioner doser coronavaccine. Denne gang er det vacciner fra firmaet Johnson & Johnson, det drejer sig om.

    Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens oversigt over forhåndsaftaler, skriver Ritzau.

    Det amerikanske selskab Johnson & Johnsons coronavaccine er endnu ikke godkendt af EU, men Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, har tidligere udtalt, at han regner med, at det kan ske i februar eller marts.

    I alt har Danmark ifølge Lægemiddelstyrelsen aftaler om vacciner til i alt 23 millioner borgere.

  • Snart ikke flere vacciner i Syddanmark

    Henover weekenden løber kassen med vacciner tom i Region Syddanmark.

    Det betyder, at der ikke bliver frigivet nye vaccinationstider, før lageret er fyldt op igen.

    Og der kommer til at gå et stykke tid, før nye borgere kan booke en tid til vaccination.

    - Vi får nye leverancer torsdag. Men størstedelen af de vacciner skal bruegs på dem, der skal have stik nummer to, forklarer koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen.

  • Rooney stopper sin spillerkarriere og bliver træner

    Wayne Rooney spillede i Manchdstr United fra 2004-2017. Før det spillede han i barndomsklubben Everton. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

    Manchester United-legenden med det hårde spark og det tidligere så tynde hår, Wayne Rooney, har i dag officielt lagt sine støvler på hylden.

    Han skal nemlig være træner for fodboldklubben Derby, hvor han hidtil har spillet og senest været midlertidig træner.

    Derby ligger i den næstbedste engelske række.

  • Blichfeldt buldrer videre i Thailand

    Den danske badmintonspiller Mia Blichfeldt er klar til semifinalen ved Thailand Open.

    23-årige Blichfeldt spillede en flot kvartfinale fredag, hvor hun i to sæt slog thailandske Busanan Ongbamrungphan med cifrene 21-13, 21-18.

    Dermed er den unge dansker blandt de sidste fire i turneringen, der dog er uden kinesisk og japansk deltagelse grundet coronaudfordringer i de to lande.

    I semifinalen venter den på papiret sværest mulige modstander for Blichfeldt. Her skal hun nemlig op mod verdensetter Tai Tzu Ying, som er topseedet i turneringen.

  • Vestegnen er stadig hotspot for coronasmitte - det vækker stor bekymring

    Den københavnske vestegn er stadig landets coronahotspot.

    Det viser myndighedernes tal her to en halv måned efter, at regeringen ellers nedsatte en corona-taskforce på vestegnen og siden lukkede landet ned.

    Tager man et kig på top 10 listen over de hårdest ramte kommuner, ligger seks af dem på Vestegnen.

    Frygten er nu, at den britiske coronamutation, som smitter langt mere, vil gøre ondt værre.

  • Coronaindlæggelser falder til under 800, og 'det er rigtig godt'

    Det er meget positivt, at antallet af coronaindlagte er faldet med 47 til 792.

    Sådan lyder det fra Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.

    - Det fald, som har været forudset, er formentlig begyndt at indtræffe nu. Og det er rigtig godt, siger han til Ritzau.

  • 659 nye smittede de seneste 15 timer og en positivprocent på 1,26

    Smittetallene offentliggøres dagligt. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

    Der er de seneste 15 timer blevet registreret 659 nye smittetilfælde i Danmark.

    Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut.

    Der er blevet foretaget 52.270 test, hvilket giver en positivprocent på 1,26.

    Samlet set er 792 coronasmittede indlagt på et sygehus i Danmark. Det er 47 færre end i går. 129 er på intensiv, og 87 har brug for hjælp fra en respirator. 17 er registreret døde.

    Tallene dækker kun over 15 timer på grund af tekniske problemer hos SSI.

    Instituttet oplyser desuden, at 147.115 nu er blevet vaccineret med første stik. Det svarer til 2,52 procent af hele befolkningen.

  • Sportschef efter coronachok i dansk VM-lejr: 'For tidligt at gå i rød alarm'

    Fløjspilleren Emil Jakobsen blev kort før Danmarks åbningskamp ved VM i håndbold fredag testet positiv for coronavirus.

    Selv om nyheden naturligvis sendte chokbølger gennem den danske lejr, så maner DHF's sportschef, Morten Henriksen, til ro.

