Seneste nyt
15. maj kl. 10:57

'Hjælp Ukraine, hjælp Mariupol' - Eurovision-vinders opråb får ingen konsekvenser, selvom det er imod reglerne at være politisk

Det er tredje gang, at Ukraine vinder Eurovision, siden landet var med for første gang i 2003. Senest var i 2015. (Foto: YARA NARDI © Ritzau Scanpix)

- Hjælp Ukraine, hjælp Mariupol. Hjælp Azovstal lige nu.

Sådan sagde forsangeren af Kalush Orchestra fra Ukraine i går fra Eurovision-scenen efter landets optræden.

Ukraine løb som bekendt med sejren efterfølgende.

Normalt tolererer European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, ikke politiske budskaber på scenen.

Men det får ingen konsekvenser for Ukraine, meddeler EBU ifølge Ritzau.

- Vi forstår de dybe følelser vedrørende Ukraine i øjeblikket og tror, at bemærkningen fra Kalush Orchestra og andre artister, der udtrykker støtte til det ukrainske folk, gør det fra et humanistisk standpunkt og ikke et politisk, lyder det fra EBU i en udtalelse.

Seneste nyt

  1. I går kl. 23:19

    Presset Boris Johnson laver stor ministerrokade

    Nadhim Zahawi har netop fået posten som finansminister i Storbritannien. (Foto: John Sibley © Ritzau Scanpix)

    Den britiske premierminister forsøger lige nu at redde sin regering, efter at både sundhedsminister Sajid Javid og finansminister Rishi Sunak har trukket sig fra deres poster i protest mod deres leder.

    Derfor har Boris Johnson brugt de sidste par timer på at samle puslespillet og udvælge sine nye ministre.

    Tidligere undervisningsminister, Nadhim Zahawi, bliver derfor Storbritanniens nye finansminister, mens Michelle Donelan får hans tidligere job.

    Det skriver BBC.

    Derudover får Steve Barclay rollen som sundhedsminister. Han har tidligere været Boris Johnsons stabschef.

    Boris Johnson har i et brev til de to afgåede ministre skrevet, at han er ked af deres beslutning.

    Premierministeren har i den seneste tid modtaget stor kritik for håndteringen af en sag om seksuelle krænkelser, som involverer en minister.

    Desuden har en række fester, hvor Johnson deltog, vakt opsigt, fordi de fandt sted, mens landet var lukket på grund af coronavirus.

    • Steve Barclay bliver Storbritanniens nye sundhedsminister. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)
    • Michelle Donelan er netop blevet udpeget som landets nye undervisningsminister. (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
    1 / 2
  2. I går kl. 22:59

    'Stranger Things' slår endnu en vild rekord: Serien er blevet set mere end en milliard timer

    Der hersker vist ikke tvivl om, at 'Stranger Things' er en populær serie. Lige nu bliver den nemlig streamet i et næsten uhørt højt tempo i hele verden.

    Og de sidste to afsnit af den fjerde sæson, der fik premiere den 1. juli, har sågar været medvirkende til, at serien nu har skrevet streaming- og Netflix-historie.

    Det er nemlig den kun anden serie på streamingplatformen, der er blevet set i mere end en milliard timer.

    Det skriver underholdningsmediet Deadline.

    Helt konkret har folk sammenlagt set 1.15 milliarder timer af serien, der placerer den lige i hælene på seriefænomenet 'Squid Game', der kan prale af hele 1.6 milliarder sete timer.

    Den nyeste sæson af serien har også medført, at et gammelt Kate Bush nummer på ny er gået viralt.

  3. I går kl. 22:09

    Norge standser kortvarig oliestrejke

    Strejken, der betød, at tre norske oliefelter blev lukket midlertidigt, startede ganske vist tidligere i dag, men er allerede slut igen.

    For den norske regering har grebet hurtigt ind for at stoppe den.

    Det skriver nyhedsbureauet NTB.

    - Det har ikke været muligt for parterne at finde en løsning. Jeg har derfor foreslået tvungen lønnævn.

    - Den varslede optrapning er kritisk i dagens situation, siger beskæftigelsesminister Marte Mjøs Persen fra Arbejderpartiet og hentyder til både energikrise og krigen i Ukraine.

    Den kortvarige strejke førte til, at de norske felter Gudrun, Oseberg Syd og Oseberg Øst måtte lukke.

  4. I går kl. 21:53

    Verdens bedste fodboldspiller misser EM efter knæskade

    Ballon d'Or-vinderen Alexia Putellas fra Spanien er ude af kvindernes forestående EM-slutrunde med en korsbåndsskade.

    Det meddeler Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) ifølge Reuters.

    Tidligere mandag meddelte forbundet, at 28-årige Putellas havde fået et vrid i knæet under træning, og at hun skulle undersøges nærmere.

    Nu er diagnosen klar, og den betyder et farvel til EM for Barcelona-stjernen, der har ødelagt korsbåndet i venstre knæ.

    Verdens bedste fodboldspiller i 2021 var stjernen på det spanske hold, som i gruppespillet skal møde Danmark. Tyskland og Finland er de to øvrige hold i gruppen.

    Offensivspilleren debuterede på det spanske landshold tilbage i 2013 - faktisk i en testkamp mod Danmark i Vejle.

    Der venter nu Putellas en lang pause, mens Spanien skal forsøge at skaffe sig EM-succes uden stjernens hjælp på banen.

    /ritzau/

  5. I går kl. 21:32

    Midtjysk kagevirksomhed bager 2.000 ton julesmåkager

    Julen varer lige til… sommerferien? Eller det gælder i hvert fald for produktionen af julesmåkager.

    For lige nu hænger duften af julekager allerede tungt i luften hos den midtjyske småkage-virksomhed Kelsen Group i Nørre Snede.

    Travlheden skyldes, at man tidligere end normalt skal have sendt julesmåkager til USA, fordi tonsvis af småkager ikke nåede frem til jul sidste år.

