Seneste nyt

Højesteret: Helt i orden at stoppe TV 2's skjulte optagelser fra plejehjem

Overblik

  1. Højesteret: Helt i orden at stoppe TV 2's skjulte optagelser fra plejehjem

    Det var helt efter lovens bogstav, da en byretsdommer og siden tre dommere i Vestre Landsret sidste år forbød TV 2 at vise optagelser med skjult kamera i forbindelse med dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'.

    Det fastslår Højesteret i en kendelse ifølge Ritzau.

    Højesteret fastslår endda, at optagelser af en dement kvinde i intime situationer var en krænkelse af hendes menneskeret, hendes ret til privatliv - uanset om hendes pårørende og hun selv måtte have givet tilladelse.

    Optagelserne blev foretaget over 16 dage i efteråret 2019, da journalister med skjult kamera filmede, hvad der foregik i demensramte Else Marie Larsens lejlighed på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

    Højsteret fastslår samtidig, at TV 2 skal udlevere råbåndene med de skjulte optagelser til politiet.

  2. Dansk ambassadør og ni andre er erklæret uønskede i Tyrkiet efter opfordring til at løslade aktivist

    Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har beordret sit udenrigsministerium til at erklære ti ambassadører, heriblandt den danske, for 'persona non grata' - eller uønskede i Tyrkiet.

    Det skriver AP.

    Det sker, da ambassadørerne i en fælles erklæring har opfordret til løsladelsen af aktivisten Osman Kavala, som siden 2017 har siddet fængslet i Tyrkiet.

    Osman Kavala er tiltalt for at have givet økonomisk støtte til at arrangere regeringskritiske protester og for at have deltaget i det fejlslagne militærkup i landet i 2016. Han nægter sig skyldig i begge dele.

    Ud over Danmark har Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig, Holland, USA, Canada og New Zealand underskrevet brevet.

    At erklære ambassadører for 'persona non grata' er typisk det første diplomatiske skridt inden en reel udvisning.

  3. Retssag mod tidligere italiensk minister er begyndt: Matteo Salvini er anklaget for kidnapning i sag om migranter på et skib

    I dag er retssagen mod den tidligere italienske indenrigsminister Matteo Salvini begyndt.

    Matteo Salvini, der er formand for højrefløjspartiet Lega, er anklaget for kidnapning og frihedsberøvelse, efter at han i 2019 nægtede et redningsskib med 147 migranter ombord at gå i land i Italien.

    I stedet måtte migranterne, som var blevet reddet på Middelhavet ud for Libyen, blive på skibet på åbent hav i flere uger.

    - Det er surrealistisk at skulle gennemgå en retssag, fordi jeg gjorde mit job, sagde Matteo Salvini ifølge AP under den første dag i retssagen.

    Matteo Salvini var på daværende tidspunkt indenrigsminister i regeringen bestående af Femstjernebevægelsen og hans parti Lega. Regeringen førte en hård flygtningepolitik, og der er flere eksempler på, at skibe med migranter ombord er blevet afvist adgang til italienske havne.

    Ifølge Reuters står Matteo Salvini til op mod 15 års fængsel, hvis han findes skyldig i anklagerne.

  4. 91-årig på valgplakaten: Det er næppe på skolerne, at man finder mine stemmer

    91-årige Peter Scherning er ikke bange for at for at prøve noget nyt. I en moden alder stiller han således for første gang op til kommunalvalget, hvor han er på stemmesedlen for De Konservative i Middelfart Kommune.

    - Det er klart, at når det er de ældre, som jeg har med at gøre, så anbringer vi vores plakater, hvor de ældre er. Jeg forventer ikke, at vi skal ud på skolerne, for det er næppe der, at man finder mine stemmer, sagde Tscherning, da hans valgplakat i dag kom op i lygtepælene på Vestfyn.

  5. 1.262 nye coronasmittede det seneste døgn

    1.262 personer er registreret smittet med coronavirus det seneste døgn. En person er død med covid-19.

    Der er nu 156 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 12 flere end i går.

    16 af dem ligger på intensiv, og 9 af dem har brug for hjælp fra en respirator til at trække vejret.

    Dagens smittetal fra Statens Serum Institut er baseret på 82.573 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,53 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  6. Nyt luftangreb mod Tigray tvinger FN-fly til at vende om

    Et FN-fly måtte i går vende om i luften på grund af et igangværende luftangreb mod Mekele, hovedbyen i Tigray-provinsen

    Det oplyser FN ifølge The Guardian.

    Gårsdagens bombardement af Mekele er ifølge de etiopiske myndigheder det femte på en uge, beretter det britiske medie.

    Røg over Mekele efter et luftbombardement i onsdags. (Foto: STRINGER © Ritzau Scanpix)

    FN-flyet havde 11 nødhjælpsarbejdere ombord, der skulle til den hårdt prøvede Tigray-provins, hvor regeringsstyrker kæmper mod en tigrinsk oprørshær. Kampene er gået hårdt ud over områdets civile befolkning. Ifølge FN har syv millioner mennesker - herunder fem millioner i Tigray - behov for humanitær hjælp.

    - 400.000 af dem befinder sig i det, man kalder en hungerlignende situation. Det vil sige, at de reelt risikerer at dø af sult, så det er en utrolig desperat situation, siger Søren Bendixen, DR's Afrika-korrespondent.

  7. Olympisk sprinter fundet død i Ecuador

    Den ecuadorianske sprinter, Alex Quinonez, er fredag aften fundet død i sit hjemland.

    Ifølge mediet El Universo blev Quinonez og en anden mand fredag skudt og dræbt i en del af Guayaquil, der er Ecuadors største by.

    Vidner fortæller til mediet, at en bil ankom til gerningsstedet, hvor flere personer steg ud og skød mod ofrene.

