Seneste nyt

HK Handel: Butiksansatte skal undtages for mundbind

Overblik

  1. 24. nov kl. 23:12
    HK Handel: Butiksansatte skal undtages for mundbind

    Rettelse: Vi har tidligere skrevet, at Coop også ønskede, at størstedelen af deres ansatte skulle undtages fra kravet om mundbind. Det er ikke sandt, har Coop efterfølgende oplyst til DR Nyheder.

    Når det i morgen skal besluttes, hvordan en mulig genindførelse af mundbind helt konkret kommer til at se ud, så bør man undtage de butiksansatte fra kravet.

    Det er meldingen fra HK Handel.

    - Vi vil være kede af, hvis kravet om mundbind også skal omfatte butiksansatte, da det er meget indgribende i deres arbejdsdag at skulle have mundbind på en hel dag, siger Mette Høgh, formand i HK Handel.

  2. 0 min. siden

    Odense Letbane bliver forsinket

    Det bliver først til foråret 2022 – og ikke ”omkring årsskiftet” – at odenseaneren kan stige ind i spritnye letbanevogne, oplyser Odense Letbane i en pressemeddelelse.

    Ifølge Odense Letbane skyldes forsinkelsen, at letbanen spanske entreprenør, COMSA, ikke kan nå at blive færdige med at testkøre letbanen inden den åbner, fordi det har trukket ud med at få de nødvendige godkendelser af Banedanmark til at testkøre på de strækninger, hvor Odense Letbane grænser op mod jernbanens signaler.

    Odense Letbane vurderer, at omkostninger ved den forsinkede driftsstart vil kunne afholdes inden for rammerne af det eksisterende budget, inklusive reserver.

    Odense Letbane har et budget på godt 3,6 milliarder kroner, inklusive reserver, i 2020-priser.

  3. 6 min. siden

    EU-Kommissionen opfordrer til hurtigt at give boostervacciner

    Der er behov for en fast strategi på tværs af unionen for, hvordan den nye Omikron-variant skal håndteres.

    Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ifølge Ritzau.

    EU-Kommissionen har en række tiltag, som skal sørge for, at EU får håndteret den nye variant på bedst vis. Først og fremmest skal EU sørge for en fælles strategi for at begrænse tilkomsten af Omikron til Europa. Derfor skal rejserestriktioner vurderes fra dag til dag.

    Derudover skal medlemslandene på ny føre kampagner, som skal få uvaccinerede til at blive vaccineret.

    De skal også hurtigt give boosterstik - et tredje stik - for at øge beskyttelsen mod varianten. Fokus skal først være på de mest sårbare grupper.

  4. 9 min. siden

    Mand forsøgte at lokke 11-årig pige ind i sin bil

    En 11-årig pige blev i mandags antastet af en mand, der påstod at skulle hente pigen.

    Mandag eftermiddag gik pigen ad cykelstien langs Odinsvej, da hun kort før Huginsvang blev stoppet af manden. Manden hævdede, at pigens mor havde bedt ham om at hente hende.

    Hun troede ikke på ham, og hun kendte ham ikke. Derfor løb hun væk.

    Den 11-årige pige beskriver manden som dansk af udseende, 60-70 år gammel med almindelig kropsbygning, kort gråt hår, stritører og dansktalende.

    Manden kørte i en lille grå bil, som var kantet i udformningen og som muligvis havde røde fælge eller hjulkapsler, muligvis røde striber.

  5. 24 min. siden

    Skylineren på julemarked i Viborg er styrtet sammen

    Foto: Jens Ole Sørensen/DR

    Der bliver intet julemarked i Viborg i dag. Skylineren over de mange juleboder er styrtet sammen, muligvis efter dagens store snefald.

    Heldigvis er ingen kommet til skade, da det store parasollignende tag brast sammen, fortæller handelschef i Viborg, Helle Sørensen.

    Midtjysk Brand og Redning er til stede og fjerner presenningen.

  6. 36 min. siden

    WHO vil forhandle om ny beredskabsplan

    I Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er der i dag blevet indgået en aftale om at indlede forhandlinger om en global beredskabsplan for verdens næste pandemi.

    Planen forventes at blive klar i maj 2024, og den skal både indeholde optrappede foranstaltninger og en øget indsats mod pandemier.

    Den vil omfatte emner som deling af data og genomsekventering, som er bestemmelser af dna-sekvenser i en organismes arvemasse. Den skal også indeholde potentielle vacciner og medicin fra forskning.

  7. I dag kl. 11:33

    Omikron-smitte ved koncert er forbundet med rejseaktivitet

    Den pågældende, der er blevet testet positiv for den særlige Omikron-variant ved en Martin Jensen-koncert i Aalborg, har været ude at rejse.

    Det oplyser Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

    - Vedkommende har været ude at rejse, og vi har en formodning om, at smitten er sket i udlandet.

    Birgitte Drewes ønsker af hensyn til den smittede ikke at gå i detaljer med, hvor vedkommende har rejst, men rejseaktiviteten betyder, at samtlige passagerer på flyet er i isolation.

    - Når vi har formodede varianter, som nu er bekræftet, går vi ud og taler med den pågældendes nære kontakter og de nære kontakters nære kontakter. Der har vi talt med omkring 150 mennesker, som nu er i isolation, og oveni er der dem, der har været i flyet med den pågældende, siger hun.