    - Vi vurderer, at grunden til at Emil tester positiv, er på baggrund af hans tidligere infektion (i november, red.).

    - Jeg ville nok være mere utryg, hvis det var en, som ikke havde haft virusset før, som testede positiv. For nu er jeg tryg, og vi har isoleret de to, som IHF's protokoller foreskriver. Jeg håber på, at vi kan afblæse alarmen senere i dag.

    Danmark spiller klokken 20.30 i aften mod Bahrain. Kampen kan ses på DR 1.

  • Tre mænd skal i fængsel for at sprænge bombe i pizzeria i Vanløse

    Tre unge mænd er blevet dømt for at have sprængt en bombe i et pizzeria i Vanløse i september 2019.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Dommen er fredag faldet i Retten på Frederiksberg, hvor en af mændene blev idømt fem års fængsel, mens to andre fik fire et halvt års fængsel.

    Ingen personer kom til skade ved sprængningen, men der skete skader på selve bygningen, omkringliggende bygninger samt et busstoppested.

  • Hollands regering trækker sig efter børnepengeskandale

    Den hollandske regering trækker sig som følge af en voksende skandale omkring børnepenge.

    Det skriver den hollandske tv-station Nos.

    Sagen, der slået hul i regeringskoalitionen, handler om, at de hollandske skattemyndigheder uretmæssigt har beskyldt tusindvis af børnefamilier for svindel med børnepengene og tvunget dem til at betale store beløb tilbage - noget der har kastet mange familier ud i fattigdom.

    Den flere år gamle sag er blevet udstillet i en rapport fra sidste måned og går tilbage til 2012.

    Flere end 20.000 familier er undervejs blevet sigtet for svindel, skriver The Guardian.

  • Hårdt presset Irland: Næsten halvdelen af alle smittetilfælde er fundet de sidste to uger

    Rekordhøj smitte tvinger Irlands sundhedsvæsen i knæ. De fleste intensivpladser er optaget. REUTERS/Phil Noble (Foto: Phil noble © Scanpix)

    Næsten halvdelen af Irlands samlede smittetilfælde er fundet de seneste 14 dage.

    Irland er særlig hårdt ramt af nye smittetilfælde på grund af den britiske mutation, som også er kommet til Danmark.

    44 procent af landets samlede antal smittede med coronavirus siden pandemiens start er fundet de seneste 14 dage, skriver CNN.

    I alt er der konstateret 71.286 tilfælde de seneste 14 dage.

  • Pfizer leverer færre vacciner til Europa og Danmark fra slut januar til midt af februar

    Fra slutningen af januar og til starten af februar vil Pfizer levere færre coronavacciner end planlagt i Europa, heribandt Danmark.

    Årsagen er, at produktionen på fabrikken i Puurs i Belgien skal opgraderes, oplyser Pfizer Danmark til DR Nyheder.

    Det er uvist, hvad det betyder for leverancerne til Danmark.

    Produktionen skal øges fra 1,3 milliarder vacciner om året til 2 milliarder. Arbejdet med tilpasningen indebærer blandt andet nye kvalitetstests og godkendelser fra myndighederne.

    Fra midten af februar og frem forventer Pfizer at kunne levere markant flere vaccienedoser.

  • Axelsen ydmyger indoneser i Thailand

    Viktor Axelsen fortsætter sit formidable spil i Thailand Open.

    Den danske badmintonstjerne fejede i kvartfinalen indonesiske Jonatan Christie af banen med cifrene og 21-14, 21-5 og er dermed klar til semifinalen i årets første store turnering.

    Her kunne han have mødt landsmanden Rasmus Gemke, men sidstnævnte tabte i tre sæt til femteseedede Anthony Sinisuka Ginting fra Indonesien i sin kvartfinale.

    Dermed står fjerdeseedede Axelsen over for endnu en indoneser i næste runde.

  • Coronavaccinen er på vej til Danmarks mest isolerede ø

    I dag klokken 13 sejlede færgen fra Grenaa til Danmarks mest isolerede ø, Anholt, med vacciner mod corona.

    Det er borgmester Jan Petersen (S) lettet over, da den store afstand til fastlandet giver en ekstra sårbarhed på øen, der indtil videre har været stort set smittefri.

