Seneste nyt

Indien passerer 20 millioner corona-smittede

  • Indien passerer 20 millioner corona-smittede

    20 millioner indere er nu i alt registreret smittet med corona siden pandemiets start sidste forår. Det står klart, efter at Indien for 12. dag i træk kunne registrere mere end 300.000 smittede per døgn.

    Indien gennemlever lige nu en voldsom anden bølge af coronavirusset, hvis fart og voldsomhed har sat landets hospitaler og krematorier under hårdt pres.

    Men der er - måske - et spinkelt håb forude. I hvert fald er smittetallene faldet i tre dage i træk, siden de toppede på over 400.000 den 30. april. Det er dog stadig tidligt, og tendensen kan kun fortsætte med en vedholdende indsats på både delstats- og distriktsniveau, lyder det fra landets sundhedsministerium.

    Seneste Nyt

  • Liechtensteins prins beskyldes for ulovligt at have skudt en af ​​Europas største bjørne

    Den rumænske bjørn Arthur er her fotograferet, mens den endnu var i live. (Foto: AGENT GREEN / HANDOUT © Scanpix)

    Liechtensteins prins har bragt sig selv i myndighedernes søgelys i Rumænien, hvor han beskyldes for at have skudt en af Europas største bjørne, skriver The Guardian.

    Det er den 32-årige prins Emanuel von und zu Liechtenstein, der er nevø af det lille fyrstedømmes regerende prins Hans-Adam II, der beskyldes for at have skudt bjørnen i marts under en jagtekspedition.

    En miljøgruppe siger, at prins Emanuel von und zu Liechtenstein skød bjørnen, som har navnet Arthur, i et beskyttet område.

    De rumænske myndigheder efterforsker sagen, dels fordi prinsen formentlig ikke havde den fornødne licens, og dels fordi nogle af de involverede muligvis ikke har haft våbentilladelse.

  • Bombe fra Anden Verdenskrig skal fjernes fra fodboldbane i Flensborg

    En bombe, som formentlig har ligget der siden Anden Verdenskrig, er fundet under en fodboldbane på Eckener Strasse midt i Flensborg by.

    Det betyder, at et stort område af byen skal evakueres i dag, hvor bomben skal uskadeliggøres.

    I alt skal 16.540 mennesker evakueres i sportshaller, skoler med videre, mens bomberyddere arbejder med bomben. Evakueringen begyndte klokken 9:30, men efter planen kan beboerne vende tilbage sidst på eftermiddagen.

  • Briterne kan fra midten af maj rejse på ferie, men Danmark er ikke blandt de 12 'grønne' lande

    Der bliver lige nu booket sommerferier i stor stil blandt de solhungrende briter. Det sker, efter myndighederne for kort tid siden offentliggjorde en liste over lande, som briterne fra 17. maj har fået grønt lys til at rejse til.

    Det skriver BBC.

    Landenene har tre kategorier - grøn, gul og rød.

    Lige nu har 12 lande et grønt mærkat, som betyder, at der er færrest regler og restriktioner. Det drejer sig om Portugal, Israel, Singapore, Australien, New Zealand, Brunei, Island, Gibraltar, Falklandsøerne, Færøerne samt øerne Det sydlige Georgia, Sankt Helena, som ligger i det sydlige Atlanterhav.

    Danmark er altså ikke på listen.

  • Tre Super League-giganter nægter at give op

    Selvom det første forsøg med at danne en europæisk udbryderliga slog fejl, mener trioen FC Barcelona, Real Madrid og Juventus fortsat, at der er behov for Super League.

    Det skriver klubberne i en erklæring på deres hjemmesider.

    - Vi er fuldt ud klar over de mange forskellige reaktioner, der har været på Super League-initiativet, og vi har behov for at reflektere over nogen af argumenterne og overveje vores tilgang til ligaen.

    - Det vil dog være meget uansvarligt, når vi kender til problemerne i fodboldsektoren - som i første omgang fik os til at annoncere planerne om en Super League - hvis vi ikke arbejdede videre med vores mission om at få bæredygtige og effektive løsninger på nogle af de eksistentielle udfordringer, som truer fodboldindustrien, skriver klubberne blandt andet i erklæringen.

    Efter to døgn med massive fanprotester trak ni af klubberne, der ellers oprindeligt var med i udbrydderligaen, sig ud af projektet. Og det er de tre klubber også skuffede over.

    - Vi er ærgerlige over, at vores venner og medstiftere af Super League-projektet nu befinder sig i den modsatte grøft og har indgået en aftale med Uefa.

    - De grundlæggende problemer, som fik de 12 klubber til at annoncere Super League, er ikke forsvundet, skriver Barcelona, Real Madrid og Juventus.

    Som straf har de ni forhenværende Super League-klubber accepteret at betale en bøde til Uefa, mens der endnu ikke er meldt noget ud om, hvad straffen bliver til de tre klubber, der fortsat vil arbejde videre med udbrydderligaen.

  • EU-landene køber millioner af nye covid-19-doser fra Pfizer/BioNTech

    Efter flere ugers forhandlinger har Europa-Kommission, som forhandler vaccinekontrakter på vegne af EU-landene, nu landet en aftale med Pfizer/BioNTech om at købe yderligere 900 millioner covid-19-doser.