    Region Nordjylland skriver på Twitter, at man kan troppe op til PCR-test i regionen uden tidsbestilling. Det kræver dog, at man kan fremvise en koncertbillet.

  8. I dag kl. 11:18

    Norske journalister blev anholdt i Qatar for 32 sekunders video

    I sidste uge blev de to norske journalister Halvor Ekeland og Lokman Ghorbani tilbageholdt og anholdt i Qatar.

    De var i landet for at arbejde på en dokumentar om forholdene i landet op mod VM i 2022. En videooptagelse på 32 sekunder fra en migrantlejr ledte til arrestationen.

    – Som norsk journalist er det meget mærkeligt at forestille sig, at man bliver pågrebet og sidder inde i 32 timer for at have filmet disse sekunder, siger Halvor Ekeland til NRK.

    Ifølge Udenrigsministeriet i Qatar brød journalisterne fra mediet NRK landets love ved at bevæge sig ind på privat grund uden tilladelse.

    Ekeland og Ghorbani blev løstladt tirsdag den 23. november og var hjemme dagen efter.

    I 2016 oplevede den danske journalist Niels Borchert Holm også at blive tilbageholdt i Qatar. Det kan du læse mere om her.

  9. I dag kl. 11:08

    Finansdirektør hos Landbrug & Fødevarer opsagt

    Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har opsagt finansdirektør Lars Daugaard.

    Det er sket i forlængelse af medarbejderhenvendelser til både HR, formanden og til den etablerede whistleblowerordning, skriver Landbrugsavisen på baggrund af en skriftlig meddelelse fra Landbrug & Fødevarer.

    En efterfølgende advokatundersøgelse har vist, at der været eksempler på adfærd, "der er i strid med Landbrug & Fødevarers værdier og forventninger til ledende medarbejdere".

    Formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, vil ikke gå i detaljer, men han fastslår, at undersøgelsen ikke omtaler grove overgreb. Formandskabet har dog konkluderet, at tilliden har lidt skade, og at samarbejdet derfor ophører.

    Lars Daugaard har været finansdirektør i Landbrug & Fødevarer siden 2013.

  10. I dag kl. 10:47

    Lystfiskere får ingen hjælp fra minister trods meget små kvoter

    Om en måned træder nye regler om torskekvoter i Østersøen i kraft. De medfører, at turbådene langs blandt andet den nordsjællandske kyst kun må tage én torsk i land pr. person i båden.

    Det fik i oktober turarrangørerne til at mene, at erhvervet var så godt som lukket, fordi ingen ville tage på lystfiskerture med mulighed for en så begrænset fangst.

    Men der bliver ingen håndsrækning fra regeringen på trods af, at fiskeriminister Rasmus Prehn (S) tilbage i oktober ellers sagde, at de ville ’kigge ind i, om vi kan gøre noget for lystfiskerne’.

    I dag lyder meldingen:

    - Der er ikke lagt op til en kompensation til turbådene. Jeg kan godt forstå, at det er træls, men der er stadig muligheder for at lystfiske, siger Rasmus Prehn.

    Kvoterne træder i kraft 1. januar.

  11. I dag kl. 10:21

    SF smidt ud af konstitueringen i Assens

    Et internt opgør hos SF i Assens har fået borgmester Søren Steen Andersen (V) til at lave en ny konstituering – uden SF.

    Ved kommunalvalget blev SF’s spidskandidat, Mogens Mulle Johansen, overhalet indenom af nummer to på listen Jeanette Sandberg, der fik flest personlige stemmer.

    Det skabte usikkerhed om, hvem der skulle sidde som den udvalgsformand, partiet fik på valgnatten.

    Mandag aften afholdt SF et medlemsmøde, hvor udvalgsformandsposten blev givet til Jeanette Sandberg. Det fik til gengæld Mogens Mulle Johansen til at melde sig ud af partiet, og det er den udmelding, der i går aftes fik borgmester Søren Steen Andersen til at lave en ny konstitueringsaftale.

    Den nye konstitueringsaftale i Assens kommune består af S, K og V, der til sammen har 24 ud af 29 pladser i kommunalbestyrelsen.

  12. I dag kl. 10:20

    Regeringens liste over mest udsatte boligområder skrumper ind

    Fire boligområder udgår fra regeringens liste over de mest udsatte boligområder, tidligere kendt som ghettolisten.

    Fire områder er udgået, og ét område er kommet til listen, som regeringen har døbt "Parallelsamfundslisten".

    Det er området Agervang i Holbæk, der er kommet til, mens Solbakken i Odense, Motalavej i Slagelse, Ringparken i Slagelse og Nøjsomhed/Sydved i Helsingør udgår.

    Boligområderne Ringparken, Solbakken og Motalavej udgår af listen på grund af færre dømte i forhold til landsgennemsnittet, hvilket er et af kriterierne.

    Området Nøjsomhed/Sydvej i Helsingør ryger af, fordi antallet af beboere i området er faldet til under 1.000 beboere.

  13. I dag kl. 10:00

    Axelsen er atter verdensetter: Tre danskere i top ti

    Viktor Axelsen kan endnu engang kalde sig for verdens bedste badmintonspiller.