    Det er lægen og sygeplejersken på Anholt, der kommer til at stå for vaccinerne, og de bliver derfor også nogle af de første til at modtage et stik.

    I første omgang er det lidt over en tredjedel af de cirka 120 borgere, som får vaccinen.

  • Så har den første danske pilot prøvet at flyve i Danmarks kommende kampfly

    Efter planen skal Danmarks kommende kampfly, F-35, på vingerne i dansk luftrum i 2023.

    For første gang har en dansk jagerpilot nu fået mulighed for at teste flyet, der erstatter de nuværende F-16-jagere.

    Det skete på Luke Air Force Base i Arizona, USA, oplyser Forsvaret på Twitter.

    I en pressemeddelelse fortæller piloten, hvis navn er anonymiseret, at flyet var 'nemt og venligt' at styre.

    - Kort fortalt er flyvningen i F-35 sekundær og den taktiske brug primær. F-35 kan løse en række opgaver, der tidligere krævede flere fly i forskellige roller,

    Han beskriver flyet som luftens svar på en schweizerkniv.

  • Kommunalforsker: Venstre-ballade kan koste partiet 5-10 borgmesterposter

    Uroen i Venstre, senest med Støjbergs rigsretssag, kan komme til at koste partiet borgmesterposter ved det kommende kommunalvalg.

    Det vurderer kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

    - Som det har set ud det seneste halve års tid, så snakker vi om hvorvidt Venstre skal tabe en håndfuld eller to håndfulde, siger forskeren.

    Ifølge ham har en ulmende uro med blandt andet formandsopgør og Løkkes udtræden skabt en enorm frustation i baglandet.

    Hvis der samtidig er tilbagegang hos støttepartiet Dansk Folkeparti, så kan det gøre det svært at mønstre et flertal for en borgerlig borgmester, siger Roger Buch.

  • Efter fire år dropper anklagemyndigheden sigtelse mod journalist bag omstridt PET-bog

    Efter mere end fire år har anklagemyndigheden droppet sigtelsen mod forfatteren til bogen "Syv år for PET".

    Det oplyser journalist Morten Skjoldager, som har skrevet bogen, på Twitter.

    - Efter fire år og tre måneder har jeg modtaget brev fra Rigsadvokaten om, at man dropper sigtelsen mod mig for at videreformidle fortrolige oplysninger i min bog "Syv år for PET".

    - Det er jeg glad for, både personligt, men også principielt, skriver han.

  • Borgmester: Fortæl allerede nu de næste i køen, hvordan de får coronavaccinen

    Man bør allerede nu oplyse de næste i vaccinekøen om, hvordan de får booket en tid til vaccination.

    Det mener Frederikshavns borgmester, Birgit S Hansen (S), efter kommunen tidligere på ugen oplevede, at den gruppe, der egentlig skulle vaccineres, ikke havde meldt sig til.

    Nogle fordi de ikke havde set invitationen i deres e-Boks.

    Kommunen begyndte derfor at ringe rundt til de pågældende borgere, ligesom man bad naboer og pårørende om at hjælpe med at få delt budskabet.

    Og så gik det stærkt med tidsbestillingerne, siger borgmesteren.

    DR Nyheder kan i dag fortælle, at flere ældre ikke er mødt op til vaccination, fordi de har svært ved at orientere sig digitalt. Den næste målgruppe er dem over 85 år.

  • En fjerde coronavaccine kan være på vej til det europæiske marked

    Snart kan det blive selskabet Johnson & Johnson, som får sin coronavaccine på markedet i EU.

    Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) håber på at modtage en ansøgning om såkaldt betinget markedsgodkendelse af en vaccine i februar, skriver Reuters ifølge Ritzau.

    – Vi håber, at den kommer i februar, men jeg er ikke i position til at bekræfte det, siger Emer Cooke, direktør i EMA.

    Vaccinen fra Johnson & Johnson er udviklet, så det kun er nødvendigt med et stik. De tre andre på markedet kræver to stik med tre ugers mellemrum. EU har en forhåndsaftale om køb af vaccinen.

  • Oppositionsleder i Uganda erklærer sig som vinder, men der tælles stadig stemmer

    Ved præsidentvalget I Uganda har oppositionsleder og tidligere popstjerne Bobi Wine erklæret sig som vinder af valget. Men stemmerne er ikke talt op, og hans modkandidat, den siddende præsident Yoweri Museveni, fører stort ifølge de første prognoser.