    Sprinteren gjorde sig mest bemærket på 100- og 200meter-distancerne.

    Ved OL i 2012 slog han national rekord, da han løb i tiden 20.28 sekunder i det indledende 200meterløb. Senere sluttede han som nummer syv i finalen.

  8. Regeringen: EU-direktiv om barsel skal kun gælde lønmodtagere

    Den nuværende barselslovgivning skal ændres, efter et EU-direktiv har pålagt alle medlemslande at øremærke minimum to måneders barsel til begge forældre.

    Men regeringen vil have, at selvstændige skal være undtaget de nye regler.

    - Der er nogle særlige vilkår for selvstændige, som gør, vi ikke synes, de skal omfattes, siger beskæftigelsesordfører for Socialdemokratiet Henrik Møller.

    Og det kan lade sig gøre at lave særlige regler for selvstændige. For direktivet fra EU omfatter kun lønmodtagere. Dermed kan medlemslandene selv beslutte, om reglerne også skal gælde selvstændige.

  9. Verdensetter i tennis dropper sæsonens sidste turnering

    Den forsvarende Wimbledon-mester og etteren på kvindernes verdensrangliste i tennis, Ashleigh Barty, kommer ikke til at svinge ketsjeren til flere turneringer i år.

    Det meddeler australieren ifølge Ritzau lørdag.

    - Jeg vil gerne lade alle vide, at jeg ikke konkurrerer i flere turneringer i 2021. Inklusive WTA Finals i Mexico, siger Barty ifølge AFP.

    Den 25-årige tennisstjerne er forsvarende mester i WTA Finals, der senest blev afholdt i 2019.

  10. Mistænkt for krigsforbrydelser i Syrien: To formodede IS-kvinder i Sverige er løsladt

    Torsdag aften blev tre kvinder anholdt i Sverige, efter at de var vendt tilbage fra Syrien. Kvinderne er under mistanke for at have begået krigsforbrydelser.

    Men nu er to af kvinderne blevet løsladt, oplyser den svenske anklagemyndighed ifølge Aftonbladet.

    - For de to kvinder, der er blevet løsladt, er de foreløbige undersøgelser stadig i gang, men der er ingen grund til, at de mistænkte skal tilbageholdes, lyder det fra kammeranklagerne Reena Devgun og Hanna Lemoine i en pressemeddelelse ifølge Aftonbladet.

    Den tredje kvinde afhøres fortsat ifølge Ritzau.

    Den svenske anklagemyndighed har indtil i morgen klokken 12 til at beslutte, om de vil begære kvinden varetægtsfængslet.

    De tre kvinder landede torsdag eftermiddag i Sverige sammen med i alt otte børn.

  11. Verdens største olieeksportør vil være CO2-neutral - men ikke nødvendigvis skære ned i olieproduktionen

    Den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, har på førstedagen for et saudisk forum for grønne initiativer fremlagt et ambitiøst mål om, at landet skal være CO2-neutralt i 2060. (Foto: BANDAR AL-JALOUD © Ritzau Scanpix)

    Verdens største olieeksportør, Saudi-Arabien, vil være CO2-neutral i 2060.

    Sådan lyder en - for nogle måske overraskende - melding fra landets kronprins og reelle magthaver, Mohammed bin Salman, på førstedagen af et saudisk forum for grønne initiativer.

    Men løftet betyder ikke nødvendigvis, at ørkenstaten vil begrænse sin olieproduktion.

    For selv med den nye målsætning vil det fortsat stå Saudi-Arabien frit for at eksportere sin olie til andre lande, hvor den kan indgå i for eksempel fabriksproduktion, som flere internationale observatører bemærker.

    Selvom Saudi-Arabien gennem de senere år har bestræbt sig på at blive mindre afhængig af fossile brændstoffer, udgør olie- og gaseksport stadig rygraden i landets økonomi.

  12. Rekordmange corona-dødsfald i Rusland og Ukraine

    Coronadøds- og smittetallene stiger fortsat i Rusland og Ukraine.

    Ifølge Reuters er der i dag registreret 1.075 covid-19 dødsfald i Rusland, og det er ny rekord for femte dag i træk.

    Samtidig er der også konstateret 37.678 nye smittetilfælde i landet, hvor det kun er omkring en tredjedel af befolkningen, som er vaccineret.

    Om fem dage gennemfører Moskva en delvis nedlukning, hvor det kun vil være apoteker og supermarkeder, som stadig vil være åbne. Præsident Vladimir Putin har godkendt en nedlukning af landets arbejdspladser fra og med den første uge i november.

    I nabolandet Ukraine har man ifølge AP ligeledes registreret nye rekorder med 614 nye covid-19-dødsfald og 23.785 nye smittede det seneste døgn. Her er kun omkring 15 procent af befolkningen vaccineret, selvom man frit kan vælge mellem Pfizer-BioNTech, Moderna, AstraZeneca og Sinovac-vaccinerne.

  13. Norsk efterretningschef: Vi vil se flere angreb som Kongsberg

    Der vil med al sandsynlighed ske flere angreb i Norge, som det der skete i den lille by Kongsberg for 10 dage siden, hvor en 38-årig mand dræbte fem personer. Det forudser Arne Christian Haugstøyl, der er sektionsleder i det norske politis efterretningstjeneste, PST.

    - Denne type angreb, der er udført impulsivt af en person med enkle midler, vil ske igen. Hvor tragisk udfaldet bliver af sådanne angreb afhænger mere af politiets reaktionstid, end i hvilken grad man har kunnet forudse det, siger han ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

    Efterretningstjenesten havde på forhånd kendskab til den drabssigtede 38-årige, som tidligere havde optrådt truende i en video på nettet.

