Natten til onsdag dansk tid blev der sat en ny dansk rekord, da Vilhelm Hammershøis maleri 'Interiør. Musikværelset, Strandgade 30' kom under hammeren ved en auktion hos auktionshuset Sotheby's i New York.
Maleriet blev solgt for over ni millioner dollar - mere præcist 9.124.530 dollar svarende til 62,8 millioner danske kroner. Køberen var et amerikansk museum.
Det oplyser Sotheby's til DR.
Maleriet var på forhånd vurderet til at ville kunne indbringe mellem tre og fem millioner dollar, men det endte altså med at blive solgt for omkring nærved det dobbelte af den optimistiske ende af vurderingen.
Hammershøis malerier er i forvejen de danske malerier, som har indbragt de højeste priser nogensinde ved auktioner.
Således var det dyreste danske maleri indtil i går et andet Hammershøi-maleri, nemlig 'Interiør med kvinde med klaver, Strandgade 30'. Det blev solgt for 39,5 millioner kroner hos Sotheby's tilbage i november 2017.
Inden auktionen i går havde 'Interiør. Musikværelset, Strandgade 30' hængt i lejligheden i Strandgade 30 i København i mere end 75 år. Det blev købt af sælgernes bedsteforældre i midten af 1900-tallet, og det har ifølge Sotheby's ikke været udbudt på auktion siden 1944.
Vilhelm Hammershøi og hans hustru Ida boede i Strandgade 30 1898-1908, hvor han malede en række minimalistiske interiørbilleder, der siden kom til at stå som centrale værker i den danske kunsthistorie.