    - Normalt sender vi varerne, så de præcis rammer de amerikanske distributionscentre, når der er behov for dem. Men baseret på situationen fra sidste år har vi besluttet i samarbejde med kunderne at lægge et større tidsinterval ind, så der er større chance for, at produkterne når frem, fortæller han.

  6. I går kl. 21:16

    Britisk prisshow indfører kønsneutrale kategorier

    Tingene kommer til at være anderledes under årets udgave af The British Independent Film Awards (BIFA), der hylder det bedste inden for britisk uafhængig filmkunst.

    For den 25. udgave af showet bliver kønsneutralt, skriver underholdningsmediet Deadline.

    Derfor fjernes eksempelvis kategorierne "Årets Skuespiller" og "Årets Skuespillerinde", mens man i stedet tilføjer "Årets Bedste Hovedrolle" og "Årets Bedste Birolle".

    Derudover tilføjes der også andre helt nye kategorier, som for eksempel "Årets Nye instruktør" og to nye musikpriser.

    Ved at gøre showet kønsneutralt følger BIFA i fodsporene på store prisshows som Berlin Film Festival, MTV Movie Awards og the BRIT, som alle har gjort det samme.

  7. I går kl. 20:48

    Tusinder af fremmødte holdt et minuts stilhed for ofrene for skyderiet i Field's

    Den lukkede Ørestads Boulevard var fyldt med mennesker. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

    De tusinder af fremmødte ved mindehøjtideligheden holdt ét minuts stilhed for at ære og mindes ofrene for skyderiet i Field's, hvor tre personer mistede livet, og mange blev såret.

    - Æret være deres minde, sluttede Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), minuttet, som blev holdt ude foran det lukkede shoppingcenter.

    Minuttet kan ses i videoen nedenfor:

  8. I går kl. 20:32

    Politiet klar til at udlevere efterladte genstande efter skyderiet i Field’s

    Fra i morgen bliver det muligt at hente efterladte genstande, som er fundet i Field's efter skyderiet sen søndag eftermiddag.

    Det skriver Københavns Politi på Twitter.

    Genstandene kan hentes fra onsdag til fredag mellem klokken 09.00 og 18.00 på Politigården i København.

    Man skal blot rette henvendelse i receptionen ud mod Polititorvet.

    Her ses opslaget fra Københavns Politi.
  9. I går kl. 20:31

    Amerikansk politi: Den mistænkte i Chicago-skyderi havde planlagt det i ugevis

    Fra et tag fløj mere end 70 skud mod tilfældige mennesker på gaden, der var mødt op for at fejre USA's uafhængighedsdag i går ved Highland Park i Chicago, USA, hvor seks mennesker mistede livet og mindst 30 blev såret.

    Men umiddelbart efter skyderiet var gerningsmanden ikke til at finde, og politiet indledte derfor en menneskejagt på ham, der varede i lidt over en time.

    Det lokale politi fortæller i dag ifølge New York Times, at den 22-årige formodede drabsmand nøje havde planlagt skyderiet i ugevis.

    For at komme væk fra gerningsstedet brugte sin mors bil til at undslippe området. Efterfølgende skjulte han sin identitet ved at bære dametøj og gemme sig i menneskemængderne.

    Masseskyderiet i Chicago i går var nummer 309 i USA i år.

  10. I går kl. 20:22

    'I skal vide, at hele Danmark er med jer': Statsministeren taler ved mindehøjtideligheden ved Field's

    Statsminister Mette Frederiksen taler ved mindehøjtidelighed for ofrene ved skyderiet i Field's. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Statsminister Mette Frederiksen taler til mindehøjtideligheden foran Field's i København efter søndagens skyderi.

    - Vi sender også varme tanker og medfølelse til jer, der er pårørende. Som måtte vente i uvished på livstegn. Og mest af alt til jer, der har mistet en af jeres kære, siger statsministeren.

    - Ingen ord, ingen handlinger kan sone jeres tab. Den lidelse, I gennemgår lige nu, den er ubærlig. Men I skal vide, at hele Danmark er med jer. Vi sørger med jer, vi deler jeres smerte, siger hun.

    Hun takker politi, ambulancefolk og medmennesker for at træde til ved tragedien i shoppingcentret.

  11. I går kl. 19:34

    To ministre trækker sig i protest mod Boris Johnson

    Både den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, og finansminister, Rishi Sunak, har netop trukket sig fra deres poster i protest mod Boris Johnson.

    Det skriver Reuters.

    Førstnævnte fortalte i forbindelse med udmeldelsen, at "han ikke længere kunne fortsætte i regeringen med ren samvittighed".

    Johnson har blandt andet modtaget stor kritik for håndteringen af en sag om seksuelle krænkelser, som involverer en minister.

    Desuden har en række fester, hvor Johnson deltog, vakt opsigt, fordi de fandt sted, mens landet var lukket på grund af coronavirus.

  12. I går kl. 19:22

    Tyrkisk politi anholder 36 og bruger tåregas for at stoppe pride i Ankara

    Det skulle have været en pride-parade, som hyldede mangfoldighed og rettigheder til LGBT+-personer, men det fik det tyrkiske politi i storbyen Ankara hurtigt sat en stopper for.

    De mødte nemlig talstærkt op og brugte tåregas for at stoppe paraden, da sådanne er forbudt i Tyrkiet af sikkerhedsårsager. Mindst 36 er derfor blevet anholdt, skriver Reuters.

    Uroligheder kommer kun en uge efter, at politiet i Istanbul stoppede en tilsvarende parade og anholdte 300 personer.

  13. I går kl. 19:04

    To medlemmer af fredsbevarende styrker fra FN er blevet dræbt i Mali - flere er såret

    En sprængladning detonerede og har kostet mindst to medlemmer af FN's fredsbevarende styrker i Mali livet. Fem meldes desuden såret.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til lokale myndigheder.

    Hændelsen fandt sted mellem landsbyen Tessalit og byen Gao.

    Det centrale Mali har været plaget af oprør i godt et årti, siden islamistiske grupper med forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat har manifesteret sig i landet. Det har kostet mange mennesker livet på trods af tilstedværelsen af fredsbevarende styrker fra FN.