    - Ugentligt får vi kendskab til utrolig mange videoer, kommentarer, billeder og opslag, som er grovere og mere ekstreme end denne video, siger Haugstøyl.

  14. Rekordmange migranter tilbageholdt ved grænsen mellem USA og Mexico

    Flere end 1,7 millioner migranter er de seneste 12 måneder blevet tilbageholdt af de amerikanske myndigheder efter at have forsøgt at krydse grænsen mellem USA og Mexico.

    Det er det højeste antal, der nogensinde er blevet registreret, siden de amerikanske myndigheder begyndte at spore rejsende over ind grænsen i 1960'erne.

    Det skriver flere internationale medier på baggrund af data fra USA's told- og grænsemyndigheder.

    Mere end en million af migranterne blev ifølge de amerikanske myndigheder udvist til Mexico eller til deres respektive hjemlande efter at være blevet pågrebet.

    De amerikanske grænsebetjente har i løbet af året tilbageholdt personer fra mere end 160 forskellige lande.

  15. Østrigs regering klar til at indføre udgangsforbud for uvaccinerede

    I Østrig er den konservative-grønne koalitionsregering nu klar til at indføre udgangsforbud for ikke-vaccinerede, hvis antallet af coronasmittede, som bliver indlagt på sygehusenes intensivafdelinger, kommer til at overstige 600.

    Det meddeler landets bundeskansler Alexander Schallenberg (ÖVP).

    - Der er stadig for mange, der tøver og nøler, sagde Schallenberg ifølge den tyske avis Der Zeit med adresse til vaccineskeptikerne.

    Det vil dog stadig være undtagelser, så det vil være muligt for uvaccinerede at forlade deres bopæl, hvis de enten skal på arbejde, på indkøb efter de daglige fornødenheder eller besøge nære familiemedlemmer.

    Aktuelt er der ifølge Kronen Zeitung i alt 1.004 indlagte med corona, heraf 224 på intensivafdelingerne. 62 procent af østrigerne er fuldt ud vaccinerede, og der er 11.233 døde med corona siden pandemiens udbrud.

  16. Valgplakat-sæsonen skydes i gang: Nu går jagten ind på de bedste lygtepæle

    De er blevet beskyldt for at være både belastende for miljøet og grimme at se på.

    Ikke desto mindre bliver der nu igen kamp om landets lygtepæle fra klokken 12, når der må hænges valgplakater op i forbindelse med kommunalvalget.

    I enkelte små kommuner har man dog helt droppet valgplakaterne - det gælder for eksempel på Fanø.

  17. Merkel til sine efterfølgere: Kun mænd - det er tiden løbet fra

    Angela Merkel opfordrer til, at CDU/CSU sørger for at få flere kvinder på de ledende poster. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    På tærskelen til sin afgang fra posten som tysk bundeskansler kommer Angela Merkel med et opråb til sine partifæller: Sørg for at få flere kvinder ind på topposterne.

    - Kun mænd, det er tiden løbet fra, siger Merkel i et stort afskedsinterview med Süddeutsche Zeitung.

    - Hvis man vil være et folkeparti, er man nødt til at komme tæt på lige fordeling mellem kønnene, siger Merkel.

    - Og selvom der er nogle kvinder, så er det jo ikke ligefrem sådan, at de er med i kampen om at blive ny partiformand, siger Merkel blandt andet i interviewet.

    Da Merkel bekendtgjorde sin afgang som partiformand tilbage i 2018, blev Annegret Kramp-Karrenbauer valgt til posten.

    Men med dårlige valgresultater i Europaparlamentsvalget og i lokalvalg, der blandt andet midlertidigt førte til en kontroversiel koalition mellem FDP, CDU og AFD i Thüringen, valgte Kramp-Karrenbauer at trække sig fra posten. Hun blev i foråret 2021 afløst af Armin Laschet.

  18. Solen kigger frem efter våd og blæsende efterårsferie

    Har man holdt sig til museumsbesøg og biografture i efterårsferien for at undgå det våde vejr, er det måske nu blevet tid til at nyde feriens sidste dage udendørs.

    Vi får nemlig en weekend med mere sol og mildere vejr, forudser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

    Vinden aftager, og især i dag bliver vejret flot med stort set tørt vejr og sol mange steder.

    Søndagen starter derimod mere skyet, og der kan komme lidt små dryp i Nord- og Vestjylland.

    Men efterhånden holder det tørt, og solen kommer også mere og mere frem - først over den sydlige del af landet.

    Temperaturen er på et helt almindeligt leje for årstiden med dagtemperaturer på mellem 9 og 12 grader, mens nattemperaturerne kommer ned mellem tre og otte grader.

  19. Tidligere politikvinde fundet skyldig i at dræbe slægtninge for forsikringspenge

    En 46-årig tidligere politikvinde er ved en domstol i Palm Ridge i Sydafrika blevet fundet skyldig i at stå bag mordene på fem slægtninge og sin kæreste i årene 2012-18. Det er sket efter en tre måneder lang retssag, som har optaget en stor del nationen, skriver BBC.

    Nomia Rosemary Ndlovu blev afsløret, da personen, som hun betalte for at dræbe hendes søster og søsterens fem børn, gik til politiet. Den 46-årige kvinde, der hele tiden har afvist alle beskyldninger trods alle vidneudsagn, vil få sin straf udmålt i den kommende måned.

    Hun blev dømt for systematisk at have sørget for at få lavet livs- og begravelsesforsikringer for sine slægtninge og så efterfølgende sørge for at få dem dræbt.

    De fleste af mordene lod hun begå af lejemordere, men i 2013 forgiftede og kvalte hun selv sin søster. Derudover sørgede hun at for få dræbt sin fætter, sin kæreste, sin niece og to nevøer.