    Det bekræfter kommissionsformand Ursula von der Leyen her til formiddag.

    Doserne skal leveres i løbet af de kommende to år, og de kommer oveni de 600 millioner doser, som medlemslandene allerede har bestilt.

    Udover de 900 millioner doser har medlemslandene mulighed for at købe yderligere 900 millioner doser, hvis det skulle blive nødvendigt.

    Kommissionsformanden understreger på Twitter, at der snart vil blive indgået flere nye kontrakter.

  • Pak soveposen og kom tæt på naturen: Det er 'Nat i Naturen' i hele landet

    I denne weekend inviterer foreninger og organisationer i hele landet danskerne udenfor til en nat i det fri sammen med venner og familie.

    Det er nemlig 'Nat i Naturen' - et arrangement, som blandt andre Det Danske Spejderkorps, Danmarks Naturfredningsforening, Ungdomsringen og Naturstyrelsen står bag.

    Der vil blandt andet være gåture i mørket i statens naturområder over hele landet – fra det brusende Vesterhav ved Nymindegab til den lyse birkeskov Pinseskoven i Naturpark Amager.

    Et af arrangementerne foregår på Ungdomsøen ud for København, hvor 50 gæster i nat har overnattet i shelters og telte.

    - Det har været lidt køligt, men her er masser af soveposer og dyner, fortæller Anne Skamris Holm til DR.

    Men det er et fedt arrangement, som rummer et stort potentiale for mange unge mennesker, siger hun.

  • Dansk delegation har besøgt børnene i fangelejrene i Syrien

    En dansk delegation har i dag forladt det nordøstlige Syrien efter at have besøgt de to lejre, der huser 19 børn og syv kvinder med tilknytning til Danmark.

    Det bekræfter det kurdiske selvstyre over for DR Nyheder.

    Som led i en politisk aftale har delegationen, som har opholdt sig i Syrien siden i mandags, haft til opgave at undersøge, om det er muligt at evakuere de danske børn fra de to fangelejre, al-Hol og al-Roj.

    Delegationen har ifølge DR Nyheders kilder "sandsynligvis" truffet alle fem kvinder med tilknytning til Danmark og deres sammenlagt 10 børn i den mindre al-Roj-lejr, mens man udelukkende besøgte lejrens kontor i den større al-Hol-lejr.

  • Hørsholm Kommune lukker ned efter høje smittetal - også butikker og restauranter skal lukke

    Hørsholm Kommune skal fra i morgen lukke blandt andet butikker og restauranter.

    Det sker som følge af høje smittetal i den nordsjællandske kommune, oplyser Erhvervsministeriet.

    Det betyder, at butikker, restauranter, cafeer og barer, forlystelsesparker, shopping-centre og arkader, liberale serviceerhverv, køreskoler skal lukke fra i morgen den 9. maj.

    Også konferencer og møder i kommunen skal lukkes, mens private arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra.

    Nedlukningen omfatter ikke dagligvarebutikker og butikker, der sælger medicinsk udstyr. Og serveringssteder kan holde åbent for take-away.

    Nedlukningen bliver ophævet, når kommunen i syv dage i træk har en testkorrigeret incidens på under 250 smittede.

  • Granat fundet på vestjysk strand - nu skal Forsvaret sprænge den i luften et sikkert sted

    En granat blev i går fundet på Børsmose Strand i Vestjylland.

    Derfor har Sydjyllands Politi ventet på, at Forsvaret skulle hente granaten, som formodes at være gammel.

    Det er nu sket, og Forsvaret skal efter planen få granaten sprængt et sikkert sted. Det skriver politiet på Twitter.

    Vagtchefen hos Sydjyllands Politi kan dog ikke oplyse om, hvilken type granat, der er tale om, eller hvordan den var endt på stedet.

  • Eksperter: Indisk coronavariant truer ikke genåbningen af Danmark

    Der er ikke nogen grund til at frygte, at den indiske variant af coronavirus kan komme til at true genåbningen af Danmark.

    Det er vurderingen fra både Statens Serum Institut (SSI) og professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan.

    De norske og britiske sundhedsmyndigheder har ellers udtrykt bekymring over den indiske coronavariant.

    Og i Norge advarer myndighederne om, at varianten kan true deres planer om genåbningen af landet.

    Men det er der ikke grund til at frygte herhjemme. Det siger Søren Riis Paludan.

    Han begrunder det med, at andre coronavarianter ikke har sendt smitten ud af kontrol i Danmark.

  • Udbrud med mexicansk virusvariant efter smitte via en nordsjællandsk restaurant

    Der er konstateret udbrud med en ny virus-variant, nemlig B.1.1.519, som er den mest udbredte i Mexico.

    Udbruddet er kædet sammen med en restaurant i Nordsjælland og over 50 personer er i slutningen af april blevet smittet af virusvarianten.

    Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

    Restauranter og cafeer åbnede for både indendørs og udendørs servering den 21. april med krav coronapas.

    Styrelsen for Patientsikkerhed tilføjer, at den mexicanske variant ikke er anderledes i forhold til smitte og respons på vacciner end de øvrige corona-varianter, og at man er i kontakt med de smittede.