    Dette skyldes omfattende valgsvindel, lyder det fra Bobi Wine. En embedsmand fra valgkommissionen siger ifølge nyhedsmediet Al-Jazeera, at man afventer beviser for påstanden.

    Organisationer som FN og EU har tidligere udtrykt bekymring omkring valgets integritet. Og i onsdags meddelte USA, at flere af deres valg-observanter var blevet nægtet adgang til at følge med i valget.

  • Statsministeren om udsigt til genåbning: 'Det er slet, slet ikke der, vi er lige nu'

    Onsdag aften meddelte Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at de nuværende restriktioner bliver forlænget i tre uger.

    Nu understreger også Mette Frederiksen, at situationen er for alvorlig til, at vi kan begynde en genåbning.

    - Vi går nogle hårde måneder i møde. Men vi går også mod lysere tider, skriver hun på sin Facebook-profil.

    Hun henviser til den ekspertrapport, som vurderer, hvad vi skal åbne først og sidst og oplyser, at rapporten vil blive gennemgået med de andre partier i Folketinget i næste uge.

    - Men jeg skal understrege, at det er slet, slet ikke der, vi er lige nu. Desværre, lyder det om udsigten til at åbne samfundet.

  • VM-chok i danskerlejr: Slutrundedebutant testet positiv inden åbningskamp

    Danmarks Emil Jakobsen i Bygma Cup landsholdskampen i herrehåndbold mellem Danmark og Norge i Sydbank Arena i Kolding, lørdag den 9. januar 2021. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

    Emil Jakobsen har afleveret en positiv coronatest forud for Danmarks åbningskamp mod Bahrain fredag aften ved VM.

    Fløjspilleren har tidligere været smittet med virussen, og i en pressemeddelse udtaler DHF's sportschef Morten Henriksen følgende.

    - Vi er selvfølgelig meget kede af det på Emils vegne. Vi har været godt forberedte på denne situation, og vi følger vores egen og IHF’s velbeskrevne og restriktive corona-protokoller, der betyder, at vi nu blandt andet testes igen i dag og i morgen.

  • Danmark rykker VM-kvalifikationskamp til Herning

    Danmarks Christian Eriksen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

    MCH Arena i Herning danner ramme om Danmarks første hjemmekamp i kvalifikationen til VM i 2022.

    Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser således, at kampen mod Moldova 28. marts spilles i den midtjyske by.

    Det er første gang siden 2007, at en kvalifikationskamp til et mesterskab på herresiden ikke skal spilles i Parken i København.

    - Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med et helt forrygende landskampsår med mange store udfordringer, og derfor bliver det fedt at komme til Herning endnu en gang og spille en meget vigtig kvalifikationskamp, siger landstræner Kasper Hjulmand.

  • Fire mænd fra 'Porschebanden' idømt lange fængselsstraffe for narkosalg og vold

    Fire mænd er ved Retten i Viborg blevet idømt lange fængselsstraffe for, vold, tyveri og for at sælge kokain i Skiveområdet.

    En mand er idømt ni års fængsel, to mænd er idømt otte års fængsel, og en sidste er idømt syv år og to måneder. To af dem udvises desuden af Danmark.

    Det var en enig domsmandsret, som traf afgørelsen.

    En af de tiltalte var stærkt utilfreds med dommen og råbte ifølge DR's reporter i retten;

    - Justitsmord, dommer. Jeg håber, du har dårlig smag i munden. Du kan rende og hoppe.

    Tilnavnet 'Porsche-banden' opstod, fordi flere narkosælgere kørte rundt i leasede Porsche-biler.

    Sagen fik ekstra opmærksomhed, fordi en del af kunderne kom fra Forsvaret, og flere ansatte fra Ingeniørregimentet i Skive blev fyret for at købe stoffer.

  • Seks anholdt for ulovligt at dele film

    Seks personer er anholdt efter en større aktion af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - også kendt som eller Bagmandspolitiet.

    Personerne er sigtet for at stå bag den ulovlige fildelingshjemmeside asgrd.org.

