Havde planlagt skoleskyderi i flere detaljer: I dag starter retssag mod 27-årig dansker
Retten i Aalborg tager i dag hul på en alvorlig sag, hvor en 27-årig mand sidder på anklagebænken.
Anklagemyndigheden mener, at den 27-årige mand i omkring fem år havde planlagt at dræbe flere personer ved et eller flere skyderier på skoler eller lignende institutioner i Nord- og Østjylland.
Ifølge anklageskriftet var manden i besiddelse af skydevåben, havde opnået skydefærdigheder og havde været ude og rekognoscere på flere skoler og uddannelsesinstitutioner.
Derudover havde han også indhentet oplysninger om ringetider, elevantal og undervisningsskemaer.
Han havde desuden oprettet ordre på det mørke internet på køb af en AR-15-riffel kun tre dage, inden han bliver anholdt, står der i anklageskriftet.
Den tiltalte nægter sig skyldig.