  • Kæmpe kinesisk raket, der er ude af kontrol, er på vej tilbage til Jorden

    Raketten Long March 5B ses her den 29. april, da den blev opsendt fra Kina med et modul til en kinesisk rumstation. (Foto: Str © Scanpix)

    En 30 meter lang og 18 ton tung kinesisk rumraket, der er ude af kontrol, ventes at komme ind i Jordens atmosfære i løbet af weekenden.

    Ifølge det amerikanske forsvarsministerium vil det ske omkring midnat dansk tid - plus/minus ni timer.

    Det meste af raketten vil dog brænde op i atmosfæren, oplyser kinesiske myndigheder.

    Man ved endnu ikke, hvor resterne af raketten vil ramme, men det ventes ikke, at dele af den kan ramme Danmark, da dens bane ikke er over Danmark. Det skriver Ritzau.

    Kinas myndigheder maner til ro:

    - Sandsynligheden for, at den gør nogen skade på Jorden, er ekstremt lille, siger en talsmand for Kinas udenrigsministerium.

  • - Det er helt sindssygt, siger Danmarks curling-skipper om OL-billet

    Fredag aften sikrede Danmarks curlingkvinder en plads ved vinter-OL i Beijing næste år, da holdet slog Skotland 9-5 ved VM-turneringen i Canada.

    Siden blev det også til en sejr over Tjekkiet i holdets sidste puljekamp, hvilket var ottende sejr i 13 kampe.

    – Det er helt sindssygt. Det havde jeg ikke troet ville ske igen foreløbigt. Det kan slet ikke beskrives med ord, hvor stolt jeg er af den præstation, siger Danmarks skipper, Madeleine Dupont, til Dansk Curling Forbund.

    OL-kvalifikationen kommer tre år efter, at Team Danmark trak støtten til forbundet.

    Danmarks curlinglandshold, der består af Madeleine og Denise Dupont, Mathilde Halse, Lina Knudsen og My Larsen, er nu gået videre til playoff-delen ved VM.

    Her møder de lørdag USA klokken 17.00 dansk tid i en dyst om en plads i semifinalen.

    Skipper Madeleine Dupont har styret Danmark til OL-kvalifikation. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • Protester mod politiet i Rio de Janeiro efter razzia i favela, hvor 28 døde

    Demonstrationen i Jacarezinho-kvarteret var rettet mod torsdagens politiaktion, som rettighedsgrupper siger er den mest dødbringende af slagsen i den brasilianske millionby. (Foto: MAURO PIMENTEL © Scanpix)

    I Brasilien er der store protester mod politiet, efter at en razzia i en af Rio de Janeiros favelaer i torsdags efterlod 28 mennesker døde - nogle angiveligt dræbt med koldt blod.

    - Stop med at dræbe os, lød det i aftes under en demonstration, hvor hundredvis af mennesker fra det fattige Jacarezinho-kvarter deltog, skriver Ritzau.

    Demonstranterne beskylder betjentene for at have udført en "massakre" under aktionen.

    Politiet har oplyst, at aktionen var rettet mod en narkobande, som rekrutterede børn og teenagere.

    FN har nu opfordret til en tilbundsgående undersøgelse af hændelsen.

  • Bargæster og restauratører overholder regler, selvom bordbestillingskrav er droppet, fortæller politikredse

    Selvom der ikke længere er krav om bordbestilling 30 minutter før, foregik fredag aften ganske fornuftigt ved værtshuse og barer i landets storbyer.

    Det er meldingen til DR Nyheder fra politiet i København, Aarhus og Odense.

    - Det er gået rigtig fint. Vi har et løbende tilsyn med alle de offentlige områder i byen og med vores restauranter og cafeer, og der har ikke været noget af betydning overhovedet, siger vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, Jesper Bangsgaard.

    Hans indtryk er, at både restauratørerne og barejere efterlever reglerne, som betyder, at udskænkningen stopper klokken 22, og gæsterne skal gå klokken 23.

    - Københavnerne er fine til at vise ansvarlighed. Når vi siger, at der er for mange forsamlet, spreder folk sig, siger vicepolitiinspektøren.

  • Tyskland registrerer knap 16.000 nye smittetilfælde

    I løbet af det seneste døgn er antallet af bekræftede tilfælde af coronavirus i Tyskland steget med 15.685 til i alt godt 3,5 millioner under pandemien.

    I samme periode er antallet af coronarelaterede dødsfald steget med 238 til i alt 84.648.

    Det viser tal fra Robert Koch Instituttet tidligt lørdag morgen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

  • Ny vejstribe skal gøre det nemmere at se striberne på motorvejen i regnvejr

    De fleste bilister har nok oplevet, at det kan være sværere at se striberne på vejbanen på motorvejen, når det regner.

    Det kan en nyudviklet vejstribe afhjælpe, fortæller Michael Larsen, der er projektleder ved Vejdirektoratet.

    Det kan øge sikkerheden på vejene, mener han.

    De nye vejstriber er lavet på en måde, så regnens dråber lettere løber væk bort fra dem. Dermed bliver de mere synlige i billygternes skær, forklarer han.

    I løbet af de næste fem til otte år kommer Vejdirektoratet til at udlægge den nyudviklede vejstribe på samtlige danske motorveje.