    Militæret væltede den civile regering i 2020 på grund af dens manglende evne til at stoppe volden. Militæret har sagt, at genoprettelsen af sikkerhed i landet er en prioritet.

  14. I går kl. 18:45

    Mistænkt indrømmer drab på maltesisk journalist

    En af de mænd, der er anklaget for at have sprængt en bilbombe, som dræbte den maltesiske journalist Daphne Caruana Galizia i 2017, er nu krøbet til korset.

    George Degiorgio har nemlig indrømmet, at han var en af de medvirkende – og at han ville have bedt om flere penge for drabet, hvis han vidste, hvem hun var.

    I samme ombæring fortæller han, at han inden længe vil fortælle, hvem der ellers medvirkede til drabet.

    Det skriver Reuters.

    - Det var ren forretning for mig. Intet nyt under solen. Men selvfølgelig er jeg ked af det, forklarer han.

    Familien til Daphne Caruana Galizia har aldrig været i tvivl om, at det var på grund af hendes arbejde som journalist og hendes afsløringer af korruption i toppen af det maltesiske samfund, at hun blev slået ihjel.

  15. I går kl. 18:33

    Stort comeback skaffer mesteren i Wimbledon-semifinalen

    Serberen viste tænder, og efter to sløje sæt tog Novak Djokovic en imponerende sejr over Jannik Sinner i kvartfinalen ved Wimbledon. (Foto: Sebastien Bozon © Ritzau Scanpix)

    Det var lige ved og næsten for den talentfulde 20-årige tennisspiller Jannik Sinner i dagens kvartifinale i Wimbledon.

    Italieneren var foran med 2-0 i sæt, men det nederlag ville Novak Djokovic ikke have siddende på sig.

    Med et spektakulært comeback vendte serberen kampen på hovedet og tog en maratonsejr på 5-7, 2-6, 6-3, 6-2 og 6-2 over den ellers velspillende Sinner.

    Den enorme sikkerhed i spillet, som normalt kendetegner Djokovic' spil, var ingen steder at se i de to første sæt.

    Mesteren fra de seneste tre udgaver af den prestigefulde grand slam-turnering på græs er dog alligevel klar til semifinalen.

    De to kvartfinalister hilser på hinanden ved nettet efter afgørelsen. (Foto: TOLGA AKMEN © Ritzau Scanpix)
  16. I går kl. 17:52

    R. Kelly får sin vilje: Overvåges ikke længere for selvmord

    R. Kelly mener, at han udelukkende er blevet placeret i isolation og under overvågning for selvmord med et "straffende formål”, og fordi han var en "højt profileret" fange. (Foto: KAMIL KRZACZYNSKI © Ritzau Scanpix)

    Den skandaleramte stjerne R. Kelly, der i sidste uge blev idømt 30 års fængsel for menneskehandel, seksuelt misbrug af børn og organiseret kriminalitet, skal ikke længere overvåges for selvmord i det fængsel i Brooklyn, hvor han han sidder indespærret.

    Det skriver Reuters.

    Beslutningen kommer, efter den 55-årige verdenskendte sanger lagde sag an mod fængslet fredag.

    Det gjorde han, da han mener, at fængselsbetjentene udelukkende har placeret ham i isolation og under overvågning for selvmord med et "straffende formål”, og fordi han var en "højt profileret" fange.

  17. I går kl. 17:35

    Regionen skal undersøge den mistænkte for Field's-skyderiets kontakt til psykiatrien

    Efter søndagens skyderi i Field's vil Region Hovedstaden afdække den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien.

    - De konkrete omstændigheder bag denne tragiske hændelse skal undersøges nærmere. Jeg har derfor aftalt med Region Hovedstaden, at de iværksætter en grundig faglig afdækning af den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien, udtaler sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    Politiet har efter skyderiet fortalt, at den 22-årige er kendt i psykiatrien.

    Den formodede gerningsmand er sigtet for at have dræbt en 46-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Derudover er han sigtet for syv drabsforsøg.

    Når regionen har færdiggjort afdækningen vil den indgå i "vurderingen af behovet for yderligere initiativer", lyder det.

  18. I går kl. 17:26

    Amerikansk basketstjerne fanget i russisk fængsel: 'Jeg frygter, at jeg skal være her for evigt'

    Brittney Griner skriver til Joe Biden, at hun hun håber, præsidenten ikke glemmer hende og de andre amerikanere, som lige nu er fanget i Rusland. (Foto: EVGENIA NOVOZHENINA © Ritzau Scanpix)

    I mere end fire måneder har den amerikanske basketstjerne Brittney Griner været fanget i Rusland, efter hun blev stoppet i en lufthavn med cannabisolie i bagagen.

    Ifølge de russiske myndigheder risikerer hun en fængselsstraf på op til ti år, og nu forsøger hun med et brev at kontakte den amerikanske præsident, Joe Biden.

    Det skriver AFP.

    I brevet står der, at hun frygter aldrig at vende hjem igen, og at hun håber, præsidenten ikke glemmer hende og de andre amerikanere, som lige nu er fanget i Rusland.

    - Mens jeg sidder her i et russisk fængsel, alene med mine tanker og uden beskyttelse fra min kone, venner, den olympiske trøje eller andre af mine bedrifter, så frygter jeg, at jeg skal være her for evigt, skriver Brittney Griner.

    Brittney Griner er en af de største basketstjerner i USA.

  19. I går kl. 16:52

    Det laveste ansøgertal i ti år: Knap 80.000 har søgt ind på en videregående uddannelse

    Med hjertebanken kan tusindvis nu sidde og vente på svar på, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen via kvote 1, efter fristen udløb ved frokosttid.

    Det samlede antal ansøgere på både kvote 1 og 2 er i år 79.737. Men det er det laveste ansøgertal i ti år, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

    - Det samlede ansøgertal er lavere end de senere år, da rekordmange unge søgte og blev optaget på en videregående uddannelse under pandemien i 2020 og 2021, lyder det i meddelelsen.

