Folketingsmedlem for Liberal Alliance (LA) Henrik Dahl er indstillet som spidskandidat frem mod valget til EU-Parlamentet, der finder sted næste år. Det fortæller politikeren selv til Ritzau.
- Jeg vil gerne være spidskandidat for Liberal Alliance, fordi jeg efterhånden har opbygget en stor og bred politisk erfaring. Herunder en udenrigspolitisk erfaring, siger Henrik Dahl.
- Når valget skal afholdes, har jeg siddet på Christiansborg i ni år, så jeg ved, hvordan man bevæger sig rundt i et parlament.
Dahl, der har siddet i Folketinget siden 2015, er lige nu udenrigsordfører for LA. Han skal formelt vælges som EU-spidskandidat på et opstillingsmøde i partiet inden sommerferien.
Liberal Alliance har tre gange uden held forsøgt at komme i parlamentet i Bruxelles.