Omkring 200 børn er blevet ramt af akut nyrefunktionsnedsættelse i Indonesien, næsten halvdelen af dem er døde.
Årsagen menes at være en form for flydende medicin, som børnene har fået.
Det har fået landets myndigheder til at suspendere salget af al sirupagtig og flydende medicin, skriver BBC.
Tidligere på måneden udsendte verdenssundhedsorganisationen WHO en advarsel om, at fire slags hostesaft var blevet sat i forbindelse til mere end 70 dødsfald blandt børn i Gambia.
WHO meldte, at medicinen indeholdt "uacceptable mængder" af stofferne ethylenglycol og diethylenglycol, som potentielt kan kobles sammen med akut nyrefunktionsnedsættelse.
Indonesiens sundhedsminister siger i dag, at samme kemikalier var blevet fundet lokalt.