  • Sol, men lidt byger i dag - og så venter der et par dage med op til 20 grader

    Selvom kalenderen siger maj, har de seneste dage nærmest føltes som efterår, men det bliver der heldigvis snart lavet om på.

    Dagen byder på sol, men også enkelte byger. Og så kommer temperaturen desværre ikke op over 12 grader. I nat kommer der desuden regn. Det skriver DMI.

    Men når vi står op i morgen, ser det til gengæld anderledes end. Der har temperaturen nemlig fået et nøk opad, og vi kan få omkring 20 grader. Og samme sommerlignende temperatur kan vi forvente mandag.

    Både søndag og mandag bliver det dog - ligesom i dag - en blandet landhandel med skyer og byger.

  • Koncerterne er tilbage! For første gang i år kunne Vega i København invitere publikum inden for

    • Et begejstret publikum til Vega 's udvalgte. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Jeuru på scenen. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Der blev drukket fadøl og nydt musik blandt publikum i Vega. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Ydegirl på scenen i Vega, som kan åbne for koncerter med halv kapacitet, som er 500 Personer. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Et siddende publikum i Vega. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Angående Mig under Vegas Udvalgte. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Selvom man sidder ned, kan begejstringen sagtens være stor. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    • Barbro var blandt Vegas Udvalgte. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)
    1 / 8

    Det føles næsten lidt eksotisk at se billeder af koncertgængere på et spillested. Koncerter i Danmark har nemlig været ikkeeksisterende siden før jul.

    Men fra i torsdags blev der atter åbnet for blandt andet koncerter i Danmark, og i går fandt de første musikalske indslag sted på det kendte spillested Vega på Vesterbro i København.

    Der var tale om "Vegas udvalgte", som bød på en række upcoming kunstnere fra den danske musikscene. Deriblandt Ydegirl, Jeuru, Angående Mig og Barbro.

    Publikum i Vega sad ned under koncerterne, som desuden krævede et coronapas for at få adgang.

  • Fraråder læger at vaccinere frivillige med ubrugte vacciner

    Regeringen er på vej med en ordning, så man snart selv kan vælge at få en af de ubrugte vacciner fra AstraZeneca eller Johnson & Johnson.

    Når Sundhedsstyrelsen ikke kan pege på, hvilke særlige risikogrupper, der kan blive ramt af de alvorlige bivirkninger af vaccinerne, kan den enkelte læge heller ikke, siger foreningens formand Camilla Rathcke.

  • Indien registrerer for første gang 4.000 coronadøde på et enkelt døgn

    Sundhedspersonale behandler en coronasmittet patient på intensivafdelingen på et hospital i Moradabad. (Foto: Prakash SINGH © Scanpix)

    For første gang har Indien registreret flere end 4.000 corona-relaterede dødsfald på et enkelt døgn.

    Det oplyser regeringen ifølge AFP.

    De seneste døgn har Indiens daglige coronarelaterede dødstal været på knap 4.000. Samtidig er de daglige smittetal på over 400.000 for tredje dag i træk ifølge AFP.

    Eksperter er dog skeptiske i forhold til, om de officielle indiske tal er retvisende.

    Flere mener, at tallene kan være markant højere, og det ventes, at den seneste virusbølge først topper i slutningen af maj.

  • Der vil ikke være corona i omløb i Storbritannien til august, spår chef for vaccineprogram

    Til august vil der ikke længere være coronavirus i cirkulation i det britiske samfund.

    Sådan lyder den gode nyhed fra Clixe Dix, som er afgående chef for Storbritanniens vaccineprogram.

    - På et tidspunkt i løbet af august vil der ikke være coronavirus i omløb i Storbritannien, siger han til The Daily Telegraph ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge Dix er forventningen, at alle i Storbritannien har fået mindst ét stik inden udgangen af juli.

    - På det tidspunkt vil vi sandsynligvis have beskyttet befolkningen mod alle de varianter, vi kender til, siger han.

  • 59 såret i sammenstød ved stor moské i Jerusalem

    Det er kommet til sammenstød mellem israelsk politi og palæstinensere ved al-Aqsa-moskéen i Jerusalem. (Foto: Ahmad gharabli © Scanpix)

    Mindst 53 palæstinensere og seks israelske politibetjente er blevet såret ved al-Aqsa-moskéen i Jerusalem efter sammenstød mellem unge palæstinensere og det israelske politi.

    Politiet var iført kampuniformen, da palæstinensiske unge begyndte at kaste med sten mod politiet.

    Betjentene svarede igen med gummikugler og såkaldte "stun grenades", der afgiver et stærkt lysskær, der bruges til at blænde og forvirre mål.

    Palæstinenserne havde deltaget i demonstrationer mod de løbende konfiskationer af palæstinensisk ejendom i Østjerusalem.

  • George Floyds drabsmand tiltales for yderligere forbrydelser

    Et føderalt nævningeting i USA har besluttet, at den tidligere politibetjent Derek Chauvin skal tiltales for yderligere forhold i sagen om drabet på den sorte amerikaner George Floyd.

    Ud over drabet vurderer nævningetinget nu også, at der er grundlag for at tiltale Derek Chauvin for at have forbrudt sig mod George Floyds rettigheder som borger.

