Seneste Nyt

Høns og andet fjerkræ skal fra i dag blive inden døre

Fugle og fjerkræ skal fra i dag holdes under tag og bag hegn.

På grund af risikoen for fugleinfluenza hæver Fødevarestyrelsen nu trusselsvurderingen igen. Det er anden gang i november, så nu er vurderingen gået fra ’middel’ til ’høj’.

12.000 høns måtte altså i dag gå glip af den daglige tur udendørs hos økologisk ægproducent Jakob Kjær fra Hammerum ved Herning.

- Det betyder, at de ikke får frisk luft, og pludselig skal de enes med naboen uden at kunne gå ud, fortæller han.

Han har blandt andet et foderanlæg, som kan sende korn ud flere steder fra loftet på én gang, så hønsene har noget at beskæftige sig med, mens de må blive inden døre.

Ændringen kommer, fordi myndighederne i EU's medlemslande i første halvdel af november har fundet meget smitsom fugleinfluenza i mere end 70 besætninger og mere end 120 vilde i Europa.

Det kan give meget alvorlige symptomer hos fugle, blandt andet, diarré, øjenbetændelse, problemer med vejrtrækning og en høj dødelighed. Kun i sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittet fjerkræ.

Nyheder

  1. Nethanyahu laver aftale om ministerpost til homofobisk ultranationalist

    Benjamin Nethanyahu er i gang med regeringsforhandlingerne efter det israelske parlamentsvalg 1. november, og det bliver stadig mere tydeligt, hvilke værdier hans nye parlamentariske flertal er baseret på.

    Således har Nethanyahus Likud-parti ifølge BBC nu indgået en aftale om, at Avi Maoz, der leder det religiøst-nationalistiske parti Noam, som både er både anti-arabisk og anti-LGBT+, skal have en post i den kommende regering.

    Avi Maoz bliver således viceminister og kommer til at lede en myndighed for 'Jødisk Identitet'.

    Yair Lapid, der tabte regeringsmagten ved valget, har beskrevet den kommende regering som 'helt igennem vanvittig', mens palæstinensiske ledere har advaret om faren ved 'en højreorienteret fascist-koalition'.

    Avi Maoz har tidligere beskrevet LGBT+-samfundet som en trussel mod familien og sagt, at han vil stoppe pride-parader.

    Han har desuden sagt, at kvindens væsentligste opgave ligger i at blive gift og pleje familien.

  2. Baneløber invaderede VM-kamp med regnbueflag

    Baneløberen i Qatar. (Foto: © MOLLY DARLINGTON, Ritzau Scanpix)

    Da der var spillet cirka 50 minutter af VM-kampen mellem Portugal og Uruguay, løb en tilskuer på banen på Lusail Stadium i Qatar.

    Med sig havde han et regnbueflag, ligesom han på sin T-shirt sendte budskaber om respekt til iranske kvinder og om at redde Ukraine.

    Dommeren stoppede straks kampen og fik selv fat i regnbueflaget, som baneløberen tabte i farten.

    Ifølge det norske nyhedsbureau NTB blev baneløberen ledaget af højlydt jubel fra tribunerne.

    Regnbuens farver har været et heftigt diskuteret tema ved VM-slutrunden i Qatar. Farverne symboliserer støtte til LGBTQ+-personer. Homoseksualitet er ulovligt i Qatar.

    På ryggen af baneløberen stod der: "Respect for iranian women". På forsiden stod der: "Save Ukraine". Det fremgår af fotografier fra kampen.

    Baneløberen blev fanget og eskorteret ud af banen, så kampen kunne fortsætte.

    /ritzau/

  3. USA's landstræner undskylder for flagdrilleri mod Iran

    Der har været masser af diskussion frem og tilbage mellem USA og Iran før de to holds indbyrdes opgør ved VM i fodbold i morgen aften.

    Men de to trænere vil helst fokusere på fodbolden, sagde de på hvert deres pressemøde tidligere i dag.

    USA's træner Gregg Berhalter undskyldte for, at USA's fodboldforbund havde fjernet et islamisk symbol fra Irans flag i et opslag på sociale medier.

    - Vi fokuserer ikke på de ydre ting, og alt vi kan gøre er at undskylde på vegne af spillerne og staben, sagde Gregg Berhalter og understregede, at hverken spillere eller stab havde haft noget med det at gøre.

    Irans statslige nyhedsbureau har et i modsvar krævet, at USA bliver smidt ud og sendt hjem fra VM i Qatar.

    Men også Irans træner Carlos Queiroz maner til besindighed og siger, at tiden er kommet til at fokusere på fodbolden.