    I år har der desuden været 4.000 færre pladser på engelsksprogede uddannelser som følge af en politisk aftale.

    Tallet er ti procent lavere end 2019, året før corona lammede verden.

    Rettelse: Tidligere kunne det læses, som om der kun var tale om kvote 1, men der er tale om både 1 og 2.

  20. I går kl. 16:51

    Cort slår rekord og fortsætter i Tour-prikker

    Danske Magnus Cort kørte fra franske Anthony Perez og vandt kampen om den ottende kategoriserede stigning ved dagens etape i Tour de France. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Magnus Cort har i dagens Tour de France-etape vundet den ottende kategoriserede stigning og sætter dermed rekord efter også at have vundet de foregående syv.

    Det skriver Tour de France på Twitter.

    Danskeren snupper dermed Federico Bahamontés' 64 år gamle rekord, da han som den første nogensinde vinder løbets otte første kategoriserede stigninger og overgår Bahamontés' syv.

    Samtidig betyder Corts flotte resultat, at EF-rytteren som minimum også vil være i den prikkede bjergtrøje i det franske løbs femte og sjette etape, da det danske forspring er for suverænt til at blive overgået over de to næste dage.

  21. I går kl. 16:30

    Mand forsøgte at dræbe sovende 78-årig kvinde – nu er han varetægtsfængslet

    En ældre kvinde lå og sov i sit hjem i Lyngby sent mandag eftermiddag, da en 42-årig mand pludselig brød ind og forsøgte at kvæle hende.

    Det vides ikke, hvordan der blev slået alarm om overfaldet, men sikkert er det, at politiet pågreb manden sidst på eftermiddagen samme dag.

    Det skriver Ritzau.

    I dag blev manden så stillet for en dommer under et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, og her var beviserne mod manden så tunge, at retten valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger.

    Den 42-årige sættes dog ikke bag tremmer i en almindelig arrest. I stedet fængsles han på en retspsykiatrisk afdeling.

  22. I går kl. 16:09

    Mette Frederiksen afviser at kommentere hård kritik fra Folketinget

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har i dag fået en hård kritik fra Folketinget for sin rolle i minksagen.

    - Statsministeren har i forløbet optrådt meget kritisabelt, står der blandt andet i kritikken, som et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale står bag.

    Men selv ønsker Mette Frederiksen ikke at kommentere kritikken. Det oplyser Statsministeriet til DR Nyheder.

    Tidligere fødevareminister Mogens Jensen har også fået en næse. Men han vil heller ikke sige noget. Han henviser til et Facebook-opslag, han skrev, da rapporten kom i sidste uge.

    Her skriver han blandt andet:

    - Hele denne meget beklagelige sag må også ses som det, den var: en nødvendig krisehåndtering under ekstremt vanskelige vilkår. Der blev begået kritisable fejl, men det var på ingen måde intentionen eller forsætligt.

  23. I går kl. 15:59

    Analytiker: Iskold taktik fra Socialdemokratiet

    - Er der én ting, Socialdemokratiet drømmer om, så er det at få lukket mink-sagen så hurtigt som muligt.

    Det er DR's politiske analytiker Pia Gluds analyse efter dagens melding om en næse til statsministeren, hvor Socialdemokratiet er med i flertallet bag kritikken.

    - Men det er også iskold taktik. Ved at gå sammen med støttepartierne om udformningen af næsens størrelse, kan de netop afslutte det forløb, som de borgerlige partier havde håbet at kunne trække i langdrag, siger Pia Glud.

    - Så må Rasmus Stoklund leve med at lyde som komiske Ali, når han svarer på – eller rettere ikke svarer på - om han mener, at Mette Frederiksen har optrådt meget kritisabelt. Det bliver en imponerende udgave af øvelsen "at gå på to ben" – eller at tale med to tunger, som kritikerne nok vil kalde det, fastslår hun.

  24. I går kl. 15:57

    Rullepølse tilbagekaldt efter fund af listeria

    Du skal ikke sætte tænderne i rullepølse fra Tulip Pålækker, hvis du har den liggende i køleskabet. Alle produkter med bedst før-dato 27. juli bliver nemlig tilbagekaldt efter fund af listeria.

    Produktet er blevet solgt hos Coop, Salling Group, Dagrofa og på Nemlig.com og Intervare.

    Tilbagekaldelsen sker efter en prøve, hvor der er altså var fundet bakterien listeria.

    Bakterien kan forårsage diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.

    Den trives særligt godt i rå eller let forarbejdede fødevarer, som har overskredet sidste salgsdato.

    Især ældre, gravide eller personer med nedsat immunforsvar er i fare for at blive særligt syge af bakterien.

  25. I går kl. 15:36

    Alle alvorligt sårede efter skyderiet ved Field's meldes nu uden for livsfare

    Alle fire personer, der søndag blev alvorligt såret i forbindelse med skyderi i Field's, er uden for livsfare.

    Det oplyser Region Hovedstaden til DR. De understreger samtidig, at der er tale om et øjebliksbillede.

    - Det kan oplyses, at de fire patienter, som blev indlagt på grund af skud i forbindelse med hændelsen i Fields, nu alle er i stabil tilstand. Det betyder, at den ene patient på Rigshospitalet, som i går var i kritisk tilstand, nu også er stabil, oplyser Region Hovedstaden.

    - Patienternes tilstand er fortsat et øjebliksbillede. Tre af patienterne er indlagt på Rigshospitalet, og én patient er indlagt på Herlev Hospital.

  26. I går kl. 15:31

    Dansk tilslutning til Finlands og Sveriges Nato-medlemskab afleveret i USA

    Den danske ambassadør i Washington D.C. har nu afleveret de formelle papirer i det amerikanske udenrigsministerium, som bekræfter, at Danmark ønsker, at Sverige og Finland bliver optaget i Nato.

    Dermed har Danmark som et af de første lande helt formelt tilsluttet sig aftalen om finsk og svensk medlemskab, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    I sidste uge gik den officielle optagelsesproces i gang, og som en del af optagelsesprocessen skal alle Nato-lande formelt tilslutte sig aftalen ved aflevere deres godkendelsespapirer ved det amerikanske udenrigsministerium.