    Mere specifikt rettigheden til ikke at blive udsat for unødig magtanvendelser fra politiet.

    Han bliver også tiltalt for ikke at have givet Floyd den fornødne lægehjælp.

    Chauvin tiltales også for et forhold under en helt anden episode, da han ifølge nævningetinget i 2017 også lagde tryk på halsen af en 14-årig dreng, han havde anholdt.

  • De danske curlingkvinder sikrer OL-billet

    Det danske kvindelandshold i curling skal repræsentere Danmark ved næste års vinter-OL i Beijing.

    Billetten blev sikret, da Danmark fredag aften vandt den næstsidste kamp i den indledende runde ved VM i Cananda med 9-5 over Skotland. Sejren sender de danske curlingkvinder på i top-6 inden den sidste kamp mod Tjekkiet, som spilles i nat klokken 03.00.

    Alle top-6 hold kvalificerer sig til OL.

    Umiddelbart efter sejren over Skotland fredag aften kunne Det Internationale Curlingforbund dog ikke bekræfte, at top-6-placeringen var i hus. Men efter at have regnet på det, kom man cirka halvanden time senere frem til, at Danmark ikke længere kan ryge ud af top-6 ved VM.

    Danskerne kan ikke nå at slutte i top-2, der giver direkte adgang til semifinalerne, men skal i kamp mod et af de andre top-6-hold om en semifinaleplads.

    Madeleine Dupont kan med de andre curlingkvinder glæde sig over en OL-billet til legene i Beijing i 2022. (Foto: Jeff McIntosh © Scanpix)
  • For første gang nogensinde: Befolkningstallet går tilbage i Californien

    For første gang i historien har den amerikanske delstat Californien oplevet et fald i indbyggertallet. Det sker efter en årrække med kun svag stigning i befolkningstallet.

    I 2020 gik den mest folkerige stat i USA så lidt tilbage, da befolkningstallet blev reduceret med 182.083. Der bor dog fortsat lige under 39,5 millioner mennesker i Californien.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Tilbagegangen forklares blandt andet med en lav fødselsrate, mindre immigration og coronavirus, der var skyld i 51.000 dødsfald i staten i 2020.

  • Flygtet tyr i Aarhus er aflivet af en jæger

    Den tyr, der i eftermiddag brød ud af en indhegning tilknyttet Moesgaard Museum er blevet aflivet af en jæger, fordi det ikke var muligt at komme i nærheden af den, skriver TV2.

    Den 14 måneder gamle ungtyr løb ud i et 600 hektar stort skovområde, så Moesgaard Museum havde først forventet at finde den i løbet af weekenden.

    Tyren blev fundet ude i Sydskoven, siger Sara Heil Jensen, medarbejder hos Moesgaard Museum.

    Tyren havde været bange og stresset, så hver gang den så et menneske eller et dyr flygtede den.

  • Kommission skal se på nedlukning af erhvervslivet i Hørsholm

    Efter behandlingen i Epidemikommissionen skal en eventuel nedlukning forelægges Folketingets Epidemiudvalg, før den kan træde i kraft.

    Nedlukningen vil i givet fald ikke omfatte dagligvarebutikker, takeaway og butikker, hvor der sælges medicinsk udstyr. Desuden kan udvalgsvarebutikker holde åbent for erhvervskunder og click & collect.

    Dagens incidenstal for kommunen ligger på 270 tilfælde pr. 100.000 indbygger, mens grænsen er 250 tilfælde.

    Nedlukningen ophæves, når kommunen syv dage i træk er under grænsen.

  • Misbrug i SOS Børnebyerne er også sket i lande, som danske faddere støtter

    Det er kommet frem i to eksterne undersøgelser hos SOS Børnebyerne, oplyser organisationen.

    Der er fundet flere problematiske forhold i 20 af de 136 lande, som SOS Børnebyerne arbejder i.

    Undersøgelserne afdækker, at organisationen i flere tilfælde ikke har levet op til løftet om at sikre børns beskyttelse.

    I flere tilfælde er whistleblowere ikke blevet taget seriøst, eller også er der lagt låg på kritisable hændelser.

  • Dansk basketkomet har modtaget fornem pris: Årets nye spiller i en af Europas stærkeste ligaer

    Det kører rigtig godt for den danske basketballstjerne Iffe Lundberg, der i februar skiftede fra sin polske klub til en af de største og stærkeste klubber i Europa, russiske CSKA Moskva. Klubben er den næstmest vindende klub i Europas stærkeste liga, Euroleagues, historie.

    Der har han gjort det så godt, at han nu har fået prisen Newcomer of the Year - årets nye spiller - i den hjemlige liga, VTB United League. Ligaen er en sammenslutning af russiske hold samt hold fra Belarus, Estland, Kazakhstan og Polen.

    - Jeg er glad for at modtage denne pris. Du bør give al æren til mine holdkammerater og træner i Polen, selvom jeg spillede nogle kampe for CSKA, fortæller Iffe Lundberg til VTB United Leagues hjemmeside.

    - Jeg har ændret mit mindset til spillet i denne sæson og vist verden, hvad jeg kan. Jeg er glad og taknemmelig for muligheden.

