Mens meget tyder på, at Hollywoods manuskriptforfattere har landet en aftale om løn- og arbejdsvilkår efter en 146 dage lang strejke, har skuespillerne fortsat nedlagt arbejdet.
Deres fagforening Screen Actors Guild-American Federation of Television and Radio Artists vil gerne forhandle med arbejdsgiverne, "så snart de er parate til at engagere sig i vores forslag på en meningsfuld måde", skriver foreningen på X.
Samtidig lykønsker foreningen manuskriptforfatterne og hylder deres indsats.
- Vi bifalder jeres dedikation, flid og urokkelige solidaritet gennem de seneste fem måneder og er stolte af at stå skulder ved skulder med jer som kreative partnere i underholdningsindustrien, står der i et opslag på det sociale medie X.
Da skuespillerne fortsat strejker, vil det være tv-shows uden skuespillere, som i første omgang vender tilbage. Det er ifølge BBC blandt andet shows med værter som Jimmy Kimmel, Jimmy Fallon, Stephen Colbert og Seth Meyers.