    Hun nåede i alt at få udbetalt 1,4 millioner rand svarende til 600.000 kroner i forsikringspenge, inden hun blev afsløret.

  20. Højtstående al-Qaeda-leder dræbt i amerikansk droneangreb i Syrien

    En højtstående leder i den militante bevægelse al-Qaeda er blevet dræbt i et amerikansk droneangreb i Syrien.

    Det oplyser USA's forsvarsministerium, Pentagon, fredag lokal tid ifølge flere internationale medier.

    - I et amerikansk luftangreb i dag i det nordvestlige Syrien blev den højtstående al-Qaeda-leder Abdul Hamid al-Matar dræbt, lyder det i en erklæring fra Pentagon ifølge Ritzau.

    Erklæringen citerer talsmand John Rigsbee fra den amerikanske centralkommando. Han er ansvarlig for de amerikanske styrker i Afghanistan, Irak og Syrien.

    Ingen andre personer blev ifølge Rigsbee ramt i angrebet.

  21. Online konsultationer får flere mænd til at søge læge

    En ny, digital sundhedsordning fra Danica Pension har fået mænd til at søge hjælp hos læger og psykologer, skriver Politiken.

    Kunder, der har en sundhedsforsikring hos Danica, har let kunnet kontakte læger, psykologer og diætister online.

    I årets første ni måneder har det ført til mere end 10.000 konsultationer.

    Mændene tegner sig for 55 procent af lægekonsultationerne. Tages der højde for, at lidt flere mænd end kvinder har adgang til de online konsultationer, er den procentvise andel stort set den samme for mænd og kvinder.

    Det står i kontrast til tal fra Danmarks Statistik, der viser, at der er dobbelt så mange mænd som kvinder, der ikke har kontakt til en læge.

  22. Axelsen får revanche mod hårdtslående All England-vinder

    Viktor Axelsen er kommet et skridt nærmere sin første turneringssejr i Danmarks største badmintonturnering.

    Ved Denmark Open slog han fredag aften den regerende All England-mester Lee Zii Jia i to tætte sæt med 21-19 og 21-19.

    Dermed fik han revanche for nederlaget i All England-finalen i marts og kunne brøle sin glæde ud til et begejstret hjemmepublikum i Odense.

    I lørdagens semifinale venter overraskelsen Lee Cheuk Yiu. Spilleren fra Hongkong er nummer 17 på verdensranglisten.

    /ritzau/

  23. Dansk cykelrytter misser VM-medalje

    Den danske cykelrytter Amalie Dideriksen skulle her til aften forsøge at sikre sig en medalje, da omnium-løbet blev skudt i gang ved VM i banecykling.

    Men betingelserne var ikke de bedste for danskeren, der inden fredagens fjerde og sidste konkurrence, pointløbet, lå på en samlet syvendeplads. Derfor skulle alt gå op i en højere enhed for den danske cykelrytter, hvis hun efter løbet skulle stå med en medalje om halsen.

    Men selvom hun kæmpede bravt, og også hentede point undervejs i dagens sidste konkurrence, lykkedes det ikke danskeren, at kravle højere op i den samlede stilling. Derfor slutter hun som nummer syv i omnium ved VM i banecykling.

  24. Motorcyklist mister livet under test på køreanlæg

    En 32-årig mand blev i eftermiddag dræbt ved en ulykke på motorsportsanlægget Padborg Park. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Anlægget bruges blandt andet til køretekniske test.

    - Han skulle køre test på motorcykel, da det gik galt. Han rammer et autoværn og bliver slynget af motorcyklen, fortæller politiets vagtchef.

    Politiet kan fredag aften ikke sige noget om, hvorfor det gik galt for motorcyklisten.

    De pårørende er underrettet om ulykken.

  25. 24-årig anholdt i britisk terrorsag

    Britisk politi har anholdt en 24-årig mand, som de mistænker for at have været en del af det terrorangreb, der i 2017 kostede 22 personer livet i Manchester. Yderligere 59 personer blev såret.

    Det skete ved en popkoncert i Manchester Arena med den amerikanske sangerinde Ariana Grande.

    - Mere end fire år er gået, siden grusomheden fandt sted, men vi er urokkelige i vores dedikation til at følge hver en del af efterforskningen, så vi kan give dem, der blev påvirket af begivenheden ved arenaen, de svar, som de fortjener, siger efterforskningsleder Simon Barraclough.

  26. Norsk kongepar åbnede kæmpestort Edvard Munch-museum i Oslo

    • Dronning Sonja klipper den røde snor over, mens kong Harald ser på. Munch-museet er officielt åbnet. (Foto: Stian Lysberg Solum)
    • I baggrunden er det kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, forrest dronning Sonja og kong Harald. De ser på maleriet 'Madonna'. (Foto: NTB © Stian Lysberg Solum / NTB)
    • Der er fem gange så meget plads i det nye Munch-museum som i det tidligere. (Foto: Stian Lysberg Solum © Stian Lysberg Solum / NTB undefined / NTB)
    • Et sted, hvor flest besøgende sikkert vil standse op, er ved 'Skriget' - faktisk malede Munch fire versioner af 'Skriget' i perioden 1893 til 1910. (Foto: TERJE PEDERSEN © Terje Pedersen / NTB)
    • Munch-museum ligger ved Oslo havn. (Foto: TERJE PEDERSEN © Terje Pedersen / NTB)
    1 / 5

    Norge får fra i dag mere Edvard Munch end nogensinde før i et nyt kæmpemæssigt modernistisk museum ud til Oslos havnefront.

    Museet blev officielt åbnet af kong Harald og dronning Sonja.

    Det 13. etagers museum er tilegnet den norske maler Edvard Munch (1863-1944), som er bedst kendt for maleriet 'Skriget'.