  • Coronademonstranters brug af jødestjerne vækker oprør i Tyskland

    Ved flere demonstrationer mod coronarestriktionerne i Tyskland er deltagere blevet set med en stjerne, der i design ligner de gule jødestjerner, som nazisterne indførte i 1941. I stedet for 'jude' er teksten erstattet med 'ungeimpft', hvilket betyder uvaccineret.

    Felix Klein, der er den tyske forbundsregerings særlige rådgiver for det jødiske liv i Tyskland og for bekæmpelse af antisemitisme, er alt andet end begejstret. Det skriver BBC.

    - Hvis folk sætter den såkaldte jødestjerne på deres tøj ved disse demonstrationer og dermed relativiserer holocaust, så er der dækning lovmæssigt for at skride ind, siger Felix Klein til avisen Tagesspiegel.

  • Uefa uddeler bøde til ni udbryderklubber, mens Juventus, Barcelona og Real Madrid afventer straf

    Ni af de 12 klubber, der var medstiftere af udbryderligaen, European Super League, straffes med bøde af Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

    De ni klubber skal som straf betale fem procent af den indtjening, som klubberne ville få på en sæson med europæisk fodbold. Derudover skal klubberne overholde en række andre tiltag heriblandt at donere 15 millioner euro tilsammen til velgørende fodboldprojekter i Europa og Storbritannien.

    De tre resterende klubber, Juventus, Real Madrid og FC Barcelona, der stadig holder liv i drømmene om en udbryderliga, kan også forvente en straf. Uefa skriver på hjemmesiden, at sagerne omkring de tre klubber bliver sendt videre til Uefas 'disciplinære organer'.

  • Skal Champions League-finalen flyttes til Storbritannien? Briter forbydes indrejse til Tyrkiet

    Den 29. maj skal de to engelske fodboldklubber Manchester City og Chelsea spille Champions League-finale i den tyrkiske by Istanbul. Den største kamp i sæsonen, hvis man er til europæisk klubfodbold.

    Eller det skulle klubberne i hvert fald indtil torsdag, hvor Storbritannien har forbudt rejser til Tyrkiet. Myndighederne mener, at briterne kun bør rejse til Tyrkiet under 'de mest ekstreme omstændigheder'.

    Det skriver Reuters.

    Og selvom de to klubbers spillere har lov til at rejse til Tyrkiet, så betyder forbuddet, at klubbernes mange britiske fans må blive hjemme i stuerne og ikke på stadionet i Istanbul, hvis de vil se kampen.

    Den britiske transportminister, Grant Shapps, er dog åben for, at kampen kan flyttes til Storbritannien.

    - Det her betyder, at fodboldfans ikke bør rejse til Tyrkiet. Fodboldforbundet er i kontakt med Uefa (Det Europæiske Fodboldforbund, red.). Vi er åbne for at være vært for finalen, men i sidste ende er det en beslutning, Uefa skal tage, siger han.

    Uefa har tidligere afvist at flytte kampen.

  • Lyntest gav masser af falske positive svar

    2.170 personer blev i sidste uge testet positive for coronavirus ved hjælp af en lyntest.

    Efterfølgende lod 1.967 af de personer sig PCR-teste samme dag eller dagen efter for at be- eller afkræfte coronasmitten, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

    Hele 811 havde fået et falskt positivt testsvar efter lyntesten. De var altså alligevel ikke smittede.

    Det viser nye tal fra Statens Serum Institut, der fremover vil offentliggøre den type tal hver fredag. Tallene kan studeres her.

  • Der er rift om de danske vacciner blandt de andre EU-lande

    Flere EU-lande har vist interesse for de covid-19-vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, som ikke længere er en del af det danske vaccinationsprogram.

    - Selvfølgelig er der det. Ligesom jeg i de seneste måneder har brugt utrolig lang tid på at se, om jeg kunne købe vacciner af andre, eller på anden vis sikre at der kom flere vacciner til Danmark, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) inden dagens EU-topmøde i Portugal.

    Både Polen og Tjekkiet har tilbudt at købe vaccinerne. Men statsministeren har ikke tænkt sig at sælge nogen, før hun har set, hvor populær den nye tilvalgsordning bliver.

    - Men de vacciner, vi ikke selv kan bruge i Danmark, skal ud at virke andre steder, siger hun.

  • Netværk afsløret i at blande urter og kemikalier i det topdyre krydderi safran

    Spanien har sammen med Europol afsløret et netværk, der har solgt, hvad de hævder var ægte safran, til millioner af euro. 17 personer er anholdt.

    Safran er verden dyreste krydderi, der udvindes af safrankrokus. Netværket er mistænkt for at have blandet urter og kemikalier i den ægte varer.

    Det er lykkes at identificere over 500 forsendelser af den falske safran til en værdi af knap 75 millioner kroner, oplyser det europæiske politiorgan Europol.

    De kriminelle hvidvaskede deres penge gennem pengeoverførsler. Det skete via et spansk selskab til andre selskaber i EU. De lod som om, de havde købt det dyre krydderi.

  • WHO giver nødgodkendelse til kinesisk vaccine

    Verdensundhedsorganisationen (WHO) har givet nødgodkendelse til den kinesiske coronavaccine fra Sinopharm.