    Her har flere end 20.000 brugere gratis kunne få adgang til biografbaskere som Thomas Vinterbergs "Druk", der er blevet delt tusindvis af gange.

  • Hoteller på Lolland melder alt udsolgt: Femern-håndværkerne strømmer til

    Mens andre hoteller i landet kæmper for overlevelse under coronanedlukningen, er der gang i hotelbookingerne på Lolland.

    Men det er ikke turister, der optager værelserne.

    På grund af det igangværende Femern-byggeri er alle hoteller i Rødby Havn fuldt booket af entreprenørernes håndværkere.

    Efterspørgslen er så stor, at et af hotellerne har købt en tidligere DSB-bygning, som skal laves om til hotelværelser, og i øvrigt er samtlige af deres værelser udlejet de næste 8 år.

    Den stigende interesse kan også mærkes 20 kilometer væk i Maribo, hvor de udenlandske arbejdere også banker på.

    Behovet for flere sovepladser bliver kun større de kommende år, det mener Stig Rømer Winther, der er direktør i Femern Belt Development.

  • Fredericia Musicalteater tager ingen chancer

    I april sidste år gik Fredericia Teater konkurs, og måtte lukke, men byrådet har nu taget initiativ til et nyt teater med navnet Fredericia Musicalteater.

    - Man kan vælge at piske sig selv med fortiden, eller man kan vælge at se fremad. Og jeg synes, at vi skal se fremad, siger det nyudnævnte bestyrelsesmedlem i Fredericia Musicalteater, Christian Jørgensen, der også sidder i Fredericia Byråd for Venstre.

    Det var et fejlslagent billetsalg til Tarzan i Operaen i København, der var medvirkende til, at teateret måtte lukke i foråret. Men fremover vil teateret ikke selv tage risikoen for svigtende billetsalg, når man spiller udenfor Fredericias volde.

  • Mærsk ønsker militær beskyttelse for at undgå piratangreb

    A.P. Møller-Mærsk vil have øget militær beskyttelse i Guineabugt efter piratangreb, skriver branchemediet Shippingwatch.

    - Risikoen har nået et niveau, hvor en effektiv militær kapacitet er nødt til at blive indsat for at sikre tilstrækkelige afbødende foranstaltninger på kort sigt, siger sikkerhedschef Aslak Ross til mediet.

    I alt er to containerskibe fra Mærsk, som er verdens største containerrederi, inden for en måned blevet angrebet af pirater. Senest skete det for få dage siden på vej fra Ghana til Cameroun.

  • Fransk motorcyklist er død i Dakar Rally

    Pierre Cherpin fra Frankrig er død efter at være kørt galt i motorløbet Dakar Rally. (Foto: - © Scanpix)

    Den 52-årige motorcyklist Pierre Cherpin er død efter at være kørt galt i løbet Dakar Rally, der er kendt for at være særdeles farligt.

    Franskmanden kørte med en hastighed på 178 kilometer i timen, da han kørte galt. Han blev fundet bevidstløs og ført til et hospital i byen Sakaka.

    Herefter blev han fløjet med helikopter til Jedda, hvor han blev lagt i kunstig koma. Angiveligt var han i en stabil tilstand, men han døde under transporten til den franske by Lille.

  • Planer om at samle al kræftbehandling af børn vakte stor vrede: Nu skal minister forklare sig

    Sundhedsministeren skal forklare sig i sagen om centralisering af al behandling af børnekræft på Rigshospitalet i København.

    En aktindsigt, DR har fået, afslører, at der har været såkaldte uformelle drøftelser mellem en professor i børnekræft og Sundhedsstyrelsen i knap et år, inden de andre regioner blev orienteret. Det har vakt stor vrede hos politikere og forældre til børn med kræft.

    Venstres Jane Heimann vil nu have Magnus Heunicke (S) i nyt samråd om sagen.

    -Vi skal have sandheden frem. Først forsøgte Sundhedsministeren at give et billede af, at man ikke ønsker en omfattende centralisering i København, men i dag tegner der sig et billede af, at det er netop det, så han må forklare sig, siger hun.

  • Briter forbyder indrejse fra Sydamerika og Portugal

    Storbritannien forbyder fra i dag indrejser fra sydamerikanske lande og Portugal på grund af bekymring for en ny brasiliansk variant af coronavirus, oplyser transportminister Grant Shapps.

