Harmonikasammenstød skaber kø mellem Horsens og Vejle
Tre biler har her til eftermiddag været involveret i et større harmonikasammenstød på E45 Østjyske Motorvej i sydgående retning.
Skal du fra Horsens og sydpå af motorvejen her til eftermiddag, skal du være forberedt på længere rejsetid mellem Horsens og Vejle.
Den længere rejsetid skyldes et større uheld ved frakørsel 58 Hedensted, og en spærring af den venstre vognbane.
Politi og redning er netop ankommet til stedet, og der forventes at være ryddet op efter uheldet klokken 16:30. Normal rejsetid på strækningen forventes dog først, når myldretiden er overstået.