Herlufsholm slår stillingen som ny rektor op
Overgreb på sovende elever, "fødselsdagstæsk" og voldsritualer var alt sammen noget af det, TV 2 for nyligt kunne afdække i en ny dokumentar om kostskolen Herlufsholm.
Og nu fremgår det af et stillingsoplag på den ældgamle kostskoles hjemmeside, at man leder efter skolens nye rektor.
Det sker efter, at den tidligere rektor Mikkel Kjellberg, blev fyret af Herlufsholms bestyrelse som en konsekvens af afsløringerne.
I stillingsopslaget kan man blandt andet læse, at skolen søger en rektor med et "holistisk menneskesyn" som kan skabe "en kultur funderet på positive sociale fællesskaber".
- Rektor skal for skolens elever sikre trygge og kompetente rammer, der giver dem den bedste uddannelse og dannelse i forhold til de udfordringer, som fremtidens samfund byder på, skriver skolen.
Siden Kjellberg gik af den 7. maj har skolens vicerektor fungeret som rektor.