Seneste nyt
20. maj kl. 12:15

Hver femte ældre med demens får stadig kritiseret medicin

Flere fagpersoner peger på alvorlige bivirkninger som blodpropper, hjerteforstyrrelser og endda død ved brug af antipsykotisk medicin.

Men trods en national målsætning om at skære kraftigt ned indløste hver femte ældre borger med demens i løbet af 2021 mindst én recept netop det.

Det svarer til cirka 7.800 personer.

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som er blevet offentliggjort fredag.

- Siden det ikke er lykkedes at nedbringe brugen, så er der et stort stykke arbejde foran os, siger hun, Mette Keis Jepsen, der er afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, i en pressemeddelelse.

Brugen af den antipsykotiske medicin blandt ældre har været stort set uændret siden 2014.

Seneste nyt

  1. I dag kl. 15:36

    Alle alvorligt sårede efter skyderiet ved Field's meldes nu uden for livsfare

    Alle fire personer, der søndag blev alvorligt såret i forbindelse med skyderi i Field's, er uden for livsfare.

    Det oplyser Region Hovedstaden til DR. De understreger samtidig, at der er tale om et øjebliksbillede.

    - Det kan oplyses, at de fire patienter, som blev indlagt på grund af skud i forbindelse med hændelsen i Fields, nu alle er i stabil tilstand. Det betyder, at den ene patient på Rigshospitalet, som i går var i kritisk tilstand, nu også er stabil, oplyser Region Hovedstaden.

    - Patienternes tilstand er fortsat et øjebliksbillede. Tre af patienterne er indlagt på Rigshospitalet, og én patient er indlagt på Herlev Hospital.

  2. 29 min. siden

    Det laveste ansøgertal i ti år: Knap 80.000 har søgt ind på en videregående uddannelse

    Med hjertebanken kan tusindvis nu sidde og vente på svar på, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen via kvote 1, efter fristen udløb ved frokosttid.

    Det samlede antal ansøgere på både kvote 1 og 2 er i år 79.737. Men det er det laveste ansøgertal i ti år, skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

    - Det samlede ansøgertal er lavere end de senere år, da rekordmange unge søgte og blev optaget på en videregående uddannelse under pandemien i 2020 og 2021, lyder det i meddelelsen.

    I år har der desuden været 4.000 færre pladser på engelsksprogede uddannelser som følge af en politisk aftale.

    Tallet er ti procent lavere end 2019, året før corona lammede verden.

    Rettelse: Tidligere kunne det læses, som om der kun var tale om kvote 1, men der er tale om både 1 og 2.

  3. 30 min. siden

    Cort slår rekord og fortsætter i Tour-prikker

    Danske Magnus Cort kørte fra franske Anthony Perez og vandt kampen om den ottende kategoriserede stigning ved dagens etape i Tour de France. (Foto: GUILLAUME HORCAJUELO © Ritzau Scanpix)

    Den danske cykelrytter Magnus Cort har i dagens Tour de France-etape vundet den ottende kategoriserede stigning og sætter dermed rekord efter også at have vundet de foregående syv.

    Det skriver Tour de France på Twitter.

    Danskeren snupper dermed Federico Bahamontés' 64 år gamle rekord, da han som den første nogensinde vinder løbets otte første kategoriserede stigninger og overgår Bahamontés' syv.

    Samtidig betyder Corts flotte resultat, at EF-rytteren som minimum også vil være i den prikkede bjergtrøje i det franske løbs femte og sjette etape, da det danske forspring er for suverænt til at blive overgået over de to næste dage.

  4. 51 min. siden

    Mand forsøgte at dræbe sovende 78-årig kvinde – nu er han varetægtsfængslet

    En ældre kvinde lå og sov i sit hjem i Lyngby sent mandag eftermiddag, da en 42-årig mand pludselig brød ind og forsøgte at kvæle hende.

    Det vides ikke, hvordan der blev slået alarm om overfaldet, men sikkert er det, at politiet pågreb manden sidst på eftermiddagen samme dag.

    Det skriver Ritzau.

    I dag blev manden så stillet for en dommer under et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby, og her var beviserne mod manden så tunge, at retten valgte at varetægtsfængsle manden i fire uger.

    Den 42-årige sættes dog ikke bag tremmer i en almindelig arrest. I stedet fængsles han på en retspsykiatrisk afdeling.

  5. I dag kl. 16:09

    Mette Frederiksen afviser at kommentere hård kritik fra Folketinget

    Statsminister Mette Frederiksen (S) har i dag fået en hård kritik fra Folketinget for sin rolle i minksagen.

    - Statsministeren har i forløbet optrådt meget kritisabelt, står der blandt andet i kritikken, som et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale står bag.

    Men selv ønsker Mette Frederiksen ikke at kommentere kritikken. Det oplyser Statsministeriet til DR Nyheder.

    Tidligere fødevareminister Mogens Jensen har også fået en næse. Men han vil heller ikke sige noget. Han henviser til et Facebook-opslag, han skrev, da rapporten kom i sidste uge.

    Her skriver han blandt andet:

    - Hele denne meget beklagelige sag må også ses som det, den var: en nødvendig krisehåndtering under ekstremt vanskelige vilkår. Der blev begået kritisable fejl, men det var på ingen måde intentionen eller forsætligt.

  6. I dag kl. 15:59

    Analytiker: Iskold taktik fra Socialdemokratiet

    - Er der én ting, Socialdemokratiet drømmer om, så er det at få lukket mink-sagen så hurtigt som muligt.

    Det er DR's politiske analytiker Pia Gluds analyse efter dagens melding om en næse til statsministeren, hvor Socialdemokratiet er med i flertallet bag kritikken.

    - Men det er også iskold taktik. Ved at gå sammen med støttepartierne om udformningen af næsens størrelse, kan de netop afslutte det forløb, som de borgerlige partier havde håbet at kunne trække i langdrag, siger Pia Glud.

    - Så må Rasmus Stoklund leve med at lyde som komiske Ali, når han svarer på – eller rettere ikke svarer på - om han mener, at Mette Frederiksen har optrådt meget kritisabelt. Det bliver en imponerende udgave af øvelsen "at gå på to ben" – eller at tale med to tunger, som kritikerne nok vil kalde det, fastslår hun.