    - Vores mission er at underholde og i 90 minutter at gøre folk glade, sagde han til Irans pressemøde.

  4. Ni dræbt under terrorangreb på hotel i Mogadishu

    Somaliske sikkerhedsstyrker har nu befriet hotellet Villa Rose i hovedstaden Mogadishu, som terrorister fra Al-Shabaab-gruppen angreb i går.

    Hotellet er populært blandt regeringsmedlemmer, og flere ministre blev reddet ud af hotellet under angrebet. Ifølge politiet blev i alt 60 personer reddet ud i live.

    Ifølge BBC tog det mere end 20 timer at nedkæmpe de islamistiske terrorister.

    Otte hotelgæster og en soldat blev dræbt i forbindelse med angrebet, oplyser polititalsmanden Sadik Aden Ali ifølge Reuters.

    En af terroristerne sprængte sig selv i luften, mens sikkerhedsstyrkerne skød og dræbte fem andre terrorister.

    Angrebet er endnu et i rækken af terroraktioner, som Al-Shabaab har gennemført i hovedstaden i løbet af efteråret.

    Al-Shabaab-bevægelsen har kontrol med en stor del af Somalia.

  5. Tusindvis af julenips og 77 juletræer: Jill Biden har indrettet Det Hvide Hus som et juleeventyr

    Jill Biden fortæller pressen om årets julepynt i præsidentboligen. Den amerikanske førstedame har traditionen tro stået for at få Det Hvide Hus i gear til julen. (Foto: © Jim WATSON, Ritzau Scanpix)

    Hvert år bliver den amerikanske præsidentbolig pyntet op til jul.

    Og i år er det vanen tro førstedamen i form af Jill Biden, der har sat skik på Det Hvide Hus.

    Temaet for julepynten er i år "We the people" ("Vi, folket", red.) med henvisning til indledningen af USA's forfatning.

    Ifølge nyhedsbureauet AP håber førstedamen, at folk kan se sig selv i juletræspynten, de dekorerede kaminhylder og gør-det-selv-kreationerne, der har omdannet boligen til lidt af et juleeventyr.

    - De værdier, der forener os, kan findes overalt omkring dig, en tro på mulighed, optimisme og enhed, siger hun ifølge AP.

    - I værelse efter værelse præsenterer vi det, der bringer os sammen over julen og gennem året, siger hun.

    Se nogle af kreationerne herunder:

  6. Pia Olsen Dyhr før regeringsforhandlinger: 'Tiden er løbet fra ultimative krav'

    Få minutter efter, at Venstre havde forladt Marienborg, ankom SF’s formand Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Karina Lorentzen og overtog forhandlingsstafetten.

    SF har tidligere haft en afskaffelse af kontanthjælpsloftet som et ultimativt krav.

    Før sommer blev der indgået en aftale om en kontanthjælpsreform, men den nåede ikke at blive omsat til lovgivning, før valget blev udskrevet.

    På spørgsmålet om, hvorvidt det stadigt var et ultimativt krav at få det stemt igennem, lød det:

    - Tiden er forbi til ultimative krav. Jeg synes, politik er underligt, når man hele tiden snakker om ultimative krav. Hvis man gør det, kan man aldrig diskutere politik med hinanden. Så kan vi hver især sidde med en revolver og kigge på hinanden og sige, hvad det er, vi skal have. Jeg vil sige, at det er meget vigtigt for SF, og det er noget vi kæmper for lige nu: At de fattigste skal have løsninger, lige meget hvad der sker fremadrettet.

  7. Shell køber dansk biogasproducent for 14 milliarder kroner

    Oliegiganten Shell har købt den danske biogasproducent Nature Energy for næsten to milliarder dollar, i omegnen 14 milliarder kroner.

    Selskabet producerer biogas fra organisk affald, og det kommer også til i fremtiden.

    - Under det nye ejerskab af Shell vil vores team fortsætte med at forfølge sin unikke vision om at frigøre yderligere værdifulde ressourcer fra affaldsmaterialer, samtidig med at det tilbyder sikker og økonomisk bæredygtig energi til markedet og fremmer en cirkulær økonomi, siger Nature Energys bestyrelsesformand, Jesper Lok.

    Selskabet, der ejer og driver 14 biogasanlæg og har hovedsæde i Danmark, vil blive drevet som datterselskab af Shell under det eksisterende navn.

  8. Netflix indgår aftale med danske filmfolk

    Skuespillere, instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere og scenografer, der er samlet i Create Denmark, har i dag indgået en rettighedsaftale med Netflix.

    Det skriver Netflix i en pressemeddelelse, som Politiken refererer.

