Rønne Havn på Bornholm står over for tredje etape af en milliardudvidelse, der blandt andet skal give plads til udskibning af endnu flere havvindmøller.
Men både en netop afsluttet høring og et borgermøde forud for det viser, at der blandt mange borgere i byen er bekymring for påvirkningen fra udvidelsen. Især fordi flere af dem oplevede støjgener i forbindelse med udvidelsen sidste år.
- Støjen påvirkede min søvn, og jeg blev utryg ved sidste udvidelse, fordi jeg ikke vidste, hvornår havnen ville larme, siger Jonas Blom, der er rønnebo og en af de 19, som har afsendt høringssvar.
Men ifølge Rønne Havns direktør, Lars Nordahl Lemvigh, er der ikke grund til bekymring.
- Myndighederne, hvad enten det er Bornholms Regionskommune eller Trafikstyrelsen, giver os nogle rammer at arbejde indenfor, og der har vi jo en holdning og en adfærd, at så lever vi selvfølgelig op til det.