    – Han malede sit eget liv og samtidig tilværelsen for os alle, sagde kong Harald i sin tale.

    Edvard Munch en af de tidlige repræsentanter for ekspressionismen.

  27. Pfizer/BioNTech-vaccinen er over 90 procent effektiv hos børn

    Coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech viser sig nu at være over 90 procent effektiv hos børn mellem fem og 11 år.

    Det oplyser virksomheden efter et klinisk forsøg, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

    I forsøget fulgte man 2.268 børn, der fik to stik med tre ugers mellemrum, enten med placebo eller med vaccinen til børn, hvor dosen er omkring en tredjedel så stor som til voksne.

    Størstedelen af data blev indsamlet i USA i løbet af august og september, hvor Delta-varianten var dominerende.

  28. Københavnsk serieklub arver 8,5 millioner kroner

    Der skulle være penge nok i klubkassen til nye bolde og dunke hos den lille serieklub KFUMs Boldklub fra Emdrup i det nordvestlige København.

    Et ægtepar har således testamenteret hele deres formue til klubben, hvilket betyder, at KFUMs Boldklub er blevet hele 8,5 millioner kroner rigere.

    Ægteparret selv havde ikke deres gang i klubben, men det havde hustruens bror, der døde blot 22 år gammel i 1932. Klubben betød meget for ham. Derfor valgte ægteparret at støtte klubben efter deres død.

  29. Alec Baldwin efter skud, der dræbte filmfotograf: 'Ingen ord kan beskrive mit chok og min sorg'

    63-årige Alec Baldwin producerer og spiller hovedrollen i filmen 'Rust', som bliver optaget i staten New Mexico i USA. Filmoptagelserne er nu udsat på ubestemt tid. (Foto: ANGELA WEISS © Ritzau Scanpix)

    Skuespilleren Alec Baldwin kommer nu med en første reaktion, efter at han torsdag affyrede et skud med et rekvisit-våben under en filmoptagelse, som dræbte en 42-årig filmfotograf.

    - Der er ingen ord, der kan beskrive mit chok og min sorg efter den tragiske hændelse, der tog Halyna Hutchins liv. En kone, en mor og en dybt beundret kollega.

    Det var under optagelsen af filmen 'Rust' i New Mexico, at dødsulykken skete.

    Baldwin skriver på Twitter, at han samarbejder fuldt ud med politiet i deres undersøgelser.

    - Jeg er i kontakt med hendes mand, og jeg tilbyder min støtte til ham og hans familie. Jeg er helt knust og føler med hendes mand, deres søn og alle, der kendte og elskede Halyna, skriver Baldwin.

    Også filmens instruktør Joel Souza blev ramt af skuddet, men er i dag udskrevet fra hospitalet.

  30. Fodboldligaer kalder Fifas VM-forslag for skadeligt

    Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) plan om at afholde VM hvert andet år møder nu mere modstand.

    Fredag melder sammenslutningen af europæiske fodboldligaer i den såkaldte European Leagues sig som modstander.

    Direktør for European Leagues, Jacco Swart, kalder planerne om at ændre fodboldkalenderen og gøre plads til flere VM-slutrunder på landsholdsplan for skadelige.

    - Fifa-planerne er skadelige for de nationale turneringer, spillere og fans, siger direktøren ifølge dpa.

    European Leagues mener, at Fifa med sine planer vil fjerne økonomi og sportslig værdi fra de nationale klubturneringer. Det vil ramme klubber, spillerne og fans, skriver sammenslutningen på sin hjemmeside.

    I stedet opfordrer European Leagues til at holde fast i den nuværende struktur med VM hvert fjerde år.

    /ritzau/

  31. EU-ledere fordømmer Hvideruslands politiske brug af migranter

    EU's stats- og regeringschefer langer hårdt ud efter Hviderusland i en erklæring på EU-topmødet i Bruxelles.

    EU-lederne "fordømmer alle hybridangreb på EU's grænser og vil svare igen", hedder det i konklusionen.

    Flere medlemslande og EU-Kommissionen beskylder Hviderusland for med vilje at føre migranter mod EU's grænser for at destabilisere unionen.

    Samtidig varsler stats- og regeringscheferne flere sanktioner mod Hviderusland.

  32. Millionær-morder bliver nu også sigtet for drab på sin forsvundne kone

    Robert Durst lod til at erkende sin skyld i HBO-dokumentaren 'The Jinx'. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

    Mangemillionæren Robert Durst, der for nylig blev idømt fængsel på livstid for mordet på veninden Kathleen McCormack, bliver nu også sigtet for drabet på sin kone, Kathie Durst.

    Det skriver New York Times.

    Robert Durst blev verdenskendt, da han frivilligt deltog i HBO-dokumentar, der kredsede om Kathie Dursts forsvinden i 1982. Hendes lig er aldrig blevet fundet.

    78-årige Robert Durst er ikke ved godt helbred og blev desuden ramt af covid-19 efter sidste uges livstidsdom.

  33. Twitter har undersøgt sig selv: Vores algoritme favoriserer højreorienterede

    Det sociale medie Twitter har gransket deres egen algoritme og er kommet frem til et opsigtsvækkende resultat.

    Højreorienterede medier og politikere bliver oftere fremhævet på platformen end deres røde modparter.

    Twitter har undersøgt tweets fra politikere og medier i syv lande - USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Spanien og Japan. Med undtagelse af Tyskland så var billedet det samme i alle lande.

    De højreorienterede fik en bedre eksponering af deres tweets.

    Twitter har ikke kunnet levere et bud på, hvorfor det forholder sig sådan, men erkender, at man måske bliver nødt til at ændre på algoritmen.