  7. I dag kl. 15:57

    Rullepølse tilbagekaldt efter fund af listeria

    Du skal ikke sætte tænderne i rullepølse fra Tulip Pålækker, hvis du har den liggende i køleskabet. Alle produkter med bedst før-dato 27. juli bliver nemlig tilbagekaldt efter fund af listeria.

    Produktet er blevet solgt hos Coop, Salling Group, Dagrofa og på Nemlig.com og Intervare.

    Tilbagekaldelsen sker efter en prøve, hvor der er altså var fundet bakterien listeria.

    Bakterien kan forårsage diarré og influenzalignende symptomer, hvis man indtager den.

    Den trives særligt godt i rå eller let forarbejdede fødevarer, som har overskredet sidste salgsdato.

    Især ældre, gravide eller personer med nedsat immunforsvar er i fare for at blive særligt syge af bakterien.

  8. I dag kl. 15:31

    Dansk tilslutning til Finlands og Sveriges Nato-medlemskab afleveret i USA

    Den danske ambassadør i Washington D.C. har nu afleveret de formelle papirer i det amerikanske udenrigsministerium, som bekræfter, at Danmark ønsker, at Sverige og Finland bliver optaget i Nato.

    Dermed har Danmark som et af de første lande helt formelt tilsluttet sig aftalen om finsk og svensk medlemskab, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

    I sidste uge gik den officielle optagelsesproces i gang, og som en del af optagelsesprocessen skal alle Nato-lande formelt tilslutte sig aftalen ved aflevere deres godkendelsespapirer ved det amerikanske udenrigsministerium.

  9. I dag kl. 15:09

    Flere oliefelter lukker under norsk strejke

    Tre norske oliefelter i Nordsøen lukkes midlertidigt som følge af en strejke blandt arbejderne. Strejken vil medføre, at der skrues ned for den norske olie- og gasproduktion.

    Det oplyser energiselskabet Equinor, skriver NRK.

    Det sker på et tidspunkt med høje olie- og gaspriser, og hvor især naturgasforsyningen til Europa er presset på grund af en reducering af forsyninger fra Rusland.

    Udviklingen har været medvirkende til de højeste gaspriser i Europa i fire måneder i dag, skriver nyhedsbureauet dpa ifølge Ritzau.

    Det er felterne Gudrun, Oseberg Syd og Oseberg Øst, som nu må lukke.

    I morgen tages yderligere felter ud af drift, hvis strejken fortsætter. Det vil betyde en reduktion af landets gasproduktion med 292.000 tønder olieækvivalenter om dagen, svarende til 13 procent af den norske produktion, oplyser en brancheorganisation til NRK.

    Offshorearbejderne kræver højere lønninger som kompensation for inflationen.

  10. I dag kl. 14:29

    Kronprinsen og prins Christian deltager i mindehøjtidelighed ved Field's i aften

    De dræbte efter søndagens skyderi i Field's mindes med lys og blomster i Ørestad i København. Tre personer blev dræbt, og fire andre blev såret. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    Kronprins Frederik og prins Christian deltager i aften ved mindehøjtideligheden foran storcentret Field's i København.

    Også statsminister Mette Frederiksen (S) og Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), deltager, og de holder begge tale ved arrangementet, som begynder klokken 20.00.

    Koret Ungklang og sangeren Andreas Odbjerg optræder med sange.

    Københavns Politi forventer mange mennesker og opfordrer folk til enten at cykle til Field's eller tage metroen, fordi vejen omkring centeret er afspærret.

    Har du ikke selv mulighed for at deltage, kan du følge med direkte på DR1 eller DRTV fra klokken 19.50.

  11. I dag kl. 14:18

    To kontorchefer slipper for disciplinærsager i Støjberg-sag

    Udlændinge- og Integrationsministeriet har besluttet ikke at rejse disciplinære sager mod embedsmændene Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert i Støjberg-sagen.

    Jesper Gori var kontorchef i Udlændinge- og Integrationsministeriet. I dag arbejder han som juridisk rådgiver samme sted.

    Ditte Kruse Dankert arbejder fortsat som kontorchef i Udlændingestyrelsen.

    Instrukskommissionen mente i sin beretning, at Jesper Gori blandt andet havde medvirket til at give "urigtige oplysninger" til Folketinget og Ombudsmanden om sagen.

    For kritikken af Ditte Kruse Dankert er det centralt, at hun ikke sagde klart nok fra over for sine overordnede i Udlændingestyrelsen.

    Hun gjorde dog "bestræbelser på at bringe den ulovlige tilstand til ophør", men kommissionen mente alligevel, at hun kunne drages til ansvar.

  12. I dag kl. 14:06

    Mørkøv om Tourens Field's-markering: 'Det er flot'

    Tourens danskere og den gule trøje samlet forrest, inden 4. etape skydes i gang. (Foto: GONZALO FUENTES © Ritzau Scanpix)

    Før starten på tirsdagens 4. etape blev ofrene for skyderiet søndag i butikscentret Field's i København mindet med et minuts klapsalver.

    Og den gestus satte cykelrytteren Michael Mørkøv (Quick-Step) pris på, fortalte han kort inden starten.

    - Det er flot, at Tour de France vil markere den ulykke, der er sket hjemme i Danmark. Det er jeg stolt over, at vores sport gør, sagde Mørkøv.

    Forrest i feltet til markeringen var de ti danske Tour-ryttere. Heriblandt Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma), Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech), Mads Pedersen (Trek) og Magnus Cort (EF) i den prikkede bjergtrøje.

    De første meldinger om skud kom til politiet klokken 17.35 søndag. Det var kort tid efter, at Dylan Groenewegen (BikeExchange) havde vundet 3. etape, der sluttede i Sønderborg, i en massespurt.

    /ritzau/

  13. I dag kl. 14:05

    Udflyttet uddannelse starter med fuldt hus

    Det bliver med alle pladser fyldt, når den nye bioanalytikeruddannelse i Hjørring begynder for første gang efter sommerferien.

    Uddannelsen starter med fuldt optag til september, og forventningen er, at pladserne også er fyldt op til vinterstart i februar, oplyser Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på Professionshøjskolen UCN.

    Klokken 12 i dag lukkede vinduet for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. Her viste tallene for bioanalytikeruddannelsen, at 100 havde uddannelsen som første prioritet.

    87 af ansøgerne vil gerne ind allerede efter sommerferien, men der er kun 30 pladser.