    - Jeg har taget den presserende beslutning at forbyde indrejse fra Argentina, Brasilien, Bolivia, Kap Verde, Chile, Colombia, Ecuador, Fransk Guyana, Guyana, Panama, Paraguay, Peru, Surinam, Uruguay og Venezuela, skrev ministeren.

    Portugal bliver også inkluderet på grund af de tætte rejseforbindelser til Brasilien, men personer, der transporterer vigtige varer fra Portugal undtages.

    Den brasilianske variant deler nogle karakteristika med varianterne fundet i Storbritannien og Sydafrika.

  • I Tyskland har over to millioner nu været ramt af coronavirus

    Tyskland er ligesom Danmark ramt af nedlukning. Sådan så der ud på shoppinggaden 'Zeil' i Frankfurt i går. (Foto: Ronald Wittek © Scanpix)

    Tyskland har registreret mere end to millioner tilfælde af coronavirus siden pandemiens begyndelse. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det seneste døgn har Europas mest folkerige land registreret 22.368 tilfælde, således at det samlede antal smittede stiger til 2.000.958.

    Derudover er der det seneste døgn blevet registreret 1113 coronarelaterede dødsfald, hvilket bringer det samlede dødstal op på 44.994.

  • Lønkompensation forlænges til 7. februar - Ansatte skal bidrage med én feriedag

    Aftalen om lønkompensation for virksomheder under cornanedlukningen forlænges.

    Det oplyser regeringen og arbejdsmarkedets parter i en pressemeddelelse.

    Vilkårene er de samme som den eksisterende ordning og gælder alle brancher, som dermed kan sende ansatte hjem med løn, hvor staten så dækker 75-90 procent af lønnen op til 30.000 kroner om måneden.

    Denne gang skal de ansatte også bidrage ved at afholde én feriedag.

    - Lønmodtagere skal bidrage med én feriedag for de første 21 kalenderdage ordningen forlænges med. Lønmodtagere kan maksimalt pålægges at bidrage med fem feriedage mv. i perioden, står der i pressemeddelelsen.

    Det vil sige, at lønmodtagere skal afholde flere feriedage, hvis ordningen forlænges efter 7. februar - dog maksimalt fem dage.

    - Ligesom ved udbruddet af corona sidste forår har vi nu aftalt, at arbejdstagerne kan bidrage med op til fem feriedage i perioderne med skærpede restriktioner her i foråret, igen for at lette byrden for de hårdt pressede virksomheder, siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard i pressemeddelelsen.

  • Flere døde efter jordskælv i Indonesien

    Redningsfolk leder efter overlevende i murbrokkerne, (Foto: ANTARA FOTO © Scanpix)

    Det voldsomme jordskælv, der i nat lokal tid ramte øen Sulawesi i Indonesien, har kostet flere mennesker livet.

    Ifølge AP er mindst 15 døde, mens Reuters beretter om mindst 35 døde.

    Jordskælvet blev målt til en styrke på 6,2, og det resulterede i sammenstyrtede huse og broer, jordskred og strømafbrydelser.

    Meteorologerne advarer om risiko for efterskælv.

  • Flere alvorlige ulykker på nordjysk motorvej

    Tre personer er kommet alvorligt til skade efter ulykker på den nordjyske motorvej i nat og i morgentimerne.

    Ved tre-tiden var det en 23-årig mand, der kørte mod kørselsretningen, hvor han ramte en bil ført af en 64-årig kvinde.

    Manden er i kritisk tilstand, mens den kvindelige bilist er kommet alvorligt til skade, men er udenfor livsfare, fortæller vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.

    Oprydningsarbejdet giver tæt trafik i området og muligvis derfor kørte en varebil i morges op bagi en holdende lastbil. Føreren af varebilen er også i kritisk tilstand, lyder det fra Nordjyllands Politi.

  • 206 er konstateret smittet med corona ved lyntest i går

    Der blev i går registreret 206 coronasmittede ved lyntest ud af 25.379 test.

    Det viser tal fra de fire private udbydere. Positivprocenten er på 0,81.

    Det er første gang siden 4. januar, at antallet af lyntest på en dag overstiger 20.000. Over jul og nytår blev der foretaget mellem 20.000 og 91.000 daglige test.