    Dermed er der samtidigt givet grønt lys til, at FN kan købe og videredistribuere vaccinen ud i verden.

    Det oplyser WHO's leder, Tedros Adhanom Ghebreyesus.

  • Briter under 40 år får nu tilbudt en anden vaccine end AstraZeneca

    Storbritannien vil tilbyde borgere under 40 år en anden coronavaccine end AstraZeneca, fordi den er forbundet med meget sjældne, men alvorlige blodpropper.

    Ifølge britiske sundhedsmyndigheder er risikoen for blodpropperne højere blandt de yngre befolkningsgrupper. Derfor vil de blive tilbudt andre vacciner, skriver BBC.

    Storbritanniens lægemiddelstyrelse har registreret 242 tilfælde af blodpropper og 49 dødsfald. De tal baserer sig på 28,5 millioner vaccinationer.

    Risikoen for en blodprop efter et stik med AstraZeneca-vaccinen er ifølge britiske myndigheder 1 ud af 100.000 for borgere i 40'erne. Men den risiko stiger til 1 af 60.000 for personer i 30'erne.

    Danmark har taget AstraZenecas vaccine helt ud af vaccinationsprogrammet.

  • Tidsplan klar for dem, der takker ja til stik med AstraZeneca og Johnson & Johnson

    Regeringen er klar med en tidsplan for en tilvalgsordning, der skal lade personer, der har lyst, blive vaccineret med enten AstraZeneca eller Johnson & Johnson, lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    - Bekendtgørelsen kommer i høring i næste uge og over weekenden, og i ugen efter vil vi så have en færdig model, vi udsteder, og dér kan det træde i kraft, siger han.

    Det vil være omkring den 20. maj, siger ministeren. Hvilken dato man kan forvente et stik i armen, afhænger dog af de private virksomheder, der påtager sig opgaven med at vaccinere.

    - Så er det op til de private selskaber, hvornår de kan være klar. Vi vil allerede nu i dialog med dem, så de kan kende de konditioner, de skal arbejde under, siger Magnus Heunicke (S).

    I første omgang vil tilbuddet ikke blive landsdækkende, da det vil forsinke processen med ordningen yderligere, siger ministeren, der har overvejet at takke ja til en vaccine.

    - Jeg har selv overvejet det, men er nået frem til, at jeg er i en situation, hvor jeg godt kan vente. Det er et personligt valg, der er en tryg ramme omkring, og der er modeller for, at man skal tale med læger først, siger han.

  • Mette Frederiksen: EU skal ikke lave love, der ødelægger den danske model

    Det er kun positivt, at der fra EU's side bliver sat ekstra fokus på eksempelvis at styrke lønmodtagernes rettigheder og bekæmpe fattigdom rundt om i Europa.

    Men arbejdsmarkeds- og socialpolitik er og bliver noget, de enkelte lande selv kontrollerer og lovgiver om, og sådan skal det også blive ved med at være.

    Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S), der i dag og i morgen deltager i det sociale EU-topmøde i Porto i Portugal.

    - Fra dansk side bliver jeg nødt til at gøre opmærksom på, at jeg ikke kan leve med, at der bliver vedtaget noget, som ødelægger eller underminerer den danske arbejdsmarkedsmodel, siger hun.

    Målet med topmødet er, at stats- og regeringscheferne skal vedtage en erklæring, som skal styrke 'det sociale Europa'.

  • Trusselsbreve sendt til Jyske Bank: Mistænkeligt pulver er ufarligt

    Jyske Banks filialer i Kolding og Fredericia har i dag modtaget breve med et mistænkeligt pulver. I går blev der også sendt trusselsbreve med pulver til Jyske Bank-filialer.

    Pulveret er nu blevet undersøgt og vurderes til ikke at være farligt.

    Det ændrer dog ikke på, at trusselsbrevene kan få alvorlige konsekvenser for afsenderen.

    Politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi Hans Roost, der er leder af politikredsens centrale efterforskning, oplyser, at brevene er en overtrædelse af straffelovens paragraf 266.

    Den handler om at true med en strafbar handling for at frembringe alvorlig frygt. Straffen kan være på op til to års fængsel.

  • Ung tyr er stukket af fra indhegning ved Moesgaard Museum

    En 200 kilo tung tyr er stukket af fra en indhegning tilknyttet Moesgaard Museum, og den løber derfor nu rundt i Marselisborgskoven, skriver TV2 Østjylland.

    Tyren stak af, da medarbejderne på Moesgaard Museum lukkede nye dyr ind i folden.

    Det er en 14 måneder gammel ungtyr. Den er sort, uden horn og med et hvidt bælte på maven.

    - Alle dyr i denne størrelsesorden er som hovedregel farlige. Det er ikke et tamt dyr, så lad være med at forsøge at fange den men ring til Østjyllands Politi, siger Sara Heil Jensen fra museet.

    Tyren forventes først indfanget om et par dage, fordi området er relativt stort.

  • Rekordmange smittet med legionærsygdom i Danmark

    Der blev påvist 278 tilfælde med legionærsygdom i Danmark i 2020.

    Heraf blev 263 smittet i Danmark. Det er det højeste antal, der er blevet smittet herhjemme, nogensinde, oplyser Statens Serum Institut (SSI) på sin hjemmeside.