  34. Fugleinfluenza er igen på vej til Danmark

    I både den danske og tyske del af Vadehavet har myndighederne de seneste dage fundet vilde fugle, som er konstateret smittet med en meget smitsom fugleinfluenza.

    Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

    Lige nu bliver det undersøgt, om det er samme type fugleinfluenza, som cirkulerede i Danmark fra efteråret 2020 til sommeren 2021.

    - Det er meget alvorligt, at vi nu igen har fugleinfluenza i landet, så vi følger situationen nøje, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsens Center for Dyresundhed.

    Han opfordrer folk til at tippe styrelsen, hvis man finder flere døde ænder, gæs, svaner eller måger på ét sted - det kan gøres via app'en 'Fugleinfluenza Tip'.

  35. Kunstmuseum overvejer profil på Onlyfans på grund af Facebooks censurregler

    Kunstmuseet HEART i Herning overvejer at benytte det udskældte sociale medie Onlyfans, fordi mediet ikke har samme skrappe censurregler som Facebook og Instagram.

    HEART overvejer at kopiere en række østrigske museer, der har valgt at oprette en konto på det sociale medie.

    Det har museerne gjort på grund af gentagne censureringer og karantæner, når de har delt deres kunst.

    Og det har vakt Herning-museets interesse, siger direktør Holger Renberg.

    For Kunstmuseet HEART er tidligere blevet censureret på blandt andet Facebook for at dele indhold med nøgne kroppe.

    Onlyfans er en billede- og videodelingstjeneste, der primært bliver brugt som en platform til amatørporno og erotisk indhold. Materialet gemmes bag en betalingsmur med en pris, som brugeren selv fastsætter.

  36. Største smitteudbrud i Belgien i næsten 12 måneder

    Ikke siden den 10. november 2020 har smittetallene været så høje i Belgien, som de er nu. Det seneste døgn er tallet oppe på næsten 6.500 nye tilfælde af corona, og eksperter siger samtidig, at den fjerde coronabølge er startet i landet. Det skriver Reuters.

    Der er nu over 1.000 indlagte med corona, og det er det højeste tal siden juni. Tæt på 100 bliver tilføjet hver dag. Det er en stigning på 53 procent siden sidste uge.

    På en pressekonference maner Pedro Falcon, der er Belgiens coronavirus-kommissær, dog til ro.

    Han siger, at størstedelen af de indlagte er dem uden vaccine, og at vaccinen beskytter 70 procent mod smitte og 90 procent mod indlæggelse.

    74 procent af Belgiens befolkning på 11 millioner er færdigvaccineret.

  37. EU-landenes ledere siger farvel til Angela Merkel efter 107 topmøder

    Den tyske kansler, Angela Merkel, får en farvelhilsen fra den franske præsident, Emmanuel Macron (Foto: JOHN THYS © Ritzau Scanpix)

    I de 16 år, som Angela Merkel har været Tysklands forbundskansler, har hun deltaget i 107 EU-topmøder.

    Men meget tyder på, at det igangværende topmøde i Bruxelles kan gå hen og blive hendes sidste, da de tyske socialdemokrater nu har taget hul på regeringsforhandlingerne med det liberale parti, FDP, og miljøpartiet De Grønne.

    Og for at være på den sikre side valgte EU-toppen og de andre stats- og regeringschefer derfor i dag at tage afsked med den tyske kansler, som ifølge rådsformand Charles Michel har været "et monument".

    - Et EU-topmøde uden Angela er som Rom uden Vatikanet eller Paris uden Eiffeltårnet, lød det fra rådsformanden, som efterfølgende gav hende en gave - en gennemsigtig miniudgave af den enorme lanterne, som står i midten af Europabygningen i Bruxelles.

    Tidligere på dagen tog de andre stats- og regeringschefer et fællesfoto med den tyske kansler. Og hun fik en stående ovation, efter rådsformand Charles Michel havde holdt sin tale. (Foto: JOHANNA GERON © Ritzau Scanpix)

    Der blev også sagt farvel til den svenske statsminister, Stefan Löfven, der træder tilbage til november.

    Det næste EU-topmøde finder sted den 16.-17. december.

  38. 1.270 nye coronasmittede det seneste døgn

    1.270 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går. Ingen personer er døde.

    Der er nu 144 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er 12 flere end i går.

    Dagens smittetal fra Statens Serum Institut er baseret på 79.781 PCR-test.

    Det svarer til, at 1,59 procent af de testede har været smittet med covid-19.

  39. Gruppe vil have besøgscenter under sandet ved Rubjerg Knude Fyr

    • Sådan forestiller idémagerne sig, at et underjordisk besøgscenter kan komme til at se ud under Rubjerg Knude Fyr. (Foto: Foto: Hans Ravn/Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard)
    • For enden af tunellen skal der være et panoramavindue med udsigt over Jammerbugten. (Foto: Visualisering: Arkitektfirmaet Bundgaard)
    1 / 2

    En 70 meter lang tunnel fra Rubjerg Knude Fyr og ud til kanten af sandklinten med panoramaudsigt.

    Det er idéen med et besøgscenterprojekt, som gruppen af personer, der også stod bag fyrets flytning for to år siden, står bag.

    Tunnelen skal bygges under sandet og skal fortælle historien om sandflugt og om fyrets flytning.

    Det skal lokke endnu flere gæster til klitterne nord for Løkken i Nordjylland. For i dag bliver historierne fortalt på parkeringspladsen langt væk fra fyret.

    Der er dog flere udfordringer, inden projektet kan blive til virkelighed. Projektet kommer nemlig på tværs af flere planforhold - fredninger, Natura 2000 og klitfredningszone.