  14. I dag kl. 13:54

    100 personer har kontaktet nordjysk kriselinje oprettet efter skyderi

    På ét døgn har Region Nordjylland fået omkring 100 henvendelser fra berørte nordjyder, efter skyderiet i Field's søndag aften, det skriver regionen på Twitter.

    Regionen valgte i går at oprette en kriselinje for nordjyder, der var til stede i og omkring Field's og for pårørende til personer, som har lidt skade.

    Kriselinjen har været benyttet i stor stil, og man er stadig velkommen til at ringe, fortæller Jan Mainz, direktør for Kvalitet og Patientsikkerhed i Psykiatrien i Region Nordjylland.

    - Når man kontakter os, så bliver man i løbet af dagen kontaktet af enten en sygeplejerske, en psykolog eller læge, siger han.

    Kriselinjen kan kontaktes på telefon 97 64 30 00.

    Opdateret 14.41: Antallet af henvendelser er steget siden udgivelse, og artiklen er blevet opdateret med de nyeste tal fra Region Nordjylland.

  15. I dag kl. 13:37

    Field's skal nu evaluere, om sikkerhedsprocedurer blev fulgt under søndagens skyderi

    Field's talsperson, Stine Rysgaard, fortæller, at centerledelsen stadig er meget påvirket og berørt af skyderiet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

    Shoppingcenteret Field's evaluerer sine procedurer og beredskabsplan, før indkøbscenteret kan komme med nærmere detaljer efter søndagens skyderi i centeret.

    Det siger talsperson for Field's, Stine Rysgaard, på et pressemøde.

    - Det er for tidligt at drage nogle konklusioner, men meget tyder på, at vores procedurer er blevet fulgt. Det har til en vis grad været medvirkende til, at Københavns Politi pågreb den sigtede 13 minutter efter, de blev alarmeret, siger hun.

    Hun understreger, at kundernes sikkerhed har høj prioritet, og at skyderiet giver andledning til at evaluere hændelsen for at se på, om shoppingcenteret skal lave ændringer eller yderligere sikkerhedstiltag.

    De ansatte hos Field's har endnu ikke haft mulighed for at komme ind i bygningen, da politiet fortsat undersøger stedet.

    - Vores førsteprioritet har været at hjælpe politiet og give medarbejderne professionel hjælp, siger Stine Rysgaard.

  16. I dag kl. 12:33

    SAS' konkursbeskyttelse får ikke piloter til at give sig

    Piloterne i SAS Pilot Group kommer ikke til at bidrage med yderligere indrømmelser end dem, der blev givet i de forhandlinger, som i går brød sammen, fordi SAS nu har søgt om konkursbeskyttelse.

    Det siger formand for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, til Ritzau.

    Han giver dog udtryk for, at han ser forhandlingerne med SAS i andet lys tirsdag:

    - Der var en agenda. Vi forstod ikke, hvad der foregik. Når jeg i dag ser pressemeddelelsen og ser, at SAS har søgt om konkursbeskyttelse i chapter 11, så forstår jeg det hele bedre.

    - Jeg tror, at man har haft brug for en, der kunne tage skylden. Vi får skylden for konflikten nu. Jeg føler virkelig, at jeg bare har været en brik i et spil, siger han.

  17. I dag kl. 12:30

    Novo Nordisk vil betale rejse og logi for amerikanske kvinder, der skal have en abort

    Medicinalselskabet Novo Nordisk vil give økonomisk støtte til ansatte i USA, der er nødt til at krydse en delstatsgrænse for at få en abort.

    Det oplyser selskabet i en skriftlig kommentar ifølge Ritzau.

    Novo Nordisk betaler for rejse og logi 'for personer, der ønsker en abort, og i den forbindelse er nødt til at foretage en længere rejse'.

    Og det gælder både alle medarbejdere og medlemmer af medarbejdernes husstand.

    USA's højesteret omstødte for nylig en afgørelse, der gav amerikanske kvinder ret til abort, så det nu er op til USA's 50 delstater selv at bestemme abortlovgivningen.

    - Vores medarbejderes sundhed og velbefindende har afgørende betydning for Novo Nordisk, og vi ønsker at sikre, at de har lige adgang til lægehjælp og sundhedsydelser, skriver Novo i kommentaren.

    Novo Nordisk har cirka 6000 medarbejdere fordelt på lokaliteter i syv delstater i USA.

  18. I dag kl. 12:23

    Nærmest ingen er mødt op til krisehjælp i Amagerhallen i dag

    Igen i dag er der åbent i Amagerhallen for krisehjælp til dem, der er berørt af skudepisoden i Field’s i København søndag aften.

    I går blev 456 mennesker hjulpet, men i dag var kun syv mennesker mødt op i de to første åbningstimer, fortæller Line Duelund, der er centerchef på psykiatrisk center i København.

    - Vi må tolke det som om, at det store behov var i går, siger hun.

    Det er muligt at få krisehjælp i Amagerhallen frem til klokken 16.

  19. I dag kl. 12:16

    DR sender mindehøjtidelighed fra Field's

    De dræbte efter søndagens skyderi i Field's mindes med lys og blomster i Ørestad i København. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

    I aften er der mindehøjtidelighed foran Field's shoppingcenter i København, og har du ikke mulighed for at deltage, kan du følge med direkte på DR1 og DRTV fra klokken 19.50.

    Der vil være taler fra blandt andre statsministeren, ligesom der vil være musik og et minuts stilhed for ofrene.

    Der vil være musik ved koret Ungklang, og Andreas Odbjerg spiller et nummer til sidst.

    - Det grusomme skyderi giver ingen mening. Men hvis det alligevel skal give mening, skal vi stå sammen og i flok vise hinanden og alle, der ser med, at vi fortsat insisterer på retten til vores åbne samfund, sagde overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) i går.

    En 17-årig dreng, en 17-årig pige og en 46-årig mand blev dræbt i skyderiet. Fire personer blev desuden ramt af skud.

  20. I dag kl. 12:04

    Brandmænd får nemmere ved at få anerkendt kræft som arbejdsskade

    I fremtiden kan det blive nemmere for brandfolk at søge erstatning, hvis de bliver kræftsyge.

    Det er en konsekvens af, at en ny udredning fra verdenssundhedsorganisationen WHO påpeger, at brandfolk har en større risiko for visse kræfttyper end tidligere antaget.