    I den seneste uge er antallet svinget mellem 13.000 og 20.000 test.

    Positivprocenten er den laveste i år, hvor den alle dage har ligget over 1 procent - og en enkelt dag oppe over 3 procent.

  • Overhovedet ingen coronakrise boligmarkedet: Aldrig før er der solgt så mange huse

    Coronakrisen har ikke haft nogen særlig negativ indvirkning på folks trang til huskøb i 2020.

    Aldrig før er der solgt så mange enfamiliehuse som nu, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Fra april 2020 til oktober 2020 blev der solgt 37.000 enfamiliehuse, og det er det højeste antal nogensinde.

    - Selvom hele 2020 endnu ikke er endeligt opgjort, har 2020 allerede på mange måder været et rekordernes år på boligmarkedet. Handelsaktiviteten for enfamiliehuse har slået rekord, sommerhussalget steg helt ekstremt med 90 pct., og salget af ejerlejligheder har også ligget på et tårnhøjt niveau, siger Jakob Holmgaard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

  • Sårbare ældre kan ikke gennemskue bookingsystem til vaccinationer

    På vaccinationscentrene i Randers og Horsens kniber det med at få brugt alle de doser, som er tiltænkt borgere over 65 år, der modtager hjælp i hjemmet.

    - De ældre har svært ved at gennemskue bookingsystemet, siger ledende overlæge og vaccineansvarlig på vaccinationscentret i Randers, Bent Windelborg Nielsen

    Han siger, at 80 procent af vaccinerne bliver givet til målgruppen, mens resten går til frontpersonale, så doserne ikke går til spilde.

    Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender burde målgruppen være vaccineret med udgangen i denne uge, men det når de ikke i Region Midtjylland, konstaterer koncernchef Ole Thomsen.

  • Pence garanterer sikker præsident-indsættelse: 'Folket fortjener intet mindre'

    Vicepræsidenten mødtes med nationalgarden foran Capitol Hill for at takke dem for at passe på Washington i en svær tid. (Foto: pool © Scanpix)

    USA's vicepræsident, Mike Pence, har besøgt nationalgarden for personligt at takke dem for at passe på folk i Kongressen i kølvandet på urolighederne i Washinton.

    Sikkerheden i byen bliver markant forøget, når Joe Biden den 20. januar bliver taget i ed som den næste præsident. 20.000 soldater er indkaldt til opgaven.

    - Vi gennemlevede alle den dag - 6. januar. Som præsidentent slog fast i går, så er vi stålsatte på en ordentlig overdragelse og en sikker indsættelse. Det amerikanske folk fortjener intet mindre, siger Mike Pence ifølge Reuters.

    Ifølge Reuters står billederne af Pence sammen med nationalgarden foran Capitol Hill, hvor angrebet skete, i kontrast til Trumps prioriteringer den seneste uge, da han ikke har været i området siden før urolighederne brød ud.

  • Syv VM-spillere er ramt af coronavirus

    Syv spillere er testet positive for coronavirus ved ankomsten til VM i håndbold i Egypten.

    Det oplyser Det Internationale Håndboldforbund (IHF) på sin hjemmeside.

    Det drejer sig om fire spillere fra Kap Verde, to fra Slovenien og en fra Brasilien.

    Derudover er en person fra medierne og en person fra USA blevet testet positive.

    Coronatilfældene i den slovenske lejr mangler at blive endeligt bekræftet. Alle fra Kap Verde og Brasiliens landshold skal testes igen fredag.

  • Pendlere og politikere er chokerede over ny løs lastbiltrailer

    - Det skræmmer mig da helt vildt, at man ikke er blevet klogere - at man ikke holder bedre øje med sådan nogle ting, siger pendler Lone Elmelund.

    Frej Jensen, pendlertalsmand i Nyborg Pendlerklub, er bekymret over, at det kan ske med erfaringerne fra ulykken for to år siden.

    Transportminister Benny Engelbrecht (S) har stoppet al transport med trailere på de såkaldte lommevogne over Storebælt, og det bakkes op af V og EL.

  • Britisk firma skal inddrage p-afgifter fra udenlandske chauffører

    Overtræder man reglerne, koster det en parkeringsafgift på 2.040 kroner, men for få udenlandske chauffører betaler deres danske afgifter.