  27. I går kl. 15:09

    Flere oliefelter lukker under norsk strejke

    Tre norske oliefelter i Nordsøen lukkes midlertidigt som følge af en strejke blandt arbejderne. Strejken vil medføre, at der skrues ned for den norske olie- og gasproduktion.

    Det oplyser energiselskabet Equinor, skriver NRK.

    Det sker på et tidspunkt med høje olie- og gaspriser, og hvor især naturgasforsyningen til Europa er presset på grund af en reducering af forsyninger fra Rusland.

    Udviklingen har været medvirkende til de højeste gaspriser i Europa i fire måneder i dag, skriver nyhedsbureauet dpa ifølge Ritzau.

    Det er felterne Gudrun, Oseberg Syd og Oseberg Øst, som nu må lukke.

    I morgen tages yderligere felter ud af drift, hvis strejken fortsætter. Det vil betyde en reduktion af landets gasproduktion med 292.000 tønder olieækvivalenter om dagen, svarende til 13 procent af den norske produktion, oplyser en brancheorganisation til NRK.

    Offshorearbejderne kræver højere lønninger som kompensation for inflationen.

  28. I går kl. 14:29

    Kronprinsen og prins Christian deltager i mindehøjtidelighed ved Field's i aften

    De dræbte efter søndagens skyderi i Field's mindes med lys og blomster i Ørestad i København. Tre personer blev dræbt, og fire andre blev såret. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Kronprins Frederik og prins Christian deltager i aften ved mindehøjtideligheden foran storcentret Field's i København.

    Også statsminister Mette Frederiksen (S) og Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), deltager, og de holder begge tale ved arrangementet, som begynder klokken 20.00.

    Koret Ungklang og sangeren Andreas Odbjerg optræder med sange.

    Københavns Politi forventer mange mennesker og opfordrer folk til enten at cykle til Field's eller tage metroen, fordi vejen omkring centeret er afspærret.

    Har du ikke selv mulighed for at deltage, kan du følge med direkte på DR1 eller DRTV fra klokken 19.50.

  29. I går kl. 14:18

    To kontorchefer slipper for disciplinærsager i Støjberg-sag

    Udlændinge- og Integrationsministeriet har besluttet ikke at rejse disciplinære sager mod embedsmændene Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert i Støjberg-sagen.

    Jesper Gori var kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet. I dag arbejder han som juridisk rådgiver samme sted.

    Ditte Kruse Dankert arbejder fortsat som kontorchef i Udlændingestyrelsen.

    Instrukskommissionen mente i sin beretning, at Jesper Gori blandt andet havde medvirket til at give "urigtige oplysninger" til Folketinget og Ombudsmanden om sagen.

    For kritikken af Ditte Kruse Dankert er det centralt, at hun ikke sagde klart nok fra over for sine overordnede i Udlændingestyrelsen.

    Hun gjorde dog "bestræbelser på at bringe den ulovlige tilstand til ophør", men kommissionen mente alligevel, at hun kunne drages til ansvar.

  30. I går kl. 14:06

    Mørkøv om Tourens Field's-markering: 'Det er flot'

    Tourens danskere og den gule trøje samlet forrest, inden 4. etape skydes i gang. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Før starten på tirsdagens 4. etape blev ofrene for skyderiet søndag i butikscentret Field's i København mindet med et minuts klapsalver.

    Og den gestus satte cykelrytteren Michael Mørkøv (Quick-Step) pris på, fortalte han kort inden starten.

    - Det er flot, at Tour de France vil markere den ulykke, der er sket hjemme i Danmark. Det er jeg stolt over, at vores sport gør, sagde Mørkøv.

    Forrest i feltet til markeringen var de ti danske Tour-ryttere. Heriblandt Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech), Mads Pedersen (Trek) og Magnus Cort (EF) i den prikkede bjergtrøje.

    De første meldinger om skud kom til politiet klokken 17.35 søndag. Det var kort tid efter, at Dylan Groenewegen (BikeExchange) havde vundet 3. etape, der sluttede i Sønderborg, i en massespurt.

    /ritzau/

  31. I går kl. 14:05

    Udflyttet uddannelse starter med fuldt hus

    Det bliver med alle pladser fyldt, når den nye bioanalytikeruddannelse i Hjørring begynder for første gang efter sommerferien.

    Uddannelsen starter med fuldt optag til september, og forventningen er, at pladserne også er fyldt op til vinterstart i februar, oplyser Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på Professionshøjskolen UCN.

    Klokken 12 i dag lukkede vinduet for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. Her viste tallene for bioanalytikeruddannelsen, at 100 havde uddannelsen som første prioritet.

    87 af ansøgerne vil gerne ind allerede efter sommerferien, men der er kun 30 pladser.

  32. I går kl. 13:54

    100 personer har kontaktet nordjysk kriselinje oprettet efter skyderi

    På ét døgn har Region Nordjylland fået omkring 100 henvendelser fra berørte nordjyder, efter skyderiet i Field's søndag aften, det skriver regionen på Twitter.

    Regionen valgte i går at oprette en kriselinje for nordjyder, der var til stede i og omkring Field's og for pårørende til personer, som har lidt skade.

    Kriselinjen har været benyttet i stor stil, og man er stadig velkommen til at ringe, fortæller Jan Mainz, direktør for Kvalitet og Patientsikkerhed i Psykiatrien i Region Nordjylland.

    - Når man kontakter os, så bliver man i løbet af dagen kontaktet af enten en sygeplejerske, en psykolog eller læge, siger han.

    Kriselinjen kan kontaktes på telefon 97 64 30 00.

    Opdateret 14.41: Antallet af henvendelser er steget siden udgivelse, og artiklen er blevet opdateret med de nyeste tal fra Region Nordjylland.