    - Det er rart, at man har fundet ud af, at der er nogle risici forbundet med vores arbejde, og at man har anerkendt, at det kan være en arbejdsskade, siger Per Jakobsen, der er tillidsmand hos Nordvestjyllands Brandvæsen.

    Den nye forskning skal nu vurderes i Erhvervssygdomsudvalget, der også skal finde ud af kriterierne for erstatning. Udvalgets medlemmer er fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, arbejdsgivere og fagbevægelsen.

    Brandmænd har øget risiko for mindst to kræftformer - blærekræft og lungekræft.

  21. I dag kl. 11:18

    Tørke hærger den nordlige del af Italien

    Grundet tørke har Italien erklæret undtagelsestilstand i de fem nordlige regioner; Emilia-Romagna, Friuli Venezia Giulia, Lombardiet, Piemonte og Veneto.

    De fem regioner ligger alle omkring floden Po, og det er særligt den manglende nedbør i vinteren og foråret samt de usædvanligt høje temperaturer denne sommer, der har gjort, at vandreserverne er ved at være tømt.

    Det betyder blandt andet, at landmænd omkring Po beretter om, at havvandet er begyndt at sive ind i floden, så deres afgrøder langs floden bliver ødelagt.

    (Foto: DR vejret)

    De fem regioner har derfor fået et beløb svarende til 275 millioner kroner af den italienske stat, som de kan bruge til at komme igennem de tørre tider.

    Mandag besøgte den italienske premierminister, Mario Draghi, bjergkæden Dolomitterne, fordi en gletsjer var kollapset i varmen, inden den havde startet en lavine, som mange mennesker blev fanget i.

    • Tørken har fat i Norditalien. (Foto: Guglielmo Mangiapane © Ritzau Scanpix)
    • Tørken har fat i Norditalien. (Foto: Guglielmo Mangiapane © Ritzau Scanpix)
    1 / 2
  22. I dag kl. 10:54

    Biograf-ansat blandt de skuddræbte i Field's: Alle Nordisk Film Biografer holder lukket i dag

    En medarbejder hos Nordisk Film Biografer mistede livet i søndagens skudangreb i indkøbscentret Field's i København.

    Det oplyser Nordisk Film Biografer i et opslag på Facebook.

    Selskabet bekræfter over for DR, at familien til den dræbte har givet tilladelse til opslaget.

    - Vi er dybt berørte, og vores tanker og medfølelse går til de pårørende, skriver Casper Bonavent, direktør i Nordisk Film Biografer.

    Nordisk Film Biografer har en biograf i Field's, hvor en mand sent søndag eftermiddag pludselig begyndte at skyde omkring sig.

    Tre personer blev dræbt, mens fire blev alvorligt såret af skud.

    Kollegerne til den dræbte får hjælp til at håndtere krisen, lyder det i Facebook-opslaget.

    Derudover holder Nordisk Film Biografer lukket i dag, tirsdag. Field's er foreløbig lukket frem til 11. juli ligesom resten af centret.

    Alle ofre for skyderiet er beskyttet af et navneforbud.

    Derfor kan DR ikke omtale den dræbtes stilling og alder yderligere.

  23. I dag kl. 10:24

    Formodede vestafrikanske narkokonger bytter 16 års fængsel til en frifindelse

    Højesteret i det vestafrikanske land Guinea-Bissau har omstødt dommene for to formodede narkokonger, der i første omgang var blevet dømt til 16 års fængsel.

    Braima Seidi Ba og den columbianske statsborger Ricardo Ariza Monje havde fået dommen efter landets største narkofangst nogensinde, da der i 2020 blev fundet 1,8 tons kokain gemt i melposer.

    Men landets Højesteret mente altså ikke, at der var tilstrækkelige beviser til at opretholde dommene mod de to, der tidligere er blevet udpeget som hovedmændene bag smuglingen af den store mængde narko.

    Ti andre personer fik til gengæld deres dom på mellem fire og ti år stadfæstet.

    Tidligere er Guinea-Bissau blevet døbt 'en narkostat' af FN, fordi højstående militære og politiske ledere er involveret i narkohandlen i landet, skriver Reuters.

  24. I dag kl. 10:03

    Frankrig henter 51 personer hjem fra Syrien

    35 børn og 16 mødre er blevet hentet hjem til Frankrig fra flygtningelejre i den nordøstlige del af Syrien.

    Det oplyser Frankrigs udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

    FN's kontor for menneskerettigheder sagde i sidste måned, at der siden 2011 er blevet dræbt 306,887 civile under konflikten i Syrien.

  25. I dag kl. 10:01

    Mette Frederiksen og Mogens Jensen får næser i minksagen

    Statsminister Mette Frederiksen (S) får en næse af et flertal i Folketinget. Det samme får tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) for håndteringen af aflivningen af mink under coronapandemien i vinteren 2020.

    Det er netop blevet besluttet på et møde i Folketingets Granskningsudvalg.

    Næserne er vedtaget af et flertal bestående af Enhedslisten, De Radikale, SF og Socialdemokratiet selv.

    Desuden er der en mindretalsudtalelse fra blå blok, som Frie Grønne har tilsluttet sig.

    Minkkommissionen kom i sidste uge med sin beretning, der indeholdt voldsom kritik af blandt andre Mette Frederiksen og Mogens Jensen. Desuden var der også markant kritik af en lang række embedsmænd.

  26. I dag kl. 09:52

    Touren mindes ofrene fra Field's før tirsdagens etape

    (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

    Tour de France-feltet vil forud for tirsdagens 4. etape mindes ofrene for skyderiet i Field's søndag med et minuts klapsalver.

    Det oplyser Tour de France-arrangøren, ASO, i en besked til de akkrediterede journalister til løbet.

    Forrest i feltet vil de 10 danske ryttere stå forrest på en linje, lyder det videre.

    Tre personer blev dræbt under skyderiet i butikscenteret i København. En 22-årig etnisk dansk mand er anholdt og sigtet i sagen.

    Det var blot elleve minutter efter, Dylan Groenewegen (BikeExchange) kørte først over stregen i Sønderborg på 3. etape, at politiet modtog anmeldelser om skud i Field's.

    /ritzau/

  27. I dag kl. 09:47

    Analytiker om SAS' konkursbeskyttelse: SAS vil reparere motoren, mens de kører videre

    Manøvren skal forhindre, at kreditorer pludselig kan kræve at få sit tilgodehavende eller erklære selskabet konkurs.