  40. Kritiske togproblemer før weekenden: InterCity- og Lyntog er påvirket i hele landet

    En nedrevet køreledning har givet rigtig mange danskere en halvskidt start på weekenden. Det har betydet, at togene ikke har kørt på strækningen mellem Odense og Fredericia siden middag.

    DSB oplyser nu, at man stadig er i gang med reparationsarbejdet, men det er nu muligt at benytte det ene spor.

    Det får dog en stor påvirkning på togdriften resten af dagen.

    Hverken InterCitytog mellem København og Esbjerg samt Regionaltog mellem Fredericia og Odense kører resten af dagen.

    Til dem, som skulle med InterCitytog fra København til Esbjerg henviser man til Regionaltog mellem Fredericia og Esbjerg. Mens DSB henviser til togbusser mellem Fredericia og Odense.

  41. Skudt filminstruktør er udskrevet fra hospital

    Den 48-årige filminstruktør Joel Souza er blevet udskrevet fra hospitalet, efter han torsdag blev ramt af skud under optagelserne til filmen 'Rust'.

    Det skriver mediet Deadline.

    Ved en tragisk hændelse torsdag skød og dræbte skuespilleren Alec Baldwin under optagelserne den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins, som arbejdede på filmen.

    Det andet skudoffer var filmens instruktør, der efterfølgende blev kørt til et hospital, som han nu er udskrevet fra.

  42. Svensk politi bekræfter: Populær svensk rapper blev skudt og dræbt

    Den 19-årige svenske rapper Einár blev torsdag aften skudt og dræbt i Stockholm. Det bekræfter det svenske politi fredag eftermiddag.

    - I går blev Einár desværre skudt og dræbt, og vi antager, at det er en forbrydelse, der er knyttet til bandekriminalitet, siger Jan Nilsson til lokalavisen Mitt i Stockholm.

    Det svenske medie SVT skriver, at rapperen var indkaldt som vidne mod Stockholm-banden Vårbynätverket i den kommende uge.

    Der er stadig ikke foretaget nogle anholdelser, selvom politiet allerede har foretaget afhøringer.

    Anmeldelsen om skud kom ved 23-tiden torsdag aften, men han blev erklæret død kort tid efter.

  43. Abba klar med ny single og ekstrakoncerter

    I september landede en nyhed, som fik Abba-fans til at knibe sig i armen.

    Efter næsten 40 år uden ny musik annoncerede den svenske hitgruppe et nyt album ved navn ’Voyage’, der udkommer 5. november, og udgav to af sangene derfra.

    Samtidig annoncerede de en særlig koncertrække, hvor de fire Abba-medlemmer vil optræde som hologrammer. Koncerterne vil finde sted i London fra maj til oktober næste – i en arena, der er opført specifikt til formålet.

    I dag rører den svenske hitkvartet igen på sig.

    De har netop udgivet den tredje single fra deres kommende album - en sang med titlen ’Just a Notion’.

    Oven i hatten meddeler gruppen i en pressemeddelelse, at der vil blive afholdt ekstra koncertdage i koncertperioden. Billetsalget for ekstrakoncerterne begynder den 3. november.

  44. Intern mail ved Minkkommissionen viser, at Statsministeriet overvejede minkoffensiv i september

    Minkkommissionen ruller videre i dag med den sjette dag af afhøringerne. Her er blevet fremvist en intern mail fra departementschefen i Finansministeriet, der viser, at tankerne om at aflive alle mink i Danmark allerede eksisterede den 30. september sidste år.

    I mailen til fire forskellige embedmænd i Finansministeriet står der:

    - MUJ har fået særskilt tilbageløb på denne. Tilsyneladende meget tæt på, at STM sendte militæret ind for at gasse alle mink i aften.

    MUJ skal formentlig forstås som afdelingschef i Finansministeriet Martin Ulrik Jensen, mens STM både kan betyde statsministeren og Statsministeriet.

    Casper Mondrup Dahlmann, daværende fuldmægtig i Finansministeriet, er i dag blevet afhørt i Minkkommissionen, og han kunne oplyse, at mailen blev sendt som en slags afrapportering fra et møde i regeringens økonomiudvalg.

    Han kunne dog ikke uddybe, hvad mailen mere specifikt dækkede over.

  45. Røde Kors beklager fejl og mangler i medicinhåndteringUdrejsecenter Kærshovedgård

    Sundhedsklinikken på Udrejsecenter Kærshovedgård har fået et påbud om øjeblikkeligt at indstille al håndtering af medicin.

    Styrelsen for Patientsikkerhed har fundet så alvorlige fejl og mangler, at der kan være en sundhedsrisiko for patienterne.

    Det beklager Anna la Cour Vågen, der er chef for Røde Kors Asylafdeling, som driver klinikken.

    - De her ting med mangelfulde instrukser og et mangelfuldt it-system har betydet, at der har været nogle menneskelige fejl, som selvfølgelig ikke må ske. Og det er vi rigtigt kede af og i gang med at rette op på, siger hun.

    Anna la Cour Vågen understreger, at uregelmæssighederne ikke har haft nogen konsekvenser for patienterne.

    - Der er ikke nogen, som har fået decideret forkert medicin, men der kan være tvivl om, hvorvidt de har fået den rette dosis.

  46. Togene holder stille mellem Jylland og Fyn

    DSB meddeler kort før middag, at alle togene mellem Odense og Fredercia lige nu holder stille. Det skyldes en nedrevet køreledning.

    I stedet arbejder de nu på at indsætte togbusser på strækningen. De skriver dog, at det er svært at skaffe tilstrækkeligt mange.

    Du kan holde dig opdateret på situationen lige her.

  47. Kina giver ikke noget for Bidens udmelding: 'Problematikken omkring Taiwan er udelukkende en intern kinesisk affære'

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, har i morges dansk tid meldt ud, at USA vil støtte Taiwan militært i tilfælde af en kinesisk invasion.