    Aftalen træder i kraft, når den er godkendt af forbundene og Producentforeningen, og løber frem til udgangen af 2024.

    Den kommer i kølvandet på en længerevarende konflikt mellem Create Denmark og streamingtjenestene Viaplay, Netflix og TV2 Play.

    Streamingtjenesterne valgte at stoppe alle nye projekter i Danmark, fordi man var uenige med Create Danmark om, hvor meget tjenesterne skulle betale for, at tv-serierne bliver vist til et større publikum.

    Siden er både TV2 Play og Viaplay blevet enige med Create Danmark om en ny aftale.

  9. Verdens største aktive vulkan i udbrud for første gang siden 1984

    Her ses vulkanen, der ikke har været i udbrud siden firserne. (Foto: © kelly/ @MAGAHAWAII, Ritzau Scanpix)

    Et udbrud er søndag begyndt i Hawaiis Mauna Loa-vulkan, der er verdens største aktive vulkan, skriver Reuters.

    Udbruddet er bekræftet af USA's geologiske institut (USGS), og ifølge CNN er der tale om det første udbrud siden 1984.

    - På nuværende tidspunkt er lavaen begrænset til krateret, lød en meddelelse til lokalbefolkningen.

    Meddelelsen advarede dog også om, at tidlige udbrudsstadier før i tiden har vist sig at kunne ændre sig hurtigt.

    Meddelelsen tilføjede, at Hawaiis vulkanobservatorium ville udføre luftrekognoscering så hurtigt som muligt for at vurdere farerne og bedre beskrive udbruddet.

    En række mindre jordskælv har ramt området, skriver USGS.

    Mauna Loa fylder halvdelen af øen Hawaii og har en højde på 4.169 meter over Stillehavet, skriver Reuters.

    Her er en video af krateret i timerne omkring udbruddet:

  10. Efter maraton-møde: Ellemann vil stadig ikke svare på, om han har tillid til Frederiksen

    Efter tre og en halv times forhandling forlod Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sammen med politisk ordfører Sophie Løhde mandag aften Marienborg.

    Det var "et godt og konstruktivt møde", sagde han flere gange og understregede, at han oplever en lydhørhed fra begge parter til at bøje sig mod hinanden for at finde en løsning på de økonomiske udfordringer, landets står over for.

    Flere gange blev han spurgt, om han nu har tillid til Mette Frederiksen, da han tidligere har sagt, at han ikke stoler på hende.

    De spørgsmål blev aldrig besvaret med et ja eller nej.

    - Det her handler om politiske forhandlinger. Det handler om at møde hinanden, at strække sig og have en fælles erkendelse af de udfordringer, vi står over for, og en forståelse for de løsninger, som vi her især præsenterer på de udfordringer, lød det fra Ellemann.

    Og der synes jeg, at der er en god bevægelse. Som jeg har sagt tidligere er tillid noget, man opbygger, og derfor er det godt med konstruktivt møde som dette.

  11. 12 år for terrorforsøg efter køb af våben af politiagent

    25-årige Abdullah Akbulut er i Østre Landsret idømt 12 års fængsel for forsøg på terror. Desuden frakendes han sit danske statsborgerskab og udvises, skriver Ritzau.

    Dermed skærper landsretten straffen, da Retten på Frederiksberg dømte ham til 10 års fængsel.

    I byretten kom det frem, at det var "kildeoplysninger", som i begyndelsen af april 2020 fik Politiets Efterretningstjeneste til at fatte interesse for manden.

    Hans telefon blev aflyttet og sporet. Politiet kunne desuden følge mandens færden på nettet, mens det også ransagede personens hjem i hemmelighed.

    Via en krypteret chattjeneste etablerede en PET-agent kontakt til manden, som i korrespondancen sagde til agenten, at han ville hævne sig på vantro, og at han kunne tænke sig at skære hovedet af politifolk.

    Chatkontakten mundede ud i, at den første agent satte den tiltalte i forbindelse med en anden agent, som kunne skaffe den tiltalte et våben.

    De mødtes på en parkeringsplads i København, hvor han blev anholdt efter at have fået overdraget en pistol og ammunition.

  12. Metallica spiller dobbeltkoncert i Parken om halvandet år

    Metallica spillede i New York tidligere i år. Om halvandet år kan man se dem i Parken i København- (Foto: © CAITLIN OCHS, Ritzau Scanpix)

    Hvis du gerne vil opleve det amerikanske metalband Metallica i Parken, er der god mulighed for at spare op til billetten.

