Mere end halvdelen af brystkræftpatienterne i Region Hovedstaden bliver ikke udredt og behandlet til tiden.
På hospitalerne i regionen er det to år siden, de sidst levede op til de mål, de selv har sat for, hvor hurtigt det skal gå.
41 procent af brystkræftpatienterne i Region Hovedstaden blev i november udredt og behandlet inden for regionens standarder for forløbstider - regionens målsætning er 85 procent.
Forløbstider er en rettesnor for behandlingsforløbet, som regionerne stræber efter at opnå. For eksempel skal patienter med mistanke om brystkræft til første udredning seks dage efter første henvisning fra lægen.
Det skal siges, at tallene ser lidt bedre ud, end de har gjort siden foråret, men der er stadig bekymrende mange, som ikke bliver behandlet til tiden, mener Kræftens Bekæmpelse.
Heller ikke formanden for regionens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt, er tilfreds.
- Vi skal overholde tiderne, det er ikke til diskussion.