    Tirsdag blev verdensranglisten opdateret, og her figurerer den 27-årige danske OL-vinder øverst på listen. Nummer to er den tidligere verdensetter Kento Momota fra Japan.

    De to ketsjeratleter er parret i den samme gruppe ved sæsonafslutningen i Bali, der afvikles i denne uge.

    Viktor Axelsens placering på verdensranglisten er en sammenregning af danskerens ti bedste resultater over en afgrænset periode.

    Verdensetterens landsmand Anders Antonsen beholder sin plads som nummer tre på listen.

    Danske Rasmus Gemke er desuden også at finde på verdensranglisten. Han er rykket tre placeringer op og er nu nummer 10 i verden.

    Gemke møder Axelsen ved sæsonfinalen. Kampen er sat til at begynde klokken 12.

  14. I dag kl. 09:55

    DMI neddrosler snestormsvarsel

    (© (c) Twitter)

    DMI har neddroslet varslingen om snestorm, så det nu kun gælder den nordlige halvdel af Jylland. Tidligere forventede man også, at Nordsjælland og det nordvestlige Sjælland også vil blive ramt af snestormen.

    Årsagen til snevejret er et lavtryk, der passerer henover det sydlige Danmark.

    Lavtrykket giver udbredt nedbør, der starter som tøsne, sne og slud, men senere går over i regn. Men i det nordlige Jylland vil nedbøren på grund af lave temperaturer blive ved med at falde som sne og tøsne.

  15. I dag kl. 09:47

    Politi sigter to mænd for at forsøge at sætte ild til vaccinationscenter

    To mænd er sigtet for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder efter et forsøg på ildspåsættelse ved et vaccinationscenter i Horsens natten til søndag.

    De to mænd, der er 27 og 33 år, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Horsens klokken 10.

    - Det er en meget alvorlig sag at forsøge at lave en brandstiftelse på en bygning, der huser en så vigtig samfundsfunktion, som et vaccinationscenter er i den aktuelle situation, siger politiinspektør Carit Andersen, der er leder af Efterforskningscentret ved Sydøstjyllands Politi.

    Det var søndag morgen, at medarbejdere på vaccinationscentret kontaktede politiet, da de opdagede en smadret rude i centret på Fuglevangsvej.

    Politiets efterforskning viste, at der også var forsøgt sat ild til bygningen.

  16. I dag kl. 09:33

    Juleøl brygget på dåseærter og rødkål er et hit i Island

    Ved en islandsk julemiddag skal der serveres røget lammekølle, brunede kartofler, ærter og marineret rødkål. I år kan islændingene så supplere deres julefest med rigelige mængder af juleøl - brygget på netop ærter og marineret rødkål. 'Ora jolabjor' fra det lille RVK-bryggeri er blevet årets hit blandt juleøllene i Island.

    • Brygmester Valgeir Valgeirsson (th) smager på 'Ora jolabjor sammen med en af sine ansatte på det lille Reykjavik-bryggeri RVK. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    • På Island kan man få sine marinerede rødkål og ærter på dåse - eller man kan få dem som dåseøl. Ora-juleøllen er blevet et stort blandt islændingene op til jul. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    • Brygmester Valgeir Valgeirsson tilsætter her ingredienser til Ora jolabjor - årets islandske ølhit. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    • Brygmester Valgeir Valgeirsson tilsætter de særprægede ingredienser til 'Ora jolabjor'. (Foto: HALLDOR KOLBEINS © Ritzau Scanpix)
    1 / 4
  17. I dag kl. 09:03

    Styrelse bekræfter: Smittet ved koncert i Aalborg havde Omikron-variant

    Der var tale om en coronasmittede med Omikron-varianten til en koncert med dj'en Martin Jensen i Aalborg i lørdags.

    Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed til DR.

    - Vedkommende er i går bekræftet smittet med Omikron, siger vicedirektør Birgitte Drewes.

    - Det vigtige er, at folk bliver testet hurtigst muligt i dag og igen i overmorgen, og de skal være særligt opmærksomme på symptomer. Og hvis de har, skal lade sig isolere og blive PCR-testet.

    Hvis man ikke har symptomer, er en kviktest tilstrækkelig, siger Birgitte Drewes.

    Statens Serum Institut oplyste i går, at der er fire påviste Omikron-tilfælde herhjemme. Det er uvist, om tilfældet fra koncerten er blandt, eller om der er tale om et femte.

  18. I dag kl. 08:49

    Bus er væltet: Ingen alvorligt tilskadekomne

    • Det er en rutebus, der væltede. (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    • Der var foruden chaufføren to passagerer om bord. (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    • Èn ældre dame er blevet tilset af en ambulance, men hun har det okay. (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    • (Foto: Frederik Gatzwiller/DR Nordjylland)
    1 / 4

    En bus er væltet i et solouheld i Snæbum vest for Hobro.

    Ifølge politiet er der ingen alvorligt tilskadekomne.

    - Det er helt sikkert på grund af glatføre. På de her snoede veje er en af de store rutebusser skredet af og landet to meter nede fra vejen på en mark. Den ligger på siden nu, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Palle Olesen til Ritzau.

  19. I dag kl. 08:29

    Fire færdigvaccinerede tyskere smittet med Omikron-varianten

    Fire personer, som i forvejen var færdigvaccineret, er nu blevet testet positive for Omikron-varianten. Det oplyser sundhedsmyndighederne i delstaten Baden-Württemberg ifølge Reuters.