    Det legendariske band, der har danske Lars Ulrich som trommeslager, kommer og spiller to koncerter på nationalstadionet fredag den 14. og søndag den 16. juni 2024 som en del af deres M72-verdensturné, der løber over to år.

    Det er en del af turné-konceptet, at bandet spiller to aftener i alle de byer, som de besøger, og det bliver to forskellige sætlister, altså ingen gentagelser af numrene.

    Todagesbilletterne kan købes fra 2. december, men hvis man kun vil i Parken den ene af dagene, må man vente til 20. januar 2023.

    Hvis man er hardcore Metallica-fan og bare ikke kan vente til 2024, kan man overveje at tage til Göteborg eller Hamborg, hvor bandet spiller i maj og juni næste år.

  13. Jyske Bank afventer politiets vurdering af hvidvasksag

    Finanstilsynet har politianmeldt Jyske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven på baggrund af tre forhold, der blev konstateret ved to hvidvaskinspektioner tilbage i efteråret 2021.

    Den ene inspektion blev foretaget i en afdeling "med ansvar for afviklingsportefølje af kunder med boliglån i Sydeuropa", mens den anden var en undersøgelse af bankens private banking-kunder primært i udlandet.

    - Jyske Bank afventer nu politiets vurdering af sagen og vil samarbejde med politiet om alle forhold, udtaler bankdirektør Peter Schleidt.

    Bankens vurdering er, at der er en begrænset risiko for, man har været udnyttet til hvidvask.

    National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bekræfter, at man i dag har modtaget anmeldelsen.

  14. Ældre mand dræbt på sin bopæl i Odense

    En 70-årig mand er er blevet dræbt på sin bopæl i Odense.

    Det skriver Fyns Politi, der samtidig oplyser, at de har anholdt en 46-årig mand.

    Politiets formodning er, at den dræbte og den mistænkte kendte hinanden, og at drabet er sket på forurettedes bopæl i Odense i de tidlige morgentimer. Den sigtede blev fundet ved bopælen, og han blev anholdt klokken 08.03.

    De pårørende er underrettet.

    Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen tidlig, og Fyns Politi oplyser ikke, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelserne.

  15. Rusland vil overveje at forlade Uefa

    Hvis Rusland forlader Uefa, vil de i stedet være med i det asiatiske forbund. (Foto: © DIDOR SADULLOEV, Ritzau Scanpix)

    Ruslands Fodboldforbund overvejer at forlade Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og tilslutte sig den asiatiske pendant.

    Det fortæller præsidenten for forbundet, Alexander Dyukov, til nyhedsbureauet Tass.

    - Vi vil overveje denne problemstilling på det næste bestyrelsesmøde.

    - Jeg er usikker på, om vi træffer en endelig beslutning, men situationen er nødt til at blive drøftet, siger Dyukov.

    Uefa suspenderede i februar Rusland på ubestemt tid, efter at landet invaderede Ukraine.

    Suspensionen betyder, at hverken Ruslands landshold eller russiske klubhold for tiden kan deltage i Uefas turneringer.

    - Uefa betragter os stadigvæk som et medlem af den europæiske familie, siger han.

    Det russiske forbund har endnu ikke forhørt sig om en mulig optagelse hos Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) i respekt for det nuværende medlemskab i Uefa.

    Siden udelukkelsen har Ruslands fodboldlandshold spillet venskabskampe mod Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan.

    /ritzau/

  16. Kvinde skal i fængsel for voldtægt af hjælpeløs mand

    Vestre Landsret har idømt en 31-årig kvinde et år og to måneders fængsel for "voldtægt ved samleje og andet seksuelt forhold" mod en 25-årig mand.

    Dermed stadfæster landsretten Retten i Holstebros dom fra maj, skriver Statsadvokaten i Viborg på Twitter.

    Sagen blev i maj beskrevet som den første sag mod en kvinde for voldtægt efter de nye regler om samtykke.

    Ifølge anklageren havde kvinden oralsex og samleje med en mandlig logerende, som var så skæv af stoffer, at han var helt ude af stand til at sige fra, skriver Ritzau.

    Manden boede hos kvinden og hendes mand.

    Ifølge kvindens forklaring havde hun og den logerende haft sex nogle gange med hinanden uden hendes mands vidende.

    Akten er blevet filmet af kvinden, hvilket har indgået som bevismateriale.

  17. Finanstilsynet politianmelder Jyske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven

    Jyske Bank har haft væsentlige mangler i sin hvidvaskkontrol.

    Det gælder blandt andet de vigtige kundekendskabsprocedurer for en række kunder.

    Det er et grundlæggende princip i hvidvasklovgivningen, at virksomheden skal kende sine kunder.

