Hækkerup afviser, at regeringen har blandet sig i sigtelser i FE-sagen

Justitsminister Nick Hækkerup afviser, at regeringen har blandet sig i de sigtelser, der er blevet rejst i FE-sagen.
- Man rejser ikke sigtelser af politiske grunde. Politiet foretager efterforskning, og det er ikke noget, jeg blander mig i, siger han.
I sagen er fem personer, heriblandt mangeårig chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), sigtet for at videregive statshemmeligheder.
- Jeg er orienteret om det, men det er jo noget helt andet end at tage stilling til, om der skal sigtes eller ej, siger Nick Hækkerup.
Hvad de fem personer præcist er sigtet for er uvist. Men Claus Hjort Frederiksen, som var forsvarsminister fra 2015 til 2019, har ved flere lejligheder bekræftet, at Danmark og USA samarbejder om at tappe data fra kabler.