    Ifølge SAS sker trækket for at kunne gennemføre den spareplan i milliardklassen, som ledelsen mener kan være nøglen til at blive mere konkurrencedygtig.

    - Vi skal gøre meget mere og gøre det hurtigere, sagde SAS' bestyrelsesformand, Carsten Dilling, på et pressemøde her til morgen.

    Ansøgningen kommer dagen efter, at en stor gruppe SAS-piloter gik i strejke. Selvom konkursbeskyttelsen ifølge topledelsen ikke sker som konsekvens af strejken, gør strejken udfordringer endnu vanskeligere, sagde Carsten Dilling.

    Ledelsen opfordrede derfor på pressemødet piloterne til at vende tilbage til arbejdet og hjælpe flyselskabet med at gennemføre besparelserne.

    Ifølge Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker og aktieanalysechef hos Sydbank, vil en konkursbeskyttelse gøre, at SAS kan 'reparere motoren på bussen, mens den stadig kører', som han formulerer det.

    SAS ønsker ifølge ham at få omkostningerne og gælden ned og så få nye penge i selskabet. SAS har da også i sin ansøgning bedt om at få lov til at fortsætte sin drift og dermed også lønudbetalinger.

    - For mig at se er det kreditoren, der ender med at må sluge de største kameler. Hvor meget medarbejderne og deres vilkår kommer i spil i sådan en proces er lidt mere usikkert, siger Jacob Pedersen til Ritzau.

  28. I dag kl. 09:16

    Skuffelse efter nul michelinstjerner til Nordjylland

    Her blev det nemlig ikke til én eneste stjerne, selvom flere madelskere havde forudset, at turen nu også var kommet til det nordjyske.

    Blandt andre Bent Christensen, som er redaktør på Den Danske Spiseguide, der er udgivet siden 1978. Han havde blandt andet peget på en håndfuld restauranter i Aalborg.

    - Der er så mange nordjyske restauranter, der efter vores mening står til at kunne tage en stjerne. Vi spiser på mange restauranter – også de udenlandske michelinrestauranter – og niveauet er der efter vores mening i Nordjylland.

  29. I dag kl. 08:20

    SAS søger om konkursbeskyttelse i USA

    SAS kører butikken videre, men konkursbeskyttelsen skal sikre, at ledelsens spareplan i milliardklassen nemmere kan gennemføres, sagde tophef Anko van der Werff, (tv.) og bestyrelsesformand Carsten Dilling på et pressemøde i dag. (Foto: 12060 Lars Schröder /TT © Ritzau Scanpix)

    SAS har afleveret en ansøgning om konkursbeskyttelse ved en domstol i USA.

    Det oplyser det kriseramte selskab i en pressemeddelelse.

    SAS har ansøgt om at indlede det, der hedder en chapter 11-sag.

    I grove træk betyder det ifølge Ritzau, at SAS har bedt en domstol om at sætte sig for bordenden i forhandlinger med kreditorer i selskabet.

    Samtidig bliver selskabet beskyttet mod kreditorer, der kunne finde på at kræve at få sit tilgodehavende eller erklære selskabet konkurs.

    Processen ventes at tage 9-12 måneder og er et træk besluttet af SAS' bestyrelse på et bestyrelsesmøde her til morgen.

    Det fortæller SAS' danske bestyrelsesformand, Carsten Dilling, på et pressemøde i Stockholm.

    - SAS fortsætter med at operere som sædvanlig. Det her er en velgennemtænkt beslutning, siger han.

    - Mange små og store flyselskaber har med succes benyttet sig af det her. Vi er nået frem til, at konkursbeskyttelse er det bedste alternativ, siger bestyrelsesformanden.

    Ifølge ham er ansøgningen om konkursbeskyttelse ikke lavet på grund af den igangværende pilotstejke. Det er en strategi, som længe har været planlagt. Han erkender dog, at strejken gør selskabets udfordringer endnu sværere.

    Artiklen er opdateret med kommentar fra SAS.

  30. I dag kl. 08:10

    I dag er Tour de France nået til Frankrig

    Efter tre dage på de danske landeveje og en enkelt hviledag er Tour de France-feltet i dag klar til at trille videre fra den franske by Dunkerque, der blandt andet er kendt for et stort slag i 1940, hvor de britiske og allierede styrker kæmpede mod nazisterne.

    Videre fra den historiske by kører Tour de France-rytterne mod målet i havnebyen Calais.

    Forinden skal der tilbagelægges 171 kilometer med små stigninger undervejs.

    Alligevel kan der vente en spektakulær etape, vurderer DR Sportens Tour de France-ekspert, Brian Nygaard.

    - Det bliver en kombination af angrebslyst, sprinterhold, som gerne vil holde sammen på feltet, og klassementsfolk, der vil minimere risikoen for at tabe tid. Det kan nogle gange være recepten på styrt, så jeg tror, at det bliver en urolig etape, siger han.

    Du kan læse en større optakt til 4. etape af Tour de France her.

    Årets første tre etaper blev kørt i Danmark. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)
  31. I dag kl. 07:56

    Chiles præsident har fået udkast til ny grundlov i hænderne

    En grundlov svøbt i en moderne, lilla farve. Her i hænderne på Chiles præsident, Gabriel Boric. (Foto: Javier Torres © Ritzau Scanpix)

    Chiles præsident, Gabriel Boric, fik mandag overrakt udkastet til en ny grundlov i det sydamerikanske land.

    Loven skal efter planen erstatte landets tidligere grundlov, der blev indført af militærdiktaturet for 41 år siden.

    Det kræver, at størstedelen af det chilenske folk vender tommelfingeren opad, når de skal ind i stemmeboksen 4. september.

    Mere end 75 procent af befolkningen i Chile stemte for to år siden ja til, at der skulle udarbejdes en ny grundlov.

    Siden er stemningen vendt, og i øjeblikket viser en meningsmåling, at et flertal vil sige nej tak til den nye grundlov, fordi der er opstået skepsis omkring grundlovskommissionens arbejde, skriver Washington Post.

  32. I dag kl. 07:42

    Dødsdømt brite appellerer dom i Donetsk

    Den ene af de to briter, der er blevet idømt dødsstraf for "aktiviteter som lejesoldat" og terrorisme ved en domstol i prorussiske Donetsk i det østlige Ukraine, har appelleret sin dom.

    Det skriver The Guardian.