    Men den kinesiske regering giver ikke meget for den udmelding.

    - Taiwan er en uadskillelig del af Kinas territorie. Problematikken omkring Taiwan er udelukkende en intern kinesisk affære, som ikke tillader udenlandsk indblanding, siger talsmand for det kinesiske udenrigsministerium Wang Wenbin ifølge AP.

    Han slår fast, at Kina ikke vil gå på kompromis eller gøre indrømmelser over for Taiwan, og at man ikke skal undervurdere Kinas vilje og evne til at beskytte sin suverænitet.

    Den seneste tid er konflikten mellem selvstyret i Taiwan og den kinesiske regering eskaleret.

    Kina har af flere omgange sendt kampfly ind i Taiwans luftforsvarszone og simuleret landgangsinvasioner i Taiwan-strædet.

    Samtidig har Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, gentagne gange udtrykt, at Taiwan ønsker selvstændighed og gjort det klart, at man vil forsvare sig selv ved en eventuel kinesisk invasion.

  48. Mindst 12 dræbte efter eksplosion på krudt- og kemikaliefabrik i Rusland

    Mens redningsarbejdet stadig er i gang nær den russiske by Ryazan i det vestlige Rusland, har man indtil videre fundet 12 døde efter en kraftig eksplosion.

    Ulykken skete på en fabrik, der producerer krudt og kemikalier, skriver AFP. Det russiske nyhedsbureau TASS skriver, at man stadig mangler at finde fire personer efter eksplosionen.

    - Ifølge vores seneste oplysninger er 16 personer døde i eksplosionen. Redningsarbejdere har fundet 12 lig, og fire andre er endnu ikke fundet, siger en kilde i beredskabet på stedet ifølge det russiske nyhedsbureau.

    Fabrikken producerer industriel sprængstof til civile samt ammunition til forsvarssektoren og gasgeneratorer til ubåde. Eksplosionen skete fredag morgen lokal tid.

    Se video fra redningsarbejdet her:

  49. Litauen ønsker hegn eller mur ved EU's ydre grænser

    Det er ikke kun den tidligere amerikanske præsident Donald Trump, der er fortaler for at bygge mure ved grænser. Flere i EU mener, at presset fra migranter kan blive et så stort problem, at man er nødt til at være på forkant og stoppe det.

    Det er blandt andre Litauens præsident, Gitanas Nauseda, der på dagens EU-topmøde ikke lægger skjul på sin idé til at løse problemet ved EU's ydre grænser.

    - Vi bør tale om fysiske barrierer, som der er ekstremt behov for som en kortvarig løsning for at håndtere denne krise.

    - For ingen ved, hvad der sker i morgen. Måske vil der være 4-5.000 migranter ved grænsen på samme tid eller som forsøger at krydse grænser på forskellige steder, siger han på vej ind til topmødet ifølge Ritzau.

    Statsminister Mette Frederiksen (S), der også er til stede ved topmødet, var torsdag heller ikke afvisende over for at bygge fysiske barrierer.

    - I dag kan EU ikke støtte fysisk opførelse af grænsehegn. Det mener vi, at EU skal gøre i fremtiden, sagde statsminister Mette Frederiksen.

    Rettelse: Det har tidligere fremgået af artiklen, at Kroatiens præsident stod for udtalelserne i artiklen. Det er ikke rigtigt. Det er derimod Litauens præsident, Gitanas Nauseda.

  50. EU-landenes ledere fik luftet deres frustrationer over retstilstanden i Polen

    Der er en overvældende del af EU-landene, der er stærkt bekymrede over retstilstanden i Polen, og det blev også klart tilkendegivet under gårsdagens debat på EU-topmødet i Bruxelles.

    Det fortæller Hollands premierminister, Mark Rutte, som er en af de skarpeste kritikere af den polske regerings omstridte syn på retsstaten.

    - Der skal altid være en dialog, og det var også det, vi havde i aftes. Men de fleste af os støtter fuldt og helt Europa-Kommissionen, når det kommer til at fremsætte de nødvendige foranstaltninger som reaktion på de ting, den polske regering gør, sagde han efterfølgende.

    Stats- og regeringscheferne skulle dog ikke træffe nogen beslutninger om specifikke modsvar under mødet, og debatten fik ikke lov til at overskygge de andre emner, der var på programmet, heriblandt de stigende energipriser.

    Lande som Tyskland og Frankrig havde forinden presset på for, at der skal findes en diplomatisk løsning på striden.

  51. Klimabevægelsen stævner staten på grund af det omstridte byggeprojekt Lynetteholmen

    Fra årsskiftet starter det store byggeprojekt af den kunstige ø Lynetteholmen i København. Men ingen kender de miljømæssige konsekvenser ved byggeriet, lyder det fra Klimabevægelsen. Derfor stævner de i dag staten, skriver Politiken.

    Bevægelsen peger på, at anlægsloven, der skal bane vejen for projektet, er problemet. Man har nemlig ikke undersøgt, hvilke konsekvenser det har for klima og miljø at bygge boliger til 35.000 borgere, anlægge veje og bygge metro på øen.

    - Vi kan ikke sidde her i 2021 og så have politikere, som siger, at de vil alt det grønne og skabe den gode fremtid for børnene og klimaet, og så når man skal lave danmarkshistoriens største byggeprojekt, så undersøger man ikke engang, hvordan det kommer til at påvirke klimaet og miljøet. Den går simpelthen ikke, siger Frederik Roland Sandby, der er sekretariatschef i Klimabevægelsen.

    Klimabevægelsen kræver, at byggeprojektet bliver sat på pause, indtil der er en afklaring.

Mere fra dr.dk