    - Stigningen i antal smittede i Danmark kan hænge sammen med en højere testaktivitet i 2020.

    - Den kan skyldes, at mange indlagte patienter med mistænkt covid-19 også er blevet undersøgt for legionellainfektion, siger fagchef Søren Anker Uldum fra SSI.

  • Vestager: Vi skal være 'en lille smule varsom' med at ophæve corona-patentet

    Det har vakt opsigt, at den amerikanske regering har foreslået at ophæve patentet på corona-vacciner, så man hurtigere kan få produceret tilstrækkeligt med doser.

    Men ifølge EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager (R), er det slet ikke sikkert, at et sådant tiltag vil få den effekt.

    - Patenter giver en tilskyndelse til at investere massivt i at udvikle ny medicin eller andre ting, som vi har brug for. Derfor skal man være en lille smule varsom, siger hun inden det sociale EU-topmøde i Porto i Portugal.

    Den danske EU-kommissær understreger dog, at man bør "tage diskussionen uden nogen former for fordomme".

    - Vi står i en ekstraordinær situation, for det er ikke kun Europa, der skal vaccineres.

  • Årets Pressefoto er taget under de store demonstrationer i Hviderusland

    Vinder af Årets Pressefoto er Asger Ladefoged fra Berlingske med et billede fra opstanden i Hviderusland. (Foto: Asger Ladefoged/Berlingske/Årets © Scanpix)

    Prisen for "Årets Pressefoto" går i år til Berlingske-fotografen Asger Ladefoged for et af sine billleder fra de store demonstrationer i Hviderusland i august sidste år. Tusindvis gik på gaden i protest mod, at Lukasjenko har udråbt sig som vinder af valget.

    Billedet viser to kvindelige demonstranter med følelserne uden på tøjet, mens kampklædte betjente og salatfade blokerer vejene tæt på Lukasjenkos præsidentpalads, oplyser Pressefotografforbundet.

    Asger Ladefoged selv blev under demonstrationerne overfaldet af politiet med et slag i ansigtet og et spark i ryggen.

    Det er anden gang, at Asger Ladefoged bliver tildelt prisen for "Årets Pressefoto".

    Prisen for "Årets Pressefotograf" gik for fjerde gang til Mads Nissen fra Politiken, der tidligere i år fik prisen for verdens bedste pressefoto.

  • For mange glemmer coronapas til køreprøven: Aflysninger på stribe skaber store problemer

    Tankerne er nok mest på vigepligt og parallelparkering, når folk skal op til køreprøve.

    Alt for mange glemmer nemlig at tage coronapasset med til køre- eller teoriprøven.

    I politikredsene Midt- og Vestsjælland og Sydsjælland og Lolland-Falster har der i den seneste måned været 70 aflysninger, fordi coronapasset manglede.

    Der er i forvejen en stor pukkel af folk, der venter på en køreprøve, så de mange aflysninger er et stort problem, siger Bent Grue, der er formand for Dansk Køreskole-Union

    - Problemet er stort, fordi vi ikke kan få nogen prøver. Jeg kan ikke give dem en ny tid på hverken Sjælland eller Fyn lige nu.

  • Amerikanske jobtal skuffer fælt - forventede en million nye job, men skabte kun 266.000

    Der blev skabt 266.000 job uden for landbruget i USA i april, og det var markant færre end ventet.

    Økonomerne havde forudset en stigning på lidt under en million ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

    Til sammenligning blev der i marts skabt 800.000 job.

    Ledigheden stiger i perioden til 6,1 procent.

    Jobtallene i USA er en vigtig indikator for, hvordan det går med verdensøkonomien.

  • Sogn i Horsens med over 7.000 indbyggere lukker ned

    Sønderbro Sogn i Horsens Kommune lukker nu ned, efter at smittetallene er for høje.

    Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

    Sognet har over 7.000 indbyggere.

    Antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere er på 531, der er 39 nye smittede i sognet, mens positivprocenten er på 3,6 procent.

    Sønderbro Sogn opfylder dermed de nye regler om lokal nedlukning.

    I forvejen er Jerne Sogn i Esbjerg lukket ned.

    Hørsholm Kommune oplyste også i dag, at man lukker institutioner, skoler, gymnasium og kulturinstitutioner, efter at smittetallene er blevet for høje.

  • 1.023 personer er registreret smittet med coronavirus siden i går

    Det seneste døgn er 1.023 personer konstateret smittet med coronavirus, oplyser Sundhedsstyrelsen på baggrund af tal fra Statens Serum Institut. To personer er døde.

    Dagens smittetal er baseret på 202.279 pcr-test. Det svarer til, at 0,51 procent af de testede har været smittet med covid-19.

    Der er nu 157 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler. Det er en mere end i går. Af de indlagte er 31 på intensiv afdeling og 16 er i respirator.

  • Hver fjerde dansker har fået det første stik mod coronavirus

    Nu har hver fjerde dansker fået det første stik mod coronavirus.

    Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.

    Heunicke takker samtidig det sundhedspersonale, der arbejder for at få vaccinerne ud.

    I Danmark bliver der i øjeblikket brugt vaccine fra de to medicinalselskaber Pfizer/BioNTech og Moderna.

Mere fra dr.dk