    Derfor politianmelder Finanstilsynet nu Jyske Bank for overtrædelse af hvidvaskloven. Det skriver tilsynet i en pressemeddelelse.

    Politianmeldelsen er foretaget på baggrund af flere hvidvaskinspektioner sidste år i bankens Keyplan Mortgage- og Private Banking-afdelinger.

    Keyplan Mortgage-afdelingen står blandt andet for at låne penge ud til boliger i Sydeuropa.

    Finanstilsynet skriver også, at banken i flere tilfælde ikke havde foretaget undersøgelse af mistænkelige transaktioner i Keyplan Mortgage-afdelingen.

    I en skriftlig kommentar til DR Nyheder skriver Jyske Bank, at dens vurdering er, at der er en begrænset risiko for, at banken har været udnyttet til hvidvask, og at banken har et godt billede af kunderne og midlernes oprindelse.

    - Jyske Bank afventer nu politiets vurdering af sagen. Vi vil samarbejde med politiet om alle forhold i sagen, og så håber vi på en hurtig afgørelse, udtaler bankdirektør Peter Schleidt, Jyske Bank.

  18. Hurtigere afleveringer skal sende Danmark videre ved VM

    Kasper Hjulmand har ryggen mod muren inden sidste gruppekamp ved VM. (Foto: © Natalia Kolesnikova, Ritzau Scanpix)

    Der har ikke været mange overraskelser ved det australske hold her til VM, hvis man spørger den danske landstræner, Kasper Hjulmand.

    - Den analyse, vi lavede af Australien før VM, matcher det, vi har set fra dem til VM. De har en utrolig fightervilje, og man kan se, at de spiller med stor dedikation og store følelser, siger han.

    Og det er en god start for det danske hold, der er tvunget til at vinde, hvis de vil videre til ottendedelsfinalen.

    Det gør Danmark bedst ved at undgå for meget fysisk fight med de stærke australiere, lyder vurderingen. De skal i stedet spille hurtigt med masser af afleveringer, som er noget, man sjældent ser ved de australske spillere.

    - Det er meget vigtigt, at vi er os selv, så vi kan få brudt Australien ned. Der er stor forskel på de to holds måde at spille på, og vi synes, at vi har kvaliteten til at slå dem på vores måde.

    Opgøret mellem Danmark og Australien spilles på onsdag klokken 16 dansk tid.

  19. Jakob Ellemann til nye forhandlinger med Mette Frederiksen: 'Nu vil jeg gå ind og opbygge tillid'

    Regeringsforhandlingerne foregår i dag på Marienborg nord for København. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

    Forhandlingerne om at danne en ny regering fortsætter i dag på Marienborg.

    Lige omkring klokken 14 mødte Venstre op til forhandlinger med Socialdemokratiet, og på vej ind sagde Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, at de i dag skal tale om økonomi.

    - Det har vi talt om en del om undervejs. Det er forudsætningen for det hele. Og så kommer vi til at tale om en frihedsreform, altså at frisætte borgerne i vores velfærdssamfund. Vi kommer også til at tale om sundhedsreform, lød det.

    Inden han forsvandt ind bag porten til statsministerens embedsbolig, blev han også spurgt, om hans tillid til Mette Frederiksen er blevet repareret, efter han tidligere - inden valget - har sagt, at han ikke stoler på hende.

    - Tillid er noget, man skal opbygge. Det arbejder vi på, så nu vil jeg gå ind og opbygge tillid og få en drøftelse om økonomien i det her, lød svaret.

    Senere i dag skal SF til forhandlinger på Marienborg. Det sker klokken 18.

  20. Østers forsvinder fra Limfjorden: Nu kappes fiskere om retten til hjertemuslinger

    Hjertemuslingen har fået sit navn, fordi omridset af de to ens skalhalvdele er hjerteformede, når man ser dem fra siden. (Foto: © Dr)

    Østersfiskere vil gerne til at fange hjertemuslinger, efter en parasit har sat en stopper for fangsten af limfjordsøsters.

    Helt siden 2012 har Limfjordsfiskernes Østersforening forsøgt at få del i fiskeriet af hjertemuslinger. Manglen på østers understreger nu behovet, mener østersfiskernes formand, Reinhardt Schmidt.

    - Det ér løsningen, siger han.

    Men fiskeriet af hjertemuslinger er en del af de licenser, som muslingefiskerne har købt og betalt, så den del af fiskeriet afgiver de ikke frivilligt.

    Hjertemuslinger udgør i dag halvdelen af omsætningen for muslingefiskerne.

    - Det giver sig selv, at vi er voldsomt afhængige af det, siger muslingefiskernes formand, Bo Husted Kjeldgaard.