    Tre af de fire smittede er henholdsvis den 26. og den 27. november vendt tilbage til Tyskland fra en forretningsrejse til Sydafrika, mens den fjerde er et familiemedlem til en af de tre rejsende.

    De fire er nu i isolation og har kun milde symptomer.

  20. I dag kl. 08:27

    Tilskuere til Martin Jensen-koncert kan nøjes med kviktest

    Hvis du er en af dem, der svingede basarmen til DJ Martin Jensens koncert i Aalborg i lørdag, kom der i går et krav om at lade sig coronateste. Det skyldes en mistanke om, at en tilskuer er smittet med Omikron-varianten.

    Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser nu til DR, at det ikke behøver være en PCR-test.

    Myndighederne anbefaler, at man lader sig teste på dag fire og seks efter koncerten.

    Det vil sige i dag og på fredag.

  21. I dag kl. 08:05

    Sneen er væltet ned i Vestjylland og Nordjylland - og det fortsætter

    • Billederne her er fra tidligere på morgenen, og det sner fortsat.
    • Man skal væbne sig med tålmodighed.
    • Snevejr i Aalborg. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    • Tæt trafik. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)
    1 / 4

    De har fået godt med sne i området omkring Holstebro og Struer.

    Vestjylland er et af de steder, der er omfattet af DMI's varsel om snestorm, og store dele af kommunen er da også klædt i hvidt her til morgen.

    Midt- og Vestjyllands Politi har advaret om, at det er glat på vejene, og at der derfor saltes i hele politikredsen.

    Også i Nordjylland sner det voldsomt. Som billederne afslører, er der masser af hvidt pulver i Aalborg.

  22. I dag kl. 08:02

    Statsepidemiolog i USA: Coronapandemi tager kræfter fra kampen mod aids

    Verdenssamfundet har tabt terræn i kampen mod aids.

    Sådan lyder det fra Anthony Fauci, der er ledende statsepidemiolog i USA, ifølge AP.

    Ifølge Fauci har coronapandemien betydet, at fokus og kræfterne med at få udryddet aids inden 2030 ikke har været de samme. Opmærksomheden og forskningsressourcerne er i højere grad gået til covid-19, lyder det.

    - For at imødegå udfordringerne er vi nødt til at hæve vores fælles forskningsindsatser, siger han.

    Omvendt peger han på, at covid-19-forskning kan smitte positivt af på aidsforskning. Han siger, at pandemien har vist, hvor hurtigt forskere og sundhedsmyndigheder kan arbejde sammen.

    At få udryddet aids inden 2030 er et defineret FN-mål.

  23. I dag kl. 07:53

    Tidligere Carlsberg-topchef er død

    Poul J. Svanholm, tidligere topchef i Carlsberg og formand for Danske Bank, er død. Han blev 88 år.

    Han døde 17. november efter "flere års svækket helbred". Bisættelsen har fundet sted.

    Poul J. Svanholm var direktionsformand i Carlsberg i perioden 1974-96 og desuden koncernchef for Carlsberg-gruppen 1982-96. Han stod i spidsen for opgaven med at fusionere Carlsberg og Tuborg, ligesom han har været med til at opbygge Carlsbergs position på det internationale ølmarked.

    Svanholm var bestyrelsesformand for Danske Bank fra 1983 til 2003 og næstformand i A.P. Møller-Mærsk fra 1978 til 2010.

  24. I dag kl. 07:49

    Regeringsparti erkender valgnederlag i Honduras

    Honduras' konservative regeringsparti erkender har nu sit nederlag ved søndagens præsidentvalg.

    Med omkring 52 procent af stemmerne optalt har det venstreorienterede Libre-parti et forspring på 20 procent.

    Det betyder, at den venstreorienterede Xiomara Castro kan blive landets første kvindelige præsident. Hun afløser Juan Orlando Hernandez på posten.

    Lederen af Nationalpartiet, Nasry Asfura, siger ifølge Reuters, at han har aflagt Castro et besøg i hendes hjem og lykønsket hende med sejren.

    Xiomara Castro er gift med Manuel Zelaya, der var Honduras' præsident i perioden 2006-09, indtil han blev afsat ved et kup.

  25. I dag kl. 07:21

    NBA-superstjerne smittet med corona

    LeBron James er blevet testet positiv for coronavirus. Los Angeles Lakers-stjernen misser dermed en række kampe i NBA.

    Den 36-årige har angiveligt ingen symptomer på virusset.

    Det skriver nyhedsbureauet dpa.

    Det var meningen, at han skulle have spillet mod Sacramento Kings tirsdag, men han blev altså fravalgt, da der tikkede et positivt prøvesvar ind.

    Ifølge NBA's regler skal en spiller, som er testet positiv for covid-19, isolere sig fra resten af holdet i minimum ti dage.

    LeBron James risikerer at misse op til fire kampe, men kan være tilbage før, hvis han afleverer et par negative tests.

    /ritzau/

  26. I dag kl. 07:03

    Australsk politi anholder trio, som flygtede fra coronaisolation

    Politiet i Australien har anholdt tre personer, som har brudt deres coronaisolation.