    Den 28-årige brite blev sammen med sin landsmand, en 48-årig mand, og en marokkansk statsborger tilfangetaget i byen Mariupol i det sydlige Ukraine, da russiske styrker tog kontrollen med byen i april. De kæmpede alle tre for den ukrainske hær.

    De tre mænd er alle blevet idømt dødsstraf af domstolen i Donetsk, som ikke er internationalt anerkendt.

  33. I dag kl. 07:32

    Deadline er klokken 12.00: Sidste frist for at søge ind på drømmestudiet er i dag

    Hvis du vil søge om optagelse på en videregående uddannelse, er det i dag klokken 12 sidste chance for at få sendt en ansøgning afsted.

    I år er det muligt at søge ind på syv nye uddannelser, der er åbnet udenfor landets fire største studiebyer.

    Det er for eksempel nu muligt at uddanne sig til bioanalytiker i Hjørring, jordemoder i Slagelse eller radiograf i Næstved.

    Uddannelses- og Forskningsministeriet oplyser til DR, at de regner med, at der frem mod 2030 kommer 32 nye uddannelsesudbud uden for de fire største studiebyer.

  34. I dag kl. 07:21

    Udvalg i minksag mødes i dag: Næse på vej til statsministeren

    Folketinget kan allerede i dag tage det første skridt til at formulere den kritik, der vil ramme statsminister Mette Frederiksen (S) i minksagen.

    Da Minkkommissionen fremlagde sin rapport torsdag i sidste uge lød det ellers, at de kritiserede ministre nu ville få 30 dage til at afgive et høringssvar, før det kunne komme på tale at udtale kritik.

    Men det har de kritiserede ministre, heriblandt statsminister Mette Frederiksen, ikke ønsket.

    DR Nyheder har talt med en række kilder omkring forløbet, og det ligger klart, at et flertal vil udtale kritik af Mette Frederiksen. En kritik fra et udvalg i Folketinget er det, der populært sagt også kaldes en næse. Formuleringerne i kritikken er afgørende for, hvor stor næsen bliver.

    Flertallet kommer til at bestå af både regeringen og dens støttepartier. Socialdemokratiet vil altså tilslutte sig kritikken.

    De borgerlige partier arbejder på en mindretalsudtalelse, hvor kritikken vil være skarpere.

  35. I dag kl. 07:15

    Guvernør: Rusland retter blikket mod Donetsk

    Russerne har i den seneste måned taget kontrol med byen Lysytjansk, hvor kraftig røg fra et angreb her ses, og fortrængt ukrainske styrker fra området. (Foto: AnatoliI Stepanov © Ritzau Scanpix)

    De russiske styrker i Donbas vil nu rette deres kræfter mod byer i Donetsk, efter de i weekenden fortrængte de sidste ukrainske styrker fra nabo-regionen Luhansk og tog kontrollen.

    Det mener guvernøren i Luhansk, Serhaj Haidaij.

    - Tabet af Luhansk er smertefuldt, fordi det er Ukraines territorium. For mig personligt, er det her specielt. Det er mit hjemland, hvor jeg er født, og jeg er også regionens leder, siger han til Reuters.

    - De russiske styrker vil ikke flytte 100 procent af deres tropper til en ny front, fordi skal holde linjerne. Hvis de forlader deres positioner, så kan vores styrker udføre en form for modoffensiv.

    - Men målet for dem er stadig Donetsk. Slovjansk og Bakhmut vil komme under angreb, Bakhmut bliver allerede hårdt ramt, siger han.

  36. I dag kl. 07:01

    Mindst syv personer er blevet dræbt af en lavine i Italien

    En lavine har dræbt mindst syv mennesker i Italien, mens yderligere otte er kommet til skade. Det skriver BBC.

    Flere frygtes dog omkommet, da redningsholdet har været nødt til at indstille deres eftersøgning af savnede på grund af dårligt vejr.

    Lavinen opstod, da en gletsjer kollapsede i de italienske alper. Noget, der 'uden tvivl skyldes klimaforandringerne', siger den italienske premierminister, Mario Draghi.

  37. I dag kl. 06:49

    Strejkekaos: Her er dagens danske SAS-aflysninger

    Ifølge SAS vil 200-250 flyvninger og 20.000-30.000 passagerer blive berørt, hver dag konflikten varer. (Foto: 11950 Ali Lorestani/TT © Ritzau Scanpix)

    Passagerer til Oslo, Malaga og Firenze må tirsdag gå forgæves til gaten.

    Det er ikke lykkedes SAS og flyselskabets piloter at nå til enighed omkring forhandlingsbordet, og derfor er knap 1.000 piloter gået i strejke.

    Lige nu ser aflysninger ud til at ramme 35 afgange fra Københavns Lufthavn frem mod midnat.

    Det viser en optælling, som DR Nyheder har lavet ud fra informationer på SAS' hjemmeside.

    Jyske SAS-afgange fra Aalborg, Aarhus og Billund ser ikke ud til at være ramt, da flyene på disse afgange drives af Xfly og derfor ikke er omfattet af strejken i SAS.

    Omvendt står 33 SAS-fly med planlagt ankomst til København lige nu til at være aflyst frem mod midnat.

  38. I dag kl. 06:37

    Mindehøjtidelighed ved Field's påvirker trafikken

    Klokken 20 afholdes der en mindehøjtidelighed på Ørestads Boulevard ved Field's.

    Derfor er vejen allerede nu spærret for kørende trafik mellem Arne Jacobsens Alle og Hannemanns Alle, skriver Københavns Politi på Twitter.

    Der bliver igen åbnet for trafik til midnat.

  39. I dag kl. 06:04

    50.000 er blevet bedt om at tage hjemmefra i Australien efter voldsom regn

    Selv de bedste gummistøvler må i øjeblikket give fortabt med den mængde af nedbør, der er faldet i Australiens største by, Sydney.

    På fire dage er der nogle steder kommet så meget regn, som der ellers plejer at komme på otte måneder.

    Det har ført til massive oversvømmelser, og derfor har den australske regering opfordret 50.000 mennesker til at lade sig evakuere.