    Striden om hjertemuslingerne har også været taget op i Folketinget, men der er endnu ikke fundet en løsning.

  21. Undersøgelser klarlægger årsagen til brand, hvor 11-årig omkom

    En 11-årig dreng omkom for knap to uger siden under en voldsom brand i en ejendom ved Årsballe på Bornholm.

    Årsagen til branden står nu klar, efter brandteknikkerne foretog undersøgelser af landejendommen, skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

    Ifølge de brandtekniske undersøgelser opstod branden i et inddækket område omkring en brændeovnsindsats, hvor strålevarme har antændt brandbart materiale.

    Moderen pådrog sig et behandlingskrævende kraniebrud under et fald fra altanen.

    Familiens fire-årige dreng blev som den første taget ud af koma og har det efter omstændighederne fint. Den otte-årige søn samt faderen er fortsat i kritisk tilstand, men de beskrives af lægerne som værende stabile.

  22. Storebæltsbroen er lukket for vindfølsomme køretøjer til i aften

    Storebæltsbroen har siden i morges været lukket for vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig vind.

    Forbuddet mod vindfølsomme køretøjer er blevet forlænget og gælder nu frem til klokken 21.00, oplyser Sund & Bælt.

    Blæser det mere end 15 meter i sekundet, er vindfølsomme køretøjer ikke tilladt på Storebæltsbroen.

    Som udgangspunkt er et køretøj vindfølsomt, hvis det har påhæng og ikke er meget tungt lastet.

    Det vil sige biler med trailere, campingvogne eller lastbiler, der ikke har meget tung last. Det er altid op til chaufføren selv at vurdere, om et køretøj er vindfølsomt.

    Ifølge Vejdirektoratets trafikkort blæser det op til 16 meter i sekundet fra sydøst på dele af broen omkring klokken 12.45.

  23. Svensk politibetjent dømt for uagtsomt mandrab

    Det kostede en narkopåvirket mand livet, da en svensk politibetjent sidste år lagde ham ned på maven og pressede sit ben mod hans ryg under en anholdelse.

    Nu er betjenten ved byretten i Stockholm blevet dømt for uagtsomt manddrab, skriver Ritzau.

    Ifølge anklageskriftet blev manden presset mod jorden i "så lang tid, at han døde som følge af kvælning med efterfølgende hjertestop".

    Meget af hændelsen er blevet optaget af et kamera på en lastbil i nærheden.

    - Byretten mener, at det gennem en video, der gengiver store dele af hændelsesforløbet, og en obduktionslæges oplysninger er bevist, at manden døde som følge af kvælning med efterfølgende hjertestop, skriver retten.

  24. Borgere må ikke betale deres gæld: Nu skal Gældsstyrelsen undersøges

    Berlingske har flere gange berettet om borgere, der ikke kan få lov til at betale gæld til det offentlige, selvom de frivilligt forsøger.

    Derfor vil Ombudsmanden nu gå ind i Gældsstyrelsens behandling af sager om frivillig betaling af gæld.

    - Ombudsmanden har fået flere klager fra borgere, ligesom der også har været artikler i medierne om borgere, der ikke har kunnet betale deres gæld til det offentlige, selv om de har forsøgt. Ifølge mediedækningen har det haft konsekvenser for de pågældende borgere at stå registreret som skyldnere i det offentlige system, står der i pressemeddelelsen.

    Det er blandt andet gået ud over Line Keiluweit Nielsen. Hendes gæld på 241 kroner har spændt ben for både hus- og bilkøb i 2020. Hun havde betalt beløbet, men fik pengene retur, fordi gælden ikke var inddrivelsesparat, skriver Berlingske.

  25. Professor: Beijing har en reel frygt for stort corona-udbrud

    De seneste dage har tusinder af kinesere trodset styret i Beijing ved at gå på gaden i protest mod blandt andet landets skrappe coronarestriktioner.

    Magthaverne holder dog fast i den såkaldte nul covid-politik, og det er der to grunde til, siger Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

    Den første forklaring er politisk og handler om, at det kinesiske styre for få uger siden slog fast, at man ikke vil vige.

    - Den anden del er en reel bekymring for, hvad der vil ske, hvis man åbner op, siger Konradsen, der peger på, at op mod 40 procent af de ældre kinesere ikke er vaccineret for nyligt.

    - Så man er selvfølgelig også bekymret for, at der vil være mange dødsfald og et sundhedssystem, der ikke kan klare det.