  33. I går kl. 13:37

    Field's skal nu evaluere, om sikkerhedsprocedurer blev fulgt under søndagens skyderi

    Field's talsperson, Stine Rysgaard, fortæller, at centerledelsen stadig er meget påvirket og berørt af skyderiet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Shoppingcenteret Field's evaluerer sine procedurer og beredskabsplan, før indkøbscenteret kan komme med nærmere detaljer efter søndagens skyderi i centeret.

    Det siger talsperson for Field's, Stine Rysgaard, på et pressemøde.

    - Det er for tidligt at drage nogle konklusioner, men meget tyder på, at vores procedurer er blevet fulgt. Det har til en vis grad været medvirkende til, at Københavns Politi pågreb den sigtede 13 minutter efter, de blev alarmeret, siger hun.

    Hun understreger, at kundernes sikkerhed har høj prioritet, og at skyderiet giver andledning til at evaluere hændelsen for at se på, om shoppingcenteret skal lave ændringer eller yderligere sikkerhedstiltag.

    De ansatte hos Field's har endnu ikke haft mulighed for at komme ind i bygningen, da politiet fortsat undersøger stedet.

    - Vores førsteprioritet har været at hjælpe politiet og give medarbejderne professionel hjælp, siger Stine Rysgaard.

  34. I går kl. 12:33

    SAS' konkursbeskyttelse får ikke piloter til at give sig

    Piloterne i SAS Pilot Group kommer ikke til at bidrage med yderligere indrømmelser end dem, der blev givet i de forhandlinger, som i går brød sammen, fordi SAS nu har søgt om konkursbeskyttelse.

    Det siger formand for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, til Ritzau.

    Han giver dog udtryk for, at han ser forhandlingerne med SAS i andet lys tirsdag:

    - Der var en agenda. Vi forstod ikke, hvad der foregik. Når jeg i dag ser pressemeddelelsen og ser, at SAS har søgt om konkursbeskyttelse i chapter 11, så forstår jeg det hele bedre.

    - Jeg tror, at man har haft brug for en, der kunne tage skylden. Vi får skylden for konflikten nu. Jeg føler virkelig, at jeg bare har været en brik i et spil, siger han.

  35. I går kl. 12:30

    Novo Nordisk vil betale rejse og logi for amerikanske kvinder, der skal have en abort

    Medicinalselskabet Novo Nordisk vil give økonomisk støtte til ansatte i USA, der er nødt til at krydse en delstatsgrænse for at få en abort.

    Det oplyser selskabet i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.

    Novo Nordisk betaler for rejse og logi 'for personer, der ønsker en abort, og i den forbindelse er nødt til at foretage en længere rejse'.

    Og det gælder både alle medarbejdere og medlemmer af medarbejdernes husstand.

    USA's højesteret omstødte for nylig en afgørelse, der gav amerikanske kvinder ret til abort, så det nu er op til USA's 50 delstater selv at bestemme abortlovgivningen.

    - Vores medarbejderes sundhed og velbefindende har afgørende betydning for Novo Nordisk, og vi ønsker at sikre, at de har lige adgang til lægehjælp og sundhedsydelser, skriver Novo i kommentaren.

    Novo Nordisk har cirka 6000 medarbejdere fordelt på lokaliteter i syv delstater i USA.

  36. I går kl. 12:23

    Nærmest ingen er mødt op til krisehjælp i Amagerhallen i dag

    Igen i dag er der åbent i Amagerhallen for krisehjælp til dem, der er berørt af skudepisoden i Field’s i København søndag aften.

    I går blev 456 mennesker hjulpet, men i dag var kun syv mennesker mødt op i de to første åbningstimer, fortæller Line Duelund, der er centerchef på psykiatrisk center i København.

    - Vi må tolke det som om, at det store behov var i går, siger hun.

    Det er muligt at få krisehjælp i Amagerhallen frem til klokken 16.

  37. I går kl. 12:16

    DR sender mindehøjtidelighed fra Field's

    De dræbte efter søndagens skyderi i Field's mindes med lys og blomster i Ørestad i København. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    I aften er der mindehøjtidelighed foran Field's shoppingcenter i København, og har du ikke mulighed for at deltage, kan du følge med direkte på DR1 og DRTV fra klokken 19.50.

    Der vil være taler fra blandt andre statsministeren, ligesom der vil være musik og et minuts stilhed for ofrene.

    Der vil være musik ved koret Ungklang, og Andreas Odbjerg spiller et nummer til sidst.

    - Det grusomme skyderi giver ingen mening. Men hvis det alligevel skal give mening, skal vi stå sammen og i flok vise hinanden og alle, der ser med, at vi fortsat insisterer på retten til vores åbne samfund, sagde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i går.

    En 17-årig dreng, en 17-årig pige og en 46-årig mand blev dræbt i skyderiet. Fire personer blev desuden ramt af skud.

  38. I går kl. 12:04

    Brandmænd får nemmere ved at få anerkendt kræft som arbejdsskade

    I fremtiden kan det blive nemmere for brandfolk at søge erstatning, hvis de bliver kræftsyge.

    Det er en konsekvens af, at en ny udredning fra verdenssundhedsorganisationen WHO påpeger, at brandfolk har en større risiko for visse kræfttyper end tidligere antaget.

    - Det er rart, at man har fundet ud af, at der er nogle risici forbundet med vores arbejde, og at man har anerkendt, at det kan være en arbejdsskade, siger Per Jakobsen, der er tillidsmand hos Nordvestjyllands Brandvæsen.

    Den nye forskning skal nu vurderes i Erhvervssygdomsudvalget, der også skal finde ud af kriterierne for erstatning. Udvalgets medlemmer er fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, arbejdsgivere og fagbevægelsen.

    Brandmænd har øget risiko for mindst to kræftformer - blærekræft og lungekræft.

  39. I går kl. 11:18

    Tørke hærger den nordlige del af Italien

    Grundet tørke har Italien erklæret undtagelsestilstand i de fem nordlige regioner; Emilia-Romagna, Friuli Venezia Giulia, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

    De fem regioner ligger alle omkring floden Po, og det er særligt den manglende nedbør i vinteren og foråret samt de usædvanligt høje temperaturer denne sommer, der har gjort, at vandreserverne er ved at være tømt.