    På grund af store problemer med overfyldte rastepladser langs motorvejene blev der i 2018 indført tidsbegrænset parkering på 25 timer for lastbiler på rastepladser.

    Ifølge Færdselsstyrelsen bliver kun 17 procent af parkeringsafgifterne til udenlandske chauffører betalt, mens det er cirka 77 procent af de danske chauffører.

  • Mange steder kommer temperatuen ikke over frysepunktet i dag

    Sneen fra de foregående dage vil fortsat blive liggende på grund af de meget lave temperaturer. Her er det marker ved Egebjerg på Nykøbing Sjælland. (Foto: Søren Kragh Nielsen)

    Der er fortsat risiko for glatte veje i det meste af landet i dag, og fra en meget kold morgen, hvor temperaturen er minus fem grader mange steder, stiger den en smule til mellem -3 og 0 grader.

    Himlen starter grå, men senere får vi nogen sol, og det holder tørt i hele landet. Vinden er svag til jævn og kommer fra en nordlig retning.

    Igen i nat ventes temperaturen at dale til langt under frysepunktet, nogle steder vil det blive minus ni grader. Derfor fortsat risiko for glatte veje i morgen tidlig.

  • WHO siger, at 95 procent af vacciner mod covid-19 er givet i ti lande

    Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er 95 procent af de vaccinedoser mod corona, der er givet over hele verden, begrænset til ti lande.

    Det siger WHO's regionale direktør for Europa, Hans Kluge, som på et online pressemøde opfordrer til en mere retfærdig fordeling af vaccinerne.

    De lande, som vaccinerne primært fordeler sig på, er USA, Kina, Storbritannien, Israel, De Forenede Arabiske Emirater, Italien, Rusland, Tyskland, Spanien og Canada.

    Kluge udtrykker samtidig bekymring for, at smitten stiger i flere lande på grund af nye smitsomme varianter af coronavirusset, herunder den britiske og sydafrikanske variant.

  • Tryghedspakke indeholder forslag om karantæne efter vold i nattelivet

    Regeringens tryghedspakke er sendt i høring, og et af forslagene er, at man skal kunne udelukkes fra restauranter og barer efter midnat i op til to år, hvis man har begået vold i nattelivet.

    Bliver forslaget vedtaget, vil det give en bøde på 10.000 kroner første gang det overtrædes, og gør man det igen, kan det resultere i fængsel i 30 dage.

    Regeringen vil desuden give politiet mulighed for at udstede "tryghedsskabende opholdsforbud" på op til en måned, hvis en gruppe ned til 2-3 mennesker har truende eller intimiderende adfærd over for andre.

  • Sikkerheden på fly og tog skærpes op til præsidentindsættelse

    Washington D.C. og andre byer i USA har øget sikkerhedsniveauet forud for indsættelsen af den kommende præsident Joe Biden 20. januar.

    Flere amerikanske flyselskaber oplyser, at rejsende, der flyver til lufthavne i Washington-området, ikke må medbringe skydevåben.

    Flyselskabet Delta har desuden oprettet en liste over personer, der ikke må gå om bord på deres fly, fordi de har været involveret i "uroligheder".

    Den nationale jernbanetjeneste Amtrak oplyser, at sikkerheden skærpes, blandt andet ved at indsætte politibetjente i togene.

    Embedsmænd har advaret om planer for væbnede protester i Washington D.C. og alle 50 delstater forud for indsættelsen.

  • Mindst tre døde efter voldsomt jordskælv i Indonesien

    Mindst tre mennesker er døde, og flere hundrede er såret i et voldsomt jordskælv på øen Sulawesi i Indonesien, oplyser indonesiske myndigheder ifølge nyhedsbureauerne AP og AFP.

    Jordskælvet indtraf lige efter midnat lokal tid natten til fredag med en styrke på 6,2.

    Mere end 300 huse, et hospital og en militærbygning er blevet ødelagt under jordskælvet.

    Redningsarbejdere søger efter adskillige patienter og hospitalsansatte, der er fanget under murbrokkerne på hospitalet.

    Flere personer meldes fanget under sammenfaldne bygninger, og de indonesiske myndigheder arbejder fortsat på at få et overblik over situationen

Mere fra dr.dk