Hvert hospital og afdeling for sig.
Det har været forståelsen nogle steder i Region Midtjylland, og det er en af forklaringerne på, hvordan problemerne kunne vokse sig så store på den meget omtalte mave- og tarmkirurgiske afdeling på Aarhus Universitetshospital.
Det konkluderer en netop offentliggjort analyse af det forløb, som DR har afdækket, hvor over 300 kræftpatienter har ventet for længe på operationer på afdelingen.
Stærke "enhedsidentiteter" på både afdelings- og hospitalsniveau gør, at samarbejdet på tværs af hospitalerne i regionen ikke er optimalt, konkluderer rapporten. Derfor får man ikke udnyttet kapaciteten i hele regionen optimalt, hvis én afdeling er i bekneb.
Det skal der rettes op på, lyder det fra koncerndirektør i Region Midtjylland, Poul Michaelsen.
- Det skal være tydeligt for alle, hvordan vi ønsker og forventer at hospitalerne samarbejder, udtaler han i en pressemeddelelse.
Analysen er lavet af konsulentbureauet Implement og bestilt af Region Midtjylland.