    Det betyder blandt andet, at landmænd omkring Po beretter om, at havvandet er begyndt at sive ind i floden, så deres afgrøder langs floden bliver ødelagt.

    (Foto: DR vejret)

    De fem regioner har derfor fået et beløb svarende til 275 millioner kroner af den italienske stat, som de kan bruge til at komme igennem de tørre tider.

    Mandag besøgte den italienske premierminister, Mario Draghi, bjergkæden Dolomitterne, fordi en gletsjer var kollapset i varmen, inden den havde startet en lavine, som mange mennesker blev fanget i.

    • Tørken har fat i Norditalien. (Foto: Guglielmo Mangiapane © Ritzau Scanpix)
    • Tørken har fat i Norditalien. (Foto: Guglielmo Mangiapane © Ritzau Scanpix)
    1 / 2
  40. I går kl. 10:54

    Biograf-ansat blandt de skuddræbte i Field's: Alle Nordisk Film Biografer holder lukket i dag

    En medarbejder hos Nordisk Film Biografer mistede livet i søndagens skudangreb i indkøbscentret Field's i København.

    Det oplyser Nordisk Film Biografer i et opslag på Facebook.

    Selskabet bekræfter over for DR, at familien til den dræbte har givet tilladelse til opslaget.

    - Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende, skriver Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer.

    Nordisk Film Biografer har en biograf i Field's, hvor en mand sent søndag eftermiddag pludselig begyndte at skyde omkring sig.

    Tre personer blev dræbt, mens fire blev alvorligt såret af skud.

    Kollegerne til den dræbte får hjælp til at håndtere krisen, lyder det i Facebook-opslaget.

    Derudover holder Nordisk Film Biografer lukket i dag, tirsdag. Field's er foreløbig lukket frem til 11. juli ligesom resten af centret.

    Alle ofre for skyderiet er beskyttet af et navneforbud.

    Derfor kan DR ikke omtale den dræbtes stilling og alder yderligere.

  41. I går kl. 10:24

    Formodede vestafrikanske narkokonger bytter 16 års fængsel til en frifindelse

    Højesteret i det vestafrikanske land Guinea-Bissau har omstødt dommene for to formodede narkokonger, der i første omgang var blevet dømt til 16 års fængsel.

    Braima Seidi Ba og den columbianske statsborger Ricardo Ariza Monje havde fået dommen efter landets største narkofangst nogensinde, da der i 2020 blev fundet 1,8 tons kokain gemt i melposer.

    Men landets Højesteret mente altså ikke, at der var tilstrækkelige beviser til at opretholde dommene mod de to, der tidligere er blevet udpeget som hovedmændene bag smuglingen af den store mængde narko.

    Ti andre personer fik til gengæld deres dom på mellem fire og ti år stadfæstet.

    Tidligere er Guinea-Bissau blevet døbt 'en narkostat' af FN, fordi højstående militære og politiske ledere er involveret i narkohandlen i landet, skriver Reuters.

  42. I går kl. 10:03

    Frankrig henter 51 personer hjem fra Syrien

    35 børn og 16 mødre er blevet hentet hjem til Frankrig fra flygtningelejre i den nordøstlige del af Syrien.

    Det oplyser Frankrigs udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

    FN's kontor for menneskerettigheder sagde i sidste måned, at der siden 2011 er blevet dræbt 306,887 civile under konflikten i Syrien.

  43. I går kl. 10:01

    Mette Frederiksen og Mogens Jensen får næser i minksagen

    Statsminister Mette Frederiksen (S) får en næse af et flertal i Folketinget. Det samme får tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) for håndteringen af aflivningen af mink under coronapandemien i vinteren 2020.

    Det er netop blevet besluttet på et møde i Folketingets Granskningsudvalg.

    Næserne er vedtaget af et flertal bestående af Enhedslisten, De Radikale, SF og Socialdemokratiet selv.

    Desuden er der en mindretalsudtalelse fra blå blok, som Frie Grønne har tilsluttet sig.

    Minkkommissionen kom i sidste uge med sin beretning, der indeholdt voldsom kritik af blandt andre Mette Frederiksen og Mogens Jensen. Desuden var der også markant kritik af en lang række embedsmænd.

  44. I går kl. 09:52

    Touren mindes ofrene fra Field's før tirsdagens etape

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Tour de France-feltet vil forud for tirsdagens 4. etape mindes ofrene for skyderiet i Field's søndag med et minuts klapsalver.

    Det oplyser Tour de France-arrangøren, ASO, i en besked til de akkrediterede journalister til løbet.

    Forrest i feltet vil de 10 danske ryttere stå forrest på en linje, lyder det videre.

    Tre personer blev dræbt under skyderiet i butikscenteret i København. En 22-årig etnisk dansk mand er anholdt og sigtet i sagen.

    Det var blot elleve minutter efter, Dylan Groenewegen (BikeExchange) kørte først over stregen i Sønderborg på 3. etape, at politiet modtog anmeldelser om skud i Field's.

    /ritzau/

  45. I går kl. 09:47

    Analytiker om SAS' konkursbeskyttelse: SAS vil reparere motoren, mens de kører videre

    Manøvren skal forhindre, at kreditorer pludselig kan kræve at få sit tilgodehavende eller erklære selskabet konkurs.

    Ifølge SAS sker trækket for at kunne gennemføre den spareplan i milliardklassen, som ledelsen mener kan være nøglen til at blive mere konkurrencedygtig.

    - Vi skal gøre meget mere og gøre det hurtigere, sagde SAS' bestyrelsesformand, Carsten Dilling, på et pressemøde her til morgen.

    Ansøgningen kommer dagen efter, at en stor gruppe SAS-piloter gik i strejke. Selvom konkursbeskyttelsen ifølge topledelsen ikke sker som konsekvens af strejken, gør strejken udfordringer endnu vanskeligere, sagde Carsten Dilling.

    Ledelsen opfordrede derfor på pressemødet piloterne til at vende tilbage til arbejdet og hjælpe flyselskabet med at gennemføre besparelserne.