    Kina har sat sig selv i en meget vanskelig situation, vurderer Flemming Konradsen:

  26. Irans statslige nyhedsbureau vil have USA smidt ud

    Det iranske fodboldforbund har krævet en alvorlig advarsel fra Fifa til USA over at have bragt en redigeret version af det iranske flag på sociale medier.

    Men Irans statslige nyhedsbureau, Tasnim, går lige skridtet videre.

    - Ved at publicere et forvrænget billede af Irans flag på en officiel konto har det amerikanske fodboldforbund overtrådt Fifas regler, hvorfor en straf på 10 kampes udelukkelse er en passende straf, lyder det fra statsmediet ifølge CNN.

    Billedet, Tasnim er utilfredse med, viser det iranske flag uden dets islamiske emblem i midten. Ifølge nyhedsbureauet Reuters skulle det ses som en solidaritetshandling til demonstrationerne mod præstestyret og for kvinderettigheder, der foregår i Iran lige nu.

    Opslaget, hvor symbolet er fjernet fra flaget, er siden taget ned fra Instagram, og et billede af det "korrekte" flag er blevet lagt op. En talsperson fra det amerikanske fodboldforbund har dog fortalt, at "de stadig støtter kvinderne i Iran".

  27. Muse og Nik & Jay er blandt NorthSides første musiknavne

    En sommeraften med en fadøl og høj musik på en grøn græsplæne kan virke lidt langt væk i øjeblikket.

    Ikke desto mindre kan man så småt begynde at drømme sig væk, for den aarhusianske musikfestival Northside har løftet sløret for de første ti kunstnere, man kan opleve til sommer.

    Det bliver 12. gang musikfestivalen afholdes, og her lægger det britiske rockband Muse og The 1975 blandt andet vejen forbi.

    Fra den danske musikscene kan festivalgæsterne synge med til Nik & Jay og Benjamin Hav og Familien.

    NorthSide var aflyst på grund af corona i 2020 og 2021, men vendte tilbage i år. NorthSide afholdes næste år fra 1. til 3. juni.

  28. FC Midtjylland straffes med stor bøde for uroligheder i pokalkamp

    • FC Midtjyllands fans før Pokalkampen mellem Viborg FF og FC Midtjylland i Viborg torsdag den 10. november. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)
    • I samarbejde med politiet har FCM identificeret 20 personer, som alle tildeles straffe i form af karantæner og bøder. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)
    • Flere uromagere har fået karantæne fra fodboldkampene, oplyser FCM. (Foto: © Johnny Pedersen, Ritzau Scanpix)
    1 / 3

    Der blev sat ild til romerlys, skrald og papkrus, da FC Midtjylland og Viborg tørnede sammen til pokalkamp 10. november.

    FC Midtjylland straffes med en bøde på 250.000 kroner for de uroligheder, som en række fans skabte, skriver klubben på sin hjemmeside.

    Samtidig får FCM frataget sit tilskuerafsnit, når holdet 20. februar spiller mod Viborg på udebane i Superligaen.

    - Vi anerkender og accepterer den straf, som Disciplinærinstansen har afsagt, og tager samtidig skarp afstand fra de enkelte individer, som skader klubben og ødelægger fodboldoplevelsen for de mange, siger marketing- og supportdirektør i FCM, Preben Rokkjær.

    Urolighederne opstod på tribunen efter slutfløjt, da FCM havde tabt 1-3, og fortsatte efterfølgende uden for stadion.

  29. Politiet og Forsvaret holder øvelse i København: Borgere vil kunne høre helikoptere og skud

    Borgere omkring Amagerværket i København kan senere i dag komme til at høre lyden af skud og se helikoptere i luften.

    Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

    - I dag mellem kl. 14.00 og 21.00 gennemfører politiet og Forsvaret en fælles øvelse ved Amagerværket. Der vil være helikoptere i luften, og der vil muligvis også kunne høres skud, lyder det.

  30. Europol slår til mod omfattende europæisk narkokartel - 49 anholdt

    En af de helt store aktører på det europæiske kokainmarked er blevet væltet i en omfattende politiaktion i seks forskellige lande.

    49 personer, der mistænkt for at være en del af et europæisk narkokartel, er blevet anholdt i en række koordinerede aktioner.

    Det oplyser politisamarbejdet Europol i en pressemeddelelse.

    Europol siger, at de personer, de har anholdt, var en del af et "superkartel", som var involveret i narkotikasmugling og hvidvaskning af penge.

    Over 30 ton narkotika blev beslaglagt i aktionen. Det omfattende kartel kontrollerer angiveligt en tredjedel af kokainhandlen i Europa.

    Aktionerne er blevet gennemført mellem 8. og 19. november i fire europæiske lande og De Forenede Arabiske Emirater.