    De tre personer var indkvarteret i en form for barakker ved byen Darwin i det nordlige Australien.

    Der gik dog ikke længe, før politiet fandt frem til trioen og pågreb dem. Alle tre er blevet testet negative for coronavirus.

    Ifølge ABC er de tre alle teenagere og en del af et lokalt aboriginersamfund.

    Faciliteterne bruges til australiere, som er vendt hjem fra udenlandsrejser, og andre der har brug for at være i isolation.

  27. I dag kl. 06:52

    Chelsea-træner: Derfor spiller Andreas Christensen ikke

    Andreas Christensen har spillet 140 kampe for Chelseas førstehold. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

    Når Chelsea onsdag aften møder Watford på udebane i Premier League, bliver det formentlig uden Andreas Christensen - igen.

    Chelseas manager, Thomas Tuchel, fortæller således forud for kampen, at han på det seneste har valgt at lade den danske forsvarsspiller sidde over som følge af uafklarede spørgsmål omkring hans kontrakt.

    Ifølge den tyske manager udviser Christensen en modvilje mod at få en ny kontrakt med London-klubben på plads.

    - Vi håber, at dette kan være med til at påvirke kontraktsituationen en lille smule, siger Thomas Tuchel på et pressemøde forude for Chelseas tur til Watford.

    Den 25-årige danskers nuværende kontrakt udløber ved udgangen af denne sæson.

    Andreas Christensen har spillet 13 kampe for Chelsea i indeværende sæson, men har ikke været på banen, siden holdet spillede 1-1 mod Burnley den 6. november.

    /ritzau/Reuters

  28. I dag kl. 06:38

    Pas på: Risiko for snestorm og glatte veje

    De seneste dage har der været snefald i særligt Nordjylland, her i beskedne mængder ved Hjørring. I dag kan der dog falde op til 20 centimeter. Foto: Ole Grove Jørgensen (Foto: grove)

    Det er mange steder glat her til morgen, og du skal være forsigtig, når du bevæger dig ud i trafikken.

    Kategori 2 betyder, at det kan være farligt vejr, der kan forstyrre trafik og omgivelserne generelt. DMI's varsel gælder i Midt- og Nordjylland samt Nordsjælland.

    Det afgørende bliver, hvor høj temperaturen vil være lokalt. I morgentimerne er den mange steder et par grader over frysepunktet, og her vil nedbøren falde som regn eller slud, mens der nogle steder i Jylland og på Nordsjælland falder sne i morgentimerne.

    Samtidig blæser det nogle steder med vindstød på 10 meter eller mere. Den styrke kan flytte sneen og skabe snefygning.

  29. I dag kl. 06:07

    CNN fjerner stjernevært fra skærmen efter afsløringer om skandaleramt guvernør-bror

    Chris Cuomo siger selv, at han har aldrig forsøgt at yde indflydelse eller ændre på sin arbejdsplads' dækning af anklagerne mod Andrew Cuomo. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

    Den amerikanske tv-station CNN har suspenderet nyhedsværten Chris Cuomo på ubestemt tid. Det oplyser CNN natten til onsdag.

    Suspenderingen sker, efter anklagemyndigheden i New York i mandags offentliggjorde dokumenter, der afslørede, at tv-værten spillede en større rolle i forsvaret af sin skandaleramte bror, den nu tidligere guvernør i New York, Andrew Cuomo, end hidtil kendt, da broren tidligere i år blev ramt af anklager om krænkende adfærd mod en række ansatte.

    Ifølge dokumenterne var Chris Cuomo løbende i tæt kontakt med sin brors stab om anklagerne og kontaktede blandt andet personer på andre medier for at finde ud af, om der var nye påstande på vej mod Andrew Cuomo - noget som tv-værten tidligere har afvist at have gjort.

    Som følge af anklagerne trak Andrew Cumo sig i august som guvernør efter 10 år på posten.

  30. I dag kl. 05:20

    WHO korrigerer sig selv: Kun ikkevaccinerede over 60 år frarådes at rejse

    Verdenssundhedsorganisationen WHO udsendte sent i aftes en korrektion på sin egen udmelding.

    I går opfordrede WHO alle lande til at anbefale borgere, der er over 60 år, til at udskyde rejser.

    Men kort inden midnat korrigerede WHO sig selv og kom med den tilføjelse, at advarslen gælder personer over 60 år, som ikke er blevet færdigvaccineret.

    Advarslen gælder derudover også folk med hjertekomplikationer, kræft og diabetes.

  31. I går kl. 23:29

    Fagbevægelse går ikke ind for særskilt lønstigning til sygeplejersker

    Regeringen er med en pose akutpenge villig til at hjælpe de hospitaler, der i øjeblikket er pressede på grund af coronavirus og utilfredshed blandt sygeplejersker.

    Det er dog en farlig vej at gå ned ad, lyder det fra fagbevægelsen. Det skriver Jyllands-Posten.

    Udvalgte faggrupper bør ikke vælges ud på den måde, men i stedet bør der gives lønstigninger til alle sygehusansatte, der arbejder ekstra.

    Det mener Lizette Risgaard, der er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation.

  32. I går kl. 22:49

    Omikron nu også opdaget i Sydamerika

    Brasilien har som det første land i Sydamerika opdaget to tilfælde af smitte med coronavarianten Omikron.