    Ifølge Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker og aktieanalysechef hos Sydbank, vil en konkursbeskyttelse gøre, at SAS kan 'reparere motoren på bussen, mens den stadig kører', som han formulerer det.

    SAS ønsker ifølge ham at få omkostningerne og gælden ned og så få nye penge i selskabet. SAS har da også i sin ansøgning bedt om at få lov til at fortsætte sin drift og dermed også lønudbetalinger.

    - For mig at se er det kreditoren, der ender med at må sluge de største kameler. Hvor meget medarbejderne og deres vilkår kommer i spil i sådan en proces er lidt mere usikkert, siger Jacob Pedersen til Ritzau.

  46. I går kl. 09:16

    Skuffelse efter nul michelinstjerner til Nordjylland

    Her blev det nemlig ikke til én eneste stjerne, selvom flere madelskere havde forudset, at turen nu også var kommet til det nordjyske.

    Blandt andre Bent Christensen, som er redaktør på Den Danske Spiseguide, der er udgivet siden 1978. Han havde blandt andet peget på en håndfuld restauranter i Aalborg.

    - Der er så mange nordjyske restauranter, der efter vores mening står til at kunne tage en stjerne. Vi spiser på mange restauranter – også de udenlandske michelinrestauranter – og niveauet er der efter vores mening i Nordjylland.

  47. I går kl. 08:20

    SAS søger om konkursbeskyttelse i USA

    SAS kører butikken videre, men konkursbeskyttelsen skal sikre, at ledelsens spareplan i milliardklassen nemmere kan gennemføres, sagde tophef Anko van der Werff, (tv.) og bestyrelsesformand Carsten Dilling på et pressemøde i dag. (Foto: 12060 Lars Schröder /TT © Ritzau Scanpix)

    SAS har afleveret en ansøgning om konkursbeskyttelse ved en domstol i USA.

    Det oplyser det kriseramte selskab i en pressemeddelelse.

    SAS har ansøgt om at indlede det, der hedder en chapter 11-sag.

    I grove træk betyder det ifølge Ritzau, at SAS har bedt en domstol om at sætte sig for bordenden i forhandlinger med kreditorer i selskabet.

    Samtidig bliver selskabet beskyttet mod kreditorer, der kunne finde på at kræve at få sit tilgodehavende eller erklære selskabet konkurs.

    Processen ventes at tage 9-12 måneder og er et træk besluttet af SAS' bestyrelse på et bestyrelsesmøde her til morgen.

    Det fortæller SAS' danske bestyrelsesformand, Carsten Dilling, på et pressemøde i Stockholm.

    - SAS fortsætter med at operere som sædvanlig. Det her er en velgennemtænkt beslutning, siger han.

    - Mange små og store flyselskaber har med succes benyttet sig af det her. Vi er nået frem til, at konkursbeskyttelse er det bedste alternativ, siger bestyrelsesformanden.

    Ifølge ham er ansøgningen om konkursbeskyttelse ikke lavet på grund af den igangværende pilotstejke. Det er en strategi, som længe har været planlagt. Han erkender dog, at strejken gør selskabets udfordringer endnu sværere.

    Artiklen er opdateret med kommentar fra SAS.

  48. I går kl. 08:10

    I dag er Tour de France nået til Frankrig

    Efter tre dage på de danske landeveje og en enkelt hviledag er Tour de France-feltet i dag klar til at trille videre fra den franske by Dunkerque, der blandt andet er kendt for et stort slag i 1940, hvor de britiske og allierede styrker kæmpede mod nazisterne.

    Videre fra den historiske by kører Tour de France-rytterne mod målet i havnebyen Calais.

    Forinden skal der tilbagelægges 171 kilometer med små stigninger undervejs.

    Alligevel kan der vente en spektakulær etape, vurderer DR Sportens Tour de France-ekspert, Brian Nygaard.

    - Det bliver en kombination af angrebslyst, sprinterhold, som gerne vil holde sammen på feltet, og klassementsfolk, der vil minimere risikoen for at tabe tid. Det kan nogle gange være recepten på styrt, så jeg tror, at det bliver en urolig etape, siger han.

    Du kan læse en større optakt til 4. etape af Tour de France her.

    Årets første tre etaper blev kørt i Danmark. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
  49. I går kl. 07:56

    Chiles præsident har fået udkast til ny grundlov i hænderne

    En grundlov svøbt i en moderne, lilla farve. Her i hænderne på Chiles præsident, Gabriel Boric. (Foto: Javier Torres © Ritzau Scanpix)

    Chiles præsident, Gabriel Boric, fik mandag overrakt udkastet til en ny grundlov i det sydamerikanske land.

    Loven skal efter planen erstatte landets tidligere grundlov, der blev indført af militærdiktaturet for 41 år siden.

    Det kræver, at størstedelen af det chilenske folk vender tommelfingeren opad, når de skal ind i stemmeboksen 4. september.

    Mere end 75 procent af befolkningen i Chile stemte for to år siden ja til, at der skulle udarbejdes en ny grundlov.

    Siden er stemningen vendt, og i øjeblikket viser en meningsmåling, at et flertal vil sige nej tak til den nye grundlov, fordi der er opstået skepsis omkring grundlovskommissionens arbejde, skriver Washington Post.

  50. I går kl. 07:42

    Dødsdømt brite appellerer dom i Donetsk

    Den ene af de to briter, der er blevet idømt dødsstraf for "aktiviteter som lejesoldat" og terrorisme ved en domstol i prorussiske Donetsk i det østlige Ukraine, har appelleret sin dom.

    Det skriver The Guardian.

    Den 28-årige brite blev sammen med sin landsmand, en 48-årig mand, og en marokkansk statsborger tilfangetaget i byen Mariupol i det sydlige Ukraine, da russiske styrker tog kontrollen med byen i april. De kæmpede alle tre for den ukrainske hær.

    De tre mænd er alle blevet idømt dødsstraf af domstolen i Donetsk, som ikke er internationalt anerkendt.

Mere fra dr.dk