Kraftig vind forårsaget af stormen Darragh er skyld i, at flere hundrede fly til og fra Amsterdams internationale lufthavn, Schiphol, i dag er blevet aflyst, mens andre afgange bliver forsinket.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- På grund af kraftig vind forventer vi, at færre fly lander og letter i dag, fredag den 6. december, lyder det fra lufthavnen, som opfordrer passagerer til at være opmærksomme på ændringerne.
Schiphol er en af Europas travleste lufthavne. Den forbinder både Europa og sender fly ud til resten af verden.
Sidste år fløj flere end 61 millioner passagerer til, fra eller via Schiphol.