Endnu ét folketingsmedlem i Dansk Folkeparti har gjort sin stilling op.
Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby peger på Martin Henriksen som ny formand for partiet.
Det siger han til DR.
- Jeg har tænkt mig at stemme på Martin Henriksen. Han er den, der giver os de bedste muligheder.
- Han er den, der har den største erfaring i folketingsarbejdet.
Hans Kristian Skibby fremhæver Martin Henriksens evne til at "samarbejde".
Men han lægger samtidig ikke skjul på, at han hellere ville have peget på en anden kandidat.
- Jeg havde jo helst set Inger Støjberg stille op som formand, men jeg har stor sympati for den situation, hun er i, siger han.
Han vil ikke pege på Morten Messerschmidt af flere årsager. Men af de væsentligste er den verserende sag mod ham omkring dokumentfalsk i sagskomplekset vedrørende Meld og Feld.
- Vi er bedst tjent med en formand, der ikke hele tiden skal møde i byretten, siger Skibby.
Tidligere i dag meldte partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt, ud, at hun støtter Merete Dea Larsen som formand.
Den tredje kandidat er partiets næstformand, Morten Messerschmidt. Sidstnævnte støttes af fem personer i folketingsgruppen foruden ham selv. Tre medlemmer støtter indtil videre Martin Henriksen.
Der er tre kandidater til formandsposten. Den fjerde, byrådsmedlem Erik Høgh-Sørensen, har trukket sit kandidattur.