    Det oplyser sundhedsmyndigheden Anvisa tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Varianten er konstateret hos en rejsende, der ankom til São Paulo i Brasilien fra Sydafrika 23. november. Personens hustru er også smittet.

    De første meldinger om den nye variant kom fra Botswana og Sydafrika i november. Siden er den dukket op i adskillige lande inklusive Danmark.

  33. I går kl. 21:51

    Udenrigsministeriet: Færdigvaccinerede over 60 år kan stadig rejse ud

    Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrer i dag alle personer over 60 år til at udskyde eventuelle rejser. Udmeldingen kommer efter den nye coronavariant Omikron er blevet registreret blandt smittede i flere og flere lande.

    Hos Udenrigsministeriet ser man dog lidt anderledes på sagen.

    - Der er rigtig meget, som vi ikke ved om den her nye variant. Det tror jeg, man skal skrive sig bag øret, siger direktør for organisation og borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, der ikke er nervøs for at sende færdigvaccinerede danskere ud at rejse.

    - I forhold til den her aldersgruppe, at man ikke bør rejse, hvis man er 60 år eller derover, eller er kronisk syg. Det tilslutter vi os. Dog med den meget, meget væsentlige tilføjelse, at hvis man er færdigvaccineret, så kan man godt rejse alligevel, siger Erik Brøgger Rasmussen.

    DR' sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling, går skridtet videre og kalder WHO's udmelding 'den mærkeligste pressemeddelelse vi har set i 20 måneder med corona'.

    - Det er en helt skæv melding fra WHO. Jeg synes, at alle over 60 år eller kronisk syge med et eller andet, tag en dyb indånding, slap af. Der kommer en melding på den her WHO-udmelding fra Sundhedsstyrelsen i morgen. En dansk vinkel på den her historie, siger han.

  34. I går kl. 21:25

    Tre personer er dræbt i amerikansk skoleskyderi

    Tre studerende er dræbt, og seks personer er såret efter et skoleskyderi i Michigan i USA, skriver AP.

    En 15-årig dreng er anholdt og mistænkt for at stå bag.

  35. I går kl. 20:59

    Dansk initiativ skal forhindre værtskaber som VM i Qatar

    Der skal være mere gennemsigtighed og fokus på menneskerettigheder, når der træffes beslutninger i internationale idrætsforbund.

    For eksempel når det handler om, hvem der skal have værtskabet for en stor sportsbegivenhed.

    Det mener kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der med en erklæring vil forhindre, at en begivenhed som VM i fodbold kan ende i Qatar, som er tilfældet i 2022.

    Erklæringen har hun tirsdag haft med til et ministermøde i EU, hvor hun har præsenteret den for andre EU-lande.

    Kulturministeren fortæller efter mødet i Bruxelles, at de øvrige ministre har vist stor interesse i erklæringen. De har nu nogle dage til at finde ud af, om de vil tilslutte sig den.

    /ritzau/

  36. I går kl. 20:30

    Julemåneden skydes i gang med snestorm på tværs af landet

    Tag jer i agt, hvis I skal ud i morgen. DMI varsler sneglatte veje, blæst og forsinkelser i trafikken. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

    Oh, the weather outside is frightful.

    Det sparker dermed den første officielle vintermåned og julemåneden i gang med en prognose om isglatte veje og mellem 10 og 20 centimeter sne.

    - For at sige det på godt jysk bliver det rigtig træls at skulle ud i. Det bliver tung våd sne og ikke sådan noget pulversne, som man måske godt kunne ønske sig, siger Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

    Man skal forberede sig på sneglatte veje, blæst og forsinkelser i trafikken i morgen.

  37. I går kl. 19:54

    Danmark slår Rusland og går alene på førstepladsen i VM-kvalifikationen

    Det danske kvindelandshold i fodbold vandt for sjette gang i streg i VM-kvalifikationen, da russerne blev besejret med 3-1 i Viborg.

    Første halvleg var langt fra prangende for det danske landshold, hvor der skulle gå 37 minutter inden Danmarks første afslutning.

    Efter pausen fik danskerne rettet op på sagerne, da den danske topscorer i VM-kvalifikationen, Signe Bruun, efter godt en times spil udnyttede en returbold og scorede til 1-0.

    Ti minutter senere sørgede en russisk arm for et dansk straffespark, som landsholdets alderspræsident, Sanne Troelsgaard, sparkede sikkert ned i venstre målhjørne.

    Indskiftede Mille Gejl sørgede for, at de fremmødte tilskuere for på hjemmebanen i Viborg for en stund glemte den mindre imponerende første halvleg, da hun med fem minutter igen efter et smart træk uden for feltet bragede bolden over i modsatte målhjørne.

    Russernes Nelli Korovkina fik pyntet på resultatet med en flad afslutning i feltet, der passerede Lene Christensen i det danske mål.

    Med sejren rykker Danmark alene i front i kvalifikationsgruppen med 18 point. Tre flere end Rusland på andenpladsen.

  38. I går kl. 19:39

    Gæster opfordres til at lade sig teste efter mistanke om Omikron-variant ved koncert

    Arrangørerne bag en koncert med DJ'en Martin Jensen i weekenden håber på, de kan få alle deltagerne til at lade sig teste.