  31. Odense letbane har været på skinnerne i et halvt år

    I dag er det præcis et halvt år siden, at Letbanen i Odense blev indviet, og den har haft sine startvanskeligheder.

    Ud over støjklager og sløje passagertal har letbanen mere end 500 gange været tæt på at køre ind i enten en fodgænger, en cyklist eller en bil.

    Det giver gennemsnitligt 90 hændelser om måneden.

    Selv om det er et højt tal, så mener Thomas Brændstrup, direktør for firmaet Keolis, der står for driften af letbanen, at det går den rigtige vej.

    - Hvor det indledningsvist lå rimelig højt, så er vi i dag på niveau med andre letbaner rundt omkring i verden, siger han.

    Odense Letbane er nummer to af sin slags i Danmark.

  32. Kina: Anholdt BBC-journalist identificerede sig ikke

    En journalist fra BBC blev i går anholdt af kinesisk politi, da han dækkede en demonstration i Shanghai mod myndighedernes coronaforanstaltninger.

    - BBC er ekstremt bekymret over behandlingen af vores journalist, Ed Lawrence, som blev anholdt og lagt i håndjern, mens han dækkede protesterne i Shanghai, har BBC skrevet i en erklæring, delt på Twitter.

    Ifølge det kinesiske udenrigsministerium identficerede Ed Lawerence sig dog ikke som medlem af pressen, skriver Reuters.

    Ministeriets talsmand, Zhao Lijian, sagde, at man havde noteret sig BBC's erklæring om hændelsen, men ministeriet hævder, at det ikke afspejlede, hvad der skete.

    Screendump fra Twitter.
  33. Iran klager over USA til Fifa

    Det iranske fodboldforbund har indsendt en klage til Fifa over det amerikanske hold.

    På sociale medier har det amerikanske hold vist billeder af det iranske flag uden dets islamiske emblem i midten. Ifølge nyhedsbureauet Reuters skulle det ses som en solidaritetshandling til demonstrationerne mod præstestyret og for kvinderettigheder, der foregår i Iran lige nu.

    Men man fjerner ikke bare lige det islamiske symbol fra flaget, mener det iransk fodboldforbund.

    - I en uprofessionel handling fjernede det amerikanske fodboldforbunds Instagram-side Allah-symbolet fra det iranske flag.

    - Det iranske fodboldforbund har sendt en e-mail til Fifa for at kræve en alvorlig advarsel til det amerikanske forbund, skriver det iranske statslige nyhedsbureau, IRNA, ifølge BBC.

    Opslaget, hvor symbolet er fjernet fra flaget, er siden taget ned fra Instagram igen, og et billede af det "korrekte" flag er blevet lagt op. En talsperson fra det amerikanske fodboldforbund har dog fortalt, at "de stadig støtter kvinderne i Iran".

    JEWEL SAMAD/AFP/RITZAU SCANPIX
  34. Bob Dylan undskylder for at bruge maskine til at signere ny bog

    Sanger og sangskriver Bob Dylan har sagt undskyld til sine fans for at have signeret 900 eksemplarer af sin nye bog med en maskine.

    Fans kunne købe en personligt signeret udgave af bogen 'Philosophy Of Modern Song' for 600 dollar, men så begyndte flere fans på sociale medier at sammenligne Dylans signatur og konstaterede, at de var lige lovlig identiske.

    Det skriver Washington Post.

    Dylan forklarer i et opslag på Facebook, at han førhen altid har signeret sine udgivelser med en almindelig kuglepen, men fordi han lider af svimmelhed, blev opgaven for meget for ham.

    Desuden var det heller ikke muligt at mødes med forlagets ansatte for at få hjælp til hele processen på grund af coronapandemien, lyder det fra ham.

    Fansene får nu deres penge tilbage, oplyser forlaget bag bogen.

  35. 30-årig læge tiltalt for endnu en krænkelse

    Sagen mod en 30-årig læge, der er tiltalt for at have krænket to kvindelige patienter seksuelt og have krænket en tredje kvindes blufærdighed, vokser.

    Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 30-årige nu også er tiltalt for at have krænket en fjerde kvindelig patients blufærdighed.

    Ifølge tillægsanklageskriftet foregik episoden den 20. januar i år på Regionshospitalet Viborg, hvor lægen under en undersøgelse krænkede kvindens blufærdighed ved at befamle hende.

    Den 30-årige har frivilligt ladet sin varetægtsfængsling løbe, frem til der er faldet dom i sagen. Retsmøderne er berammet ved retten i Aarhus til den 13., 14., 20., og 21. december 2022.

Mere fra dr.dk