I januar steg de samlede forbrugspriser med 4,3 procent i sammenligning med samme måned året før. Det viser en netop udgivet analyse fra Danmarks Statistik.
Det er den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset siden august 2008.
- Nu begynder den almindelige dansker for alvor at kunne mærke de stigende priser, siger DR's økonomikorrespondent Casper Schrøder og tilføjer:
- Spådommene om, at inflationen er forbigående, ligner et fejlskud, og det ændrer situationen - ikke bare for folks privatøkonomi, men for hele samfundsøkonomien.
Det er fortsat høje energi- og benzinpriser, der driver inflationen, men fødevarer og varer generelt er i den seneste statistik også steget markant.