    En person, der var til stede ved koncerten i Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC) lørdag, er nemlig testet positiv for coronavirus, og der er mistanke om, at det er coronavarianten Omikron.

    Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

    Det anslås, der har været 1.600 mennesker til koncerten, men 2.200 er blevet opfordret til at lade sig teste, lyder det fra arrangøren.

    - Vi har skrevet ud til alle, der har købt billetter og alle, vi har kontaktoplysninger på, der har været herude den pågældende dag, siger Nicolaj Holm, administrerende direktør i AKKC.

    - Har man købt billetter til to venner, så må man meget gerne kontakte de to, for dem har vi ikke oplysninger på.

  39. I går kl. 19:20

    Efter ildkamp: Pirater fortsat om bord på dansk fregat

    Den danske fregat Esbern Snare fortsætter sin patruljering i Guineabugten ud for det vestlige Afrika efter ildkamp med pirater den 24. november.

    De fire frihedsberøvede pirater, som er tilbageholdt siden i torsdags, opholder sig fortsat på skibet, og den ene er såret.

    Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

    De fire er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - ved Københavns Byret i 13 dage.

    I meddelelsen beretter Forsvaret desuden om, at besætningen efter omstændighederne har det godt. De, der er påvirket af hændelsen, får hjælp af krisepsykologer fra Veterancentret, der kom ombord søndag og sejler med i en periode.

  40. I går kl. 19:08

    WHO: Alle over 60 år bør udskyde rejser

    Verdenssundhedsorganisationen (WHO) opfordrer alle lande til at anbefale borgere på over 60 år og sårbare borgere til at udskyde rejser.

    Anbefalingen kommer på baggrund af den nye coronavariant Omikron, der er blevet registreret i adskillige lande verden over. Herunder Danmark.

    Det samme råd giver WHO til alle, der måtte have risiko for at få et slemt sygdomsforløb, hvis man bliver smittet med coronavirus. Det er ifølge WHO eksempelvis folk med hjertesygdomme, kræft eller sukkersyge.

    Opdateret den 1. december kl.9.28: WHO har efter denne artikles udgivelse rettet sine anbefalinger til kun at gælde dem over 60 år, som ikke er vaccinerede. Læs mere her.

  41. I går kl. 18:28

    Mistanke om Omikron-smittet til Martin Jensen-koncert: Nu skal alle testes

    Efter denne nyhed blev skrevet har BT været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, der oplyser, at der endnu ikke er tale om et bekræftet tilfælde af smitte med Omikron, men at der er tale om mistanke om et smittetilfælde med Omikron.

    Der er registreret et smittetilfælde med den nye coronavariant Omikron ved en koncert med den danske dj Martin Jensen.

    Det skriver BT, der får bekræftet nyheden af Aalborg Kongres og Kultur Center, der lørdag lagde hus til koncerten.

    - Vi er blevet kontaktet af myndighederne, hvor vi aftalte med dem, at vi sender en mail ud, siger administrerende direktør i Nicolaj Holm.

  42. I går kl. 18:23

    IS-medlem dømt for folkedrab

    Et medlem af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) er tirsdag blevet idømt fængsel på livstid for folkedrab og krigsforbrydelser mod yazidierne.

    Dommen, der er faldet ved en domstol i den tyske by Frankfurt, bliver kaldt historisk af menneskerettighedsgruppen Amnesty International.

    - Dagens dom er første gang på verdensplan, at en domstol har anerkendt Islamisk Stats forbrydelser mod yazidierne som værende folkedrab, siger Meike Olszak fra Amnesty Internationals tyske afdeling.

    IS-medlemmet, den 29-årige iraker Taha el-Jumailly, er dømt for drab på over 3.000 yazidier, mens han også har været til holde 7.000 kvinder og piger som slaver.

  43. I går kl. 18:01

    Storebæltsbroen igen åben for vindfølsomme køretøjer

    Vindfølsomme køretøjer kan igen, på forsvarlig vis, tage turen over Storebæltsbroen.

    Det oplyser Sund & Bælt, der stor for broens drift, på Twitter.

    I de tidlige eftermiddagstimer meldte Vejdirektoratet, at vindfølsomme køretøjer som for eksempel biler med campingvogne eller anhængere, varevogne, tomme lastbiler eller lastbiler med meget let last, ikke havde lov til at passere broen.

  44. I går kl. 17:34

    Sygeplejesker opfordres til at sige op: 'Et kampskridt, som vi ikke på forhånd kan vurdere omfanget af'

    Der kan dog være konsekvenser for kollektiv opsigelse, hvis det betragtes som en systematisk og overenskomststridig aktion. Her kan man pålægges at skulle betale bod.

    Arbejdsgiverne i dag er primært regionerne. Den fælles organisation for dem - Danske Regioner - har tænkt sig at følge dette spor, hvis opsigelserne gennemføres.

    - Vi betragter kollektive opsigelser som et kampskridt, som vi ikke på forhånd kan vurdere omfanget af, men vi vil naturligvis være opmærksomme på det i forbindelse med opsigelser, der falder i november måned, skriver Danske Regioner i en mail.

    I Dansk Sygeplejeråd forstår man sygeplejerskernes frustration, men tager afstand fra kollektive opsigelser.

