Industrien skal betale mere for at forurene

Danske virksomheder skal til lommen, når de forurener med drivhusgasser, der varmer kloden op.
Det fremgår af en aftale, som regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Venstre og Konservative har lavet.
Helt konkret bliver der indført en dansk CO2-skat, der firdobler prisen på at udlede CO2 for industrien. Det vil sige, at det i 2030 vil koste 750 kroner hver gang en virksomhed sender et ton CO2 ud i atmosfæren.
- Det her er en kæmpe grøn aftale. Det er en motor i den grønne udvikling, som vi har talt om i årevis, der nu bliver til virkelighed, siger finansminister Nicolai Wammen.
Men virksomheder, der allerede betaler for deres CO2-forurening i EU, skal kun betale 375 kroner og helt særlige regler gælder for en række af de største udledere, som blandt andet Aalborg Portland, der slipper med en regning på 125 kroner.
Det er blandt andet en af grundende til, at Enhedslisten endte med at trække sig fra aftalen.