    • Sydney ligner næsten Venedig i øjeblikket. (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)
    • Sydney ligner næsten Venedig i øjeblikket. (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)
    • Sydney ligner næsten Venedig i øjeblikket. (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)
    • Sydney ligner næsten Venedig i øjeblikket. (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)
    • Sydney ligner næsten Venedig i øjeblikket. (Foto: Loren Elliott © Ritzau Scanpix)
    • Sydney ligner næsten Venedig i øjeblikket. (Foto: Saeed Khan © Ritzau Scanpix)
    1 / 6
  40. I dag kl. 05:34

    Politiet anholder formodet gerningsmand efter skyderi i Chicago

    Politiet i Chicago har anholdt en 22-årig mand, efter seks personer mandag blev dræbt i et skyderi, hvor yderligere 38 blev såret.

    I første omgang forsøgte den formodede gerningsmand at køre fra politiet, men efter en kort biljagt overgav han sig, skriver Ritzau.

    Manden blev efterlyst, efter der fra et tag var blevet skudt mod en parade på USA's nationaldag i millionbyen.

  41. I går kl. 23:50

    Ukraine vil have sikkerhedsgarantier for eksport af korn

    Ukraine er lige nu i gang med at sikre, at de skibe, der fragter korn til eksportmarkeder fra ukrainske havne, kan gøre det trygt.

    Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

    - Samtaler er i gang mellem Tyrkiet, FN og vores repræsentanter med ansvar for sikkerheden af den korn, der forlader vores havne, siger Zelenskyj, ifølge Reuters.

    Korn fra Ukraine bliver hovedsageligt transporteret via Sortehavet, og Ukraine, der er blandt verdens førende eksportører af korn, beskylder Rusland for at lægge hindringer i vejen for de ukrainske fragtskibe.

    Før den russiske invasion i slutningen af februar plejede Ukraine at afskibe over 50 procent af landets korneksport fra Odesa, der er Ukraines største eksporthavn i Sortehavet.

    - Det er en meget vigtig ting, at nogen garanterer sikkerheden for skibe fra dette eller andre lande. Bortset fra Rusland, som vi ikke stoler på. Vi har derfor behov for sikkerhed for de skibe, der kommer hertil for at laste (korn, red.), siger Zelenskyj.

  42. I går kl. 23:49

    Paul Haggis er ikke længere i husarrest efter anklager om groft seksuelt overgreb

    Den oscarbelønnede canadiske filminstruktør Paul Haggis har siden den 19. juni siddet i husarrest på et hotelværelse i Italien efter anklager om groft seksuelt overgreb, der skulle have fundet sted over flere dage.

    Nu må han dog forlade suiten, mens anklagerne beslutter, om der skal rejses sag mod ham. Det har en italiensk dommer netop besluttet, skriver AP.

    Paul Haggis blev anholdt i juli i Italien, efter en britisk kvinde anklagede ham for at have sex uden samtykke under et besøg ved en kunstfestival i byen Ostuni.

    Gennem sin advokat har Paul Haggis i forbindelse med den første høring i sagen fortalt, at han er "fuldstændig uskyldig", og at alt, som er foregået mellem ham og den britiske kvinde, har været med samtykke.

    Paul Haggis vandt i 2006 en Oscar for bedste manuskript til filmen 'Crash', som han også instruerede. Han har også skrevet manuskript til 'Million Dollar Baby' og James Bond-filmen 'Casino Royale'.

  43. I går kl. 23:28

    Canada afsætter 107 milliarder kroner for at rette op på voldsomt svigt af børn

    Den canadiske regering har netop underskrevet en aftale på 107 milliarder kroner for at kompensere børn og familier fra landets oprindelige befolkning, der er blevet svigtet af systemet.

    Det skriver AP.

    Samtidig har en sammenslutning af den oprindelige befolkning kaldet The Assembly of First Nations, godkendt den.

    - Parterne er blevet enige om en aftale om afvikling af erstatningskrav for at imødekomme de familier og mennesker, der har lidt enormt under diskrimination og et systematisk racistisk barnevelfærdssystem, siger Patty Hajdu, der er de indfødtes serviceminister.

    Tal fra 2016 viser, at mindre end otte procent af de canadiske børn under 15 år er såkaldt indfødte, mens lidt over halvdelen af alle børn i landet, som er hos plejefamilier, er indfødte.

    Aftalen skal stadig godkendes af det den canadiske menneskerettighedsdomstol og den føderale domstol, før den træder i kraft.

  44. I går kl. 23:10

    Saudi-Arabien får for første gang en kvinde som vicegeneralsekretær

    For få år siden måtte de ikke køre bil i landet, men nu har de fået to ledende stillinger i den saudiarabiske regering.

    For Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, er lige nu i gang med at gøre statsapparatet mindre mandsdomineret, og derfor har han nu udpeget to kvinder til ledende stillinger.

    Det skriver Bloomberg.

    Shihana Alazzaz er blevet udnævnt til landets første vicegeneralsekretær, i landets ministerråd, mens prinsesse Haifa bint Mohammed Al Saud har fået titlen som viceminister for turisme.

    Ifølge Bloomberg fjerner Saudi-Arabien løbende restriktioner for kvinder i landet som en del af regeringens plan om at få flere lokale til at arbejde i den private sektor.

  45. I går kl. 22:45

    De kom, de så, de åd: Joey 'Chestnut' spise igen flest hotdogs

    En hotdog skal ikke nydes, den skal bare ned. I hvert fald hvis du som Joey 'Chestnut' deltager i Nathan's Hot Dog Eating Contest. (Foto: YUKI IWAMURA © Ritzau Scanpix)

    Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Joey 'Chestnut' satte verdensrekord i år. Det gjorde han dog sidste år ved at spise 76 hotdogs.

    De fleste af os kan nok genkende lysten til en hotdog, når vi går forbi en af landets pølsevogne, og duften derfra rammer vores næsebor.

    Men de færreste har nok lyst til at kværne 63 styks på 10 minutter.

    Det var ikke desto mindre det, den mandlige vinder af 2022-udgaven af Nathan's Hot Dog Eating Contest, der som navnet antyder handler om at spise hotdogs, gjorde.

    Konkurrencen finder sted hvert år på USA's uafhængighedsdag den 4. juli, hvor sultne og håbefulde deltagere i New York siden 1916 har dystet i at fortære flest pølser.

    Og i år blev der sat rekord hos både kvinder og mænd.

    Miki Sudo vandt således og satte rekord i kvindernes udgave ved at spise 40 hotdogs på 10 minutter.

    Den mandlige vinder, som går under navnet Joey 'Chestnut' var dog endnu mere sulten. Han spiste 63 hotdogs - et stykke fra den verdensrekord han satte sidste år, hvor han spiste 76 hotdogs.