  45. I går kl. 17:11

    Omikron får Sverige til at ændre anbefalinger for indrejsende

    Alle, der rejser til Sverige fra et land uden for Norden, skal nu lade sig teste for covid-19. Sådan lyder de nye, skærpede anbefalinger fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

    Årsagen er den nye coronavariant Omikron. Før var det kun rejsende fra udvalgte afrikanske lande, der skulle lade sig teste ved indrejse til Sverige.

    - Vi ser en hurtig spredning af Omikron til mange lande. Derfor er det vigtigt at foretage yderligere foranstaltninger, så vi tidligt kan opdage tilfælde, forklarer den administrerende direktør Karin Tegmark Wisell i en pressemeddelelse.

    Anbefalingerne gælder for personer, der har opholdt sig uden for Norden i de seneste syv dage.

  46. I går kl. 17:11

    Danmark donerer yderligere 3,7 millioner coronavacciner

    Den danske regering har besluttet at donere yderligere 3,7 millioner vaccinedoser til det internationale vaccinesamarbejde COVAX.

    Totalt set donerer Danmark dermed godt 10 millioner coronavacciner til COVAX.

    Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    - Øget global adgang til vacciner er afgørende, hvis vi skal komme pandemien til livs. Jeg er glad for, at vi med den nye donation har givet tilsagn om at donere samlet set 10 millioner doser til den globale pandemibekæmpelse, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

  47. I går kl. 16:10

    Strømmen er gået i Nuuk

    Den grønlandske by Nuuk har siden natten til tirsdag dansk tid været ramt af en strømafbrydelse. Det oplyser Grønlnands Politi i en pressemeddelelse.

    Strømafbrydelsen skyldes en fejl i et vandkraftværk som følge af kraftige vindstød.

    Der arbejdes i øjeblikket på at etablere nødstrøm til Nuuk via dieselgeneratorer.

    Strømafbrydelsen betyder også, at al telefoni er nede. Borgere, der ønsker at komme i kontakt med politiet, skal derfor henvende sig personligt.

  48. I går kl. 15:53

    'Frøken Klokken' går på pension

    Siden 1939 har den automatiske telefondame 'Frøken Klokken' serviceret danskerne med det præcise minuttal.

    Men nu skal hun på pension.

    Efter 82 års tro tjeneste bliver der lukket for servicen i dag.

    I en pressemeddelelse fra TDC NET forklares det, at brugen af tjenesten har været "støt faldende" de seneste år, hvor Frøken Klokken i høj grad er blevet overhalet indenom af eksempelvis mobiltelefoner.

    I 1939 ringede telefonen intet mindre end 11,6 millioner gange hos Frøken Klokken. I dag er der et sted mellem 5.000 og 7.000 månedlige opkald.

    Hvis du vil nå at ringe til Frøken Klokken - før det er for sent - skal du ringe til 70101155.

  49. I går kl. 15:42

    Første uheld med den nye letbane i Odense

    Et letbanetog var i dag ved middagstid involveret i et sammenstød med en personbil.

    Det skete i forbindelse med en testkørsel i krydset mellem Ørbækvej og Stærmosegårdsvej.

    Der var ikke nogen tilskadekommende i forbindelse med sammenstødet, blot materielle skader. Det oplyser Fyns Politi.

    Politiet og Odense Letbane er i gang med at undersøge anledningen til uheldet, der gav også resulterede i trafikale udfordringer omkring ulykkestedet.

    Det er første uheld med letbanen i Odense, der forventes at være i fuld drift omkring årsskiftet.

  50. I går kl. 15:01

    Bøder på 100 euro til uvaccinerede grækere over 60 år

    Flere end 500.000 personer over 60 år er endnu ikke vaccinerede i Grækenland. (Foto: SAKIS MITROLIDIS © Ritzau Scanpix)

    Grækenland vil gøre det obligatorisk for alle borgere over 60 år at blive vaccineret mod coronavirus. Nægter man at få stikket, vil man fra 16. januar få en bøde på 100 euro hver måned.

    - Det er prisen for sundhed, siger den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Grækenland bliver dermed det første land i EU til at gøre coronavaccine obligatorisk for en bestemt aldersgruppe.

    - Beslutningen gør ondt, men jeg føler et ansvar over for de mest sårbare, også selvom folk bliver utilfredse, forklarer Mitsotakis.

    Omkring 63 procent af den græske befolkning er fuldt vaccinerede mod coronavirus, hvilket er under gennemsnittet i EU.

  51. I går kl. 15:01

    Ikke tale om smitte med corona-varianten Omikron på lukket skole i Odense

    Rasmus Rask-Skolen i Odense, der midlertidigt måtte lukke på grund af mistanke om et tilfælde af den nye Omikron-variant af coronavirus, kan nu bekræfte, at der ikke var tale om den nye variant.

    Det har Statens Serum Institut (SSI) i dag meddelt, skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.

    - Det er med lettelse, at vi i dag har modtaget besked om, at smitten, som var under mistanke for at være en ny coronavariant, heldigvis er den velkendte deltavariant, lyder der fra Skoleleder Lasse Bach Sørensen i meddelelsen.

    I løbet af eftermiddagen i dag modtager lærere, elever og forældre besked om, at skolen kan vende tilbage til dagligdagen med de mere normale coronaretningslinjer, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

Mere fra dr.dk