Herlufsholm udpeger tidligere højesteretsdommer som ny bestyrelsesformand
Nu er der en ny mand på posten, efter hele Herlufsholms bestyrelse trak sig i lørdags.
Den nye bestyrelsesformand er tidligere højesteretsdommer Jon Stokholm, skriver Herlufsholm i en pressemeddelelse.
- Det er helt nødvendigt, for at den daglige ledelse og den nye bestyrelse kan arbejde sammen om de tiltag, der skal give yderligere tryghed og god trivsel for vores elever, lyder det fra Torben Lowzow, som er afgående bestyrelsesformand.
Processen vil være, at den nye bestyrelse, som Jon Stokholm bringer i forslag, skal vælges af den siddende bestyrelse, som derefter fratræder. Forældrerepræsentanterne udtræder og erstattes af suppleanterne, skriver Herlufsholm.
Kostskolen har været i noget af et stormvejr, siden en TV 2-dokumentar afslørede store problemer med kulturen på skolen. Problemer med vold, mobning og seksuelle krænkelser.