Fyns Politi har valgt at lukke to rockerklubhuse, der ligger i Nyborg og Odense. Begge klubhuse tilhører Hells Angels.
Årsagen er blandt andet den verserende bandekonflikt i hovedstadsområdet mellem Hells Angels og banden Loyal To Familia.
- Vi har naturligvis fulgt situationen i København samtidigt med, at vi løbende har set på de efterretninger og mulige konfliktscenarier i forhold til de grupperinger, vi har her i politikredsen, siger politiinspektør ved Fyns Politi, Johnny Schou i pressemeddelelsen.
- På baggrund af det samlede billede har vi besluttet at være på forkant med situationen og skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, der færdes omkring de to nævnte ejendomme, ved at oprette opholdsforbud på de her to adresser, udtaler han videre.
Opholdsforbuddet på de to adresser gælder fra i dag og foreløbig frem til den 6. oktober klokken 17 i år.
I hovedstadsområdet er der indført opholdsforbud på tre Hells Angels-tilholdssteder. I Jylland er tre HA-klubhuset blevet lukket, og det gælder også brætspilscaféen "Spilloppen" i Kolding, hvor en rockergruppering ifølge politiet holdt til.
Også i Nordsjælland har politiet haft indført opholdsforbud på to adresser.