    • Det er dem, det hele handler om. Pølserne. (Foto: YUKI IWAMURA © Ritzau Scanpix)
    • Der gik ikke lang tid, før Miki Sudo (th) havde lagt sig i spidsen i kvindernes tunering. (Foto: YUKI IWAMURA © Ritzau Scanpix)
    • 63 hotdogs på 10 minutter giver lidt sved på panden - og der venter nok også lidt af en tur på toilettet. (Foto: KENA BETANCUR © Ritzau Scanpix)
    • Den forsvarende mester Michelle Lesco kunne intet stille op i år, selvom hun prøvede. (Foto: YUKI IWAMURA © Ritzau Scanpix)
    • Mon ikke Joey 'Chestnut' slutter nattens fejring af med en tur forbi pølsevognen på vej hjem. (Foto: KENA BETANCUR © Ritzau Scanpix)
    1 / 5
  46. I går kl. 22:18

    Nadal slår hollandsk aspirant og er videre i Wimbledon

    Rafael Nadal er godt spillende på Wimbledons græs og er nu blandt de sidste otte i turneringen. (Foto: GLYN KIRK © Ritzau Scanpix)

    Den spanske tennisgigant Rafael Nadal er tilbage på Wimbledons anlæg for første gang siden 2019. Og det er med succes.

    Mandag spillede han sig frem til kvartfinalerne med stor overbevisning, da den ellers formstærke hollænder Botic van de Zandschulp blev slået sikkert med cifrene 6-4, 6-2, 7-6.

    Mellem 2006 og 2011 var Nadal i finalen fem gange, mens en skade forhindrede ham i at stille til start i 2009. Siden fulgte en række magre år på græsset, inden han i både 2018 og 2019 nåede frem til semifinalerne.

    I 2020 førte coronapandemien til aflysning af Wimbledon, mens en skade holdt Nadal væk sidste år.

    Nadal er historiens mest vindende herrespiller i grand slam-sammenhæng med 22 titler. Tre sejre mere i årets Wimbledon vil give ham den 23. titel.

    I kvartfinalen venter dog hård modstand i skikkelse af amerikaneren Taylor Fritz, som tidligere i år besejrede Nadal i finalen i Indian Wells.

    /ritzau/

  47. I går kl. 22:15

    Undervandsdroner fanget – kan ikke længere sejle med narko

    Droner kan efterhånden bruges til meget. Åbenbart også til at smugle narkotika under vandet.

    Det fortæller spansk politi, der i dag har beslaglagt tre undervandsdroner, som er i stand til at transportere store mængder af stoffer fra Marokko til Spanien.

    En bande på i alt otte personer, som menes at have fremstillet dronerne, er i samme ombæring blevet anholdt, skriver AFP.

    - De tre droner, hvoraf en praktisk talt var færdigbygget, mens de to andre var ved at blive konstrueret, skulle have været givet til franske narkotikasmuglere, som ville smugle store mængder af kokain, står der i pressemeddelelsen fra politiet.

    Hver af de tre droner kunne medbringe 200 kilo narkotika, og de spanske myndigheder siger, at det er første gang, at sådanne fartøjer er blevet beslaglagt.

  48. I går kl. 22:02

    Dansk Atletik vælger ny bestyrelse efter mistillidserklæring

    På et ekstraordinært årsmøde i weekenden fandt Dansk Atletik frem til sin nye bestyrelse.

    Christina Schnohr fra Københavns IF er ny formand, mens Simone Frandsen fra Holte IF tager sig af tjansen som næstformand. Det skriver Dansk Atiletik på sin hjemmeside.

    Udskiftningen sker på baggrund af en mistillidserklæring fra 31 atletikklubber til de ni tidligere bestyrelsesmedllemer. Mistilliden bundede blandt andet i utilfredshed med den forhenværende formand Bent Jensens tidligere udmelding om en truende konkurs på trods af, at forbundet efter et overskud i 2021 ikke længere har en negativ egenkapital.

    Den nye direktør, Christina Schnohr, har da også et godt arbedsmiljø som et af sine øverste punkter på dagsordenen.

    - Jeg vil stå i spidsen for en bestyrelse, der først og fremmest fremstår med åbenhed, fordi jeg tror på, at det fremmer troværdigheden, uanset om man træffer beslutninger, som er i modstrid med alles interesser, siger hun til Dansk Atletiks hjemmeside.

    Thomas Vang Christensen fra FIF Hillerød bliver økonomiansvarlig for Dansk Atletik.

  49. I går kl. 21:22

    Britisk oppositionsleder: 'Vi skal ikke tilbage i EU'

    Lederen af oppositionen i Storbritannien, Labours leder, Keir Starmer, udelukker, at Storbritannien nogensinde genindtræder i EU. I stedet har han præsenteret en plan til at tackle problemer med brexit.

    - Vi skal ikke tilbage i EU. Vi skal ikke tilbage i det indre marked, toldunionen eller arbejdskraftens fri bevægelighed, siger Keir Starmer til Sky News.

    - Det er bedre, at vi bevæger os fremad og ikke tilbage. Vi genåbner ikke de områder. Jeg har udelukket det tre gange i dette interview.

    Labours 'Fempunkts-plan' adresserer blandt andet Nordirland-protokollen og handelsbarrierer, mens der også er tiltag for britisk industri, sikkerheder og investeringer.

  50. I går kl. 21:05

    Tilbageværende SAS-personale bliver overfuset: 'Vi har allerede set folk knække'

    Mange ferieklare danskere står i en ærgerlig situation, efter 1.000 SAS-piloter har påbegyndt en strejke, der i dag har resulteret i en stribe af aflysninger.

    Det er op til en masse ansatte ved check-in og ved telefonerne, der skal hjælpe folk med klager og ombookninger, at løse problemerne.

    Men de bliver mødt af overfusninger og grimt sprog.

    - Jeg kan sagtens forstå, at folk er frustrerede, men der er grænser for, hvad ansatte kan stå model til, siger Henrik Meiner, fællestillidsmand HK Luftfart SAS, der organiserer mange af de ansatte i frontlinjen.

    - Vi har allerede set folk knække under det her pres.

    - Det er ikke os, der er i strejke, men det er os, som tager imod kunder. Vi vil hjertens gerne hjælpe, men vi vil også gerne behandles ordentligt.

Mere fra dr.dk